Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer...
Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet...
Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var?
*Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!*
*Justin er IKKE kendt* :)
Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

269Likes
693Kommentarer
57599Visninger
AA

25. "Joint røg er ikke det bedste for babyer,"

Et suk forlod mine læber, idet jeg kørte en hånd gennem mit nyvaskede hår. Mine trætte øjne kørte ned langs min krops længe, og studerede mine korte denimshorts, samt min hvide top. Endnu et opgivende suk slap ud af mine læber, idet jeg opdagede blodpletterne på min top, der trods det faktum, at den var blevet vasket, stadig bar præg af den smerte, Justin havde udsat mig for. Selvom jeg inderligt troede på, at han ikke ville udsætte mig for mere, eftersom jeg bar på hans baby, fandtes et lille stykke tvivl stadig i overfladen. Jeg havde åbenbart fejlbedømt Justin første gang, så hvorfor skulle han ikke chokere mig igen? Et mindre chok havde jeg i hvert fald fået, da han valgte at bringe en af hans gamle fuckbuddies, som jeg gik ud fra hun var, med hjem. Hvorfor kunne hun ikke være en ekskæreste? Well, fordi en fuckbuddy var det eneste jeg kunne forestille mig Justin kunne være med. Det havde han i hvert fald gang på gang bevist mig.

Jeg overvejede kort at skifte til Justins t-shirt igen, men mindedes straks Nicoles utilfredshed omkring det faktum, at jeg bar på hans trøje og ombestemte mig dermed hurtigt igen. Med et frustreret suk bandt jeg mit hår op i en løs knold, før jeg stille bevægede mig ud af værelset og hen til stuen. 

"Der er du!" lød det fra en smilende Nicole, som hurtigt flashede mig et enormt smil. Hun havde atter klædt sig i sin sorte kjole fra dagen før og flettet sit uglede hår i en løs fletning, der endte med at se utrolig godt ud. Endnu en grund til, at hendes skønhed var til at misunde. 

Jeg bed mig nervøst i underlæben, idet Justin kom til syne fra køkkenet med sine bilnøgler i hånden og et akavet blik, der nu hvilede på mig. Jeg tvang mit blik hen på Nicole og blodet strømmede op i mit ansigt, da jeg tog hende i at stirre på min top et kort øjeblik. Jeg anede ikke, om hun havde lagt mærke til blodpletterne eller om jeg blot var alt for paranoid og hun bare tilfældigt havde skimmet min krops længde. 

Jeg gik ud fra, at det bare var noget jeg bildte mig ind, da hende øjne hurtigt fandt mine, og hun sendte mig endnu et smil. Hvis hun havde lagt mærke til det, ville hun da spørge ind til det, ikke?

Irriteret over, at jeg skulle bryde min hjerne med noget så irrelevant, når jeg ligefrem havde større ting at tage mig af, skubbede jeg tankerne til side og lod hele mit fokus hvile på Nicole, som så ud til at ville meddele mig et eller andet.

"Uh, vi går nu," smilede hun og pegede akavet på døren med tommelfingeren, "vi er nok tilbage til aftensmaden, og jeg kunne virkelig godt tænke mig at spise lasagne."

Og hvad vil du have mig til at gøre ved det?

Jeg havde så inderligt lyst til at stille hende det spørgsmål og tro mig når jeg siger, at det virkelig bare havde krævet utrolig meget ikke at gøre det. Så meget, at jeg nu kunne smage blod i munden, eftersom jeg havde bidt virkelig hårdt i min underlæbe for at forhindre mig i det. På den anden side var det ikke hendes skyld; det var ikke hende, der pludselig gav sig til at bestemme, at jeg skulle være stuepigen. Hun virkede forbløffende nok til at være sød; noget hendes kliche-prægede udseende, som mange ville betegne som 'slutty', var fuldstændig modsat af. Endnu en grund til misundelse - hun havde looket og en sød personlighed.

