Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

267Likes
700Kommentarer
54705Visninger
AA

21. Oh baby

"Hvad fuck laver hun her?" lød det fra en stemme, hvilket fik mig til at se op fra Ryan og på en skikkelse, der så ud til at ville myrde en. Jeg sank en klump, idet jeg stirrede ind i skikkelsens nu sorte øjne. Justin.

Det ville være en underdrivelse, hvis jeg konstaterede, at mit hjerte bankede hundrede slag i sekundet, og jeg kunne føle mine hænder sitre svagt af skræk, idet jeg gav slip i det halve stykke pizza, jeg havde i hånden, der med et dump faldt ned på tallerkenen.

"Bro, tag det roligt-" begyndte Ryan, idet han langsomt gav sig til at rejse sig fra stolen, da han blev afbrudt af en knytnæve i væggen.

"Svar på mit fucking spørgmål! Hvad laver hun her?" Justins barske stemme gav et sæt i mig, og ren instinktivt havde jeg rejst mig fra stolen, idet jeg bed mig hårdt i læben for at forhindre et hulk til at bryde ud af mine læber. Jeg kunne langsomt mærke blodet pumpe kraftigere i min krop, og jeg var bange for igen at miste kontrollen, trods den kraftige sprøjte, som Chris havde sprøjtet i mig.

"Hun var sulten, jeg sværger hun ville dø, bro, tag dig sammen-" at det hele kom ud som en lang køre fra Ryans mund var nok til at informere mig om, at han i den grad også var panikslagen.

Jeg gav mig et kort sekund til at studere Justin, der bogstaveligtalt rystede af vrede. Hans næver var knyttede, og hans tænder sammenpressede. Hans øjne var blodrøde, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han havde røget noget. Sikkert for at berolige sig selv, men det så ud til, at det ikke lykkedes.

"Fucking bitch," hvæsede han, før han med hurtige skridt bevægede sig hen imod mig og med et kraftigt skub forhindrede Ryan i at stoppe ham. Et skrig slap ud ad mine læber, da hans lange fingrer viklede sig ind i mit hår og knyttede sig derefter i en næve, der trak mig ud af køkkennet.

"Please, Justin!" skreg jeg af mine lungers fulde kraft, idet tårerne væltede ned ad mine kinder, men det fik ham til at gøre andet end at stramme grebet om mit hår.

"Chris!" råbte han, hvilket fik et gisp til at slippe ud af mine læber og synet af Chris' øjne, der for et par timer siden kiggede på mig med vrede og væmmelse dukkede op i mit indre blik.

"Nej, Justin, please!" bad jeg imellem mine hulk, men mine bøn så ikke ud til at have en anden virkning på ham end at gøre ham endnu mere sur. Med heftige bevægelser trak han mig ud af køkkennet, tværs over stuen, fortsat trækkende i mit hår, der føltes som om det snart ville blive revet af.

"Chris!" skreg han igen, og det faktum, at hans synlige årer i halsen var nok til at informere mig om hans vrede fik mit hjerte til at springe et slag over, og tårerne til at fosse ned ad mine kinder.

Byrden havde været for tung i alt for lang tid. Jeg vidste snart ikke, hvor meget mere jeg kunne klare. Det handlede ikke blot om, hvor meget han slog, eller hvor hårdt han slog; hvor meget han fysisk skadede mig. Det handlede om, at den dreng, jeg for første gang i hele mit liv troede jeg var forelsket i, gjorde det ved mig. Kunne se mig lide og endda selv sørge for, at jeg led. En byrde som denne ville selv ens største fjende ikke fortjene. Det måtte vel bare betyde, at jeg var mere end hans største fjende.

"Hvad fuck sker der?" spurgte Chris, idet han trådte ind i stuen med rynkede øjenbryn og øjne, der flakkede rundt mellem Justin og jeg og noget der var bag ved os, som jeg gik ud fra var Ryan.

"Vi gør det nu," vrissede Justin, og endnu et hulk slap ud af mine læber, da han trak mig med hen til baghaven.

