Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

269Likes
700Kommentarer
55440Visninger
AA

18. Straf eller tortur?

Mine øjne spærrede sig med ét op, i takt med et højt gisp forlod mine læber, og jeg satte mig op, idet en stor mængde iskoldt vand blev hældt ned over mig. Mit hjerte bankede ualmindeligt stærkt, og vandet der dryppede ned ad mit ansigtet, gjorde mit syn slørret. En skælven gik gennem min krop, eftersom vandet var utrolig koldt, og nu var mit tøj også gennemblødt. 

"Morgen, Jones," lød det fra en hæs stemme, hvis ejer jeg vidste hvem var. Jeg klemte øjnene i et kort øjeblik, tog en dyb indånding for så at åbne dem igen. Episoden, inden jeg var faldet i søvn eller mere korrekt, var blevet tvunget bevidstløs, dannede sig som billeder på mit nethinde, og kuldegys fór gennem min krop ved tanken om, hvilken straf Justin havde tænkt sig at pålægge mig. Dog var jeg fast besluttet på ikke at udstråle nogen som helst form for svaghed, da jeg havde på fornemmelsen, at det bare ville gøre det hele værre.

"Du er sindssyg, din psykopat!" skreg jeg, idet jeg stirrede ned på mit gennemblødt tøj. Mine korte denimshorts og min ærmeløse top, jeg efterhånden havde haft på i lang tid, klistrede sig fast til min skælvende krop, og at toppen var hvid, hjalp ikke ligefrem på situationen, for der skal ikke meget hjernegymnastik til for at  gennemskue, hvilken ulempe hvidt tøj i forbindelse med vand kan frembringe. 

"Jones, hvis jeg var dig, ville jeg holde min kæft, for du har allerede fucket mit humør nok til, end hvad jeg behøver," vrissede han, idet han smed spanden, der for et minut siden indeholdte det iskolde vand, til side. Jeg fnøs irriteret, idet jeg stirrede rundt i lokalet, for at finde ud af, hvor jeg var, og til min store forbløffelse sad jeg igen i den iskolde, tomme kælder. Kan du fornemme sarkasmen? Men denne gang var kælderen bogstavelig talt tom, eftersom stolen ikke var her. Jeg lå nemlig på det iskolde betongulv, og jeg troede bestemt ikke, at Justin havde lagt mig omhyggeligt ned på gulvet; vi begge kunne vidst være enige om, at han enten havde kastet mig ned eller noget endnu værre.

"Det er ikke, fordi du har gjort mit humør bedre, vel Bieber?" imiterede jeg, og klappede mig selv mentalt på skulderen for det perfekte svar. Eller i hvert fald et svar, der var nok til at indikere, at jeg ikke var bange for ham. Selvom jeg var bange, rædselsslagen endda, men det ville ikke hjælpe på situationen, hvis han vidste det. Dog havde jeg ikke nok styrke til at se ham i øjnene, for noget af det værste var at se de dejlige, hazelbrune øjne ændre sig til sorte, der nærmest virkede som et uendeligt, sort hul der ville kunne sluge mig ethvert øjeblik. Derfor valgte jeg at se på mit hår, som jeg nu var i gang med at presse vandet ud af.

Det gav et sæt i mig, da Justins store og kraftige hånd pludselig tog fat i min overarm, hvilket fik mig til at se på ham. Jeg fik et kort glimt af hans sorte øjne, før jeg blev hivet op og slynget tværs over rummet, og med et stor dunk ramte mit hoved væggen. Flashback fra dengang han havde givet mig hul i hovedet susede gennem min hjerne, og det hjalp i hvert fald ikke på den voldsomme smerte, der skar gennem mit hoved. Dog var jeg utrolig taknemmelig for, at jeg ikke kom blød imøde, idet jeg tog mig til hovedet.