Jeg gjorde et kort nik med hovedet og bragte ren instinktivt mit blik hen på Justin, som ventede jeg også på en bekræftelse fra ham, dog inderst inde med et håb om, at han så ville ryste på hovedet og indrømme, at jeg i realiteten ingen stuepige var, og at det derfor ikke var mit arbejde at lave lasagne. 

Han rømmede sig og kløede sig i nakken, før han nikkede og sendte Nicole et smil, der så ud til at være tvunget frem, idet hun kiggede på ham. Skuffelsen var overraskende stor. Egentlig havde jeg ikke forventet, at hans svar ville skuffe mig så meget, for jeg var efterhånden blevet vant til det, var jeg ikke? Men af en eller anden grund havde det virkelig ramt mig dybt, at han intet sagde. At han havde valgt at smile til hende fremfor mig, som egentlig bar på hans baby. 

Var det sådan han havde følt, da jeg indirekte havde valgt Ryan?

Jeg sukkede frustreret, idet døren smækkede efter dem, før sorgen, som i øjeblikket var forvandlet til vrede, fik mig til at kyle vasen på vitrinen hen på væggen. Havde jeg virkelig fortjent det her? Hvorfor mig ud af de 7 milliarder andre mennesker?

***

Jeg stirrede på uret for, hvad der føltes som den tusinde gange, før jeg lagde min tallerken ind i opvaskemaskinen. Klokken var efterhånden blevet mange, og Justin og Nicole var endnu ikke vendt hjem. Det var dog ikke, hvad der havde plaget mig gennem hele dagen. Ryan var heller ikke vendt hjem. Siden i går aftes havde hverken ham eller Chris trådt ind i huset, og det plagede mig mere end alt andet. Havde han belsutte sig for, at jeg ikke var det værd og dermed valgt at skride, for så at lade mig blive her med Justin? Efter alt det han havde gjort for mig - taget sig af mig, men også forsvaret mig - havde han så endelig givet op?

Blot tanken fik tårerne til at vælde op i mine øjne, indtil hoveddøren blev smækket og et gisp forlod mine læber. Med varsomme skridt havde jeg bevæget mig ud af køkkenet, hvor jeg kom en smilende Ryan i møde.

"Stella," åndede han ud, for så at kaste sin nøgle hen på kommoden og bevæge sig hen til mig. Overrasket havde jeg spærret øjnene op og stirrede nu på ham og Chris, der nu lukkede døren, efter skift. Med et kækt grin havde han viklet sine arme omkring mig og bogstaveligtalt havde jeg nivet mig i armen for at sikre mig, at jeg ikke drømte. Ikke fordi, det var svært at tro, men mere, fordi jeg netop var ved at tude over, at han ikke var her, så det kunne jo godt være en mulighed, at jeg var blevet så skør, så jeg ligefrem begyndte at hallucinere. 

Da det endelig gik op for mig, at jeg ikke drømte, bredte sig et enormt smil på mine læber for første gang i virkelig lang tid, før jeg begyndte at hoppe som et lille barn af glæde.

"Oh my God, Ryan, hvor har du været?!" råbte jeg og kunne ikke holde de mange fnis inde, da han endelig gav slip på mig, for så at studere mit ansigt. Ryan lo og så på Chris, som krævede han, at Chris skulle komme med en forklaring. 

"Han havde brug for en snak med brormand her," forklarede Chris og klappede sig selv i brystet, for så at lade et lille grin slippe ud ad hans læber. At Chris netop grinte gjorde mig endnu mere glad, for jeg havde ærlig talt forventet, at han fortsat ville være sur på mig. Det føltes nærmest som om jeg var hjemme, når de to var her, og jeg havde mest af alt bare lyst til at græde over, hvor glad deres ankomst havde gjort mig.

"Nå, hvad har du lavet, og hvor er Justin?" begyndte Ryan, idet han greb ud efter min hånd og trak mig med hen til stuen, for så at kaste sig på sofaen og hive mig med.

"Jeg har... egentlig bare ventet på jer," forklarede jeg og forsøgte at sende ham et overtalende smil, før jeg hurtigt valgte at skifte emnet, "og Justin er ude - med en pige."

