Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

266Likes
700Kommentarer
52081Visninger
AA

10. That´s one bipolar boy!

"Mig..." grinede Justin, hvilket fik mig til at skyde et bryn i vejret af forvirring, hvilket fik ham til at smile selvsikkert og forklare, "mig.. Jeg er din nye partner..."

"Men... Altså.. Jeg var sammen med Chris, og han... Jeg har lige fået en besked-" Forvirringen lyste sikkert ud af mig, idet jeg stirrede overrasket og total blank, som jeg stod som et spørgsmålstegn og forsøgte at fatte det han lige sagde, men blev dog afbrudt.

"Chris er her ikke. Det er dig og mig.." han hviskede det sidste, da et skævt smil gled henover hans læber, hvilket fik et sug til at gennemgå min krop. Hvad snakkede han om?

"Men han har lige skrevet til mig-" endnu engang blev jeg afbrudt.

"Prøv hør, Stella. Chris er ikke din partner længere, det er jeg. Skal jeg skære det ud i pap?" en kort latter slap ud af hans læber, der atter formede sig i et selvsikkert smil. Han trak stolen ved siden af ham ved bordet ud og gjorde et nik med hovedet, for at få mig til at sætte mig ved siden af ham.

"Du kan da ikke være min partner? Jeg mener, det var Mr. Ford, der havde lavet grupperne?" begyndte jeg og stirrede på ham med opspærrede øjne og begge bryn i vejret. Han kunne da ikke være seriøs?

"Du stiller sgu fucking mange spørgsmål..." mumlede han irriteret og himlede med øjnene, hvorefter hans irriterede mine blev erstattet af et anerkendende af slagsen, som var han en pædagog der skulle til at forklare et barn på tre, hvordan man bandt snørebånd.

"Mr. Ford synes, at vi to vil kunne arbejde bedre.. Desuden er 3. årgang alle hver især nogle idioter. Hele bundet. Især Chris, så lad vær' brok dig og sæt dig nu ned på den der stol," vrissede han befalende og rykkede atter på stolen, hvilket fik mig til at sukke irriteret.

"Nå, men så snakker jeg med ham, og får ham til at bytte mig med  en anden..." forklarede jeg snerrende, og vendte mig om på hælen for så at gå hen imod døren. Forbløffende nok forhindrede han mig ikke i det på nogle måder. Ikke, at jeg ville have, han skulle, men det forventede jeg, eftersom man ikke skulle gå mod hans ord. Hans ord var sgu fandme lov.

Jeg nåede endelig hen til døren og med et suk trak jeg ned i håndtaget, da døren ikke åbnede sig. Jeg trak i den flere gange og lignede sikkert en eller anden idiot, da det slog mig, at de havde låst døren. Højst sandsynligt havde Chris gjort det. Shit, hvor var de snedige. Jeg vendte mig atter om på hælen og skød et bebrejdende bryn i vejret af Justin. 

Et fornøjet og triumferende smil bredte sig på hans læber; han havde forudset det, og selvfølgelig havde han ikke prøvet at stoppe mig, eftersom jeg alligevel ikke ville komme nogle vegne. Hans smil irriterede mig grænseløst, og jeg havde mest af alt lyst til at smække ham en i fjæset.

"Sæt dig nu bare..." befalede han med en træt stemme og lænede sig afventende tilbage i stolen. 

"Seriøst, åben den dør. Nu!" befalede jeg, og min tones hævelse kom hel bag på mig. Jeg mener, det var vel noget af den sidste man skulle gøre imod ham, før han blev virkelig vred. Dog forlod en arrogant, men dog træt latter hans læber. Som om han morede sig over min dumhed -der desuden slet ikke fandtes, for jeg var overhovedet ikke dum!

"Tror du, jeg har fået den låst, for at åbne den når du siger til? Du ikke rigtig klog, Stella. Kom, lad mig undervise dig lidt," grinte han og gjorde endnu et nik med hovedet mod stolen. Helt seriøst, hvem griner over sin egen platte joke? Justin Jeg Griner Over Mine Egne Jokes Bieber.  

Laver du sjov med mig?! Åben den dør nu Justin, jeg er seriøst træt af det her! Hørte du ikke det jeg sagde for blot et par timer siden? Du-"

"Dæmp den der fucking tone, og sæt dig her!" befalede han med sammenbidte tænder og en formanende pegefinger, der nu pegede på stolen. Hvordan fanden kunne han være så stædig?Forstod han ikke, at jeg virkelig ikke orkede mere og intet ville have med ham at gøre? Eller ville han bare ikke forstå det, fordi han morede sig over den her leg, som jeg ikke gad være en del af? Dog vidste han endnu ikke, at jeg kunne være mindst lige så stædig.