"Din fucking bitch, hvem fuck tror du, du er?!" skreg han, idet han med hurtige skridt kom hen imod mig, og sparkede mig i siden, hvilket fik et støn til at undslippe mine læber. Tårerne truede med at forlade mine øjne, men jeg bed mig i læben, og blev overrasket med endnu et spark i maven. Tårerne fossede denne gang ned, og smerten syntes at blive ubærlig, men det forhindrede ham ikke i at placere et endnu hårdere spark i mine ribben, hvilket fik endnu et støn til at undslippe mine læber. Jeg kæmpede desperat efter at trække vejret, og tog mig forgæves til maven, i håb om at smerten  ville forsvinde. Tårerne nægtede at stoppe, og idet mit blik fulgte hans ben, der slyngede sig tilbage, for at sikre sig større kraft til det nye park, forlod ordene mine læber ren instinktivt.

"Please stop, Justin," bad jeg, og jeg bad mentalt til Gud om, at han kunne høre mig, eftersom det knap var en hvisken. Sparket, der denne gang ramte mig i nyren, erklærede i den grad, at min bøn ikke var hørt, og jeg vred mig i smerte, med tårerne fortsat trillende ned ad mine kinder.

"Hvad siger du? Hm?" skreg Justin, idet han tog fat i et tot af mit hår og hev mig op, hvilket fik mig til at skrige i smerte, "jeg kan ikke høre dig, Jones?!"

"Please, stop," hviskede jeg atter, men det var ikke min intention at hviske. Hvis jeg fandt styrken i mig, ville jeg skrige det med mine lungers fulde kraft, men det faktum, at jeg havde svært ved selv at trække vejret, forhindrede mig i at gøre det.

"Bitch," mumlede han, før han bankede mit hoved ind i den kolde betonmur og gav slip i mit hår, for så at lade mig falde til jorden og langsomt miste bevidstløsheden.

*****

Jeg kæmpede med at få åbnet mine øjenlåg, der syntes at være alt for tunge til overhovedet at bevæge sig. Det lykkedes mig dog langsomt at få åbnet dem, men mit blik var slørret, og min krop alt for svag til at kunne bevæge sig. Specielt min overkrop virkede alt for øm; den dunkede af smerte og en svien begyndte, også selvom den ikke var i berøring med noget. Mit åndedræt var dog vendt til normalt, og mit tøj var atter blevet tørt, hvilket fik mig til at undre mig over, hvor lang tid jeg mon havde ligget der i bevidstløshed. Jeg lå stadig ved væggen, dér hvor Justin havde forladt mig, og de gamle tårer, der stadig hvilede på mine kinder, blev erstattet af nye ved tanken om, hvad jeg havde gjort for at fortjene det her. Hvordan jeg kunne være så dum og stole på Justin. Hvad jeg havde tænkt på, da jeg lod ham tage min mødom og sagde ja, til at være hans kæreste. Hvorfor jeg risikerede forholdet mellem far og jeg for ham. I det hele taget, hvorfor? Hvad havde jeg overhovedet gjort Justin, hvad var meningen med det her? Det faktum, at jeg ikke kunne få besvaret spørgsmålene fik flere hulk til at undslippe mine læber og det tog ikke lang tid før jeg bare lå der, uden at bevæge mig overhovedet og græd øjnene ud med nærmest lydløse hulk. 

At jeg heller ikke vidste, om jeg nogensinde ville kom ud derfra, om far mon ledte efter mig, om det mon var dag eller nat, hvor jeg var, og hvad Justins planer var med mig gjorde alt så uvirkeligt. At føle, at man ikke havde kontrol over situationen overhovedet, at man nærmest var fortabt og måtte finde sig i, hvad et monster havde tænkt sig at gøre med en, var ubeskrivelig hårdt, så man umuligt kunne sætte ord på det. Jeg befandt mig i sådan en situation og tilstand, at jeg ikke vidste, om jeg skulle græde over det faktum, at jeg var blevet kidnappet og måske aldrig ville leve et normalt liv længere, eller om jeg skulle fælde tårer, fordi den dreng, jeg rent faktisk stolede på og forelskede mig i, viste sig at være et monster, der forårsagede alt det her. 

