Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

267Likes
700Kommentarer
54710Visninger
AA

19. Hvorfor?

Smerten skar i min allerede ømme og magtesløse krop, idet jeg lå på det kolde gulv og bed mig i læben, så den metalagtige smag  af blod fyldte min mund og forstyrrede min smagssans. Tårerne trillede ned ad mine kinder en efter en og min underlæbe sveg, idet saltvandet trillede ned og placere sig som en pøl på mine læber, eftersom hans lussing havde lagt sin perfekte præg på min læbe; en revne. Mine tunge øjenlåg, der i forvejen behøvede at hvile sig, var nu klemt hårdt sammen og lod kun tårerne forlade dem ved at sive ud gennem øjenkrogene i små tårer. Mørket slugte mig nærmest, og en så overvældende stilhed fyldte rummet, at det virkede utrolig larmende. Som om jeg kunne høre de små glasskår langsomt få revnet mit kød op, for så at bore sig vej gennem det og dermed lade blodet sive ud. 

Jeg kæmpede desperat med at få trukket vejret, idet det lykkedes mig at samle energi nok til at åbne mine øjenlåg og stirre bedende ind i hans kulsorte øjne, der ikke afspejlede andet en had og afsky. Mit slørrede blik faldt ned på hans læber, der åbnede sig en smule for at give hans tunge tilladelse til at fugte dem. Med dyb koncentration observerede han hele min trætte krop og iagttog enhver smerte han havde pålagt mig. Med en langsom og smidig bevægelse placerede han sin fod på min mave, for så at lade sin vægt hvile på mig, og dermed få et skrig af smerte til at slippe ud af mine læber. Trykket gjorde ikke andet end at presse min ryg ind i de tusinder af skarpe glasskår og få endnu flere tårer til at fosse ned ad mine røde kinder. 

"Hvordan føles det, Jones?" hviskede han mellem sammenbidte tænder, og mit hjerte slog et ekstra slag ved synet af hans ansigtsudtryk. Et øjebliks overvejen om jeg virkelig fortjente denne smerte skyllede ind over mig, da jeg ikke kunne lade være med at tænke på, om jeg virkelig havde gjort noget så forfærdeligt mod Justin, at det fik ham til at hade mig. Hade mig så meget, at han ville have, jeg led. Ville have, at smerten var ubærlig. 

På trods af min utrolige viljefasthed til at svare ham, bede ham om at stoppe og fortælle mig, hvad jeg havde gjort galt, lykkedes det mig ikke at få mine læber til at form sig til ord. Kun ukontrollerede hulk undslap mine tørre læber, og min tunge syntes at være bundet fast i én stor kluddermor. 

"Kan du mærke det? Huh? Smerten?" begyndte han, og flere hulk undslap mine læber, da jeg ikke engang kunne finde styrken i mig selv til at nikke, "det gør mere ondt ikke at vide, hvorfor, ikke Jones? Når blodet strømmer ud af din krop, og du ikke ved, hvorfor du fortjener det."

Jeg bed mig i læben, idet han førte sin fod længere op, lige under mit bryst, for så at mase mine ribben og lade glasskårene revne mit kød op, og få endnu et ubærligt skrig til at forlade mine læber. 

"P-please," var det eneste jeg magtede at sige, men han lod sig ikke anfægte, idet han pressede hårdere og lod hulk og tårer fylde luften.

"Forestil dig din søn derhenne," vrissede han, idet han med en heftig bevægelse slog ud med sin arm og log sin pegefinger pege mod et hjørne et par meter derfra, "forestil dig din 6-årig søn, Jones, stå der, skrige efter hjælp!"

Hans skarpe og aggressive stemme, der nu rungede i luften og dunkede i mit hoved, gav et sæt i mig, og jeg forsøgte at skelne alle de stemmer. Mine skrig og hans stemme. 

"Forestil dig, at han ser sin mor - ser dig - lide og skrige efter hjælp!" skreg han, idet han denne gang placerede sin fod på mit underliv, for så at mase den, "kan du fucking forestille dig, at din søn rækker en hånd ud til dig, men at du ikke kan tage den?! Selvom du i forvejen ved, at han ikke kan gøre en skid, fordi han er et fucking barn?!"

Tårerne trillede uafbrudt ned ad mine kinder, og jeg hviskede bedende til ham om at stoppe. Ikke stoppe med at pine mig, få mig til at lide, nej, med at blive ved med at snakke. For hvert et ord han sagde var sandt og så forfærdeligt, at jeg ikke engang turde forestille mig det. Mit hjerte sank, idet jeg kunne føle hans smerte, om det så var en lille smule. Smerten i hans stemme var tydelig, og hans sorte øjne markerede tydeligt, at han led. Mere end jeg gjorde.

