Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

267Likes
700Kommentarer
52684Visninger
AA

22. Stille og rolig...

"Shit Justin! Hun bløder!" råbte han febrilskt, hvilket straks fik mig til at vende mig om mod poolen igen og finde Stella i midten af en rød pøl i vandet. Hun havde fået skabt balance, men hendes lille skikkelse rystede voldsomt, idet hun chokeret stirrede på vandet omkring hende, der nu havde fået en rød farve.

"M-Min b-baby..." stammede hun knap som en hvisken, hendes blik sømmet fast til det røde vand. Det tog mig et øjeblik at forstå, hvad der foregik, og fatte, hvad hun mente, da et skrig forlod hendes læber.

"M-Min baby!" skreg hun af hendes lungers fulde kraft, idet hendes rystende hænder fortabt viklede sig rundt om hendes mave, og jeg kunne bogstavelig talt føle mit hjerte stoppe med at banke et øjeblik. 

Shit.

 

3. person p.o.w:

Tårerne væltede ned ad Stellas kinder, og ustoppelige hulk brød ud af hendes sitrende læber, idet hun kunne føle smerten skære i sin mave, og blodet strømme ud af hendes spinkle krop. En masse stemmer lød omkring hende, men andet kunne hun ikke opfatte end det faktum, at hendes endnu ufødte baby nu var ved at miste livet. Hun strammet grebet om sin mave og skreg af smerte.

"P-Please, ikke forlad mig, please," bad hun hjælpeløst sin baby gennem ukontrollerede hulk, da det sortnede for hendes øjne. Hun nåede akkurat at høre et højt plask i vandet, før hun langsomt kunne føle sig selv og sin uskyldige baby synke i vandet.

"Stella!" skreg Justin, idet han med hektiske bevægelser desperat svømmede hen imod hende. Han nåede netop at gribe fat om hendes slappe arme, før hele hendes ansigt lå under vandet overflade.

"N-Nej Stella, kig på mig baby, s-sig nu noget," bad han, idet tårerne strømmede ned ad hans kinder.

"Fuck Justin, tag hende nu op!" skreg Chris ved enden af poolen, mens Ryan, der havde hørt skrigene, kom løbende ud i haven med febrilske blikke.

Justin viklede sine arme rundt om Stellas tynde talje i et stramt greb, før han desperat forsøgte at svømme hende hen mod enden af poolen. 

"P-Please baby, åben øjnene," græd han, og kunne intet andet høre end Stellas små vejrtrækninger og vandets plasken, "p-please, kig nu på mig,"

Chris og Ryan greb fat I Stellas bevidstløse krop, da de var nået enden, før de løftede hende op af poolen og stille lagde hende på det våde gulv. Et gisp forlod deres læber, da de så det store blodpøl, der allerede havde formet sig mellem Stellas lår. Ryan faldt ned på sine knæ, desperat efter at få vækket hende, men blev afbrudt af Justin, der havde kommet op ad poolen.

"Lad være rør hende!" skreg han med tårerne væltende ned ad hendes kinder, "lad være rør min baby!"

"Justin, vi bliver nødt til at tage hende ind, lad os-"

"D-Det min b-baby," stammede han, skubbede Ryan til side, før han med et fortabt klynk faldt ned på sine knæ og lod sin ene arm vikle rundt om hendes talje og den anden under hendes blodige lår. Med rystende bevægelser løftede han hende op og løb med Ryan og Chris i hælene ind i huset, for så at lægge hende på sofaen. 

"Ring til en  læge for fanden!" skreg Chris i frustration, idet han stirrede på blodet, der fortsat løb ned ad Stellas ben. 

Ukontrollerede hulk slap ud af Justins læber, idet han febrilsk rev Stellas våde tøj op og smed det væk fra hendes krop. 

"P-Please b-baby, gør ikke det her," bad han, idet han med rystende hænder strøg hendes hår og lod tårerne vælte ned ad sine kinder. 

