Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

267Likes
700Kommentarer
54708Visninger
AA

9. Ny partner...

"Fed crib babe.." kom det fra ham, da han lukkede døren med foden, i takt med at kaste en arm om min skulder, for så at trække mig med ind i stuen...

"Hvad har du gang i?" spurgte jeg overrasket og trak mig væk fra hans greb, "jeg kan ikke huske, at jeg inviterede dig med ind?"

"Jeg kan ikke huske, at jeg ventede på en invitation," svarede han og blinkede kækt med det ene øje, hvorefter han kastede sig på sofaen og sukkede træt.

"Justin skrid! Du kan ikke bare gå ind i mit hus som du vil, hvad fa-"

"Rolig nu missekat..." grinede han og kastede det ene ben over det andet, "rr det sådan du siger tak? Jeg reddede dig trods alt fra at blive gennemblødt."

Jeg fnøs irriteret og mumlede skældsord for mig, da jeg satte mig ned ved siden af ham, hvilket fik ham til at le kort, hvorefter hans blik låste sig fast i mit. Langsomt synkede han tilbage i sofaen, mens hans blik studerede mit ansigt, hvilket fik mig til at rødme og se væk. For helvede, det blik! Jeg kunne tydeligt mærke hans blik hvile på mig, mens jeg fortsat så væk, så det hele blev til en akavet situation, hvor det eneste han gjorde var konstant at stirre på mig.

"Justin, helt ærligt, hvad vil du?" røg det sukkende ud af mig, idet det slog mig, at alt det her simpelthen var mærkeligt. Overhovedet ikke normalt. Den dreng, der for en uge siden truede mig med en kniv og gav mig hul i hovedet, kaldte mig i dag for babe og sad i min stue -på min sofa.

"Hvad mener du?" spurgte han forvirret og skød spørgende et bryn i vejret, hvilket fik mig til at sukke irriteret og ryste på hovedet.

"Seriøst, tror du jeg er dum eller sådan noget? For en uge siden truede du mig med en kniv! Med en kniv for helvede! Derefter gav du mig et hul i hovedet, og du lod som ingenting, da jeg en uge efter kom i skole. Du sagde ikke engang undskyld, du ignorerede mig totalt..." vreden boblede i mig, da de skuffede følelser atter skyllede ind over mig, hvilket fik mig til at rejse mig heftigt op og se beskyldende på ham. Han var en kæmpe idiot. Svin! 

"For det første, lad vær skrig," sagde han med en dæmpet, men dog befalende stemme, hvilket fik mig til at spærre øjnene op; var det fucking det du havde at sige?!

"For det andet, jeg siger ikke undskyld," hans stemme var blevet mere dominerende og hård, og ordene flød dæmpet ud af hans sammenbidte tænder. Han næver var knyttede, og hans blik sendte mig en bølge af kulde; kort sagt, hans badass facade var atter bygget op. 

"For det tredje, du sku' bare ikke have blandet dig i mine sager og i stedet holdt den fucking attitude langt væk. Hvis det sker igen, bliver det kun værre Jones.." med disse ord havde han forladt min stue, mens jeg forstenet stirrede ud i luften i vantro. Det enorme brag, der gav ekko i huset fra hoveddøren fik mig til at gispe og sluge en ubehagelig stor klump i halsen. Den første tåre trillede ned ad mine kind, og der gik ikke lang tid før jeg sad med benene trukket op under hagen på gulvet og kvalt i gråd. Jeg magtede det ikke. Jeg forstod ham ikke. Jeg var fucking skræmt. Skræmt til døde! Forstår du nu, hvorfor jeg var så fucking forvirret?! Hvorfor jeg følte mig som én der var farret vild ude i skoven, og det ene øjeblik troede jeg havde fundet den rette vej, men endte bare med at fare endnu mere vild? Det var slet ikke til at sætte ord på, hvor meget jeg afskyede ham. Han facade var til at kaste op over. Men det var min fejl. Jeg skulle bare holde mig væk, men så fucking stædig som jeg var, kunne jeg ikke. Han var så fanden god til at manipulere, at jeg sekundet efter at have sværget at holde mig væk fra ham, sad i hans bil. Sad på min sofa ved siden af ham, i min stue. Pis!