"Jeg beder dig Justin, please lad mig gå!" græd jeg, men jeg anede ikke om han forstod, hvad jeg sagde, da hulkene og min sitrende stemme kunne have forhindret ham i det.

"Prøv hold din fucking kæft!" skreg han, før han heftigt ruskede i mig og fik mig til at tie stille på sekundet. 

"Damn, den bitch kan skrige," hørte jeg Chris mumle, idet jeg så ham følge med os ind i haven med en lille taske i hånden. Jeg rynkede brynene, idet jeg forsøgte at gennemskue, hvad der var i tasken. Og lad mig sige dig, jeg ville ønske jeg ikke havde, for alle mulige forslag fra knive til hamre dukkede op i mine tanker, og tårerne vældede atter op i mine øjne. 

Idet jeg gav mig til at observere haven og nyde den friske luft en gang for alle, som jeg ikke havde gjort i nu alt for lang tid, slog det mig, at vejret var blevet en del koldere. Vi var vist i starten af november, men her var endnu ikke faldet sne. Dog havde træerne i Justins have fældet nogle af sine blade, der nu flød på vandoverfladen i den store pool midt i haven. Den fugtige græs under mine bare fødder indikerede, at det for nyligt måtte have regnet, og det faktum, at Justin var iført en langærmet trøje gjorde mine beregninger pålidelige. Jeg vidste trods alt ikke, hvor lang tid jeg havde været her, og dermed heller ikke datoen, men jeg gik da ud fra, at jeg ikke havde været her mere end et par dage. Og netop derfor var det virkelig svært for mig at forstå, hvordan jeg i alverden kunne have  fået så mange ar og sår på min krop i løbet af så få dage. Tanken førte til en anden, og jeg undrede mig over, om politiet mon snart ville finde mig. Jeg var nærmest sikker på, at min far var på jagt efter mig, og jeg håbede inderligt, at han snart ville redde mig fra dette helvede.

 

Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at Justins ord omkring min far ikke havde påvirket mig. Hver gang han blev vred, skreg eller gav sig til at slå mig ville han altid drage min far ind i billedet. Ikke kun min far, men også hans mor. Kun en idiot ville ikke forstå, at Justin havde en dyster fortid, hvor min far var indeblandet. Netop derfor kunne jeg ikke lade være med at sætte spørgmåltegn ved min far. Hvordan i alverden kunne en mand som min far, der ikke engang kunne gøre en flue fortræd, skade Justin så meget, at han den dag i dag stadig ikke er kommet over sin fortid? At han efter så mange år stadig vil tage hævn - og så ved at bruge mig og begå sådan en stor kriminalitet ved at kidnappe og torturere mig?

Men egentlig var jeg i øjeblikket ligeglad. Ligeglad med, hvad for en fejl min far havde begået. Det kunne ikke være værre end at blive tortureret her, og det eneste jeg ønskede var at komme væk. Omgående. 

 

Mine tanker blev afbrudt, idet Justin mumlende trak mig med tværs over haven, før han slyngede mig ind mod husets kolde mur, og fik et hjælpeløst klynk til at slippe ud af mine læber. Jeg var taknemmelig for, at det denne gang ikke var mit hoved, der dunkede ind i muren, men min ryg, der dog fik det til at virke som om min rygrad knækkede i to. Chokket og skrækken fik mine ben til at ryste under mig, og jeg havde det utrolig svært ved at stå oprejst, så langsomt kunne jeg føle min ryg glide ned ad muren, og snart sad jeg på den våde græs. At jeg kun var iført Justins tynde t-shirt og boxershorts gjorde det bestemt ikke nemmere for mig at holde varmen i kulden, men denne gang forsøgte jeg. Jeg forsøgte desperat at holde øjnene åben og fokusere på at holde mig selv i bevidsthed. Hver gang jeg faldt i bevidstløshed var det som om jeg bukkede under for Justin. Viste ham, at han havde magt over mig og sagten kunne knække mig både psykisk og fysisk. 