"Hvad fuck gør vi?" udbrød Ryan frustreret og stirrede fortabt på Stellas bevidstløse krop, der var dækket med skrammer og ar. Et frustreret støn, der fik hans blodårer i halsen til at poppe ud, slap ud af Justins læber, idet hans skikkelse rystede voldsomt. 

"Åben nu øjnene for helvede! Kig nu på mig!" skreg Justin, før han heftigt greb fat i Stellas slappe arme og ruskede voldsomt i hende, "Fucking åben øjnene Stella, sig nu noget!"

"Justin, slap af, bro-" forsøgte Ryan, idet han greb fat om Justins skuldre og forsøgte at hive ham væk, før han gjorde endnu mere skade.

"Stå nu op," bad han knap som en hvisken, før han begravede sit ansigt mellem hendes hoved og skulder og blidt kyssede hendes våde hals. Trods de mange bøn fra Justin om at stå op, kom der ingen andre bevægelser fra Stella end hendes små vejrtrækninger. Hendes blege ben var dækkede af rødt blod, mens hendes slappe overkrop dækket af endnu ikke helede sår.

"Hvor er hun?" lød det ude fra gangen, før et højt brag lød, hvilket indikerede, at hoveddøren lukkede. Chris kom løbende ind med en middelaldrende mand i hælende.

"Gud!" udbrød manden, idet han fik øje på Stella og spærrede øjnene op, "hent en balje med vand og et håndklæde!"

 

Stellas point of view:

Mine øjne syntes være limet fast, idet jeg kæmpede med at få dem åbnet op. Så snart jeg fik åbnet dem en lille smule, blev jeg blændet af det skarpe lys jeg kom i møde, hvilket atter fik mig til at lukke dem i igen. Jeg forsøgte at bevæge mig, men da det ikke førte til andet, end at en kraftig smerte gennemgik mine muskler, forlod et lille klynk mine tørre læber. Jeg anstrengte mig for at holde mine øjne åbne, da der efter mit klynk lød en raslen fra højre side.

"B-Baby?" hørte jeg en hvisken udbryde, men det var nærmest umuligt at gennemskue, hvem det var. Mit blik var slørret, og jeg kunne intet andet se end hvidt loft og skarpt lys fra en grå lampe, der hang op over hovedet på mig. 

"Dr. Smith?!" blev der råbt, og den pludselige høje tone gav et sæt i mig, hvilket figuren ved siden af mig tilsyneladende fornemmede, eftersom figuren strammede grebet om min højre hånd, som jeg indtil nu ikke engang viste han holdte. Hans hånd var stor, men dog blød, idet hans finger aede mine knoer.

Jeg kunne føle mine bryn rynke sig, idet jeg forsøgte at huske grunden til jeg lå her. Smerten som tankerne frembragte, forhindrede mig ikke i at blive ved med at tænke, men jeg lukkede øjnene i håb om at formindske smerten bare en lille smule. Jeg bed mig i læben, idet jeg tvang min hjerne til at bringe minderne tilbage, og da forlod et gisp mine læber. 

"M-Min baby?" hviskede jeg, med ét øjnene spærret op. Panikken spredte sig i min krop, og jeg kunne bogstavelig talt føle mit hjerte stoppe med at banke et øjeblik.

"Stella please-" bad figuren, idet han placerede en hånd på min skulder og blidt strøg den. Jeg forsøgte desperat at sætte mig op, med tårerne brændende i mine øjenkroge, men smerten skar i min mave, hvilket fik et lille skrig til at forlade mine læber.

"Baby please lig stille. Dr. Smith!" blev der råbt igen, men intet andet havde jeg i tankerne end min baby. 

"Min baby!" udbrød jeg, idet de stædige tårer fossede ned ad mine kinder, og jeg skubbede figurens hænder væk fra min krop.

"Hey hey hey læg hende ned, hun må ikke rejse sig!" udbrød en anden stemme, hvilket fik endnu en hånd til at skubbe ned i mine skulder og tvinge mig til at lægge ned.

"Please baby, lig stille," bad figuren og vreden boblede i mig idet jeg genkendte stemmen. Tårerne trillede ned en efter en og episoden spillede i mit indre blik, hvilket fik min indre dæmon til at gå amok. 