"For Guds skyld, Stella, forestil dig det!" skreg han, og hans krop begyndte svagt at ryste, idet hans fod kolliderede med min mave, hvilket fik et skærende skrig til at slippe ud af mine læber, og mig til at vride mig i smerte og hulkende trække mine ben ind mod min mave og placere mig i fosterform. Mine trætte øjne forsøgte desperat at stirre på hans ansigt, og et øjeblik tog jeg ikke fejl om, at tårer også trillede ned ad hans kinder. Hans næver var knytte, tænder sammenbidte, hans krop skælvede voldsomt, og han tog dybe og uregelmæssige indåndinger. Der gik ikke lang tid før min hjerne ikke kunne holde til larmen, der egentlig ikke var der, mit blik blev slørret, så det næsten ikke kunne skelne Justin med alt andet, og sekundet efter havde jeg lukket øjenlågene i, for så at overgive mig til mørket.

*****

Smerten gennemgik atter min krop, idet jeg langsomt følte bevidstheden komme tilbage til mig. Mit forsøg på at åbne mine øjne virkede forgæves, idet de ikke ville lystre, men anstrengelserne var det værd, da mine øjne langsomt gav sig til at åbne. Hvor mange gange jeg havde besvimet i løbet af den tid jeg havde været her, havde jeg ikke talt, men denne gang havde i den grad været anderledes; det skarpe lys, der blev ledt ind af et enormt vindue, blændede mine øjne, noget jeg efterhånden ikke var vant til om morgenen. Min krop syntes at hvile på noget jeg straks gav mig til at sammenligne med skyerne, idet det var utrolig blødt og snehvidt, endnu engang noget jeg ikke var vant til. 

Jeg forsøgte at sætte mig op, men på trods af mine anstrengelser lykkedes det mig ikke, så jeg måtte nøjes med at lade mit blik nå så lang det kunne. Hvad jeg i forvejen vidste var, at jeg denne gang ikke lå i kælderen, men hvor jeg så til gengæld lå, havde jeg ingen ide om. Sengen jeg lå på var enorm, noget man i hvert fald ville kalde king size bed, og så lignede det ellers bare et normalt soveværelse, med to døre, der nok førte til et walk in closet og et toilet. Overfor sengen hang et stort fladskærms-tv monteret på væggen, og så var der ellers bare et skab med fire skuffer. 

Langsomme skridt lød ude fra gangen, hvilket straks fik mit hjerte til at banke hurtigere, eftersom jeg havde på fornemmelsen, at skridtene ville ende foran døren ind til netop dette værelse. Et gisp undslap mine læber, idet jeg opdagede, at jeg ikke tog fejl, for langsomt blev døren herind til åbnet, og jeg bed mig nervøst i læben, da Justins skikkelse blev synlig. Jeg vidste ikke, hvor meget mere tortur jeg kunne klare til, og blot tanken om hans kulsorte, gennemborende øjne fik tårerne til at true med at falde ned. Jeg forsøgte desperat at blinke tårerne væk, så de igen ikke gjorde mit syn slørret, eftersom det ville forhindre mig i at forsøge at gennemskue hans bevægelser, så det i det mindste ikke kom som et pludselig chok, som det ellers plejede at gøre. 

Han så et kort øjeblik ind i mine øjne, og jeg vidste ikke om det var tårerne, der forhindrede mig i at tyde hans øjne, eller om det rent simpelt var, fordi der ikke var noget at tyde. 

Idet han tog sine små og rolige skridt, der nærmest drev mig til vanvid af skræk, samlede jeg alt min styrke og forsøgte at kravle væk fra sengen, og da det denne gang heller ikke lykkedes mig slap et lille klynk ud ad mine læber, og jeg håbede inderligt, at det var lavmælt nok til, at Justin ikke ville høre det. Jeg vidste snart ikke, hvad der gjorde ham vred, hvad der fik bomben til at tikke, for han så ud til at blive vred ved alt der omhandlede mig. 

"Shh," lød det fra ham, idet han nåede hen til sengen og tilsyneladende kunne se mit skræmte ansigt og forgæves forsøg på at flygte væk fra ham, "rul om på maven."

Det faktum, at jeg havde ingen ide om, hvad han var ude på fik kuldegys til at fare gennem min krop og en ubehagelig klump til at sidde fast i min hals, så det nærmest virkede som om, jeg ikke kunne trække vejret.