Det krævede mange kræfter at stå på benene igen og holde de fandens stædige tårer væk. Jeg bed tænderne hårdt sammen, idet jeg begav mig hen på toilettet og betragtede mig selv på spejlet. Mit lysebrune hår hang sjusket hen over mine skuldre og nåede efterhånden ned til min navle. Mit makeup var tværet ud, og mine fyldige, smalle læber var tørre. Jeg lignede kort sagt noget, der var løgn. Siden hvornår fyldte had så meget i mit liv? Var det overhovedet muligt, at en dreng, om det så var en badass, kunne ødelægge ens liv så meget på så kort tid, at selvmordstanken havde strejfet én. Ja, den havde strejfet mig! Selvom jeg var hurtig til at skubbe den væk, havde jeg alligevel tænkt på det. Dog var jeg fast besluttet på, at han ikke skulle ødelægge mit liv længere. Ikke en skid. Han kunne rende mig. Desuden forstod jeg virkelig ikke, og jeg mener, jeg havde ikke en eneste ide om, hvorfor fanden han pludselig nærmest interesserede sig for mig? Dukkede op ved mit skab og prøvede at kysse mig. Selvom jeg dog var sikker på, at det halve kys ikke betød en skid for ham, ikke at den betød noget for mig, så havde han alligevel prøvet, og det fattede jeg ikke. Jeg gad ham ikke mere. Orkede det ikke.

Jeg fik hurtigt kastet noget koldt vand i hovedet og fjernet det udtværede makeup, hvorefter jeg gik ind på mit værelse og lod mine bukser og min top stille falde til jorden. Jeg fandt et par behagelige shorts og en t-shirt frem, hvorefter jeg sukkende gik ned i stuen og greb min telefon, som jeg åbenbart havde lagt på køkkenbordet, hvornår jeg havde gjort det, huskede jeg ikke, hvorefter jeg besluttede mig for at ringe efter en pizza. Jeg lod mit blik falde hen på uret, der viste lidt i seks, så far ville først være hjemme om 4 timer. Da jeg fik bestilt min pizza med peppeironi  kastede jeg mig på sofaen og fandt fjernbetjeningen, da min telefon gav sig til at vibrere.

*Rapporten i morgen efter skole? Chris

Super fedt ikke? Jo, uanset hvor meget jeg forsøgte at holde mig væk fra badassene, jamen så skulle jeg selvfølgelig tilbringe noget af min dag med dem. Herligt! Desuden, hvor havde han fået mit nummer fra?! Anyways, opgaven skulle trods alt laves, så hvorfor ikke før end senere ikke?

*Fint, på biblioteket...

*****

Det gav et sæt i mig, da et bilhorn gav genlyd i mine ører. Jeg vendte mig forskrækket om mod vejen og et overrasket og mindst lige så irriteret suk undslap mine læber. Den sorte Porshe, behøver jeg sige mere?

Fnysende vendte jeg hovedet om mod fortovet igen og bevægede mig nu hurtigere hen imod busstoppestedet, så den varme sommervind legede ivrigere med mit brune, skinnende hår. Hornet gav atter lyd fra sig, hvilket fik mig til at se mod bilen igen og få Justins ansigt at se, efterhånden, som han havde rullet ruden ned. 

"Så stop forhelvede!" kunne jeg høre ham beklage sig, idet jeg bevægede mig endnu hurtigere hen imod stoppestedet, så Justin blev nødt til at træde lidt hårdere på speederen. Idiot. Hvad fanden ville han?! Det lykkedes mig at nå hen til stoppestedet, hvor bussen akkurat var standset, så jeg fik steget på uden at høre på Justin eller nærmest blive tvunget ind i hans bil. Sådan skulle det fortsætte. Jeg skulle ignorere ham totalt. Desuden var det ham der skred i går, efter igen at have truet mig, så hvorfor egentlig ville snakke med mig igen, når Justin Bieber jo ikke sagde undskyld? 

Folk omkring i bussen var begyndt at stirre på mig, hvilket fik en ufattelig nervøs klump til at sætte sig fast i min hals. Havde jeg påført mit makeup forkert, eller sad mit hår forkert. Nej omg, var jeg kun iført undertøj?! Mit blik faldt febrilsk hen på min krop, der gudskelov var beklædt med et par hvide, denimshorts og en off-shoulder, neonpink, løs top. Jeg havde valgt at kombinere det med mine hvide converse og enkle smykker. Jeg rettede hovedet mod mængden, der mumlede lavt, men vendte så blikket væk fra mig igen. Wow, det var underligt. Jeg satte mig igen bagerst og proppede mine høretelefoner i ørene.

