Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

267Likes
700Kommentarer
54713Visninger
AA

17. Kidnappet

Mit hoved dunkede og smerten syntes at blive voldsommere, idet jeg forsøgte at åbne mine tunge øjenlåg. Min krop føltes utrolig tung, og min mund utrolig tør, og det gjorde det ikke ligefrem bedre, at jeg var svimmel og havde kvalme. Endelig lykkedes det mig at få åbnet mine øjne, men det så ikke ud til at gøre den største forskel, eftersom her alligevel var bælgmørkt. Mit hjerte dunkede hårdt mod mit bryst, og panikken spredte sig i mig, eftersom jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg var på en eller anden måde sat på en stol, mine hænder var bragt bag stolens ryglæn, og mine håndled var bundet tæt sammen med et reb, hvilket gav mig en utrolig krampe i armen og helt sikkert et blåt mærke rundt om mit håndled, eftersom det var bundet virkelig stramt. Et lille hulk undslap mine læber, idet jeg følte mig magtesløs og fortabt. Jeg kunne ikke bevæge mig overhovedet, og det føltes som om jeg ikke kunne trække vejret. 

Desuden kunne jeg intet huske. Hvad lavede jeg her, og hvordan blev jeg bragt herhen? Intet. Det sidste jeg kunne huske, var det faktum, at far fik mig til at smide skrald i containeren, og resten var blot utrolig vage forestillinger. Jeg vidste ikke, om jeg skulle græde, for ville det ikke bare gøre hele situationen værre, end det allerede var? Burde jeg ikke forholde mig stærk og holde hovedet koldt? Jeg vidste heller ikke, om far mon havde lagt mærke til, at jeg var væk. Ledte han efter mig, eller troede han, at jeg igen ikke overholdte hans befalinger? Tanken om, at jeg ikke engang vidste, hvad klokken var, eller hvor lang tid jeg havde været her var nok til, at de første stædige tårer trillede ned ad min kind, og jeg forsøgte desperat, men forgæves at vride mig løs. 

Jeg stoppede brat op med mine bevægelser, idet jeg kunne høre en raslen ved døren, og mit hjerte var oppe i halsen, da der lød et 'klik' fra døren. Jeg holdt vejret, mens jeg studerede enhver bevægelse, der blev foretaget ved døren. En smule lys krøb ind, idet døren blev åbnet, og en skikkelse trådte ind, men dog var lyset ikke nok til, at jeg kunne tyde skikkelsens ansigt. 

"Godmorgen, Jones," lød en hæs stemme, og et gisp undslap mine læber, da jeg kunne genkende den. Det var bare løgn. Tårene vældede atter op i mine øjne ved det faktum, at den skikkelse, der nærmest havde kidnappet mig og bundet mig fast til en stol i hvad jeg troede var en kælder, var ham, jeg dagen før stolede på. Min kæreste for en nat. Justin Bieber.

"J-Justin?" begyndte jeg febrilskt og kunne mærke en skælven gennemgå min svage krop. Mit hjerte dunkede hårdt og uregelmæssigt mod min bryst, og jeg kunne mærke svedperlerne forme sig på min pande af skræk. Lyden af hans skridt, der rungede i luften, stoppe brat og lyset blev tændt, hvilket fik mig til at lukke mine øjne i, eftersom den havde en blændende virkning på dem, da jeg havde været i mørke i alt for lang tid. 

"Mmh, det mit navn," svarede han med en hvisken, der var nok til at få et kuldegys til at fare gennem min krop. Han var iført en sort t-shirt og sorte hængerøvsbukser; det samme tøj, som han havde på, da han var kommet hen for at sige undskyld. Han bevægede sig atter hen imod mig med langsomme og korte skridt, hvilket fik min puls til at dunke hurtigere, og adrenalinen til at koge i mit blod.

"Hvad laver jeg her?" fik jeg endelig spurgt, hvilket fik Justin til at smile et smørret smil, og idet han var nået hen til mig, satte han sig på hug, placerede sin ene hånd på mit lår og lænede sig ind over mig, så jeg kunne mærke hans varme ånde mod mine læber. Han rystede på hovedet, før han placerede sin anden hånd på min kind, og lod sin tommelfinger køre blidt hen over mine læber, der gav sig til at sitre svagt på grund af hans berøring.