"Giv slip for helvede, min baby! HVOR ER MIN BABY?!" skreg jeg, desperat efter at få Justins faste hænder til at give slip på min krop, "DU HAR DRÆBT MIN BABY!"

"N-Nej baby, p-please ikke sig sådan!" bad han og hans stemme knækkede over, idet han forsøgte at tvinge mig ned at lægge. 

"D-Du har dræbt min baby, din psykopat, du har dræbt min baby!" udbrød jeg, hele min skikkelse rystende, idet jeg desperat klyngede mig om min mave, tårerne fossende ned ad mine kinder, "D-Din morder!"

"N-Nej baby, den lever, shhh, den lever, please," forsøgte han, hans fingre blidt kørende gennem mit hår. Jeg kunne føle et stik i min venstre overarm, efterfulgt af en spænding i mine skuldre, men da det var overstået kunne jeg langsomt føle min krop blive tungere.

"D-Den lever?" var det eneste jeg kunne få ud af mine sitrende læber, idet jeg forsøgte at vende mit hoved og se på Justin. Se ind i hans øjne og forsøge at gennemskue, om han tale sandt. Om min baby virkelig levede. 

Det første jeg bemærkede, idet jeg fik vendt min hoved mod Justin, var hans blodrøde øjne, der nærmest var i harmoni med de mørke rande under hans øjne. Hans hår var ikke sat op som sædvanligt, men lå rodet ned mod hans ansigt. Han var iført en fugtig t-shirt, der klistrede sig fast til hans muskuløse overkrop, hvilket et kort øjeblik fik mig til at undre mig over, hvad der mon var sket.

"M-Min baby lever?" hviskede jeg endnu engang, hvilket instinktiv fik et lille smil til at sprede sig på mine læber.

"Mmh baby, den lever, vores baby lever," hviskede han, før han gav min hånd et lille klem og et smil - som jeg ikke et øjeblik var i tvivl om var ægte - gled henover hans læber. Dog kunne jeg ikke lade være med at fæstne mig ved ordet 'vores'. Hvis ikke det havde været for sprøjten, var jeg nærmest sikker på, at jeg ville havde haft et mentalt sammenbrud eller et raserianfald. Men jeg orkede ikke andet i øjeblikket. Jeg vidste, at min baby levede, og det var alt jeg behøvede at vide lige nu - Troede jeg, for manden, hvis ansigt jeg først fik set nu, begyndte at snakke.

"Hvis babyen skal forblive sund og rask, så kræver det, at du først og fremmest tager det stille og roligt..." begyndte han med en dæmpet tone, idet han tog et par tunge og nøjsomme skridt hen imod mig, "din krop er blevet udsat for en masse som du nok kan mærke, den har svært ved at håndtere, men babyen lever i øjeblikket..."

 

Idet ordene slap ud af hans læber kunne jeg føle lettelsen sprede sig i min krop og afslappe mine muskler. Akkurat som han havde sagt virkede min krop alt for slap og sårbar, og jeg lyttede koncentreret med, da han atter begyndte at snakke. 
"Jeg ved ikke helt, hvor meget jeg bør fortælle i øjeblikket; hvor meget du kan klare at høre, men for dit eget og for babyens bedste vil jeg bede dig om at lytte godt med og tage det hele med ro, for idet øjeblik du udsætter din krop for stress vil det påvirke babyen..."