"Jeg sætter mig ikke! Åben døren!" nu boblede vreden for alvor i mig, hvilket fik mig til svagt at sitre. 

"Og jeg åbner ikke døren, så sæt dig her..." hans tone var dæmpet og tålmodig, som han lagde armene arrogant over kors og stirrede på mig med et skævt smil. For fanden altså! Jeg kastede min taske heftigt ned på jorden og med et dump sad jeg på gulvet ved siden af døren, med hovedet lænet op ad væggen.

"Jeg laver ikke den rapport med dig," fastslog jeg bestemt og rystede stædigt på hovedet, "jeg venter her, til du åbner døren!"

"Tid er ikke et problem babe, det har jeg masser af.." det var det sidste, han sagde, før tavsheden tog over. Ingen af os sagde noget eller bevægede os overhovedet. Dog forsøgte jeg ikke at stirre på ham, men af en eller anden grund faldt mit blik konstant hen på ham, hvis blik allerede hvilede på mig. Havde han virkelig tænkt sig at sidde der og vente? Vente på, at jeg ville acceptere, at det var os der var partnere og sætte mig hen ved siden af ham? Han var ikke rigtig klog; det her betød krig. Hvem der kunne være stædigst og vente tålmodigt. Den der i sidste ende ville give efter ville tabe. Jeg havde bare ikke at sætte mig på den stol!

Det føltes som en evighed at sidde på det kolde gulv, lænet op ad væggen og føle Justin stirre på mig med et smørret smil, da jeg skævede hen på uret og opdagede, at jeg havde siddet her i 45 minutter. Vi havde fucking bare siddet her i 45 minutter, uden at fortage os noget som helst, udover, at han stirrede på mig, og jeg forsøgte det stik modsatte. Der gik endnu et kvarter, og nu var jeg godt træt af det. Justin sad på stolen med armene over kors og udstrakte ben, total casual, hvilket gjorde mig vanvittig. Jeg tog irriteret min telefon frem, så jeg i det mindste kunne underholde mig selv med en god omgang Angy Birds, da jeg opdagede, at jeg havde 11 ubesvarede opkald og 7 beskeder.

"Shit!" røg det ud af mine læber, da jeg opdagede, at det var far som havde ringet, hvorefter jeg fik rejst mig heftigt op og greb ud efter min taske, i takt med at ringe tilbage til far. Jeg havde fuldstændig glemt at fortælle ham, at jeg ville komme sent hjem. I can smell trouble...

"Stella Jones, hvor har du været unge dame?!" skreg min far fra den anden ende af røret, så jeg for ikke at miste hørelsen, blev nødt til at holde telefonen på afstand og skære en grimasse, hvilket fik en fornøjet latter til at undslippe Justins læber.

"Far, jeg-"

"Hvorfor er du stadig ikke hjemme unge dame?! Der er gået en time, en time siger jeg dig!" jeg bed mig nervøst i læben og mit blik faldt på Justin, der fugtede sine læber og fatslog sit blik i mit med et smørret smil spillende på hans læber. Han nød det her. Han nød, at jeg fik problemer. Den idiot.

"Far, slap af.. Jeg er sammen med.. en ven.. Altså vi arbejder på vores rapport på biblioteket, alt er okay," forsikrede jeg ham om og forsøgte at ignorere Justins gennemborende blik.

"Og hvorfor får jeg først det at vide nu?" hans tone var ikke så høj længere, thank God, men vreden og bekymringen i hans stemme kunne dog tydeligt høres.

"Undskyld far, jeg glemte at fortælle det..." jeg trippede afventende med foden, i håb om at far bare ville lade det ligge og lade mig blive her, for jeg skulle fandme vinde den her krig.

"Hvem er du sammen med?" hans ord skar igennem mine ører og fik mig til at stirre nervøst på Justin, der smilede et skævt smil hen imod min retning.

"Ehh.. Min partner hedder.." hvad fanden skulle jeg svare? Chris eller Justin? Ja, hvis jeg sagde Justin, ville han vinde, hvis jeg sagde Chaz, og det så alligevel blev Justin, havde jeg løget over for far.

"Justin.." sukkede jeg, og Justins smil blev bredere, og han gjorde et ryk med stolen for at erklære, at han havde vundet, og at jeg skulle sætte mig. Jeg rystede stædigt på hovedet og gik længere væk fra bordet. Næh nej, hans skal fandme ikke vinde.

"Ok, skat.. Til næste gang vil jeg bede dig om at fortælle mig det, for du ved, hvor bekymret jeg bliver. Desuden har du kun to timer, og så vil jeg se dig herhjemme.."