"Please n-nej," klynkede jeg bedende og kunne mærke tårerne atter vælde op i mine øjne, idet jeg forsøgte at stirre ind i hans øjne, der forbløffende nok havde vendt tilbage til sin oprindelige, chokoladebrune farve, der af en eller anden mærkelig årsag formåede at jage panikken væk fra mig. 

"Jeg skal ikke gøre dig ondt, Jones," forsikrede han mig om, stadig med en fast og stædig stemme, dog med en anelse af noget nyt, som jeg ikke helt kunne sætte finger på, hvad var. Jeg havde ikke langt mærke til en kasse i hans hånd, indtil han løftede armen op og viftede lidt med kassen, som en bekræftelse på, at han ikke skulle mig noget ondt. Mit blik studerede kassen, hvorpå et stort fedt kryds var placeret, hvilket fik et lettet suk til at slippe ud af mine læber. Førstehjælpskasse. 

"Tag din.." begyndte han, før han rømmede sig akavet og gjorde et lille nik med hovedet mod min overkrop, "top af."  

Han kløede sig i nakken og pressede sine læber sammen i en tynd linje, hvilket fik mig til at rynke brynene i forvirring. Et øjeblik følte jeg, at jeg ikke anede, hvad han snakkede om, og hvorfor en akavet stemning pludselig spredte sig i luften, da det gik op for mig, at jeg jo skulle tage min top af, hvilket kun ville forlade mig i min bh. Ren instinktivt gjorde jeg mig klar til at protestere, men jeg ville hellere have det akavet med ham, end at han forvandlede sig til et monster. Desuden var det jo ikke noget, han ikke havde set før, hvilket straks bragte erindringer fra den 'specielle' nat frem i min hjerne, men ærlig talt orkede jeg ikke at tænke yderligere over det, det magtede min hjerne ikke, så jeg jagede det væk fra mine tanker, og gjorde et lille nik med hovedet. 

Dog virkede mine arme alt for tunge til at bevæge sig bare en lille smule, og at jeg fortsat lå ned, gjorde det bestemt ikke nemmere for mig, hvilket bare fik mig til at føle mig endnu mere magtesløs. Det faktum, at jeg var så svag, at jeg ikke engang kunne tage min top af, fik mig kun til at føle mig fortabt og fremkalde flere klynk. Justin så ud til at bemærke, at jeg havde svært ved det, så langsomt placerede han kassen på sengen, for så forsigtigt at sætte sig på sengekanten og atter rømme sig. 

"Lad mig," hviskede han akavet, idet hans blik skiftedes med at se på mit ansigt og top, og jeg lo mentalt, idet han så total forvirret og akavet ud, men han endte til sidst med at placere sine kraftige hænder på min talje, for langsomt at løfte mig op at sidde. Smerten i min talje fik et gisp til at slippe ud af mine læber, hvilket straks fik ham til at give slip og rynke sine bryn i koncentration, idet han så ned på min top og forsøgte at finde ud af, hvor det gjorde ondt henne. Jeg vidste virkelig ikke, om det blot var mig, der hallucinerede, men jeg var næsten hundrede procent sikker på, at et glimt af skyldfølelse gik gennem hans øjne. Han løftede langsomt min top, for så at blotte min mave, før han gav sig til at studere min talje, der selv fik mig til at gispe igen. Et enormt, blåt mærke kom til syne, og det dækkede nærmest hele min talje, hvilket vist var nok til at informere ham om min smerte. Jeg lod mit blik hvile på hans ansigt, idet han fortsat studerede det blå mærke, mens han bed sig i læben og fortrak en mine, som følte han empati for smerten. Han lod langsomt sin kolde tommelfinger stryge det blå mærke, hvilket fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Han fugtede sine læber, idet han satte sig til rette igen, for så denne gang at placere sine hænder på mine overarme, der i forvejen var blottede, eftersom jeg bar en ærmeløs top, og da der ikke var de største blå mærker der, gav han sig til at løfte mig op af sidde på den måde. Da det endelig havde lykkedes mig at sidde op, sendte han mig et spørgende blik, som skulle han forsikre sig, at det denne gang ikke jorde ondt, og jeg gjorde bare et lille nik med hovedet som svar, hvilket fik ham til også at gøre et bekræftende nik. 

