Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

266Likes
700Kommentarer
50960Visninger
AA

23. Justin vil altid være Justin

At sidde og tage en afslappet, men mindst lige så sjov snak med Ryan hjalp virkelig på humøret. Et øjeblik havde jeg fuldstændig glemt alt om den 'unormale tilstand' jeg befandt mig i, men var igen blot 17-årige Stella, der gik i skole og levede et helt normalt liv som alle andre teenagere. Hvilket egentlig mindede mig om, at jeg snart havde fødselsdag. Hvis jeg virkelig havde været den normale Stella, ville jeg have glædet mig til det som et lille barn, og uanset hvor meget jeg ønskede at 'glæde mig til min fødselsdag', så fungerede den virkelige verden bare ikke sådan.

At snakke om alt mellem himmel og jord, der på en eller anden måde kunne omhandle babyen, klargjorde virkelig også de mange tanker og spørgmål, jeg havde kørende i hovedet, men som jeg ikke orkede at tænke yderligere over, da der bare var så mange af dem. 

"Hvad har du så tænkt dig at gøre med skolen?" spurgte Ryan, idet han strakte sine sine arme, eftersom han havde siddet i den samme position i hvad, jeg ville tro, var to timer. 

"Der er ikke så meget at tænke over. Jeg er låst inde her, er jeg ikke?" svarede jeg i en tone, der måske var lidt for hård, end hvad jeg egentlig havde regnet med. I sidste ende var det jo ikke Ryans skyld, men blot tanken om, at jeg virkelig intet valg havde gjorde mig ufattelig vred.

"Nåh, eh, ja.." lød det fra ham, før han sendte mig et akavet smil og kløede sig i nakken, for så at rejse sig op og strække benene, "uh, er du ikke ved at blive lidt sulten?"

Det havde ikke gået op for mig, hvor sulten jeg egentlig var blevet, indtil han spurgte, og idet ordene slap ud af hans læber rungede min maves rumlen nærmest i værelset, hvilket fik både Ryan, men også jeg til at fnise. 

"Det tager jeg som et ja," grinede han, og jeg gjorde et enkelt nik, før jeg langsomt skubbede dynen til side.

"Hey, hey, hey du må ikke rejse dig op," protesterede Ryan, og fik hurtigt skubbet dynen hen over mig igen.

"Og hvem har sagt det?" smilede jeg, før jeg atter skubbede dynen væk og fik Ryan til at skyde begge bryn i vejret.

"Ja, altså Justin sagde, at du skulle ligge, til du var udhvilet.." forklarede han, hvilket fik mig til at rulle med øjnene.

"Og jeg er godt udhvilet," konstaterede jeg og sendte ham et forsikrende smil. 

"Desuden sagde Dr. Smith ikke noget med, at jeg ikke måtte rejse mig, så hjælp mig op!" grinede jeg, hvilket han med en latter accepterede. Han hjalp mig op at stå, for så at vikle en arm rundt om min talje og følge mig ud af værelset, ind til køkkenet.

"Whoa, der er dækket bord," lød det overrasket fra Ryan, der spærrede sine øjne op og studerede det fyldte bord. Min mave rumlede atter, idet den utrolig lækre duft af kyllingen i ovnen fyldte mine næsebor, og det føltes som om jeg ikke havde spist i flere dage, hvilket man egentlig ikke kunne sige jeg havde.
"Chris har været hurtig, vi plejer ikke at spise før klokken seks," forklarede han, idet han hjalp mig med at sætte mig på en af de komfortable stole ved bordet, eftersom jeg ikke ville kunne klare at stå oprejst længere. 
Jeg rynkede brynene, eftersom jeg ikke anede, hvad Chris havde med noget som helst at gøre, og sendte Ryan et spørgende blik, hvilket fik ham til at uddybe.
"Det er Chris' tur til at skaffe aftensmad..." Begyndte han og stirrede fortsat vantro på bordet, "damn, drengen kan lave mad. Vi plejer ellers at spise fra McD, men whatever, det må være vores heldige dag i dag."