"Fint.." mumlede jeg, og så var vores samtale ellers slut. Jeg havde to timer, det vil sige begrænset tid, modsat til Justin der havde hele dagen. Så jeg måtte vel bare... Acceptere det og sætte mig på stolen?

Med et  irriteret suk slog jeg mig ned på stolen med min taske på mit skød, for så at dykke ned efter min fysikbog, der lå gemt et eller andet sted mellem alle de andre bøger og ligegyldige sager, jeg elskede at have med mig. Endelige fik jeg den fisket op og med en heftig bevægelse fik jeg klasket den på bordet så det gav et kæmpe 'bump' lyd fra sig, der endda fik mig til at gispe, og hermed fik jeg erklæret min vrede. At jeg var utilfreds over at arbejde sammen med ham.

"Gider du fucking slappe af!?" Vrissede Justin mellem sine sammenbidte tænder og rykkede tættere ind til bordet. Jeg slog op på kapitlet 'syre og base', for så også at fiske min notesblok samt blyant lydløst op. Hans humørsvingninger var virkelig belastende, og det var efterhånden ikke til at kunne klare, selvom jeg burde blive vant til det. Jeg mener, han havde da ingen grund til at blive sur, lige udover at jeg nærmest smed med fysikhæftet, så lyden gav ekko.

"Laver du den fucking rapport eller hvad?" snerrede Justin irriteret og viftede en hånd for mine øjne, for hermed at slå mig ud af min trance og lade blodet stige i mine kinder, da jeg opdagede, at jeg bare sad og gloede på den tomme side i min notesblok. Hans pludselige snerren gav et sæt i mig, og nu gjorde han mig for alvor bange. 

En akavet stilhed tog form i biblioteket, da døren pludselig blev låst op, og Chris kom smilende herind.

"Glad for din nye partner shawty?" Chris smilte skævt og begav sig hen imod os. Jeg rullede irriteret med øjnene, ignorerede han tilværelse og begyndte at læse de første sætninger omkring syre. Dog kunne jeg selvfølgelig ikke undgå at se Chris læne sig ind til Justins øre og hviske et eller andet, der gjorde Justins øjne endnu koldere og mørkere end de allerede var, så de nærmest fik et sort skær. Creepy. Han bed tænderne hårdt sammen og knyttede næverne, idet hans blik mødte mit, og han nærmest slugte mig som en støvsuger. Jeg sank en klump og vendte blikket mod bogen, og forsøgte at ignorere det faktum, at Justin gennemborede mig med sit blik. 

"Vi ses bro," lød det fra Chris, der åbenbart var færdig med at hviske noget til Justin, og var nu på vej mod døren igen, "kom godt hjem til farmand ikke shawty?"

Chris latter rungede i lokalet og hans lille 'joke' hang i luften, eftersom jeg virkelig ikke orkede at svare ham med en spydig bemærkning. Jeg rullede bare med øjnene og fortsatte mit arbejde, i takt med at ignorere Justins blik, der konstant hvilede på mig. 

Jeg havde siddet og skrevet notater i ti minutter nu i tavshed, og Justin havde ingen ting foretaget sig, udover at stirre ud af vinduet og trippe med sin fod, som havde han ingen tålmodighed til jeg lavede rapporten, der egentlig skulle laves af os begge, færdig.

"Har du tænkt dig at lave noget?" fik jeg endelig spurgt, og for første gang i ti minutter fik jeg vendt mit hoved hen på ham og skød spørgende et bryn i vejret.

"Huh?" han vendte hovedet hen på mig og fastslog sit blik og lignede et spørgsmålstegn, som havde han siddet fordybet i sine tanker, men var nu vendt tilbage til virkeligheden.

"Har du tænkt dig at lave noget, spørger jeg? Du ved godt, at det her er partnerarbejde ikke? Og altså, jeg er den eneste der-"

"Hold nu bare kæft og lav den der rapport... For helvede Jones, du for meget.." vrissede han og rystede irriteret på hovedet, hvilket blev sidste dråbe. Og nu havde han pludselig besluttet sig for at tiltale mig med mit efternavn, noget han gjorde, når han blev vred og irriteret, havde jeg lagt mærke til. Jeg kunne virkelig ikke bære hans humørsvingninger - at han pludselig var sådan en idiotisk spade - og jeg ville helst bare langt væk fra ham. Straks fik jeg lukket bogen sammen og smidt den ned i tasken. Blokken og blyanten fik samme tur og sekundet efter havde jeg rejst mig op; klar til at skride fra det her biblioteket. Vigtigst af alt fra humørsvingende, belastende og uforudsigelige Justin, men dog skulle han selvfølgelig forhindre mig i at skride, så krævende som han nu var. Jeg følte et kraftigt greb på mit håndled, der med kraftig styrke fik vendt mig om.

