Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

269Likes
700Kommentarer
55433Visninger
AA

6. Hvad foregår der?!

Chris nærmest småløb hen til Justin, der fortsat sad og vippede på stolen, mens han sad fordybet i sin telefon. En lav, buttet pige med lyst hår, der nåede ned til skulderne, sad ved siden af ham, med en kuglepen i hånden. Hun sad og noterede vist nogle ting, mens hun lavede et eller anden forsøg med en lilla væske. Hun så helt optaget ud af opgaven og var tydeligvis ligeglad med, om Justin ville lave noget eller ej. Det jo klart, hvilken idiot ville overlade opgaven til Justin, der alligevel ikke ville lave den? Han er Justin Bieber, ham kan man ikke stole på...

Jeg fnøs irriteret og så nysgerrigt på Chris, samtidig med, jeg hævede det ene bryn af forvirring. Halloo, vi har ligesom en opgave, vi skal have lavet færdig! Chris var nået hen til Justin og lagde en hånd på hans skulder, hvilket fik Justin til at se op fra sin telefon. Chris lænede sig hen til hans øre og hviskede nogle ord.

"Hvad?!" udbrød Justin, idet han rejste sig heftigt op fra stolen og skubbede til Chris. 

"Er du fucking klar over hvad du siger?!" råbte han, hvilket fik hele klassen til at stirre skræmt på ham, inklusiv hans partner, der ellers var så optaget af projektet.

"Justin.." mumlede Chris og lavede en beroligende og forsvarende bevægelse med hånden, hvorefter han tog fat i Justins arm og forsøgte at trække ham med ud.

"Hvad foregår der?" lød det endelig fra fysiklæreren, Hr. Portro, der hævede det ene bryn og så skeptisk på de to drenge, der nu havde trukket al opmærksomheden hen på dem. 

"Vi skrider!" mumlede Justin og skubbede Chris hen imod døren, hvorefter de begge var væk på sekundet. Døren blev smækket hårdt i, hvilket fik en del af os til at gispe, hvorefter en svag mumlen lød omkring i klasseværelset, og så var der mig, der stirrede ud i luften i vantro. Hvad var der lige sket der? Og hvad blev der af den opgave, vi ikke engang var begyndt på? Lavede de sjov med mig eller hvad? Sukkende begav jeg mig ud i opgaven, dog havde jeg svært ved at koncentrere mig, eftersom der foregik noget omkring mig, som jeg ingen ide havde om! Hvorfor fanden blev der stillet en masse ligegyldige spørgsmålet op i mit fjæs, for så at skride lige pludseligt?

Justin og Chris var ikke kommet tilbage. De havde vist slet ikke kommet i skole igen, eftersom jeg intet havde set til dem både i kantinen og ude på gangen. Jeg var sgu også ligeglad, men den der rapport skulle altså laves, og eftersom jeg ikke fik lavet meget, og vi kun havde én lektion tilbage til at lave den i, var vi nødt til at mødes efter skole. Suk.

Jeg var nu endelig kommet hjem og sad nu ved spisebordet med far og forsøgte at spise noget, men havde virkelig ikke appetitten til det. Jeg forstod ikke, hvad der foregik omkring mig, og i løbet af blot to skoledage, havde jeg oplevet en masse forvirring. -Og blodige episoder, eftersom jeg fik hoved smadret ind i bordet, af en vis idiot. 

"Hvorfor spiser du ikke skat?" spurgte min far og så op på mig fra maden, idet han hævede det ene bryn.

"Jeg har ikke lyst.." svarede jeg sukkende, men tvang et smil frem på mine læber. Arh!

"Er der noget i vejen? Du ved, du altid kan snakke med mig..." begyndte han langsomt og lagde gaflen fra sig. Det var netop det far, jeg kunne ikke snakke med dig om alt! Jeg gad simpelthen ikke såre dig, så fandens sød og omsorgsfuld som jeg var! 

"Nej, der er intet i vejen far! Jeg er bare ikke særlig sulten.. Kantinen serverer virkelig lækkert mad, og jeg fik spist en masse.." løj jeg, for sandheden var, at kantinemaden var noget, man kunne brække sig over. Et eller andet grønligt grød, med gullige, klamme stumper. Det var vist et eller andet med ærter, men føj, hvor var det bare klamt! Jeg havde kun spist et rødt, tørt æble. Det der grød, der vist skulle betragtes som mad, skulle i hvert fald ikke ned gennem min hals!