Et fnis slap ud af mine læber, og andet havde jeg ikke i tankerne, end at jeg var utrolig sulten og forhåbentlig skulle få spist mig mæt. Jeg vendte mig om mod Ryan, der fortsat stirrede på bordet og så ud til at være i fordybet koncentration, mens jeg ventede på at få tilladelse til at spise, idet jeg med hundeøjne og nærmest desperate blikke stirrede på hans ansigt. Det tog ham ikke lang tid at bemærke, at jeg nærmest stod og gennemborede ham med mit blik, hvilket fik ham til at smile et perlehvidt smil.

"Begynd bare, jeg finder lige de andre," grinede han, før han blidt strøg et tot hår væk fra mit ansigt, for så at lade det glide om bag øret. Jeg sendte ham et taknemmeligt smil og kunne virkelig bare ikke holde tilbage, men det dømte Ryan mig heldigvis ikke på.

At jeg aldrig før havde følt mig så sulten skyldtes enten det faktum, at jeg aldrig før var blevet kidnappet og dermed forhindret i at spise nok, eller at jeg aldrig før havde været gravid og nu nærmest skulle spise for to personer. Eller også var det noget de begge resultererede i, men uden yderligere at tænke over det, havde jeg nærmest kastet mig over kyllingen.

Det ville være en kæmpe stor løgn, hvis jeg påstod, at Chris ikke var en enestående kok. Aldrig havde jeg smagt så god en kylling; dels fordi far simpelthen var så dårlig en kok, at han kunne finde på at brænde hele huset ned selv ved bare at hælde cornflakes i en tallerken, og dels fordi mor var vegetar og simpelthen ikke lavede kylling. 

I hvor lang tid jeg havde siddet og proppet mig fuld med mad anede jeg ikke, men jeg besluttede mig for at spise den sidste kartoffel, eftersom Ryan endnu ikke var vendt tilbage. Og da slog det mig. Justin var vred, virkelig vred, og hvad han ville sige til, at jeg netop sad her og spiste, anede jeg ikke. Sidst jeg havde sat mig, havde jeg nær mistet min baby. Med før jeg overhovedet nåede at beslutte mig for, hvad jeg skulle gøre, afbrød en rømmen mine tanker og et gisp forlod mine læber, idet gaffelen faldt ned på tallerkenen og lod en skærende lyd runge i rummet. Dette var, hvad jeg ville kalde deja-vu, og jeg kunne akkurat som sidste gang føle panikken sprede sig i min krop, idet jeg stirrede op og kom Justins skikkelse imøde. Det var nemt at se, at han anstrengede alle sine muskler, men jeg turde på ingen måde at kigge ind i hans øjne, som jeg næsten var sikker på nu var kulsorte. 

Med febrilske blikke ledte jeg efter Ryan med mit blik, mens jeg mentalt bad til Gud om, at han ville være lige bag Justin med det sædvanlige smil på læben, men idet han ingen steder var at se, havde jeg instinktivt placeret begge mine hænder på bordet, klar til at springe op og løbe væk. Mine hænder rystede voldsomt, tårerne vældede op i mine øjne og mine knæer føltes som gele, der ikke engang ville kunne holde til at stå oprejst. 

"Hey," lød det fra ham, hvilket gav et sæt i mig, eftersom hans tone hverken var blød eller hård, som jeg troede den ville være. Den var befalende, og idet han med hurtige skridt bevægede sig hen imod mig, pressede jeg øjenlågene hårdt i, og kunne føle en tåre trænge ud ad min øjenkrog. Det virkede som om alt foregik i slowmotion, idet jeg blot ventede. Ventede på at han skulle gøre et eller andet ved mig. Ventede og dermed gav ham fri adgang til at gøre, hvad han ikke fik fuldført med succes sidste gang. Jeg var skrækslagen, mit hjerte bankede hårdt og uregelmæssigt mod mit bryst, og et fortabt klynk forlod mine læber, idet han greb fat om min overarm.

"Ssh-" lød det fra ham, men tårerne trillede allerede ned ad mine blodrøde kinder.

"P-Please," bad jeg gennem svage hulk, idet jeg fortsat kneb øjnene i og anstrengte mine muskler. 

"Stella-"

"P-Please!" udbrød jeg og kunne føle en ukontrolleret skælven gennemgå min krop, idet jeg stirrede på ham med bedende øjne, i håb om at han ville tilgive mig for babyen. Tilgive mig og frelse min baby. 