"En pige?" kom det fra Chris, idet han skød et bryn i vejret. Jeg gjorde et nik med hovedet, før jeg besluttede mig for at uddybe.

"Nicole, hedder hun," forklarede jeg og lod mig observere, hvorvidt begge deres øjebryn løftede sig i takt med, at de spærrede øjnene op og stirrede overrasket på hinanden.

"Damn, er hun tilbage?" spurgte Chris overrasket, idet han greb ud efter fjernbetjeningen. 

"Tydeligvis," jeg trak kort på skuldrene og lod mit blik falde på Ryan, som allerede stirrede på mig. Jeg sendte ham et spørgende blik og smilede ved tanken om, at han sad og kiggede mig.

"Uh, jeg tænkte, at jeg - at du måske-" han forsøgte desperat at hive de rigtige ord frem, hvilket fik mig til at smile som en idiot, som jeg sad der og ventede på, at han fik forklaret mig, hvad han havde i sinde. 

"Shit, du jo helt ude af den!" grinede Chris og rystede på hovedet af ham, "han har købt dig et par bøger eller sådan noget. Total gay."

Ryan lod endnu et grin slippe ud af hans læber, før han rakte mig posen, som han havde slæbt med sig. Jeg skød begge bryn overrasket i vejret, idet jeg langsomt tog posen fra ham og opdagede, at der i den var tre bøger. 

1. 'Barn i vente' der til sidste detalge ville lære mig, hvordan og hvorledes min graviditet ville foregå.

2. 'Mit første barn' der ville give mig flere tips til, hvordan jeg skulle tage mig af min baby.

3. 'Hvad skal mit barn hedde?' der gav flere eksempler på navne. 

Mine øjne spærrede sig op i vantro, idet jeg stirrede på bøgerne, og jeg kunne straks mærke det kilde i maven, bare ved tanken om, at jeg nu skule læse disse bøger. Det havde virkelig været en øjenåber; jeg var gravid.

Enormt spændt over hans overraskelse kastede jeg mig straks på ham, idet jeg viklede mine arme rundt om hans nakke, hvilket fik ham til at le.

"Oh my God Ryan, tusinde tak!" hvæsede jeg overbegejsret, før jeg trak mig tilbage og gav mig til at studere bøgerne nærmere. 

"Så lidt.. Håber du kan bruge det til noget," smilede han og sad nu og stirrede på mig, mens jeg som et lille barn, der netop lige havde fået sin yndlings bamse til jul, nærmest var ved at tude af glæde. 

"Gay," hostede Chris, hvilket fik os begge til at le, mens Ryan kastede en pude efter ham, som Chris greb i luften, for så at lægge sig til rette i sofaen og bruge puden som hovedpude. Ryan rullede øjne af ham, før han med et skjult smil trak mig ind til ham, således at mit hoved hvilede på hans hårde bryst, der garanteret var et resultat af flere års hård træning. 

Vi havde ikke siddet foran fjernsynet i mere end en halv time, før hoveddøren blev åbnet op, og Nicole som den første trådte ind med flere poser i hånden. Alligevel var jeg chokeret over, at hun ikke havde poser stablet i hendes favn - og i Justins også. Hun havde netop nok til, at hun kunne bære på dem, og endnu et chok fik jeg, da Jutin blot trådte ind med to poser - Så var Justin vel alligevel ikke kun en anti-gentleman mod mig. 

"Shit, Nicole!" råbte Ryan, idet han sprang op fra sofaen og tilfældigvis - eller rettere sagt hvad jeg håbede var tilfældigt - skubbede han mig væk fra sig. Fast besluttet på ikke at tænke yderligere over, hvor glad Ryan og Chris var blevet for at se den smukke gudinde og dermed givet mit humør en nedtur, valgte jeg at sende hende et smil. 

"Oh God, boys I've missed you!" råbte hun begejstret, før hun lod poserne falde til gulvet, for så at vikle sine slanke arme rundt om først og fremmest Ryans nakke, for så at give Chris samme tur, eftersom han havde valgt at tage hendes ankomst med en anelse mindre begejstring - dog havde det ikke forhindret et enormt smil i at glide henover hans læber. 