Det lykkedes mig at åbne øjnene, og mit blik landede straks på Chris, der stod få meter fra mig. Jeg rynkede mine bryn og kneb øjnene sammen for at sikre mig, at jeg ikke så forkert. Mine tanker omkring, hvad der muligvis kunne være i den lille taske forsvandt straks, idet Chris tog et lille kamera ud. Da han så, at jeg kiggede på ham med et intenst blik, gled et hånende smil henover hans læber, og han blinkede med det ene øje, før han rettede kameraet mod mig. Jeg væmmedes ved ham. Simpelthen. 

Et gisp forlod mine læber, da jeg pludselig kunne føle en finger kærtegne min venstre kind, og idet jeg langsomt vendte mit ansigt mod skikkelsen, røg endnu et gisp ud af mine læber. Justin havde - uden at lade mig bemærke det - sat sig på hug ved siden af mig, kun få centimeter væk fra mit ansigt  Hans øjne gennemborede nu mine, idet hans kolde finger blidt strøg min hud, strøg blidt henover min hud, før den lod et tot hår sno sig blidt rundt om den.

"Har du savnet farmand?" hviskede han, og jeg lukkede kort øjnene, idet hans varme ånde ramte min hud og nærmest slog vejret ud af mig. Jeg anede ikke, om det var, fordi jeg frøs og derfor blev påvirket af den lille varme, jeg kom i berøring med, eller om det var, fordi jeg længtes efter netop hans varme. 

Jeg vidste bedre end at ignorere ham, og derfor gjorde jeg et kort nik med hovedet, efter at have åbnet mine øjne og stirret ind i hans igen.

Et halvt smil gled henover hans lyserøde læber, men det forsvandt så hurtigt, som det kom. 

"Han har også nok savnet dig, tror du ikke Jones?" hviskede han spørgende, så hans blide ånde atter kærtegnede min nakke. Vi var på samme øjenhøjde, eftersom han sad på hug, og han nærmede sig mit ansigt, så hans næse næsten rørte min.

Jeg gjorde atter et lille nik med hovedet, bange for at han ville straffe mig ved et forkert træk. Hans øjne afspejlede noget andet. Ikke den vrede jeg efterhånden havde set alt for mange gange, men heller ikke den kærlighed, jeg havde været vidne til før alt dette skete. Det var noget midt i mellem, men med en lille smule ekstra af noget, jeg ikke helt kunne sætte finger på. Instinktivt gav jeg mig til at kigge ned mod det våde græs, mit hjerte dunkende mod mit bryst.

Han finger strøg blidt et tot hår om bag mit øre, før det kørte ned ad min kind, hen til min hage, for så at løfte det, så jeg atter ville kigge ind i hans øjne. 

"Snak til farmand.." mumlede han, før han pegede mod kameraet med sin hage, hvilket fik mig til at vende mig om mod Chris. Justin rejste sig langsomt op, hans blik fortsat hvilende på mig, før han tog nogle skridt væk og lod mig sidde ved muren alene. Mit blik falkkede rundt mellem kameraet til Justin og så til Ryan, der nu nærmede os. 

Tårerne vældede op i mine øjne, idet Ryan sendte mig et undskyldende blik. Jeg længtes efter Ryans arme omkring mig, hans blide ord.  Hvor jeg dog ønskede Justin aldrig var vendt tilbage igen. 

"Snak!" vrissede Justin, hvilket fik mig til at se væk fra Ryan og på Justin igen. Han vendte hovedet mod Ryan, sendte ham et strengt blik, hvilket fik Ryan til at nikke, som om han havde modtaget en besked, for så at gå ind i huset igen. 

Jeg sank en klump, før jeg åbnede min mund og med en skælvende stemme endelig kunne gøre som Justin sagde.

"Far.."

En stædig tåre trillede ned ad min kind, idet jeg stirrede på kameraet.

"Højere," beordrede Justin med et iskoldt blik, der fik kuldegys til at fare gennem min krop. Jeg tog en dyb indånding, før jeg atter åbnede munden op for at snakke.

"Jeg..." egentlig vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var ikke engang sikker på, om Justin bare gjorde nar ad mig, for så at grine ad videoen senere. Jeg vidste praktisk talt ingenting, så hvad havde jeg at sige?