"Stella sæt dig-"

"N-Nej please!" jeg kunne tydeligt høre, hvad han sagde, men min hjerne havde det ufattelig svært ved at forstå meningen bag hans ord, idet jeg desperat rystede på hovedet og forsøgte at vride mig ud af hans greb. Et støn slap ud af mine læber, idet en smerte gennemgik mit underliv og nu var det mig, der klamrede mig til ham, idet det føltes som om, jeg var ved at brase sammen på gulvet.

"Fuck Stella!" udbrød han, idet han med en smidig og mindst lige så hurtig bevægelse placerede sin ene arm under mine lår og hurtigt fik løftet mig op i sin favn, for så at suse ind på værelset. Smerten borede sig nærmest i mit underliv og gav mig en ufattelig brækfornemmelse, mens Justin med sit ben havde revet døren op til sit soveværelse og omsider havde placeret mig på sengen. 

"Jeg sagde fucking sæt dig!" udbrød han, idet han med febrilske og skælvende bevægelser åbnede skuffen til natbordet og hurtigt fik fisket en pakke op. Han rev den op, mens jeg desperat stirrede på ham og lod endnu et skrig slippe ud af mine læber, idet smerten spredte sig til min ryg. Med ét havde han med rystende hænder smidt to piller ind i min mund, for så at placere en kop vand, der førhen stod på natbordet, ved mine læber, alt imens jeg med tårerne rendende ned ad mine kinder knugede lagenene med mine fingre, så mine knoer blev kridhvide. 

Da jeg havde drukket pillerne kastede Justin nærmest koppen på natbordet igen, så den trillede ned på gulvet med et brag, før han hurtigt fik taget sine sko af og kastet sig på sengen ved siden af mig. Ukontrollerede støn forlod mine læber, idet jeg knibede øjnene hårdt sammen og bed mig i læben, i håb om at formindske smerten. Jeg opdagede slet ikke, at Justin havde sneget en arm under min nakke, for så at trække min krop tæt ind til sidst bryst, før han kastede dynen over os begge.

"Ssh baby," hviskede han ind i mit øre, så hans varme ånde kærtegnede min nakke og sendte en varm sensation gennem hele min krop, i takt med hans hånd hurtigt fandt vej under min trøje, der desuden var en af drengenes store trøjer, før den stoppede ved mit underliv, netop ved kanten af mine underbukser. Smerten var så ubærlig, at jeg hverken tænkte på det faktum, at han lå ved siden af mig, eller det faktum, at han havde hænderne så lavt nede. Det eneste jeg lod min hjerne bryde sig med var den varme, hans store hånd, frembragte ved mit underliv.

"Er det her baby?" hviskede han beroligende, og endnu et støn forlod mine læber, idet jeg lod tårerne trille ned.

"Huh? Er det her?" blev han ved, og af en eller anden grund kunne jeg ikke få mine læber til at forme sig til ord; jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at det var der, at det faktisk hjalp, "Stella svar mig, please, er det her, det gør ondt?"

Han pressede blidt sine fingrer mod min hud og tegnede små cirkler i mit underliv, hvilket denne gang fik et støn af nydelse til at slippe ud af mine læber.

"Er det her, Stella?" spurgte han, idet han trak mig endnu tættere på og kastede sit ene ben over begge mine. Jeg endte denne gang med at nikke, bange for at han ville stoppe, hvilket fik ham til at presse en smule hårdere og få endnu et støn af nydelse til at slippe ud af mine tørre læber. Mine øjenlåg føltes tunge, og idet hans fingrer kørte gennem mit hår, kunne jeg føle søvnen tage over min trætte krop.

***

"Du ved fucking ikke alt!"

"Hvorfor fanden gør du så stort et nummer ud af det?"

Jeg blinkede et par gange, før det lykkedes mig at få åbnet mine øjne helt op. Solen oplyste hele værelset, og en let vind blev ført ind ad vinduet. Det var dog ikke det, der vækkede mig fra min ret så behagelige søvn. Det var de mange råb inde fra stuen. 

"Hvorfor fanden holder du dig ikke bare væk?!"