Forbløffende nok blev jeg overhovedet ikke skubbet til, da jeg steg af ud bussen. Folk var rolige, men gennemborede mig med deres blikke, så nakkehårene nærmest strittede. Det var sgu fandme uhyggeligt det her. Ignorerende begav jeg mig hen til skolen, for så at mase mig gennem den større menneskemængde end dem i bussen, der så alligevel ikke stirrede på mig. Eller jo, få ude i hjørnet, generelt piger. Slap af, lignede jeg et monster eller hvad?! Henne ved mit skab landede mit blik direkte på Justin, eftersom han stod lænet op ad det. Kunne man virkelig udnytte alle chancer? Sukkende begav jeg mig derhen og stod brat op en meter væk fra ham. Jeg ville helst ikke helt tæt på. 

"Jeg bliver nødt til at tage mine bøger..." mumlede jeg irriteret og hentydede til, at jeg blev nødt til at åbne mit skab, som han stod lænet op ad. Et skævt og mindst lige så kækt smil gled henover hans læber, da han lod hænderne glide ned i lommen.

"Et kys.." hviskede han frækt og blinkede kækt med det ene øje. Lavede han sjov med mig eller sådan noget?! Han havde fucking truet mig igen i går, og nu ville han hav et kys. Det var lige før jeg ville klaske ham en, og hvis det ikke var for, at jeg vidste konsekvensen, havde jeg gjort det.

"Det kan du godt glemme," forsikrede jeg ham irriteret om, og trippede afventende med foden. Han rystede på hovedet og trak smilende på skuldrene.

"Intet kys, ingen bøger.." Et irriteret suk undlap mine læber, da hans ord skar ind i mine ører, hvilket fik mig til at himle med øjnene og vende mig om for at tage til time uden bøgerne. Et helt uventet lille smil gled henover mine læber, da jeg ud af øjenkrogen betragtede ham hæve sine bryn af forbavselse. Der gik ikke særlig mange sekunder før der blev taget hårdt fat om min overarm, og Justin og jeg nu gik side om side hen ad gangen. En overvældende følelse skyllede hen over mig, da folk omkring nu rent faktisk rykkede sig, da vi kom forbi. Det var noget helt uventet og anderledes, eftersom jeg efterhånden var vant til, at folk skubbede til mig, men nu rykkede de sig og gennemborede os med deres blikke. Han stramte grebet om min overarm, og ellers gik vi bare hen ad gangen som alt var normalt, men tværtimod. Intet var normalt. Overhovedet. Vi drejede til højre for enden af gangen, selvom historielokalet egentlig var til venstre, og da jeg skulle have historie, passede det mig slet ikke godt.

"Jeg skal til time.." mumlede jeg irriteret, men turde ikke rigtig hæve tonen, eftersom folk stadig gloede, og jeg ikke ville blive gjort til grin foran alle, hvis Justin nu havde besluttet sig for at true mig eller give mig endnu et hul i hovedet.

"Giv slip, jeg skal til time," vrissede jeg ud af mine sammenbidte tænder, men han ignorerede mig og trak mig med hen til en glasdør, med et lille skilt med cigaret på. Selvfølgelig, skolens lille 'rygegård'. Den lette vind slog imod mig, da han åbnede glasdøren, og vi trådte et skridt ud i den friske luft. Her var ingen mennesker, eftersom folk nok tog til time, hvilket jo passede rigtig fint -i forhold til Justin. Han skubbede mig op ad muren, og jeg spærrede øjnene overrasket op. Ikke, at det overraskede mig, at han gjorde det, nej jeg var overrasket over, at han ikke gjorde det heftigt og hårdt som han plejede. Jeg tog mig lidt til min arm, eftersom han havde holdt virkelig godt fast om det og stirrede nu irriteret på ham. Trætheden og det faktum, at jeg virkelig ikke orkede noget afspejlede sig helt sikkert fra mine øjne -og resten af min krop.

"Sagde jeg ikke til dig, at du skulle holde den der klamme attitude væk?!" startede han med at råbe, idet han fastslog sit blik i mit. Hans øjne fik en mørkere farve, hvilket skræmte mig til det yderste. Jeg rystede bare opgivende på hovedet og tog sukkende et skridt hen imod døren igen, da han atter tog fat om min arm og skubbede mig op ad muren, denne gang endnu hårdere.

