Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

266Likes
700Kommentarer
51990Visninger
AA

24. Nicole?

Et suk slap ud af mine læber, idet jeg atter vendte mig hen på ryggen, men denne gang lod jeg mine øjne spærre sig op. Irriteret sparkede jeg dynen væk fra mit ene ben, i håb om, at kulden måske ville sørge for en mere komfortabel stilling, for så at lukke øjnene i igen. Jeg forsøgte at tømme hovedet for alle tanker, idet jeg fortsat havde lukkede øjne og tålmodigt ventede på, at søvnen ville overtage min krop.

Endnu et frustreret suk slap ud af mine læber, idet jeg denne gang sparkede dynen væk fra hele min krop, for så at gribe ud efter det digitale ur, der lå på natbordet. 

00:58

Med en heftig bevægelse trak jeg atter dynen over mig, denne gang over hele hovedet, for så at lukke øjnene i. Uanset hvad jeg gjorde, så det ikke ud til, at jeg ville kunne falde i søvn, og at tankerne ligefrem sværmede rundt i mit hoved gjorde det bestemt ikke nemmere for mig.

Efter at Justin stormede ud i aftes, uden overhovedet at fortælle os, hvor han tog hen, endte Ryan, Chris og jeg med at spise aftensmad i stilhed; fuldkommen stilhed, hvilket grænsede op til at være ubærlig, og derfor var jeg virkelig taknemmelig, da vi endelig fik sat os hen foran fjernsynet. Det ændrede dog ikke på andet, end at det eneste man nu kunne høre var den irriterende lyd fra fjernsynet. At se Chris fortsat massere sine tindinger, i takt med at se ned og ikke på fjernsynet, som var han fordybet i sine tanker, og Ryan, der med et tomt blik stirrede på skærmen, var alt for deprimerende til, at jeg kunne holde det ud. Det var tydeligt, at det for dem alle tre betød virkelig meget. Justin var vred, utrolig vred, Ryan så ud til at fortryde, hvad han gjorde, mens Chris så ud til at være ét stort følelsesvrag, selvom intet egentlig havde noget som helst med ham at gøre; han var vred, fordi han nu stod mellem to venner på grund af en pige, som han desuden overhovedet ikke brød sig om, og han fortrød, fordi han gav mig muligheden for at vælge og dermed ødelægge det hele. Af en eller anden grund virkede Chris meget mere moden end resten af os. Som var han 'storebroderen' som skulle sørge for ro og orden. Måske fordi han faktisk var et par år ældre end os.

 

At sige, at jeg ikke følte skyldfølelse ville være én stor løgn, for det gjorde jeg i den grad. Ikke nok med at have såret Justin, havde jeg også fået det til at gå ud over Ryan og Chris. Jeg havde været grunden til stileden, som jeg ikke brød mig om. Jeg havde været grunden til, at jeg i det øjeblik bare havde lyst til at være alene. Men igen, jeg havde ingenting gjort for at fortjene det, de udsatte mig for, havde jeg? Jeg havde ikke valgt at blive gravid. Jeg havde ikke valgt at blive kidnappet. Men jeg havde valgt mellem dem, og det så ud til, at det var det eneste der betød noget for dem. Ikke, at jeg også led. At det også sårede mig, og endnu engang fik jeg slået det i hovedet, at jeg intet betød.

 

Det så også ud til, at drengene ikke kunne holde stilheden ud, for idet vi var midt i at se et eller andet irrelevant program på fjernsynet, stod Chris op, i takt med at klappe Ryan på skulderen, for så at gøre et nik mod hoveddøren. Uden overhovedet at sige et ord havde de besluttet sig for at gå ud, mens jeg blot sad der, bed mig i læben og forsøgte at regne ud, hvad der nu skulle ske. 

"Vi er snart tilbage, okay?" lød det fra Ryan, der så ud til at anstrenge sig for meget, idet han tvang et lille, trøstende smil frem, "men vent ikke på os. Bare gå op og sov.. i Justins seng."