Jeg rynkede mine øjenbryn, idet jeg langsomt kravlede ned ad sengen og lod mine bare fødder komme i berøring med det kolde trægulv. Råbene blev højere for hvert et skridt, jeg tog mod stuen, og da jeg først var nået ud af værelset, hen ad gangen, lykkedes det mig at se, hvem samtalen forgik imellem, eftersom jeg nu stod ved dørkarmen til stuen. Den første jeg lagde mærke til var Ryan, der sad på sofaen og frustreret kørte sin hånd gennem sit hår.

Justins lysebrune lokker var med til at afsløre ham, idet han stod oprejst og havde ryggen vendt mod mig, mens Chris sad på den eneste enmandssofa og masserede sine tindinger. 

"Det er dig, der opfører dig som en fucking pussy og gør et stort nummer ud af alt!" råbte Ryan, og slog ud med begge arme. 

"Du skal ikke blande dig. Det var mig, der sad ved siden af hende hele dagen. Det var mig, der gjorde maden klar til hende. Det var mig, der snakkede med Smith. Det var mig, der tog hende ud af poolen-"

"Det var fucking også dig, der skubbede hende ind i den!"

Et gisp forlod mine læber, idet Ryan heftigt stod op og løftede en formanende pegefinger mod Justin, hvilket fik Justin til at stå brat op med sine bevægelser. Det var jo ham, der skubbede mig ind i poolen.

Det så ud som om, det først var nu, det slog ham, at han rent faktisk var skyld i det hele. Det virkede som om han kun fokuserede på, at jeg nu var rask, og at han var en af grundene til det. Han havde reddet mit liv, men var det ikke ham, der i første omgang var skyld i, at jeg skulle blive reddet?

Justin knyttede sine næver, idet han tog et par skridt tilbage, hvilket fik Ryan til at nikke og lade et hånende grin slippe ud ad hans læber.

"Er det ikke rigtigt, huh? Var det ikke dig, der kastede hende derind? Var det ikke dig, der fucking torturerede hende?! En fucking uskyldig pige, der blev nødt til at lide, fordi en røvsyg dreng ville tage hævn af hendes fars fejl? Og nu kommer du fucking her og stiller mig til regnskab, når det hele fucking handler om dig og din røv. Du er den fucking sidste, der skal tage sig af hende-"

"Hun bærer på min baby," hviskede Justin og rystede på hovedet, idet han så ind i Ryans øjne.

"Du var ved at dræbe din baby, for helvede-" begyndte Ryan, men Chris brød ind.

"Så spørg hende fucking selv!" skreg han og stirrede på mig, "Spørg hende for helvede! Jeg sværger, jeg kan fucking ikke tage jeres lort mere."

Det tog ikke lang tid for Ryan at lægge mærke til min tilværelse ved dørkarmen, hvilket også fik Justin til at vende sig om mod mig. At sige, at mit hjerte bankede hundrede slag i sekundet ville være en underdrivelse, for jeg kunne nærmest mærke mine håndflader svede ad helvedes til. De stod nu alle og stirrede på mig, mens jeg forsøgte at se væk fra dem alle.  

Jeg anede virkelig ikke, hvad de forventede lige nu. Skulle jeg vælge mellem dem? Hvorfor jeg skulle det, anede jeg heller ikke. Ingen behøvede at tage sig af mig. Ingen behøvede at bestemme over mig. Jeg forstod dem bare ikke. Der burde være noget andet bag dette, end hvem der skulle hjælpe mig med at spise eller hvem der skulle bestemme, om jeg måtte rejse mig op. Der måtte være noget, jeg ikke vidste.

"Slugt din tunge?" begyndte Chris irriteret, før han rejste sig op fra sofaen, "er du stadig en muggen bitch, der ikke vil snakke med Justin, eller skal du til at gøre som han fucking siger, fordi det er hans baby?"

Ikke nok med, at hans ord var noget af det mest hårde, jeg behøvede at høre lige nu, var hans tone også utrolig barsk. Ordene flød ud af hans læber med væmmelse, og jeg følte mig virkelig bare ikke tilpas, idet han stirrede på mig, som var jeg virkelig en bitch.