"Hvad fanden er det du vil?! Voldtage mig?! Brække min arm?! Mine ben!? Give mig endnu et hul i hovedet?" Vreden boblede i mig og mit hjerte galoperede afsted i et enormt hurtigt tempo, så tårerne samlede sig omkring mine øjne.

"Hey.."

"Du vil måske bare gøre livet surt for mig, fordi du keder dig, og til sidst få mig til at begå selvmord, så du kan få dig et ordentligt grin?!" en tårer trillede ned ad min kind, og min krop begyndte at skælve og mine knæ til snart at give efter. Jeg kunne simpelthen ikke klare det mere.

"Hvad snakker du om?! Tag dig lige sammen ik? Hold kæft med det der selvmord!" råbte han og rynkede brynene af chok og lige så meget vrede, idet han tog fat i mit håndled. 

"Du skal ikke røre ved mig for helvede!" skreg jeg og forsøgte at vride mig løs, mens tårerne for alvor pressede på. Min krop sitrede efterhånden, hvilket fik Justin til at gribe endnu hårdere fat om mine arme, mens jeg vred mig løs som et vildt dyr

"Stella, for helvede, tag det nu roligt ikk?!" lød det fra ham, da han fortsat forsøgte at holde mig i ro, men hans berøringer, gjorde mig så fucking skør, at jeg bare ville væk. Tårerne røg ned en efter en, og som om de mange følelser ikke var nok, følte jeg også denne her ufattelige følelse af at lide nederlag. Han havde vundet, når jeg stod der som en idiot og græd. Et hulk undslap mine læber, hvilket fik ham til for alvor at tage fat om mine arme og trække mig hårdt ind til ham, så mit hoved endte med at hvile på hans bryst, og hans hænder blidt strøg mit hår. Varmen bredte sig i min krop, da hans rolige hjertebanken gav genlyd i mine øre. Da hans hånd blidt strøg mit hår i takt med en anden hånd aede min ryg. Jeg tillod mig at forblive grædende i hans favn et par sekunder, da hans berøring og nærvær virkelig fik mig til at glemme hele denne forvirring, hvorefter jeg vred mig løs og med hurtige skridt forlod stedet, for så at småløbe hen på toilettet.

Resten af dagen havde jeg intet set til Justin. Eller jo, i kantinen, hvor jeg kunne mærke hans blik hvile på mig, men ellers havde jeg intet set til ham. Vi havde samfundsfag og historie sammen, men han deltog ikke i timerne. Han havde vist endelig accepteret at lade mig være i fred, hvilket jeg var virkelig taknemmelig for.

Min sidste time var matematik, og jeg nærmest kedede mig til døde, da klokken endelig erklærede frihed. Dog havde jeg dog ikke sådan rigtig fri, eftersom jeg skulle mødes med Chris og få lavet den lorte rapport på biblioteket, og hans besked blev lige prikken over i'et.

*Venter på biblioteket...

Jeg magtede det egentlig ikke, men begav mig alligevel hen til mit skab, hvor jeg smed mine bøger derind, og ragede efter mine fysikbøger, hvorefter jeg sukkende gik op ad de mange trapper og ind på biblioteket, hvor jeg forventede at se Chris. Jeg så mig forvirret omkring, men Chris var ikke til at se, så jeg besluttede mig for at gå længere ind i det mennesketomme bibliotek, da mit blik faldt på en skikkelse sidde henne ved et bord, hvorefter et klik lyd gav genlyd i lokalet. Døren blev låst og skikkelsen vendte sig om. Justin.

"Jeg.. Altså Chris og jeg.. H-hvad fand-" mere nåede jeg ikke sige, før et smil gled henover Justins læber og han trak på skuldrene.

"Jeg skulle altså lave rapporten med.."

"Mig..." grinede Justin, hvilket fik mig til at skyde et bryn i vejret af forvirring, hvilket fik ham til at smile selvsikkert og forklare, "mig.. Jeg er din nye partner..."

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

Nå nå, Justiin altsåå ;) Nye partner? Hvordan tror I Stella vil reagere? Skriv en kommentar! <3 

38 likes = Nyt kapitel peeps! :*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...