Hans hænder rakte ud efter kanten af min top, og han tøvede et sekund, før han langsomt trak det over hovedet på mig. Jeg bed mig nervøst i læben, da han i første omgang gav sig til at studere bagsiden af min top, der ellers plejede at være hvid, men nu var fuldkommen rød. Et tungt suk slap ud af hans læber, og jeg stod et øjeblik i vantro, og forsøgte at gøre det klart for mig, at jeg rent faktisk kunne se, at han følte skyldfølelse. Andet kunne ikke forklare hans blik og det dybe suk, der forlod hans læber. Eller måske var han ikke tilfreds? Måske havde han forventet endnu mere blod, endnu mere smerte? Var det det, det handlede om?

Han kastede toppen ned på gulvet og lod nu sit blik hvile på mig, hvilket straks fik blodet til at strømme op i mine kinder. Jeg sad nu foran ham, iført bh, og ord var ikke nok til at beskrive, hvor akavet det her var. Han blik gled ned fra mit ansigt, helt ned til mit underliv, og det var nok til at gøre mig tomatrød i ansigtet og gøre mit allerede svækkede selvtillid nu total svækket. 

Han rømmede sig atter, idet han slæbte sit blik væk fra min krop, for så at så at se ind i mine øjne og gestikulere med sin hånd.

"Uh, rul om på maven," instruerede han, før jeg gjorde et lille nik med hovedet, og han hjalp mig med at vende mig om, så jeg lå på maven og forsøgte at skjule mit tomatrøde ansigt. Jeg klemte øjnene hårdt sammen, eftersom jeg forventede en sviende væske rense mine sår, men det så ikke ud til, at det overhovedet sveg. Eller rettere sagt, mine sår blev ikke renset. 

Med ihærdige anstrengelser forsøgte jeg at vende mit hoved om, for at se, hvad Justin havde gang i, men det behøvede jeg vist ikke, da han langsomt kørte sine kolde fingerspidser hen ad min side, forsigtig med ikke at komme i berøring med mine sår. Jeg kunne mærke hans blik gennembore min ryg, observere hver eneste sår, og tro mig når jeg sagde, at det gjorde mit allerede forvirrede sind ti gang mere forvirret. Der sad han, i flere minutter i tavshed, i færd med at studere de sår, han havde frembragt.

"Det, uh, kommer til at svie lidt," lød det endelig fra ham, idet han fjernede sine fingrer fra min ryg, og der lød en raslen fra kassen. Som forventet strøg han blidt en fugtig vatrondel over mine sår, og jeg måtte bide hårdt i underlæben for ikke at skrige af smerte. 

"Er det, eh, okay jeg..." hviskede han, før han blidt og mindst lige så tilbageholdent placerede sine fingrer på min bh, og jeg forstod, hvad han forsøgte at spørge mig om. Et lille smil spredte sig på mine læber, delt på grund af det faktum, at han var forlegen og nærmest nervøs, og dels fordi det faktum, at han egentlig gav sig til at spørge mig. Han ville have min tilladelse, selvom han egentlig bare kunne gøre det, og jeg ville ikke kunne gøre noget som helst for at forhindre ham i det. 

"Det er okay," mumlede jeg knap som en hvisken, hvilket fik ham til langsomt at åbne min bh op. Gosh, dette var noget af det mest akavede jeg nogensinde havde oplevet.

Med blide strøg gav han sig til atter at rense sårene, og jeg måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke at gøre smerten tydelig. Et virvar af spørgsmål fór rundt i mit hoved, og det faktum, at jeg var så fortabt, så magtesløs i denne situation, gjorde det ikke ligefrem nemt for mig at håndtere. Jeg ville vide, hvad der skete, hvorfor det skete, jeg simpelthen forlangte at vide det. 

"Justin?" de mange stædige spørgsmål havde endelig givet mig et skub, og nu var der ingen vej tilbage. 

"Mm?" mumlede han tilbage, og jeg blinkede et par hurtige gange for at forhindre tårerne i at trille, i takt med jeg kørte min tunge over mine tørre læber, for så at åbne munden op for at snakke en gang for alle.

"Hvorfor?"

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

Et kapitel med had, afsky, smerte, empati, skyldfølelse og måske også kærlighed? At Justin ændrer sig 180 grader, gør det bestemt ikke nemt for Stella, og hun ender med at blive endnu mere ulykkelig over det faktum, at hun intet ved. Og så nysgerrig, som hun nu er, udnytter hun lejligheden til at spørge ham. Vil Justin endelig åbne op for hende; betro sig til hende, eller ender det hele ud i ét stort kaos? Man ved aldrig med Justin...

*****

Hvem savner søde, rare og 'menneskelige' Justin? Det gør jeg i hvert fald, og derfor tilføjede jeg lige den del af ham, som vi alle elsker, med i dette kapitel... Jeg håber I kan lide det! <3

xx, Celina

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...