*****

Jeg trådte sukkende ud af døren, og mit i forvejen dårlige humør, blev nu officielt forfærdeligt. Himlen var grå og mørk, og de tunge skyer gjorde det ikke ligefrem bedre. Regnen silede ned, og der var et godt stykke vej til busstopstedet. Ja okay, 5 minutter, men man kan nå at blive virkelig våd i det her vejr! Beklagende småløb jeg hen ad fortorvet og forsøgte at forhindre regnen i at gøre mit hår gennemblødt, i takt med, at jeg forsøgte at se vejen for mig. Vi var dog i slutningen af august måned, men her i Atlanta regnede det vist også nogle gange om sommeren. Og så bliver der dannet søde regnbuer, som man så fredfyldt betragter, right? Eller også kan man mumle skældsord for sig, mens man bliver gennemblød indtil man når bussen, akkurat som mig! Jeg maste mig ind i bussen og satte mig på en af de bagerste pladser, hvorefter jeg sukkende fandt min ipod frem, proppede høretelefonerne i mit øre og trykkede på play. 

Denne gang var jeg den sidste til at komme ud af bussen, da dette var en ny strategi, for ikke at blive skubbet til. Da jeg endelig kom af, var jeg godt tilfreds, lige indtil en vis person dukkede op ved mit skab.

"Hey smukke," lød det fra Justin, der havde lænet sig op ad skabet ved siden af mit. Jeg hævede det ene bryn og stirrede skeptisk på ham. Okeeey, hvad havde jeg gået glip af? Jeg var seriøst i chok over, at han overhovedet havde lagt mærke til mig siden episoden, der var hændt, og især, at han omtalte mig som smuk. Jeg rullede med øjnene og smækkede ignorerende skabet i, med mine biologi bøger i min favn, hvorefter jeg vendte mig om mod biologilokalet. Jeg ville egentlig snakke til ham, men så fandens forvirret og skræmt som jeg nu var, valgte jeg bare at ignorere ham, som jeg havde lovet mig selv. Der blev pludselig taget fat i min talje og skubbet mig heftigt ind i et rum, der tydeligvis var pedellens kontor.

"Hvad i..." skreg jeg skræmt, men han var hurtig til at føre en hånd op til min mund og skubbe mig op ad væggen. Jeg forsøgte at skrige, idet jeg troede, han ville stikke mig ned med en kniv, men der kom blot en svag mumlen ud af min mund, eftersom han havde strammet grebet om den. Jeg forsøgte at skubbe ham væk og var på randen af tårer. Jeg ville ikke dø, jeg var sgu alt for ung! Jeg ville en skønne dag få mig en uddannelse, mand og børn, jeg var fandme for ung!

"Shh.." begyndte han og forsøgte at holde mine hænde runder kontrol, mens han med sin højre hånd fortsat lukkede for min mund, men jeg var simpelthen ikke til at stoppe. Jeg kunne skide i bukserne på sekundet!

"Hey, hey.. rolig nu!" råbte han denne gang, og hans mine ændrede sig drastisk fra flirtende til vredt. Mit hjerte galoperede af sted, og en stædig tåre trillede ned ad min kind. Han løsnede dog stille grebet om min mund, og lagde hans venstre hånd på min hofte, for så at trække mig tæt ind til ham.

"Rolig, slap af babe.." hviskede han beroligende, hvilket gjorde mit åndedræt tungt og mit hjerte sprang et slag over. Det lykkedes ham dog at berolige mig, og jeg begyndte så småt at stoppe med at sparke og slå. Fuldstændig manipuleret... Han fjernede sin hånd fra min mund, eftersom jeg ikke længere skreg efter hjælp, men førte den hen til min kind, som han blidt strøg, i takt med, at han førte sin anden hånd om bag min ryg, under min top og aede blidt min bare hud. Hårene begyndte at stritte, og mine læber sitrede voldsomt. Jeg holdt mit vejr, idet jeg forsøgte at gennemskue hans næste træk, der i øvrigt kom helt bag på mig. Han trak mig ind til sig, så der kun var et par centimeter fra vores ansigter.