I Justins seng. Jeg anede ikke, om det var, fordi han fortrød det faktum, at jeg valgte ham, eller om det var fordi han regnede med at snakke med Justin og lade mig sove i hans seng, for ikke at gøre alt værre. Uanset hvad, havde jeg ikke et ord at sige - igen. 

De forlod huset, men glemte selvfølgelig ikke at låse døren. Jeg anede egentlig ikke hvad jeg gik rundt og lavede efter det, men jeg endte i Justins seng til sidst.

Ingen af dem havde endnu vendt tilbage, og jeg lå stadig i hans seng, dynen trukket op over mit hoved. 

Jeg hadede ham. Jeg hadede hans seng. Jeg hadede alt ved ham. Jeg hadede, at jeg hver gang jeg gik i seng blev tvunget til at inhalere hans friske duft, der for blot to måneder siden ville give mig sommerfugle i maven. Jeg hadede, at jeg blev tvunget til at sove ved siden af ham. Jeg hadede, at han hele tiden lod som ingenting. Som om alt var i orden. Som om intet var hændt.

Mine øjenlåg føltes tunge, og jeg havde mest af alt bare lyst til at overgive mig til søvnen. Idet jeg netop kunne føle min krop blive tungere, forlod et gisp mine læber. Noget, som jeg gik ud fra var en vase, lød til at blive knust i tusinde stykker, idet et grin lød i det fjerne. Utrolig skræmt skubbede jeg dynen til side og satte mig op på sengen. Tunge skridt og små fnis lød i det fjerne, i takt med at mit hjerte slog hundrede slag i sekundet, før endnu et gisp forlod mine læber, da døren blev flået åben. 

Hans skikkelse var ikke til at tage fejl af, idet han kom ind; bærende på en person, hvis ben var viklet rundt om hans liv. Hendes ryg var vendt mod mig og lyset fra gangen oplyste hendes lange, kulsorte lokker, der hvilede på hendes ryg, idet hun kastede hovedet tilbage i nydelse. Det eneste jeg kunne se var hans lysebrune lokker, idet hans ansigt var begravet i hendes hals, hvilket fik et støn til at slippe ud af hendes læber.  

"O-Oh my," lød det fra hende, idet hun kørte sine fingrer gennem hans hår, i takt med at han bevægede sig længere ind i værelset. Med munden åben i vantro, og tårerne vældende op i mine øjenkroge, sprang jeg ren instinktivt op fra sengen og tvang mine ben til at stå oprejst. 

Han kastede hende ned på sengen, hvilket fik et fnis til at slippe ud af hendes læber, før han trak sin t-shirt op over hovedet, for så at kaste den hen mod et hjørne. Den lille mængde lys, der blev ført ind fra gangen, belyste netop hans blottede overkrop. Idet trøjen forlod hans krop, mødte hans blik mit, og vi stod et millesekund og stirrede på hinanden. Hans brune iris lyste i mørket og borede sig ind i mine, før han slæbte dem væk fra mig og ned på figuren, der lå i hans seng.

"Luk døren efter dig," vrissede han i en mumlen, før han vendte hele sit fokus tilbage på hende, for så placere sig over hende som et tæppe. 

Et ukontrolleret hulk, som jeg ikke anede jeg forsøgte at holde tilbage, forlod mine læber, før mine svage ben tvang sig selv ud af værelset.

"J-Justin," var det sidste jeg hørte fra fra den sorthårede figur, før jeg med sitrende hænder lukkede døren i. Jeg stirrede i vantro på den lukkede dør i hvad der føltes som flere timer, før jeg endelig fandt styrken i mig selv til at bevæge mig ind i stuen. Med det svage lys fra gangen fandt jeg vejen hen til den sorte lædersofa i midten af stuen, for så forsigtigt at sætte mig på den. Mørket herskede i rummet, og jeg havde ikke lyst til andet end at stirre tomt frem for mig i mørket. Stille tårer trillede ned ad mine opblussede kinder, idet min sitrende hånd fandt vej til min mave. Mine spinkle fingrer snoede sig om det bløde stof, der dækkede min mave, idet jeg langsomt tvang mine fødder op på sofaen, i takt med at sænke mit hoved, for så at lade min ene kind hvile på det kolde, læderbelagte armlæn. 