Jeg gjorde et lille nik med hovedet og bed mig nervøst i læben, da Justins hånd pludselig kørte hen ad min side, op mod min mave, for så at flette vores fingrer og give min hånd et lille klem. At jeg nu var nødt til at ligge her, med skrammer og ar på min krop, var hans skyld. At jeg havde denne samtale med en læge, som ikke engang havde en hvid kappe på, for at sikre mig, at min endnu ufødte baby ville leve, var hans skyld. At jeg ikke havde kræfter nok til hverken at bevæge mig eller tænke var også hans skyld. Og det faktum, at han bildte sig ind, at han nu havde retten til at tage mig i hånden, som en hver anden mand ville gøre, idet han med sin kæreste eller hustru tog til lægen for at høre sin babys hjerte banke, fik vreden til at boble i mig. Dette var ikke normalt. Vi var ikke normale. Intet ved denne situation var normal, men alligevel flovede han sig ikke et sekund, og ikke nok med det, tog han mig i hånden. Med tænderne presset hårdt sammen, forsøgte jeg vikle min hånd fri fra hans, hvilket fik Justin til at se på mig. Jeg anede ikke hvorfor han var så chokeret over, at jeg på ingen måde ville have ham til at røre mig, eftersom han så spørgende på mig, hvorefter hans øjne tydeligt markerede sorg. Han fugtede sine læber, idet han atter tog fat i min hånd, men det tog ikke lang tid før han opdagede, at hans træk virkelig var ved at gøre mig vred og ikke mindst stresset, hvilket hurtigt fik ham til at placere sin hånd på sit lår. Jeg vendte nu atter blikket mod Dr. Smith, som han tilsyneladende hed, og forsøgte at ignorere Justins øjne, der gennemborede mit ansigt. 

"Som I nok havde regnet ud, lever babyen ikke under... alt for gode forhold. Du har stor sandsyndlighed for at blive udsat for spontan abort..." et gisp forlod mine læber og ren instinktivt havde jeg viklet mine arme undt om min mave.

"Shit," hørte jeg Justin mumle, idet han begravede sit ansigt mellem sine hænder og lod et frustreret suk slippe ud af sine læber. 

"Eftersom vi ikke befinder os på min klinik, kan jeg ikke med sikkerhed sige, hvor langt fremme du er, men jeg går ud fra, at du må være omkring de 3-4 uger. I løbet af denne periode har du haft et stort blodtab, der ikke nok med, at du ikke får tilstrækkelig nok ilt, også svækker dit immunforsvar, som kan få selv en simpel forkølelse til at føre til abort. Du har nok derfor oplevet svimmelhed, ikke?" spurgte han, og jeg forsøgte at forme mine læber til ord, men min mund føltes utrolig tør, så jeg endte med at nikke. 

"Du har været heldig at Ryan's blod passede til din blodtype, og at vi derfor hurtigt fik udført en succesfuld blodtransfusion..." forklarede han, hvilket fik mig til at spærre øjnene op i chok. Ryan havde været med til at give mig blod? Havde han praktisk talt reddet mit liv? Det krævede ikke meget at bemærke Justins anspændelse, idet hans krop blev stiv, og han bed tænderne hårdt sammen, før han tippede uvilkårlig med foden.

"Men for også selv at producere blod skal du sikre dig, at du får spist de rigtige jernholdige grøntsager og frugter, samt får din daglige dosis af vitaminer og mineraler. Jeg har derfor gjort et diet skema klar til dig, som du må love mig, at du passer til punkt og prikke, er du med?" spurgte han, og sende mig et skævt smil, idet han spørgende løftede brynene. Jeg gjorde et lille nik med hovedet og sendte ham et taknemmeligt smil. 

"Justin har allerede været henne og købe de piller, herunder vitaminer og smertestillende, som jeg har skrevet en recept for. Udover det har jeg givet ham en sprøjte, der under nødstilfælde - det kan være endnu en akut blødning eller smerte - skal sprøjtes, og så vil jeg bede jer om at komme til min klinik, for situationen kan blive værre, og vi vil ikke få gjort meget her. Justin skal være glad for jeg skylder ham en venlig tjeneste. Jeg blev nødt til at overlade en ret så veludseende klient til min assistent," grinede han, hvilket også fik mig til at fnise. En lille latter forlod Justins læber, idet han opgivende rystede på hovedet.

"Hvis det ikke havde været for mig, havde du ikke truffet flere klienter Smith, så jeg siger farvel og tak, hvis du ikke har andet at sige, og så husker du at komme herhen lidt hurtigere næste gang ikke?" beordrede Justin, før han rejste sig op og sendte Dr. Smith et charmerende, men dog så arrogant smil. Dr. Smith rystede grinende på hovedet, før han åbnede munden op for at snakke. 