Mit blik faldt på Justin, og et øjeblik fik jeg følelsen af, at jeg fangede ham i at stirre på mig. Om det var fuldkommen tilfældigt eller, om han virkelig gjorde det, var jeg ikke sikker på, men uanset hvad valgte han at ignorere mig, for så at bevæge sig videre ind til den lille gang, som førte ind til værelserne. 

"Nice, engelsk er vist blevet en vane," smilede Ryan, idet de bevægede sig tilbage hen til sofaerne igen.

"Mmh, det bliver det efterhånden som man bor i England i tre år," smilede hun, før hun kastede sig på sofaen ved siden af Chris - fordi jeg havde placeret min røv ved siden af Ryan - med et fornøjet suk. 

"Hvad har du så lavet? Damn, du chokerede os alle da du bare sådan gik," lød det fra Chris, der valgte at gribe ud efter fjernbetjeningen og skrue lidt ned for lyden. 

"Well, jeg havde fortalt jer, at jeg ville gå," forvarede hun sig, før hun kastede det ene ben over det andet med et kækt smil spillende om hendes fyldige læber. 

"Well, vi havde fortalt dig, at det troede vi ikke på," grinede han, før hans kastede en arm rundt om hendes skuldre - en venlig gestus, gik jeg ud fra.

"Det er så jeres problem," konstaterede hun med et lille grin, før alle vendte deres hoveder mod Justin, der atter trådte ind i stuen, denne gang dog uden nogle poser. Dem havde han vist valgt at gøre sig fri for, før han kom ind og satte sig. 

Tro mig når jeg siger, at jeg ikke havde været så chokeret i lang tid, da Justin kom ind og hilste på Ryan som om intet var sket. Jeg havde i den grad forventet den mest akavede situation overhovedet muligt, men de hverken rømmede sig, kløede sig i nakken eller lod en akavet stilhed brede sig i luften. De gjorde deres specielle håndtegn, som de plejede, og det gjorde mig vred - så dumt som det så lyder.

Justin havde valgt at trække facaden op, når det gjaldt mig. Han havde valgt at bygge en barrikade op mellem os, for så at ignorere min tilstedeværelse - fuldstændig modsat til, hvordan han behandlede Ryan, og det irriterede mig grænseløst. Så meget, at jeg måtte bide mig i læben for ikke at råbe ham op i ansigtet om, hvor træt jeg var blevet af ham. Hvor meget han pinede mig hvert sekund på flere forskellige måder. Hvor meget jeg havde fået nok af alt det her lort. Men selvfølgelig kunne jeg ikke tillade mig at skabe endnu en scene - det fortjente Ryan især ikke. 

Justin satte sig på ensmandsofaen med et suk, der tydeligt indikerede, at han havde haft en hård dag - og endnu engang skænkede han mig ikke et eneste blik. Var det sådan vi skulle lege?

"Hvor har I været?" spurgte Chris, tydeligvis for at forstå, hvorfor Justin var så træt.

"Hvor tror du? Vi havde nok ikke kommet hjem med så mange poser, hvis vi havde været på badeferie, vel?" endte han med at snerre, hvilket fik Chris til at løfte sine hænder som tegn på overgivelse i takt med at lade et grin slippe ud af hans læber. 

"Centret, går jeg ud fra?" Justin gjorde et nik, før han bevægede sit hoved lidt tilbage og lod det hvile mod ryglænet. 

"Hvad siger i til en joint-party?" foreslog han og fik straks drengene, men også Nicole, til at blive utrolig begejstrede. 

"Oh my God, som de gode gamle dage!" smilede hun og klappede hænderne sammen, hvilket fik de andre til at le. Jeg rynkede mine bryn sammen i forvirring, mens Chris rejste sig op og bevægede sig ind i køkkennet, i takt med at Ryan greb ud efter en anden fjernbetjening og tændte for musikafspilleren, før han lod The Monster af Eminem pumpe ud af højtalerne. 