"Det gad du godt vide, hva'?" lo han, før han borede sit blik i mit. Jeg bed mig nervøst i læben, da det gik op for mig, at hans øjne ikke var den varme, karamelbrune farve, som de havde været på det sidste. De var kulsorte, netop som de havde været den første gang, jeg havde set ham. De afspejlede ikke andet end had og afsky, ikke en dråbe af kærlighed kunne tydes, og det skræmte mig til det yderste. 

"Det er synd, Jones, for jeg er den eneste, der stiller spørgsmål her," det smørrede smil var igen på spil, og det fik mig til at undre mig over, om jeg nogensinde ville se det varme smil igen. 

"J-jeg vil vide, hvad jeg laver her, og-" inden jeg nåede at gøre min sætning færdig, lod han sin latter runge i rummet, der udover vores tilværelse var helt tom. 

"Jeg vil også vide en masse ting, Jones, som blandt andet om du er klog nok til at gøre, hvad jeg siger, for ellers er jeg frisk på at vise dig, hvad jeg er i stand til at gøre," hviskede han, før han rejste sig op og tog et skridt væk.

"Justin please, jeg har ikke lyst til alle de her lege-" endnu engang lod han mig ikke snakke ud, idet han fastlog sit blik i mit og bed tænderne hårdt sammen.

"Tror du det her er en leg?" spurgte han gennem sine sammenbidte tænder, og med ét havde hans håndflade kollideret med min kind, hvilket fik et højt gisp til at undslippe mine læber, og mine øjne til at spærre sig op i skræk.

"Synes du stadig, det er en leg, bitch?!" udbrød han, hvilket gav et sæt i mig og blot den handling var nok til, at tårerne igen begyndte at trille ned, "for hvis du gør, skal jeg nok vise dig, hvad fuck der er en leg, og hvad der ikke er."

Jeg vendte mit ansigt mod ham og stirrede chokeret ind i hans øjne, i takt med mine læber ren instinktivt formede sig i et stort O. Hans næver var knyttede, og hans åndedræt var først lige begyndt med at blive normal.

"Fucking svar mig, når jeg stiller dig et spørgsmål!" råbte han, før han tog et hårdt og heftigt greb om min kæbe og fik mig til at stirre ind i hans øjne igen, "er det stadig en fucking leg?"

Chokket forhindrede mine læber i at forme sig til ord, så jeg endte blot med at ryste på hovedet, mens jeg forsøgte at forhindre tårerne i at falde ned ad mine kinder, da jeg vidste, at det ville give ham endnu mere styrke at se mig svag. Jeg forstod bare ikke, hvorfor han gjorde det her. Hvad havde jeg gjort ham? Jeg mener, ja, i første omgang troede jeg, at han havde 'kidnappet' mig for at snakke med mig om, hvad der skete, eftersom jeg ikke lod ham forklare, men nu... Nu ved jeg, at der er noget andet bag det. Det så i hvert fald ikke ud som om, han forsøgte at sige undskyld. 

"Vil du komme ud herfra?" spurgte han, stadig med et fast grab om min kæbe, som jeg vidste ville få blå mærker netop der, som hans fingre pressede til. Jeg nikkede uden tøven, hvilket fik ham til at fortsætte.

"Vil du tilbage hen til din far?" spurgte han, og jeg klynkede ved den smerte hans negle frembragte, idet han nærmest gravede dem ind i min hud, så det føltes som om mit kød revnede. Jeg nikkede svagt og bed  mig i kinden, for at forhindre tårerne i at trille ned.

"Det kommer du bare ikke til, Jones."

Skuffelsen skyllede ind over mig, eftersom jeg troede, at han virkelig gerne ville lade mig gå, men det var vist slet ikke tilfældet. Han legede med mig. Ikke på den måde, jeg troede han gjorde, men  han legede med mine følelser og tanker. Han nærmest manipulerede mig. Forsøgte at knække mig, hvilket var noget af det sidste, jeg ville lade ham gøre. Han tog min uskyld, men han kunne ikke få mig; han måtte ikke kontrollere mig.