"Din arrogante røv har måske reddet mit liv, Bieber, men jeg tror vi står lige; jeg har reddet din baby, så du har bar at lette din røv næste gang og komme til mig, ikke?" imiterede han, hvilket fik Justins til at gøre et fast nik med hovedet og presse sine læber til en tynd streg. Dr. Smith sendte mig et lille smil, løftede øjenbrynene og stirrede spørgende på mig, som forventede han en form for bekræftelse på, at jeg ville gøre alt det han sagde, hvilket fik mig til at nikke med hovedet. Han sendte Justin et sidste alvorligt blik og fik på samme måde også en bekræftelse af Justin, før han vendte sig om og forsvandt ud af døren. Jeg kiggede rundt i værelset, idet han var ude af syne, og opdagede, at jeg befandt mig i det samme, bekendte soveværelse, i den samme, behagelige seng - ejet af djævelen selv. Jeg kunne tydeligt mærke min indre dæmon æde mig op og forsøge at blive sluppet fri, men jeg var fast besluttet på at ignorere den og sikre det bedste for min baby. Min baby. I min mave. Tanken om, at jeg bar på et levende væsen i min mave. Det var så overvældende, men på samme tid så fantastisk og stressende, at jeg snart kunne mærke tårerne samle sig i mine øjenkroge. At jeg allerede prioriterede min baby - som endnu ikke var født - før mig selv kunne ikke være andet end et moderligt instinkt. Trods det faktum, at jeg ikke var gravid under normale forhold, at min baby ikke ville blive født under normale forhold, var jeg alligevel fast besluttet på at sikre min baby det bedste liv, en moder kan tilbyde sin baby. 

 

Et øjeblik havde jeg været så fordybet i mine tanker, eftersom spørgsmålene bare svømmede rundt i hovedet, og det virkede som om jeg aldrig nogensinde ville få besvaret dem, at jeg fuldstændig havde glemt Justins tilværelse. Han stod nu for enden af sengen, hans kæbe anspændt og hans skikkelse i en akavet position, idet han gennemborede mig med sit blik. Hvor lang tid vi sådan stod og stirrede ind i hinandens øjne, begge to ventende på, at en af os skulle sige noget, vidste jeg ikke. Han tog en dyb indånding, idet han åbnede munden, stirrede fortsat ind i mine øjne, men lukkede straks sin mund igen. Han sank en klump, vendte frustreret ryggen til mig og kørte sin hånd gennem sit hår, før han trak i sine gyldne lokker og mumlede for sig. Et gisp forlod mine læber, da døren med ét blev åbnet op og en nærmest panikslagen, men samtidig begejstret Ryan brasede in. 

"Du er oppe?!" udbrød han og et enormt smil, der blottede hans hvide tænder, formede sig på hans læber. Et fnis slap ud af mine læber, og jeg gjorde et nik med hovedet, hvilket fik ham til at smile større og kigge på Justin. 

"Hun er oppe bro!" gentog han, som om det endnu var svært for ham at forstå.

"Yeah," hørte jeg Justin mumle, idet han nikkede svagt og så så ned på jorden, mens Ryan en enkelt gang klappede ham på skulderen og med smidige bevægelser hurtigt fik sat sig hen på sengekanten.

"Eh.. Hvordan har du det? Gør det stadig ondt? Jeg mener, uh, du ved, er du okay?" begyndte han som et vandfald, hvilket fik mig til at fnise og tage ham i hånden.

"Jeg har det fint," forsikrede jeg ham om, og var chokeret over, hvor lav min stemme egentlig var. Den lød træt og hæs, og det var nu, at det for alvor gik op for mig, at jeg virkelig ikke havde det godt. Jeg børstede dog hurtigt tanken væk, eftersom jeg helst skulle forblive ustresset, så jeg sendte ham et forsikrende smil og forsøgte at sætte mig op.

"Ja, eh, lad mig..." begyndte han, før han straks greb fat om min arm i et blødt og forsigtigt greb, og langsomt hjalp mig op at sidde.