Justin trak en stak penge ud ad hans baglomme, for så at kaste den på kaffebordet, og dermed få Nicole til at sende ham et forførende blik, som han besvarede med et skævt smil, der ligefrem skreg 'fuck me!'

Jeg væmmedes mig ved dem, mens de nærmest voldtog hinanden med deres blikke - lige for øjnene af mig. Som om jeg ikke sad to meter fra dem og fulgte med i deres... 'upassende' aktiviteter. Ja, jeg nægter at sige det ligeud.

Chris kom tilbage fra køkkenet med en brun pakke - ikke en pakke af karton eller pap, men en bunke grønt stads, der lignede planter af en eller anden art, tæt pakket ind i brunt, gennemsigtigt papir. 

"Hvem har lavet lasagne?" spurte Chris, idet han kastede pakken på bordet, lige før han havde revet den åben, så det grønne stads kom til syne. 

"Mig," meddelte jeg og kunne føle nervøsiteten sprede sig i mig, da alt opmærksomheden nu var rettet hen på mig, "uhm, du b-bad jo om lasagne, uh, er I ikke sultne?"

Denne gang henvendte jeg mig til Nicole og skød spørgende det ene bryn i vejret. Hun havde klart og tydeligt bedt mig om at lave lasagne; jeg var jo stuepigen. 

"Uh, nej vi er ikke sultne, vi spiste ude," forklarede hun med et undskyldende smil, og jeg kunne bogstavelig talt mærke blodet stige op i mine kinder. Dels på grund af hvor pinligt det havde været og dels på grund af den vrede, hun havde frembragt hos mig. 

Hvorfor i alverden bad hun mig om at lave lasagne, hvis de alligevel skulle spise ude?

Mest af alt kunne jeg føle Justins blik hvile på mig, og da jeg endelig vendte mit hoved mod ham, mødte mine øjne hans. Han holdt kort forbindelsen, idet han syntes at være væk i mit blik, før han straks så ned og sank en klump. Hans fugtede sine læber, før han kørte en hånd gennem sit hår. Et øjeblik troede jeg virkelig, at det gjorde ham ondt. At hans samvittighed havde trådt ind, og han på en eller anden måde skammede sig over, at lade sin babys mor være stuepige. Men endnu engang skuffede han mig, da han greb ud efter en pengeseddel og dryssede det grønne stads deri. 

"Henter du  ikke lige noget at drikke fra køkkennet, babe?" spurgte han og henvendte sig tydeligvis til Nicole, som sendte ham et smil og bevægede sig ind i køkkennet. Han havde skiftet emne, for han kunne ikke havde været mere ligeglad med, at jeg havde gjort mad klar til dem, som de ikke engang gad at spise. 

Jeg havde ikke opdaget, at jeg var på randen af at græde, indtil tårerne havde gjort mit syn slørret. Jeg blinkede dog hurtigt tårerne væk og tvang et smil frem, da Ryan sneg en hånd rundt om min skulder, for atter at trække mig ind til sit bryst. 

"Er du nu blevet kok?" grinede Ryan og gav min skulder et lille klem, mens han stirrede ned på mig.

"Nope, stuepige," lød det fra Nicole, der nu bevægede sig tilbage ind i køkkennet med øl dåser i hånden. Justin rømmede sig kraftigt, og jeg havde på fornemmelsen, at det var nu, at Justins lille løgn skulle blive afsløret. Nicole stillede fire dåser på bordet, for så at rette sig op igen og stirrede overrasket på Ryan og jeg. Ja, underligt at stuepigen lægger sig op ad Ryan, ikke?

Hun rynkede brynene, før hun åbnede munden op og lod sin pegefinger forvirret pege på os i skift.  

"Er I-"

Justin lod dog hurtig mærke til vores position, hvilket fik ham til nærmest at råbe op. 

"Her du starter Ryan!" lød det fra ham, mens han rakte Ryan en rullet pengeseddel med det grønne stads i. Ryan tog den fra ham, for så at sætte ild til enden med en lighter, som han havde fisket op fra lommen. 

Hvad i alverden, de brænder jo penge!