Idet jeg følte den mindste styrke til at bevæge mig, forsøgte jeg at sætte mig op i det bælgmørke rum, og læne mig op ad væggen. Det lykkedes mig efter flere forgæves forsøg at sætte mig op mod væggen og trække mine ben under mig, for så at vikle mine arme rundt om dem og begrave mit ansigt mellem mine knæ. Jeg havde ingen, der kunne trøste mig, ingen arme, der ville vikle sig omsorgsfuldt rundt om mig, ingen til at hviske beroligende ord, intet, men jeg vidste, at hvis jeg skulle overleve det her, måtte jeg indse, at jeg ingen andre havde, end mig selv, og derfor måtte jeg stå stærkt, selvom jeg vidste, at det ville blive virkelig svært. 

Der gik ikke lang tid før døren åbnede, og lidt lys blev sluppet herind, i takt med en skikkelse, som jeg selvfølgelig gik ud fra var Justin, trådte ind. Hans skridt rungede i luften, og de stoppede brat op, før lyset blev tændt. Lyset blændede atter mine øjne, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange jeg nærmest ville blive tortureret med lys. Endelig lykkedes det mig at se ordentligt, og jeg fik nu bekræftet, at mit gæt nu ikke var helt forkert. Justin stod ganske vist ved lys kontakten, men han havde en bakke med noget, jeg ikke helt kunne se hvad var, på, eftersom jeg sad ned og nærmest stirrede på ham i frøperspektiv. Uden en mine overhovedet bevægede han sig hen imod mig, for så at stoppe op en meter  fra mig. Jeg nægtede at se ham i øjnene, men jeg kunne tydeligt mærke ham gennembore mig med sit blik. Han satte sig på hug, og eftersom jeg stirrede ned på det kolde betongulv, dels for at skjule tårerne og dels på grund af den vrede og afsky jeg følte imod ham, var det eneste jeg kunne se, hans hænder, der langsomt stillede bakken på gulvet. På den var en tallerken med kogte nudler og en gaffel, samt et glas vand. Jeg følte mig et øjeblik i et fængsel, hvor der ligesom i film bliver serveret forbrydere mad, der virkede som om, det var blevet rationeret, eftersom selv en kat ville forlange en større portion.

"Spis," mumlede han hæst, før han rejste sig op og forlod kælderen, selvfølgelig efter at have lukket døren og denne gang låst den. Jeg havde indtil nu egentlig ikke lagt mærke til, at jeg var sulten, hvilket var ret underligt, eftersom jeg ikke havde spist i virkelig lang tid. Men jeg havde andet at tænke på end sult og tørst, hvilket nok også var en af grundene til, at jeg ikke skulle på toilettet, for ja, min mave var tom. Dog nægtede jeg at spise noget som helst, som han kom med, for gad vide, om han ikke havde forgiftet maden? At blive forgiftet var noget af det sidste jeg behøvede, men at min mave så begyndte at rumle gjorde det ikke ligefrem bedre. Jeg sukkede, idet jeg rakte ud efter glasset med vand, for så at drikke det hele med det samme. At jeg ikke var tørstig, ville vist være den største løgn nogensinde. 

Jeg lagde det tomme glas tilbage på bakken, for så at skubbe den lidt væk. Ved hver en bevægelse jeg foretog mig blev den allerede ubærlige smerte voldsommere, og tårerne truede for hver gang med at trille ned. Jeg lukkede øjenlågene hårdt i, før jeg tog en dyb indånding og løftede lidt op i min hvide top. Langsomt åbnede jeg øjnene op og kom flere blå, lilla og nogle røde mærker imøde. På min venstre side, netop der hvor han havde sparket hårdest, var et enormt blå mærke, og idet mine kolde fingrespidser blot strøg den, skød smerten igennem mig og fik tårerne til at falde frit ned. Synet gjorde mig nærmest svimmel, så jeg dækkede hurtigt for min blottede mave med toppen igen. 

Der gik ikke lang tid før der lød en raslen ved døren, og den atter blev åbnet op. Denne gang så jeg på ham ud af øjenkrogen, og da han havde kommet tæt nok på, så jeg hans øjenbryn rynke sig, og hans hænder forme sig til næver.

"Hvorfor har du ikke spist?" hvæsede han, og det kunne tydeligt høres, at han bed tænderne hårdt sammen. Jeg undlod dog at svare ham og så blot ignorerende ned, hvilket fik ham til atter at snakke.