"Godnat baby," hviskede jeg, idet jeg stille lukkede øjnene i, blidt strøg min mave og forsøgte at blokere deres lyd, der var frembragt ved nydelse, mens mine tårer fortsat trillede ned ad mine kinder, frembragt ved et knust hjerte.

***

"Jeg har jo sagt, at det er stuepigen."

"Hvorfor sover din stuepige på din sofa? Hvorfor sover hun i det hele taget til det her tidspunkt?"

Jeg måtte blinke et par gange, før jeg endelig kunne få åbnet mine øjne. Jeg anede ikke, om det var de mange stemmer, der vækkede mig, eller om det var fornemmelsen af, at en eller anden gennemborede mig med sit blik. Det kunne dog også være en blanding af de to. 

"Jeg ved det ikke, Nicole, hvis det generer dig så meget så væk hende for helvede," vrissede en stemme, som jeg tydeligt kunne genkende for at være Justins. 

"No need honey, hun er allerede stået op," lød det fra en sukkersød stemme, hvis engelske accent lød som krystal klar britisk. Jeg satte mig op med rynkede øjenbryn, for så at vende mig om mod kilden til stemmen. En høj, slank pige, hvis former var dækket til med en oversize t-shirt, som jeg huskede for at være Justin, stod for enden af sofaen, med hendes lange, sorte hår samlet til side, idet der dækkede for hendes højre skulder. Hun havde store, grønne øjne, som nu gennemborede mit ansigt med et skævt smil på læben.

"God morgen solstråle," smilede hun, idet hun fortsat stirrede på mig - og jeg på hende. Jeg anede ikke hvorfor, men jeg endte med at tvinge et lille, nervøst smil frem på mine læber.

Hun virkede så truende. Enhver centimeter på hendes krop udstrålede selvtillid, og hendes dybe, grønne øjne syntes nærmest at forvandle mig til en hundehvalp. Jeg anede ikke hvem hun var, men alligevel føltes det som om, at jeg skulle gøre mit bedste for at opretholde et godt forhold til hende, ellers ville det få ubærlige konsekvenser, hvilket var noget af det sidste, jeg ønskede i øjeblikket.

"Har du slugt din tunge?" lo hun, idet hun kastede sine sorte lokker bag om hendes skuldre.

Jeg stirrede blot fortsat på hende, chokeret over at hun snakkede til mig, men også fuldstændig blank efter, hvad hun ville have mig til at sige. Hun skød det ene bryn i vejret, som forventede hun et eller andet, men endte med at blive skuffet.

"Oh my God Jay, hvorfor fanden hyrrer du en døv stuepige?" lød det irriteret fra hende, idet hun med et fnys vendte sig om og bevægede sig hen til køkkennet. Jeg hørte Justin mumle et eller andet, som jeg ikke helt kunne sætte finger på, hvad var, før han stormede ud af køkkennet og uden overhovedet at skænke mig et blik forsvandt han ud ad hoveddøren til Gud vide hvor.  

"Når, så det er problemet," lød det fra hende, og jeg kunne tydeligt høre smilet på hendes læber, "typisk Jay. Ehh, der sker ikke noget, det er okay, det kan ske. Kom bare herhen!" lød det fra hende, som hentydede hun til mig, hvilket fik mig til at rejse mig op med rynkede bryn i forvirring. Hvad i alverden snakkede hun om? Jeg bevægede mig langsomt hen til køkkennet, hvor hun allerede havde placeret sig på en stol ved spisebordet, mens hun stirrede på mig med et smil på læben.