"Babe, henter du ikke lige flere?" spurgte Justin hurtigt, tydeligvis for at forhindre Nicole i at stille spørgsmål ind til os. Nicole så forvirret ud, da hun endelig gjorde et nik med hovedet og forsvandt ud i køkkennet for at hente flere dåser. Hvor meget havde de tænkt sig at drikke?

Chris kunne ikke se mere ligeglad ud med, hvad der skete omkring ham, idet han satte sig til rette i sofaen, summende med på sangen, før han placerede, hvad jeg gik ud fra blev kaldt en joint, som han selv havde rullet, mellem sine læber. 

Nicole kom tilbage med flere dåser, og Ryan knugede mig tættere ind til sit bryst, mens han tog endnu et sug af sin joint. 

"Fuck, jeg har savnet det her," lød det fra ham, og Chris summede bekræftende. Justin tændte nu for sin egen joint, for så at række Nicole en. Røg svævede op i luften fra alle fire sider, og jeg kunne føle min mave trække sig ved lugten. Var dette overhovedet sundt?

"Også mig! Lige som gode gamle dage," lød det fra Nicole, idet hun denne gang satte sig på Justins skød og tog et sug af sin joint. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til Justins ene hånd, der nu placerede sig på hendes bare lår. Af en eller anden grund fik det min mave til at trække sig yderligere sammen.  

"Stella, gå ind på dit værelse," lød det mumlende fra Justin, og jeg var nærmest ved at gispe ved det faktum, at han sagde mit navn. At han rent faktisk snakkede til mig. Men da jeg først var kommet over det, blev jeg endnu mere overrasket over, hvad han rent faktisk sagde. Jeg satte mig op fra Ryans bryst og rynkede mine bryn. 

"Hvorfor bro, lad hende bare sidde med os-" begyndte Ryan, men blev dog hurtigt afbrudt af Justin igen. 

"Fordi jeg ikke gider se hendes fjæs, har du et problem med det?" spurgte han højere end sidste gang og sendte ham et spørgende blik, som for mit vedkommende virkede utrolig skræmmende. Idet ordene forlod hans læber kunne jeg føle et eller andet i mig gå i stå. Den følelse, hvor hjertet føles så utrolig tungt, at det nærmest synker mellem alt andet.

Han gad ikke se mit fjæs. 

"Men-"

"Det okay, Ryan," jeg havde det utrolig svært ved at forme mine læber til ord, og det følte mest af alt som om jeg blev druknet mellem ordene. Han sendte mig et sympatisk blik, mens jeg tvang et lille smil frem, lige før jeg nærmede mig hans øre.

"Jeg vil hellere sidde inde og læse i en af bøgerne," hviskede jeg, før jeg plantede et lille kys på hans kind. Han så ud til at være overrasket et kort øjeblik, før hans udtryk ændredes sig, og han blottede sine tænder i et smil, idet han nikkede. Jeg tog fat i posen, som bar på bøgerne, før jeg rejste mig op og bevægede mig ind i den lille gang. Jeg nåede netop at få et glimt at Justin, som havde anstrengt alle sine muskler, idet han havde knyttet sin næve og placeret den ved hans læber - enten for at holde med at sige et eller andet, eller fordi han ville skjule det faktum, at han havde bidt tænderne så hårdt sammen, at det garanteret ville gøre ondt i kæben senere. 

Da jeg endelig havde trådt ind i Ryans værelse og lukket døren, bevægede jeg mig hen til hans seng, men blev mødt af to poser, som var de hvide poser, Justin havde båret på. Mine bryn rynkedes, idet jeg langsomt, men lige så forsigtigt lod mig kigge i dem. Tøj. 

Hvorfor de lå her anede jeg ikke. Var det tøj til Ryan? Men på den anden side, Ryan ville nægte at klæde sig i pink tøj. Jeg turde ikke tage tøjet ud og se på størrelsen og om det var til kvinder eller mænd, så jeg lod det ligge, for så at sætte mig i sengen og læse i bogen om graviditet. 