"Svar mig når jeg snakker til dig," snerrede han igen, og man skulle ikke kende meget til Justin for at tyde, at han var ved at blive vred. Jeg snakkede dog atter ikke, hvilket fik ham til at sukke.

"Hvis jeg var dig, Jones, ville jeg ikke teste mig. Jeg gør dig en tjeneste, så spis," beordrede han, og jeg kunne tydeligt mærke, at han forsøgte at forblive tålmodig. Dog troede jeg i hvert fald ikke, at det var, fordi han havde skyldfølelse på nogen måde. Justin Bieber har ingen følelser, vel?

Jeg rystede blot på hovedet, og han satte sig fnysende på hug, for så at gribe heftigt ud efter tallerkenen og række den til mig. Nu var han for alvor vred, og jeg så for første gang op på ham, og kom hans sorte øjne imøde.

"Spis!" hvæsede han mellem sammenbidte tænder og stirrede dybt ind i mine øjne. Hvad han dog ikke vidste var, at vreden i mig boblede lige så meget, og ren instinktivt slog jeg ud efter tallerkenen, så den fløj ud af hans hånd og ned på gulvet, for så at gå itu i tusinde stykker. Mit blik faldt tilbage på hans ansigt, og jeg slugte en ubehagelig klump i halsen, idet hans ansigt pludselig fik en kraftig rød farve af vrede, og hans øjne blev dybere, end de allerede var. Hans kæbe var sammenbidt, og han knyttede sine næver, idet han heftigt rejste sig op.

"Din fucking bitch, lærer du fucking aldrig?!" skreg han, idet han tog fat i mit hår, og et støn slap ud af mine læber, "du skal teste min tålmodighed, ik bitch? Ligesom din far testede min mors? Din fucking, uduelige idiot, jeg kan ikke vente med at ødelægge dit fucking klamme fjæs. Dét, du har oplevet, er intet, forstår du?! Intet!"

Tårerne trillede ned ad mine kinder, idet han med sit greb om mit hår tvang mig til at se på ham. Han strammede grebet om mit hår, og et hulk undslap mine læber, før han trak mit ansigt tættere hen på hans.

"Du kender mig ikke, Jones, overhovedet ikke, " hviskede han, og jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber, "Du tror jeg er dum, gør du ikke? Men hvad du ikke ved, bitch, er, at jeg lod den dør være åben, med vilje. Jeg lod rebet være løst, med vilje. Ved du hvorfor, Jones? Så jeg kunne have en grund til at straffe dig, langsomt og smertefuldt. Ikke, at jeg behøver en grund, men det gør det bare sjovere.. Det for et par timer siden? Det var, fordi du er så stor i kæften, noget jeg vil anbefale du stopper med. Nu? Nu får du din straf, Jones."

Men det kastede han mig på gulvet, netop der hvor tallerkenens stykker lå spredt, og jeg kunne mærke de små glasskår bore sig vej gennem mit kød. Med tårer fossende ned ad mine kinder, stirrede jeg op på ham, og hans sorte øjne borrede sig i mine, i takt med et smørret smil spredte sig på hans læber. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg vidste, hvad hans straf var, og det hjalp ikke ligefrem på de mange tårer, der fortsat trillede ned ad mine kinder. 

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

 

Justin er farligere end nogensinde, og det ser ud til at vrede og episoder fra hans fortid forhindrer menneskelige følelser som kærlighed, medlidenhed eller skyldfølelse i at komme frem hos ham...

Hvilken straf, har Justin tænkt sig at give Stella? Hvad er der med Stellas far og Justins mor? Vil Justin nogensinde afsløre grunden til, at han holder hende fanget og torturerer hende? Og hvor meget mere kan Stella egentlig klare?

*****

Oh my God, de her kapitler er bare så svære, og jeg føler mig fuldkommen ond for at gøre det her mod Stella! Justin er så modbydelig! :´(

Btw, så synes jeg det er virkelig fedt, at I lever jer ind i historien lige så meget som jeg! For jeres kommentarer er bare så dejlige, og vi er vist alle enige om, at Justin er en idiot! Bliv ved med kommentarerne, lad mig vide, hvad I synes, peeps! <3

xx, Celina

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...