"Det er ikke meningen, at hun skal sidde, Ryan," lød det fra Justin, som jeg måtte bøje hovedet en smule til højre for at se, eftersom Ryan blokerede for mit syn. Hans bryn var rynkede og tænder sammenpresset, idet han gennemborede Ryan med sit blik.

"Hun vil gerne sidde, bro," forsøgte Ryan, og vente hovedet for at se på ham, idet han nikkede hen imod mig, "hun kan ikke ligge for altid-"

"Hun skal ligge indtil hun er udhvilet," vrissede Justin med en befalende tone, der fik Ryan til at skyde begge bryn i vejret, og denne gang vende hele sin krop mod Justin. 

"Hun kan ikke bare ligge ned konstant, så-" begyndte Ryan endnu engang, men han blev afbrudt af Justin.

"Hvad fuck ved du om noget som helst-"

"Jeg vil gerne sidde ned," afbrød jeg dem begge, og forsøgte så vidt muligt at gøre min stemme autoritær og lyde fast besluttet. Det irriterede mig grænseløst, at han sådan pludseligt vidste hvad der var bedst for mig. At han blandede sig i det hele taget. 

Justins læber delte sig i to, idet han overrasket løftede begge bryn, og jeg kunne nærmest føle lysten til at rulle med øjnene gnave sig i mig. Men selv det orkede jeg ikke. 

Ryan vendte sig om mod mig igen og rømmede sig, for at rense den akavede stemning, før han hjalp mig med at sætte mig op. Ud af øjenkrogen fik jeg et glimt af Justin, der havde lukket munden sammen, nikkede svagt og kørte en hånd gennem sit hår. Uden overhovedet at skænke mig endnu et blik fløj han ud af værelset og glemte selvfølgelig ikke at smække døren hårdt i efter sig. Det gav et sæt i mig, hvilket Ryan tydeligvis bemærkede, så han  bed sig i læben og sendte mig et trøstende smil. 

"Nåh, vil du så have en dreng eller pige?" smilte han, og fik mig til at fnise blot ved tanken.

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

 

Baby Justella lever! Stella er knust, men må holde humøret oppe for babyens skyld. Hvor meget kan hun egentlig holde ud, når hun minut efter minut må finde sig i Justins konstante humørsvingninger samt deres problematiske fortid? På den anden side ser det ud som om Justin prøver, men vil han kunne blive ved selv når jalousien og vreden bliver for meget?

*****

IHHHHHH det har været så svært et kapitel at skrive, men jeg er godt tilfreds, og jeg håber virkelig, at I kan lide det! Det har specielt være svært, fordi der har været så meget der har forhindret mig i at sidde og skrive ordentligt, hvilket er en af grundene til, at der er gået, hvad, mere end en måned siden sidste update?! Oh my God jeg er så ked af det! Tiden går så hurtigt, og jeg var i chok da det gik op for mig, at der var gået en måned! Så jeg fejede lektierne af ordet og besluttede mig for at skrive én gang for alle!

Dette var blot en forsmag på, hvad der kommer til at ske i de næste par kapitler. Vi vil se flere nye sider af både Justin, Stella, Ryan og Chris - gode som dårlige! Nye karakterer, samt en hel masse jalousi, vrede, hævn og glæde vil snart blive draget ind i billedet, og jeg kan virkelig ikke vente med at skrive dem! Jeg havde egentlig tænkt mig snart at slutte denne movella, men OH MY GOD ARE YOU KIDDING ME, jeg har fået fucking 37 kommentarer til sidste kapitel, og ja jeg talte! Jeg er fuldkommen i chok og selv tanken giver mig tårer, jeg kan slet ikke klare det! Derfor har jeg besluttet mig for at blive ved med denne movella og jeg har fået en hel masse ideer så glæd jer og TUSINDE TAK! <3

Synes I Stella skal tilgive Justin for babyens skyld, eller lade ham lide, som han har fået hende til at lide? Hvilket indtryk fik I af Justin? Tror I han ændrer sig for babyen skyld, eller vil han fortsætte med sin 'livsstil'?

xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...