Jeg vidste ikke præcist, hvor lang tid jeg havde siddet og læst, men to timer var der vist gået, da døren blev åbnet op. I den tid, jeg havde læst, var jeg flere gange blevet distraheret og forstyrret af højrystede grin og latter, samt musikken, der af og til blev skruet ekstra op. Men hvad havde jeg at gøre? Bede dem om at dæmpe sig? Ja, hvis jeg ønskede ballade.

Jeg havde specielt fæstnet mig ved et af faktaerne fra bogen: Man ville højst sandsynlig mærke liv uden på maven efter 19. uge. Dvs. om omkring 15 uger ville jeg kunne mærke min baby sparke, og det gjorde på en eller anden måde min dag 100 gange bedre, uanset hvor mange nedture jeg havde oplevet. 

Da min læsning endelig blev afbrudt var jeg chokeret over, hvem der trådte ind - det var utroligt, hvor mange chok jeg havde oplevet i løbet af dagen. Chris trådte ind, og at sige, at det var akavet ville bestemt være en underdrivelse. Han bevægede sig langsomt hen til sengekanten, for så at sætte sig ned og klø sig i nakken.

"Uh, hej," lød det fra ham, og af en eller anden grund havde jeg bare lyst til at grine over hans akavede start på samtalen. Men jeg holdt det i mig.

"Hej?" endte jeg med at svare, men lod mit svar bære præg af en spørgende tone, som han hurtigt fik besvaret.

"Jeg ved godt, du er lidt chokeret over, at jeg ligesom, uh, vil snakke med dig.." begyndte han, og jeg nikkede bekræftende, for ja det var jeg i den grad. 

"Jeg siger det bare ligeud; orker ikke alt det der udenoms snak, det er alt sammen bullshit," begyndte han og forårsagede et smil i at brede sig på mine læber. 

"Jeg bryder mig ikke om dig, det ved du nok," begyndte han, og pludselig var mit smil vendt nedad, "jeg kan ikke fortælle dig hvorfor, det ikke min plads at fortælle dig det, men jeg bryder mig ikke om dig. Faktisk hadede jeg dig så meget... Indtil jeg fandt ud af, at du bærer på Justin baby. Justin er min fætter. Min bedste ven. Vi er vokset op sammen, og jeg har været vidne til hans værste dage. Han er min bror, og min bror får en baby. Selvom jeg fucking hader, at det er dig, der er babyen mor, så er det sådan, og vi kan intet gøre ved det. Så jeg har et par ting at sige til dig."

Selvom hans ord var nok til at såre mig dybt, var jeg taknemmelig over for hans ærlige ord. Han havde valgt at være moden og komme hen og snakke med mig. Netop derfor respekterede jeg ham nok til at sidde og lytte til ham. Han tog en dyb indånding før han atter begyndte at snakke. 

"Du har bare at passe godt på den baby. Hvis det betyder, at du skal ligge i den seng hele dagen, så gør du fucking det. Vi var ved at miste den en gang, det skal ikke ske igen-"

Det havde været den dråbe, som jeg ikke kunne holde min mund til, og derfor havde jeg instinktivt afbrudt ham. 

"Det var ikke min skyld-"

Det havde ikke været min skyld, at jeg var ved at miste min baby. Det var lige så meget hans, som det var Justins. Selvom han ikke havde gjort den største fysiske skade, havde han ladet Justin gøre det, så det var ikke noget jeg skulle stå til regnskab for, men han lod mig ikke snakke færdigt.

"Det ved jeg fucking godt, men den har det fint nu, og hvis du vælger at spille dum og være ligeglad, så der sker noget med den baby, vil jeg være den første til at-"

"Det er min baby, forstår du det? Jeg ønsker min babys helbred mere end nogen anden, så du behøver ikke belære mig om, hvordan jeg skal passe på den," det var ikke min intention, at ordene skulle lyde så hårdt, men det havde gjort mig vred, at han snakkede som om, det ikke var min baby; at jeg ikke var dens mor. Dog lod han ikke til at tage sig af min hårde tone.