"Jeg mener, alle kan komme til at sove over sig, det er okay. Hvis det er Justin du er bange for, så bare rolig, han gør dig ikke noget, du er trods alt lige startet.. Du kan rolig snakke med mig - med os," begyndte hun og kørte en hånd gennem sit ulede hår, der dog så utrolig godt ud, "men jeg vil ikke råde dig til at gentage det, Justin har nemlig temperament.. Anyways, hvis du nu gerne vil gøre det godt igen, så er jeg sulten... Morgenmad ville være godt."

Hun sendte mig et perlehvidt smil, for så at gøre et nik hen imod køleskabet. Mit hjerte slog et ekstra slag, idet hvad hun mente gik op for mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg anede ikke, hvilket spil Justin prøvede på at drage mig med ind i. Jeg vidste heller ikke, om jeg skulle spille med, men havde jeg andre muligheder?

Jeg var trods alt kidnappet. Taget fra min far, mit hjem. Låst inde bag fire murer. Jeg var gravid, men jeg vidste intet om babyer eller graviditet. Jeg havde ingen, udover Ryan, som kunne støtte mig. Jeg havde ingen at ringe til, når jeg havde brug for hjælp. Jeg havde ingen. Jeg var ingen. 

Med tårerne vældende op i mine øjne ved tanken om, at jeg virkelig var ingen, gjorde jeg et lille nik med hovedet, idet jeg stirrende på gulvet; bange for at stirre ind i hendes dominerende øjne. De grønne øjne, der var fuldkommen modsætninger af mine. De øjne, der udstrålede selvtillid. Der viste, at de betød noget. At de var noget værd. 

Jeg bevægede mig langsomt hen til køleskabet, mens jeg fortsat forsøgte ikke at se på hende. Dog kunne jeg tydeligt høre hende rejse sig fra stolen med et fornøjet suk, for så at bevæge sig ud i gangen og ind i hvad jeg gik ud fra måtte være Justins værelse. 

Jeg havde ikke lagt mærke til, at tårerne trillede ned ad mine kinder, før de med et lydløst plask endte på køkkenbordet, idet jeg var i færd med at skære tomater i skiver. Vred på mig selv for at lade mig græde over ting, jeg ikke ville kunne ændre på, tørrede jeg tårerne med bagsiden af min hånd, for så at tage en dyb indånding. 

Jeg havde være så fordybet i mine indviklede tanker, at det kom som en overraskelse, da jeg endelig havde dækket bordet og gjort omeletterne klar. Jeg tog endnu en dyb indånding, før jeg strøg et tot hår bag om mit øre, for så at bevæge mig hen til stuen. Fjernsynets summen var nok til at indikere, at Nicole, som hun åbenbart hed, måtte være i stuen, men da jeg endelig trådte derind forlod et gisp mine læber. Hun havde sine arme viklet rundt om Justins nakke, idet deres læber var klistrede til hinanden, hvilket fik mig til straks at vende mig om. Jeg nåede dog at fange et glimt af dem begge trække sig væk fra hinanden, før en akavet rømmen forlod Nicoles læber.

"Morgenmaden er klar," mumlede jeg, idet jeg klemte øjnene hårdt i, min ryg fortsat vendt mod dem. Forbandelserne strømmede ud af min mund i en hvisken, ikke engang jeg kunne høre, idet jeg mentalt slog mig selv for at have skabt endnu en akavet situation. 

Så snart ordene slap ud af mine læber stormede jeg tilbage ind i køkkennet og kunne snart høre deres skridt bag mig. 

"Oh my Gosh, det dufter så godt!" udbrød Nicole med et smil på læben, idet hun  trækkende på Justin trådte ind i køkkennet. Jeg tillod mig selv at skænke ham et enkelt blik, og nåede akkurat at se hans bryn rynkede i forbavselse og forvirring, idet han stirrede på det dækkede spisebord, før jeg atter vendte mit blik væk fra ham. Nicole satte sig hurtig på en stol, for så at studere omeletten med sultne øjne, mens Justin på den anden side fortsat stirrede på spisebordet. Var det ikke det han forventede af en stuepige? Var det ikke det, jeg var i hans øjne nu?