De stirrede alle tre afventende på mig, og et øjeblik faldt mit blik på Justin, hvis øjne var fyldt med forventing. Det specielle glimt var tilbage i hans chokoladebrune, bedende øjne, men denne gang fik det mig ikke til at tænke på gamle Justin. Det fik mig til at tænke på ham, som jeg troede var Justin. Endnu engang slog det mig. Han havde narret mig, forrådt mig, tortureret mig, knust mig. Ingen kan ændre sig på så kort tid. Hvad ville der ske, når babyen blev født? Ville han så fortsætte med at dræbe mig sekund efter sekund? Var det kun babyen, det handlede om?

Jeg rømmede mig, idet jeg kunne mærke spændingen i luften og tårerne, der vældede op i mine øjenkroge. Jeg så ned, bange for, at de igen ville se mig svag, før jeg tog en dyb indånding og atter så op. Ind i Justins øjne.

"Jeg er sulten, Ryan."

 

Third person p.o.w:

Justin sad i en bar med en drink i hånden, hans albuer hvilende på bordet, idet han forsøgte at få sine tanker væk fra alt, der nærmeste åd ham op. Især væk fra Stella og det faktum, at hun stadig havde denne uforklarlige virkning på ham efter alt det, de havde oplevet. Hvordan hun, på trods af, at hun bar på Justins baby, havde kigget dybt ind i hans øjne og valgt Ryan. Det knuste ham, at hun havde truffet det rigtige valg, for alt hvad Ryan havde konfronteret ham med var sandt. Han var skyld i det hele, og at Stella ville vælge ham ville nok være den største fejltagelse, hun nogensinde ville have begået. For Justin var Justin. Han ville altid være Justin.

Det fik ham til at tænke på, at han ikke behøvede nogen. Han havde været alene fra starten af; han havde været alene, da han mistede sin mor. Han havde været alene, da han græd sig i søvn hver nat. Chris havde godt nok taget sig af ham, men han var alene om at opleve det. Chris var der ikke, da hans mor langsomt døde for øjnene af ham. Ingen havde været der, så hvorfor skulle Stella så pludselig betyde så fandens meget? 

"Drikke for at glemme?" lød det fra en blid, velkendt stemme, der var krydret med en anelse ironi, før han vendte hovedet mod stemmens kilde. 

"Nicole?" var det eneste, der slap ud af Justins læber, idet han lod sin tunge glide hen over dem, for så at spærre øjnene op i overraskelse, "hvad laver du her?"

"Jeg burde være den, der skulle spørge dig om det," smilede hun og tog et tår af sin røde cocktail, "jeg troede, jeg aldrig ville se dig igen, Jay."

"Ked af at måtte skuffe dig," mumlede han, idet et kækt smil gled henover hans læber, før han lod sit blik vandre ned ad hendes tynde, men kurvede krop. Hun havde ændret sig nok til, at Justin kunne lægge mærke til det. Han havde sidst truffet hende for tre år siden, og siden da var hun blevet spinklere og havde udviklet utrolig flotte former, der nu var virkelig synlige, eftersom hun var iført en kulsort, stram kjole, der netop nåede ned til lårene. 

"Du ser godt ud i den kjole," komplimentere Justin, idet han vendte blikket mod hendes ansigt igen og kunne føle ophidselsen i sin puls, idet hun bed sig i underlæben.

"Tak," grinede hun og satte sin drik på bordet, hvorefter hun kastede sine gyldne lokker over skuldrene, for dermed at blotte sin hals.   

"Men jeg tror, du ville se bedre ud uden den," Justin fugtede sine læber, idet han viklede sin arm rundt om hendes talje, hvilket fik hende til at stirre overrasket på ham. Det tog dog ikke lang tid før et flirtende smil gled henover hendes røde læber, før Justin så greb fat i hendes hånd og trak hende ud af baren og med ind i hans bil. 

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

Hvordan, tror I, Stella vil reagere, når hun finder ud af, at gamle Justin er vendt tilbage? Og med det mener jeg; at han bringer en anden dame med hjem?

*****

Det nye kapitel kommer, så snart vi får denne op på 150 likes! Kan vi klare det peeps? :*

OMG Justin bringer en anden pige med hjem = KAOS! Vil det mon såre Stella, eller vil det betyde krig? Kommenter babiesss! <3

xx, Cel

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...