"Far, jeg..."

"Hvis du ikke har noget at sige, så lad være med at spilde min tid," fastslog han, dog ikke med en råbende og vred stemme som før. Det havde også undret mig, at han overhovedet havde givet mig lov til at snakke i første omgang. 

Han sukkede irriteret, før han atter bevægede sig hen imod mig. Med et heftigt greb om mit hår, trak han mig op og fik et skrig til at slippe ud ad mine tørre læber. 

"Kan du huske mig?" begyndte han, idet han stirrede ind i kameraet og ignorerede mit skrig. han snakke til kameraet. Til min far.

"Jeg er vokset, er jeg ikke, Jones?" vrissede han, væmmelse dryppende for hvert et ord, "er jeg stadig den 6-årig dreng du sidst så? Huh?"

Tårerne vældede op i mine øjne, idet han strammed begrebet om mit hår og fik mig til at klynke ukontrolleret.

"Hvad med hende her? Hun ligner min mor, gør hun ikke Jones?" spurgte han, for så at løfte mit hoved højere op, ved at trække i mine brune lokker. Han første sin ene hånd ned i lommen, for så at trække en lille, sølvfarvet genstand op; en lommekniv. Minderne fra dengang han havde truet mig med netop den kniv dukkede op i min nethinde, og et gisp forlod mine læber ved tanken om, hvad han skulle bruge den til.

Han lo en hånende latter og fiskede en lommekniv ud af lommen, hvilket fik mig til at gispe højt. Han pudsede kniven med sin t-shirt, og en stædig tåre trillede ned ad min kind, som jeg hurtigt fik tørret, inden han opdagede det, da han havde alt for travlt med at pudse kniven, der efterhånden reflekterede lyset og virkede endnu mere skræmmende.

"Kan du se den her?" begyndte han og viftede den foran min øjne, "den er lavet således, at den passer liige her..."

Han førte kniven her til min hals, netop der hvor han aede, og kniven strejfede min hals, hvilket fik hårene til at stritte. Mit hjerte galoperede afsted. Tårerne væltede ned ad mine varme kinder, og jeg forsøgte at holde min sitrende krop under kontrol, for ikke at bryde sammen af skræk. Jeg skulle dø! Han ville fucking dræbe mig! 

"Så så... Jeg gør dig ikke noget endnu..." hviskede han, som han lænede sig hen til mit øre, og jeg kunne mærke hans varme åndedræt.

"Drop den attitude, og du vil forhåbentlig ikke se den her igen..." sagde han med et skævt smil, og med en smidig bevægelse strejfede kniven min hals for en sidste gang, men forsvandt så ned i hans lomme igen. 

'Forhåbentlig', havde han sagt.

"Du havde en magen til, kan du huske det, Jones?" fortsatte han, idet han studerede lommekniven i sin hånd, "du plejede kun at bruge den til én ting..."

Han første kniven hen mod min kind, og straks stoppede jeg med at trække vejret. Svedperlerne formede sig i min pande, idet den kolde metalspids kom i kontakt med min hud og en skælven gik gennem min krop i små stød. 

Et klynk forlod mine læber, idet han pressede en smule hårdere, og jeg bogstavelig talt kunne føle min hud revne og en bloddråbe langsomt trille ned ad min kind. 

"Var det ikke sådan du gjorde, Jones?" hviskede han, hans blik fikseret på kniven, der nu langsomt blev ført ned ad min kind, så smerten skar i mit bryst og forhindrede mig i at trække vejret. Tårerne væltede ned, og jeg bed mig fortabt i læben for ikke at bryde ud i gråd. Blodet strømmede nu ned ad min kind, idet han løftede kniven, da den var nået ned til mit kindben. 

"Er det sjovt at se på, Jones?" fortsatte han, før han sparkede mig i maven og en ubeskrivelig smerte gennemgik min krop. Jeg havde aldrig oplevet en smerte magen til, og hulkene brød straks ud af mine læber. Vreden boblede i min krop, og smerten fik hele min krop til at sitre. Men denne gang handlede det ikke kun om mig.