Jeg forsøgte desperat at vride mig løs, fuldstændig ligeglad med, om han igen ville flippe ud, for sandheden var, at jeg ville væk derfra, og det skulle være omgående.

"Stop det," vrissede han gennem sine sammenbidte tænder, før han tog sin telefon op ad lommen, for så at taste noget derind. Jeg lod mig overhovedet ikke anfægte af hans befaling, idet jeg fortsatte med at vride mig løs, og eftersom jeg havde små og slanke hænder, havde jeg et lille håb om, at det ville lykkedes mig at slippe løs.

"Stop det, Jones, jeg mener det," vrissede han atter med et strengt dræberblik, før han igen vendte tilbage til sin telefon. Idiot. Hans blik var nok til at få mig til at stoppe, for ærlig talt var han vildt skræmmende, eftersom jeg vidste, hvad han var i stand til at gøre, og at sige, at det mindst var 50 gange værre end den lussing, han for et par minutter siden gav mig, ville ikke være en overdrivelse. Selvom jeg sænkede mine bevægelser, forhindrede han mig ikke i stadig at vride mine hænder løs fra rebet, dog uden at gøre det alt for synligt. Det var ikke muligt at lade mine hænder slippe ud, men dog fik jeg fat i enden af rebet, og idet jeg fik trukket i den løsnede rebet op, og mit hjerte bankede hurtigere i ren forbløffelse, eftersom jeg var dybt chokeret over, at idioten ikke havde bundet en dobbeltknude. Mit ansigt lyste ren instinktivt op i et smil, og som om Justin havde øjne i nakken, vendte han sit blik hen på mig, for så at knibe sine øjne i og studere mig.

"Hvad smiler du af?" hvæsede han, før han lagde sin telefon ned i lommen igen. Jeg vaskede dog hurtigt smilet væk, og lod rebet sidde løst omkring mine håndled, eftersom jeg vidste, at Justin var klog nok til at regne min lille plan ud. Jeg måtte blot holde lav profil, og lade som om, at jeg ikke lige havde skabt en lille chance for mig til at slippe ud.

"Jeg sværger, du fejler fucking noget," mumlede han irriteret, idet han vendte sig om og forsvandt ud af døren. Egentlig forstod jeg ham godt. Jeg mener, hvilken idiot ville smile i en fortabt tilstand, hvor man lige var blevet kidnappet? 

Jeg tog en dyb indånding, før jeg lod rebet falde til jorden, hvorefter jeg hurtigt gav mig til at massere mine håndled, der som jeg havde gættet, havde fået blå mærker. Jeg mumlede irriteret forbandelser, idet jeg rejste mig op fra stolen og kunne mærke mine ben sove, eftersom jeg havde siddet ned i Gud vide, hvor lang tid. Jeg var dog klog nok til at vide, at jeg ikke skulle gå ud ad den dør med det samme; jeg måtte sikre mig, at han var et andet sted, et sted hvor han ikke ville kunne høre og dermed opdage mig. Min mave vred sig ved tanken om, at jeg ikke engang vidste, hvor jeg var. Det faktum, at jeg heller ikke vidste, hvor udgangen til det her forbandede sted var, gjorde det ikke ligefrem nemmere for mig, men jeg listede mig hen til døren og lod mit øre hvile derpå, for så at forsøge at høre, om der var nogen. Da jeg ikke kunne høre en pind, nåede jeg frem til den konklusion, at der nok ikke var nogen, og eftersom jeg aldrig kunne være helt sikker, tog jeg chancen. Jeg bad mentalt til Gud om, at han ikke havde låst døren, og mit hjerte galoperede afsted, idet døren ikke var låst, og jeg stille kunne åbne den op. Jeg bed mig nervøst i læben, noget jeg ofte gjorde, når jeg varkoncentreret, og koncentration var noget af det vigtigste denne lille mission krævede. Da jeg havde åbnet døren nok til, at jeg kunne snige mig forbi, listede jeg mig derud, og opdagede, at her var kulmørkt. Men eftersom Justin havde glemt at slukke lyset inde i kælderen, var den lille mængde lys, der slap ud af døren, nok til at informere mig om, at her blot var trapper, der førte op til en ny dør, der vel måtte lede mig ind til første sal. Jeg lod døren stå åben, så jeg kunne se trinnene ved hjælp af lyset inde fra kælderen, hvorefter jeg langsomt listede mig derop, med hjertet oppe i halsen. Jeg vidste, at jeg havde en stor chance for at blive opdaget, og eftersom jeg nogenlunde kunne regne mig frem til den straf, jeg ville få af Justin, var det lige før jeg vendte tilbage, satte mig på stolen og bandt rebet rundt om mit håndled igen. Men på den anden side havde jeg også en chance for at slippe væk, også selvom den var ultra lille, og den chance ville jeg helst benytte mig af. Da jeg nåede op til den anden dør lyttede jeg atter efter, om der var bevægelse tæt på, men da jeg igen ikke kunne tyde noget, åbnede jeg forsigtigt døren og lod et lettet suk undslippe mine læber, idet den heller ikke var låst. Wow, jeg havde skam troet, at Justin var klogere.