Hans blik landede et øjeblik på mig, før han bed sine tænder hårdt sammen og satte sig overfor Nicole. Jeg greb ud efter juice kartonen, som jeg havde placeret på køkkenbordet, for så at bevæge med hen til spisebordet. Jeg sank en klump, som jeg håbede de ikke hørte, før jeg med sitrende hænder hældte juice i Nicoles kop, hvilket fik en svag summen af nydelse til at slippe ud af hendes sammenpressede læber. Mine fingrer syntes at være alt for svage til at holde om kartonen, idet jeg bevægede den hen imod Justins kop. Min hånd rystede voldsomt, og jeg gjorde mit bedste for at holde fast om kartonen, men det forhindrede ikke et par dråber i at blive hældt på træbordet, og det faktum, at jeg kunne føle Justin gennembore mig med sit blik fik tårerne til at gøre mit syn for slørret til at kunne se. 

"Jeg tror, du skræmmer hende Justin," fnisede Nicole, før hun tog en slurk af sin juice. Min nervøsitet kunne altså godt bemærkes. Jeg takkede mentalt Gud, da jeg endelig havde fyldt koppen til randen med juice, for så hurtigt at sætte kartonen på plads i køleskabet. Jeg havde forventet en eller anden form for svar fra Justin, men han sagde ikke et ord. Jeg ville ellers gerne vide, om det virkelig var hans intention at skræmme mig, for det gjorde han i den grad.

Jeg anede ikke hvorfor, men jeg havde kun gjort morgenmaden klar til to personer. Måske fordi jeg overhovedet ikke havde appetitten til det, eller måske fordi jeg ren instinktivt havde følt, at jeg ikke ville være velkommen ved bordet. At jeg bare var stuepigen, som skulle gøre maden klar, for så at begynde på rengøringen. 

Jeg rømmede mig, før jeg langsomt bevægede mig ud af køkkennet, men standsede instinktivt, da jeg var ude for rækkevidde, for at kunne høre dem snakke. At lytte til andres samtale var forkert, det vidste jeg, men nysgerrigheden var for stor til at jeg bare kunne gå videre. 

"Hvad gør vi med mit tøj?" hørte jeg hende spørge, hvilket fik mig til at rynke brynene i forvirring, "du har vel ikke tænkt dig at køre mig til Californien for at hente mine ting?" Skulle hun bo her? I hans seng?

"Fuck nej," hørte jeg Justin mumle, hvilket fik hende til at le. 

"Ja, altså det er dig, der vil have mig her.. Skal jeg gå rundt uden tøj eller hvad?" 

"Mmh," hørte jeg Justin mumle, hvilket fik hende til at bryde ud i en høj latter, men mig til at synke en ubehagelig klump. 

"Helt seriøst, hvad gør vi? Jeg gider ikke gå rundt i dine t-shirts hver dag.."

"Vi tager ud, og jeg køber dig noget."

"Mmh, lyder godt," lød det fra hende, før hun atter begyndte, "by the way, hvorfor havde hun din t-shirt på? Har I, uh... Har I-"

Mere gad jeg ikke at høre, og jeg bevægede mig straks ind på Ryans værelse. Trangen til at tage et langt, varmt brusebad havde været alt for stor til at kunne modstå, for ja, vi 'havde'. Vi havde og det var den største fejltagelse i hele mit liv. Jeg bevægede mig ind på Ryans badeværelse, for så at trække Justins t-shirt op over mit hoved og kaste den ind i vasketøjskurven. Jeg nåede netop at bemærke, at den var tom, hvilket betød, at mine shorts, min top samt undertøj var blevet vasket. Et smil bredte sig på mine læber, da det endelig betød, at jeg ikke behøvede at tage hans t-shirt på mere. Jeg behøvede ikke at blive tvunget til at inhalere hans duft. Nicole behøvede ikke længere spørge, hvorfor jeg var iført hans tøj. 