"Du et monster!" udbrød jeg mellem mine hulk, idet jeg viklede mine arme rundt om min mave, der dunkede i smerte. Tårerne fossede ned ad mine kinder, og mine hjælpeløse og ukontrollerede hulk gav sig ikke til at stoppe. Hele min krop rystede, og jeg skreg i smerte.

"Psykopat!" skreg jeg, før jeg kunne mærke en klump i halsen, der førte til et hosteanfald. Jeg kunne ikke trække vejret, idet jeg hostede kraftigt og kunne føle brækfornemmelsen sprede sig i min krop. Justin tog et fast greb om min venstre overarm, mens jeg forsøgte at dække min mund til med min højre hånd, idet jeg fortsatte med at hoste. 

"Fucking bitch," hvæsede han, idet han nærmest slæbte mig tværs over haven. Mine ben var alt for svage til at kunne virke, og svimmelheden tog over min krop. Min hosten havde lettet sig, og mine øjne spærrede sig med ét op, da jeg fik øje på blodet, som dækkede min højre håndflade. Blod. Jeg havde kastet blod op. 

Jeg nåede ikke at reagere yderligere, da Justin pludselig slyngede mig ind i den store pool, som jeg med en højst plask landede i. 

 

Justins p.o.w:

Hun var ikke til at se i det iskolde vand et øjeblik, før hendes hoved pludselig dukkede op over vandoverfladen. Jeg så på, mens hun desperat forsøgte at forblive over vandoverfladen med hektiske bevægelser og hulk, der virkede som tusinde stik i hjertet. Jeg vendte mig om, lukkede øjnene og forsøgte at lukke hendes hulk ude, da Chris' skrig gav et sæt i mig.

"Shit Justin! Hun bløder!" råbte han febrilskt, hvilket straks fik mig til at vende mig om mod poolen igen og finde Stella i midten af en rød pøl i vandet. Hun havde fået skabt balance, men hendes lille skikkelse rystede voldsomt, idet hun chokeret stirrede på vandet omkring hende, der nu havde fået en rød farve.

"M-Min b-baby..." stammede hun knap som en hvisken, hendes blik sømmet fast til det røde vand. Det tog mig et øjeblik at forstå, hvad der foregik, og fatte, hvad hun mente, da et skrig forlod hendes læber.

"M-Min baby!" skreg hun af hendes lungers fulde kraft, idet hendes rystende hænder fortabt viklede sig rundt om hendes mave, og jeg kunne bogstavelig talt føle mit hjerte stoppe med at banke et øjeblik. 

Shit.

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

 

Oh my... Jeg er selv i chok, så jeg er fuldstændig mundlam og ved derfor ikke, hvad jeg skal skrive...

Okay..

OH MY GODD! STELLA ER GRAVID! TRÆK VEJRET CELINA, TRÆK VEJRET!

Tro mig, når jeg siger, at jeg har ventet en evighed på dette kapitel! Endelig! Nåh, havde I set det komme? Hun havde kvalme i sidste kapitel, og hun havde også selv haft mistanke, da hun sagde: "Men denne gang handlede det ikke kun om mig." For da Justin sparkede hende i maven, skadede han jo babyen, hvilket netop var den sidste dråbe for hende. Jeg prøvede at give jer nogle hints, hihi, skriv om I havde gættet det eller ej!

Når det chok så er overstået, kommer et andet; hun er ved at miste babyen! Hvad tror I Justin vil gøre? Lade hende være eller forsøge at redde hende og sine endnu ufødte baby? Hvordan tror I, han vil reagere til hendes graviditet og det faktum, at han måske ender med at dræbe sin egen baby?

 

PS vil I have babyen skal dø? Eller leve, så vi får en mini Justella/Jella? Nuuurh, hvor sød ville den ikke lige blive?! <3

Okay, I'm sorry, bær over med mig babies! <3

Oh, og tuuuusinde tak for de mange søde kommentarer jeg sådan pludselig fik, I aner ikke, hvor meget det betyder! Feel free to comment loves <3

xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...