"Godt så," svarede han, og jeg sukkede nærmest lettet, da han ikke valgte at køre yderligere i det, "jeg havde snakket med lægen... Noget af det vigtigste du skal gøre er ikke at være stresset. Hold humøret oppe... Prøv hør, jeg ved ikke præcist, hvad der sker mellem dig og Justin."

Et suk forlod hans læber, og jeg kunne føle, at det var nu jeg skulle bekymre mig om, hvor bange med, hvor denne samtale skulle blive ført hen.

"Ærlig talt, så aner jeg ikke, hvad I begge føler. Justin er.. fuckt up, han er forvirret, og jeg forstår ham godt. Men det samme er du, og jeg forstår også dig. Jeg gider ikke blande mig i jeres problemer, men jeg kan se, at I begge har det svært. Jeg er ikke dum, jeg kan godt se, at du er ved at tude halvdelen af den tid, I er i samme rum," konstaterede han med et lille smil, før han igen begyndte, "det er ikke godt for babyen. Jeg ved godt, at det er svært, men du bliver nødt til at holde humøret oppe for babyens skyld-"

"Har du også snakket med ham om det?" begyndte jeg, for længere kunne jeg ikke holde mig, "huh? Er det kun mig, der er problemet? Er det kun mig, der skal passe på, fordi jeg bærer på babyen?"

"Nej, men-"

"Der er ikke noget men. Hvordan har du tænkt dig, at jeg skal holde humøret oppe, når han fortæller Nicole, at jeg er stuepigen og ikke bærer på hans baby?"

Hans øjne spærrede sig op i chok, men jeg valgte ikke at stoppe.

"Når han ignorerer mig konstant. Når han siger ting, som ingen pige gider at høre? Chris, jeg har også et hjerte, jeg har også følelser. Du kan ikke bare fortælle mig, at jeg skal være glad hele tiden, når jeg er låst inde bag fire mure, når jeg intet ved om babyer, når jeg ingen har at snakke med, når jeg intet har at lave. Når jeg oven i købet bliver behandlet som lort det meste af tiden - Han ville ikke engang have, at jeg skulle være med til jeres lille fest, fordi han ikke gad se mit fjæs!" udbrød jeg og kunne føle mine varme tårer trille ned ad mine kinder. Endelig havde jeg fået det ud, på den ene eller den andne måde havde jeg sagt det, jeg havde i sinde. Det, jeg havde holdt på så længe. 

"Shit, Stella, d-det, jeg ved ikke, hvad jeg skal- oi lad nu være med at græde," ordene fløj ud ad hans læber, og han endte med at placere en hånd over min, mens han desperat forsøgte at få mig til at holde op med at græde. 

"Stella, jeg kender Justin. Han er en af de mest indelukkede personer, jeg nogensinde har mødt. Det er altid virkelig svært at gennemskue hans følelser, han har en facade, men jeg forstår ham. Jeg har kendt ham i flere år, jeg ved, hvornår han har det dårligt, jeg ved, hvad han føler. Og tro mig når jeg siger, at det ikke var, fordi han ikke gad se dit fjæs. Det var, fordi han tænkte på babyen, og joint røg er ikke det bedste for babyer."

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.

 

Omg jeg elsker bare Chris lige nu! - Og også Justin, en lille bitte smule.

Okay, personligt synes jeg, at dette kapitel endte med at blive godt - og langt. Man får et indtryk af begge parters følelser, og Chris valgte at være en mand og snakke med Stella - så er det bare Justins tur. 

Awwh, hvad synes I om det Chris sagde? Justin er måske alligevel ikke det største monster, er han? Han ville bare det bedste for babyen.. Han er måske også bare en fortabt og ødelagt sjæl?

Næste kapitel kommer til at være fyldt med Justin og Stella konfrontationer - nogle af dem bliver sjove, andre akavede og nogle følelsesladede. 

Skriv, hvad I synes, så jeg kan få min røv til at komme i gang og skrive et nyt kapitel til jer! <3

Og tusinde tak for 170 likes, omg, I er de bedsteee! Jer kan ingen tæskee! Okay, jeg stopper, inden det lyder alt for dumt.

xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...