Jeg studerede kort min krop, inden jeg trådte ind under bruseren, hvilket igen gjorde mit humør bedre. Mine sår var snart ikke til at se mere. Mine øjne vandrede til min mave, der som altid var helt flad. Instinktivt placerede jeg min håndflade på min mave og undrede mig over, hvornår mon det faktum, at jeg var gravid ville kunne blive set på min mave. Om jeg bar på en pige eller en dreng. Blot tanken frembragte et smil på mine læber, og uden yderligere at bryde min hjerne med det, placerede jeg mig selv ind under bruseren.

Da jeg endelig havde vasket mig ren og børstet mine tænder, viklede jeg et håndklæde rundt om min våde krop, for så at gå ind på værelset igen. Et frustreret suk slap ud af mine læber, da jeg kiggede efter mit tøj i alle skuffer, men endte med at blive skuffet, da det slog mig, at 'mit' værelse jo var Justins værelse. Med et irriteret suk åbnede jeg døren, sikrede mig at der ikke var nogen, for så at løbe hen til Justin værelse på tæer. Jeg åbnede straks døren og trådte ind, i takt med at lukke døren og puste vejret, som jeg ikke vidste jeg holdt på, ud af min mund. 

Mit hjerte stoppede bogstavelig talt med at banke, idet jeg kom Justins honningbrune øjne i møde. Han havde netop taget en t-shirt på og var nu i gang med at fikse den, men stoppede brat op, da hans øjne mødte mine. Tanken om, at jeg kun var iført et håndklæde, der netop dækkede min bagdel gjorde bestemt ikke situationen bedre. 

"J-Jeg," begyndte jeg, idet mine øjne flakkede rundt i rummet, bange for igen at møde hans øjne, "M-Mit tøj, uh, j-jeg skulle bare.."

Det føltes som om jeg blev kvalt, idet jeg tvang ordene til at forlade mine læber. Han pressede tænderne hårdt sammen og anspændte sine muskler, idet han lod sit blik falde ned på gulvet, for kort efter at gøre et nik med hovedet. Han vendte sig om, åbnede en skuffe, for så at stikke hånden deri. I samme sekund hev han mit tøj, der nydeligt var foldet sammen og stablet på hinanden, ud af skuffen, men at det var foldet sammen forhindrede ikke min bh i at svinge vilkårligt i luften, idet han kun holdt fast ved stroppen. Hans øjne fulgte min krops længde, idet han rakte mig tøjet, og jeg kunne langsomt mærke blodet strømme op i mit ansigt og gøre mig fuldstændig tomatrød i ansigtet. Hans blik var fastlåst mit, idet han holdt tøjet i vejret, mens jeg med utrolig små og varsomme skridt bevægede mig hen imod ham, i takt med at stramme grebet om mit håndklæde, for at forhindre det i at falde af min krop. Jeg sank en klump, før jeg med den anden hånd tog tøjet fra ham og et millesekund kunne føle hans hud strejfe mit. 

"Tak.." var det eneste, jeg kunne tvinge mig selv til at sige, men man kunne ikke ligefrem sige, at jeg gjorde et godt job, idet det kom ud som en utrolig svag mumlen. Han gjorde endnu et nik med hovedet, som var det hans måde at sige, at det ikke betød noget, før han lod sit blik gennemgå min krop en sidste gang og derefter suse ud af værelset, for så at lade mig være alene tilbage. 

***

Here you go, lovely people! <3

 I fik et langt kapitel, eftersom jeg fik 156 likes og egentlig kun bad om 150, så tuusinde tak, I er de bedste babiess! <3 

Husk at skrive, hvad du synes, det motiverer mig!

xx, Celina

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...