"Hvor fuck tror du, du skal hen?" Hans stemme var hævet og grebet var gjort strammere, så tårerne var samlet sig omkring øjnene af smerte og ren og skær angst. Han havde ikke gjort sig den ulejlighed at rejse sig op, sad bare med sit skarpe blik rettet mod mig og med en mine, der skræmte mig fra vid og sans. Jeg endte dog bare med at trække min arm til mig og vende mig om, for så at gå hen imod udgangen med hurtige skridt. Et gisp undslap mine læber da en hånd blev placeret på min ryg, og jeg med et hurtigt og kraftigt skub blev skubbet op ad væggen.

"Du pisser mig allerede af. Hvis jeg var dig, ville jeg ikke teste min tålmodighed.." Mit hjerte galoperede afsted, idet hans ene hånd var placeret på min hofte og den anden på min overarm, mens jeg kunne mærke hans ånde mod min hud, eftersom der kun var få centimeter fra vores ansigter. Jeg sank en klump og usikkerheden tog over min krop, der efterhånden svagt sitrede under hans faste greb. 

"Giv slip..." var det eneste der kom ud af min mund, og at det kom ud som en svag hvisken gjorde ikke situationen ligefrem bedre, når jeg hermed blev anset som den svage svans, hvilket ikke lige var det jeg ønskede mig. Jeg ville på ingen måder vise min frygt over for ham; det ville bare få selvtilliden til at boble i ham. Den selvtillid som han i den grad allerede var i besiddelse af. 

"Du ved virkelig ikke, hvad jeg er i stand til at gøre med dig..  Med din familie.. Dit liv.." Hans ånde aede min kind, i takt med hans finger aede min overarm og fik de små hår på armene til at stritte og min vejrtrækning til at blive hurtigere. Han havde lænet sig ind til mit øre og dermed presset min krop op ad væggen med sin, så jeg nærmest ikke kunne få vejret. Tårerne samlede sig omkring øjnene, og jeg havde svært ved at forstå hele situationen. Han truede mig. Igen. Jeg havde mest af alt lyst til at græde, for jeg vidste ikke, hvorfor han gjorde det her. Hvad havde jeg gjort ham, siden han ikke ville lade mig være i fred, når jeg jo 'pissede ham af'? Hele denne fucked-up situation fik vreden i mig til at boble, for han havde ingen ret, overhovedet, til at behandle mig sådan, og slet ikke true mig. Hvad regnede han mig for?

"Hvad gør du? Giver mig endnu et hul i hovedet? Og et til min far også?" et selvsikkert smil gled henover mine læber, og hans forvirrede og ikke mindst chokeret mine fik selvtilliden til at boble i mig. Jeg havde forsøgt at nedgøre det 'han var i stand til at gøre' for helt ærligt, hvad kunne han gøre? Ikke en skid. Det så ud til det virkede, taget hans bryn der var hævet af chok, og mund, der let var åben, i betragtning. Han fnøs inden han pressede mig hårdere op ad væggen, hvis det ellers var muligt, for så at stramme grebet om min overarm, så et hvin af smerte undslap mine læber, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, jeg ville få et stort, blåt mærke.

"Du forstår det ikke vel? Du forstår det virkelig ikke..." hviskede han spørgende, idet han rystede uforstående på hovedet og gav slip i mig, da en hånende og forvirrende latter undslap hans fyldige læber, der sekundet efter blev presset hårdt sammen, i takt med han tog et skridt væk fra mig. Hvad var det lige præcis jeg ikke forstod? 

Dog havde han ikke tænkt sig at uddybe det overhovedet, og hans næste tilbud kom helt bag på mig.

"Har du brug for et lift Jones?" 

 

*****

Okeeeey, hvad sker der lige for Justin? That's one bipolar boy ;) Haha, vi elsker Justin, om han så har humørsvingninger eller ej, right? 

Jeg er sikker på, at I er lige så forvirret som Stella; hvorfor kan han ikke bare lade hende være? Det var jo ham, der fik byttet partnere, så han kunne få muligheden for at være sammen med hende... Er der nogle følelser indeblandet, der ikke kan få Justin til at holde sig fra hende, eller er det noget andet der står bag? Gæt, gæt, gæææt! Skriv jeres gæt i kommentarboksen! <3

Vil dog bare lige sige, at jeg kommer til at forvirre jer meget mere, og jeg har FANTASTISKE ideer til denne movella! :D Glæder mig super meget til at overrumple jer med WOW kapitler, I kommer til at gå i chok, siger jeg bare! ;)

Yaaay, har fået min skrivelyst tilbage og glæder mig til at være mere aktiv! <3 -Takket være jeres støtte med kommentarer og likes! <3

48 likes = Nyt kapitel peeps! <3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...