Hvad nu hvis? {Hp, OneShot}

Remus/Tonks fanfiction - One shot

10Likes
2Kommentarer
695Visninger
AA

1. Chokolade Ananas

Remus lå på sofaen. Han sov ikke, men lå og tænkte, som han havde gjort de sidste par nætter. Han tænkte. Over alting. Over intet. Han tankestrøm blev afbrudt, da hun kom ned af trappen. Selvom sofaen stod med ryggen til, vidste han, at det var hende. Hun blev større og større for hver dag der gik, Men hendes trin var næsten lydløse. Indtil hun gled ned af det sidste trin, og væltede ind i væggen. Han smilede lidt for sig selv. Han hørte hendes trin fortsætte mod køkkenet. Han rejste, og gik ud imod hende. Han stod i dørkarmen, og betragtede hende. Hun spiste altid. Lige nu var hun igang med sin nyeste favorit, tørret ananas med chokolade. Hun lagde ikke mærke til, at han stod i døren, før hun vendte sig om.

"Jeg er altså sulten." mumlede hun, med ananas i munden. Remus grinede bare af hende. Hun satte låget på den lille keramik krukke, ananasen lå i, og vendte sig igen mod ham. Hans smil falmede lidt, som det altid gjorde, når han så på hende. Hun var for ung, for smuk til ham. Han undrede sig tit over hvorfor hun var endt med ham.

"Jeg er altså ligeglad." sagde hun roligt, da hun havde set hans sørgende blik hvile på hende. Hun lagde en af sine hænder på hendes stadig voksende mave. "Jeg kunne bære rundt på en blæksprutte, og jeg ville være ligeglad." grinede hun. Han grinede med, selvom han ikke ville. En blæksprutte. En vareulv. Nymphadora Lupus gik over mod ham. Hun insisterede på at få hans efternavn, til trods for at hun stadig ville kaldes Tonks.

"Det er ikke kun dig, jeg bekymrer mig for." hviskede Remus næsten, da hun stod foran ham. Han smil falmede helt væk. Nu var sorgen åbenlyst plantet i hans ansigt.

"Han skal nok klare det..." begyndte Tonks roligt, med hendes milde smil. Remus kiggede dog bare ned i gulvet. Hun mente det ikke. Det var han sikker på. "Du klarede det." sagde hun stille. Hun kiggede ham i øjnene, mens han undgik øjenkontakt. Han gik over mod bordet, der stod i køkkenet, og satte sig på en stol. Han kunne ikke klare det. Hvad havde han tænkt på? Han vil ødelægge hendes liv.

"Det er kun et barn." mumlede han, med ansigtet plantet solidt i hans arrede hænder. Tonks gik over mod ham. Hun havde ondt af ham, fordi han havde ondt af hende. Og deres barn. Hun tog plads ved siden af ham.

"Men han vil altid være van til det." begyndte hun roligt. Hun lå mærke til at Remus' øjne var blanke. "Du blev bidt." sagde hun stille. Hun ville for guds skyld ikke vække sin mor. Efter Remus kom igen, havde hun ikke meget tilovers for ham. Han havde forladt Tonks, nygift og gravid. Og med Tonks' fars forsvinden, blev det for meget. "Og det er ikke engang sikkert. Han kunne være normal." sagde hun, "Eller metamorphmagus." grinede hun. Hun var en af dem. Hun havde evnen til at forandre sig, hvad tid det skulle være. Sikke et kønt par de var. En metamorphmagus og en varulv.

"Nymphadora Tonks," sagde en ny stemme. Tonks' mor var kommet ned i køkkenet. Remus sad stadig med ansigtet begravet i hænderne.

"Lupus." rettede Tonks hendes mor.

"Du er gravid," begyndte hun, og gik over mod hende. Tonks rejste sig, hun ville ikke have at dette skulle gå udover Remus. "Du skal ikke gå op og ned af trapperne, som det passer dig!" sagde hendes mor bekymrende. Tonks grinte bare af hende.

"Mor, jeg overlever." grinede hun, "Gå i seng." sagde hun mildt. Moren kiggede forarget ned på Remus, som nu kiggede op over mod køkkendiskene, og tilbage på sin højgravide datter, sukkende. Men hun overgav sig, og gik. Da hun var gået, rejste Remus sig op, og så mod Tonks, som så tilbage mod ham.

"Selv din mor hader mig." grinede han svagt. Sorgen lå stadig begravet i hans stemme. "Jeg burde bare gå." sagde han så. Latteren var væk. Glæden var væk. Det føltes som om en dementor kom glidende imellem dem. Han begyndte at gå mod døren, men Tonks stilte sig hen foran.

"Tonks," begyndte han bedende. Hun kiggede bare smilende tilbage på ham. Han var imponeret. Hun var altid istand til at beholde sit smil, uanset hvad der skete. Han sukkede højlydt, "Hvad nu hvis," begyndte han.

"Hvad nu hvis vores barn, er en vareulv?" spurgte hun, med hendes smil over hendes læber. "Jamen, hvis jeg kan klare én, hvorfor så ikke to?" spurgte hun, næsten grinende. Remus så sørgende på hende. Han havde været skyld i, at der kom endnu en varulv i verden, endnu et menneske med den samme smerte, som han skulle gennemgå hver evig eneste fuldmåne.

"Hvad vil vores barn tænke?" fortsatte hun, med sine evige optimisme, "Hvis han er utilfreds, så må han finde andre, som ikke kommer til at elske ham ligeså højt, som vi gør." smilede hun til ham. "Han vil være speciel. Uanset hvad." hviskede hun til ham. Hun gik hen imod Remus, som stod tryllebundet til jorden. Hun grinede, tog hans hænder, og lagde dem på hendes mave. Endnu et smil fandt vej til hendes ansigt. Han sparkede. Selv Remus kunne ikke holde et smil tilbage.

"Han hader mig allerede." grinede hun. Sparkene stoppede ligeså hurtigt, som de var kommet. De stod bare og kiggede på hinanden. Remus så i vinduet bag ved hende, at månen snart ville være fuld igen. Remus gik over mod hans sofa, satte sig, og kiggede over mod Tonks, som stod foran trappen. Hun kiggede tilbage mod ham.

"Mor sagde, at jeg ikke skulle gå for meget op af trappen." sagde hun, og gik over mod Remus. Hun lagde sig, med hovedet i hans skød. "Er du klar over, hvor svært det er at sove, med den her tingest i maven?" grinede hun, og kiggede op i Remus' brune øjne. Han grinede med hende.

"Er du klar over, hvor svært det er at sove, når folk hele tiden bryder ind i køkkenet?" grinede han. Men det var for sent. Hun var faldet i søvn. "Løgner." sagde han stille, og fjernede en lilla hårlok fra hendes ansigt. Hun så endnu yngre ud, når hun sov.

Efter at have mærket sparkene, var hans bekymringer forduftet. Der gik ikke lang tid, før han faldte roligt i søvn, med hans ene hånd, hvilende på hendes mave.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...