Jeg fik åbnet døren, og blev dermed ledt ind på en lys, smal, men lang gang, der ledte ind i 4 værelser; to døre på hver sin side af gangen. Dog var kun et af dørene åbent, og det var den helt for enden af gangen. Langsomt listede jeg mig derhen, og inden jeg trådte igennem den åbne dør, stak jeg mit hoved derind og studerede rummet. Rummet var vidst stuen, eftersom den var enorm, og køkkennet var forbundet dertil.


 

En anden dør i stuen førte vist til entreen og dermed hoveddøren, så det eneste jeg skulle gøre, var at løbe tværs gennem stuen, hen til entreen og ud gennem hoveddøren, der forhåbentligt ikke var låst. Og hvis den var låst, skulle jeg fandeme bare springe ud af et vindue, og eftersom det alligevel var første sal, så det nemt nok ud.

Med ét fór jeg gennem stuen, omhyggelig med ikke at snuble over noget, for så at løbe ind gennem døren, ind til entreen. Derefter løb jeg videre hen til hoveddøren, greb ud efter håndtaget, for så at trække ned i den med håbefulde øjne, og med hjertet bankende hårdt og uregelmæssigt. jeg kunne føle lettelsen sprede sig i min krop, og mit hjertebanken blev endnu hurtigere, idet døren åbnede sig, og et let brise blev lukket ind. Straks åbnede jeg døren helt op, og idet jeg skulle tage det første skridt ud mod friheden, blev døren lukket i med et utrolig højt brag, der fik mig til at gispe og spærre øjnene op i chok. Jeg kunne mærke et varmt, men hurtigt åndedræt mod min nakke, og eftersom jeg ikke turde vende mig om, kiggede jeg på døren, hvor Justins store hånd var placeret solidt derpå. Min hals virkede alt for tør, og en ubehagelig klump i min hals syntes at ville forhindre mig i at trække vejret. Jeg bed mig i læben og lukkede øjnene i, idet jeg kunne mærke magtesløsheden tage over min krop.

"Tror du, jeg er dum, Jones?" hviskede han ind i mit øre, og jeg kunne mærke en utrolig spids genstand blive stukket ind i min overarm, hvilket fik den første tåre til at trille ned ad min kind, "bare vent til du står op igen."

Det var det sidste jeg fik hørt, inden det sortnede for mine øjne, og min krop føltes alt for svag til at kunne stå oprejst.

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

 

Der venter Stella en masse smerte, og gad vide om hun kan holde til det, så svag og uskyldig som hun er? Vil Justin mon nogensinde slippe hende fri? Og hvad er grunden til, at han i første omgang kidnappede hende? Vil hans straf mon volde alt for stor skade?

*****

Så er der nyt kapitel, loves! Sommerferien er lige rundt om hjørnet, hvilket vil sige; flere opdateringer! Jeg lover, at der kommer til at være meget mere spænding i de næste kapitler, og ikke mindst masser af gråd og smerte...

Skriv en kommentar, om hvad I synes!

PS. jeg har publiceret en ny movella, der btw også er en JB fanfiction. Den er anderledes, og så er den på engelsk! Den hedder 'Paradise or Hell?' Håber I vil tage et kig på den, det vil betyde alverdens! <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...