"Du smuk shawty.." hviskede han, og jeg kunne mærke hans åndedræt på mine læber. Hans blik flakkede frem og tilbage fra mine øjne ned til mine læber, mens han førte hans hånd helt op til min bh, som han pillede lidt ved. Et gisp undslap mine læber, da det han var ude på, gik op for mig. Jeg tog et forskrækket skridt væk fra ham, mens jeg bed mig nervøst i læben, der tydeligvis gjorde lysten, der lyste i hans øjne, endnu voldsommere. Han fugtede sine læber, idet han tog et skridt hen imod mig. 

"H-hvad har du gang i?" fik jeg mig med nød og næppe til at spørge, da han igen pressede mig op ad væggen.

"Du er sød, når du er nervøs..." hviskede han ind i mit øre, og hans læber strejfede min kind, hvilket fik kuldegysninger til at sprede sig i min krop. Jeg var ved at få et hjerteanfald, bogstaveligtalt.

"Jeg er ikke nervøs," sagde jeg og forsøgte at lyde bestemt, men det lykkedes vis ikke rigtigt, da et selvsikkert smil gled henover hans læber. Han fjernede et tot hår fra mit ansigt, hvilket fik mig til at se ned og rødme vild meget, af en eller anden mærkelig årsag. Han var fucking charmerende, det var der for! Men jeg skulle fandme ikke blive en del af hans lille spil, han kan rende mig! Han førte en hånd ned til min arm, hvorefter han blidt kørte en finger ned til min hånd, som han hejste op til sin nakke. Min vejrtrækning blev hurtigere og voldsommere, da han efterlod min hånd på hans nakke. Derefter nærmede han sig mine læber, i takt med at føre en hånd ned til min røv.

"Stop!" var det eneste jeg kunne få ud af min mund, og et let skub var det eneste min krop magtede. Han hævede forvirret det ene bryn og sendte mig et vredt blik, der fik min krop til at skælve. Med ét skubbede han mig hårdt op ad væggen ved at tage fat i min overarm og nærmede sig mit øre endnu engang.

"Ingen afviser mig, er det feset ind? Mød mig her før næste time," vrissede han og strammede grebet om min arm, hvilket fik mig til at bide i min underlæbe af smerte. Han var væk et par sekunder efter, men jeg stod forstenet ved væggen og førte en hånd op til min arm, som han havde klemt så hårdt. Hvad fanden var der lige sket?! En ubehagelig klump sad fast i min hals og min krop begyndte at skælve langsomt. Han var så forbandet mystisk, hvad fanden var det han ville?! Den ene dag er jeg en bitch, der hele tiden står i vejen for ham, den anden dag skal jeg straffes, den næste dag skal jeg ignoreres fuldstændigt og så bliver jeg lige pludselig smuk og skal.. kysses? Hvad fanden tænker han på? At dræbe mig efter at have voldtaget mig i pedellens kontor, fordi jeg kom med nogle bemærkninger og svarede han flabet igen?! Shit, jeg skulle fandme flytte fra den her by, ellers ville jeg dø! Fandme dø, siger jeg dig! Og har jeg nævnt, at jeg var for ung til at dø? Det har jeg vist...

Jeg gik langsomt ud af pedellens kontor, og så svømmede spørgsmålene i hovedet på mig. Hvor fanden var pedellen henne? Burde kontoret ikke være låst? Hvem siger ikke, at pedellen vil være der efter næste time? Eller har pedellen også frikvarter? Omg, jeg var blevet fuldkommen skør, med alle de ligegyldige spørgsmål; jeg ville dø for helvede! Jeg løb hen til biologilokalet, med bøgerne knuget tæt ind til mit bryst som et slags skjold, hvis Justin nu pludselig hoppede frem fra et eller andet sted. Jeg er paranoid, jeg er klar over det, du behøver ligesom ikke sige det!

Hele denne lektion, hvor vi havde om frøernes indvolde - klamt, i know - var jeg fuldstændig overvældet af spørgsmål omkring Justin. Jeg blev svimmel flere gange i timen, men trods det, overbeviste jeg mig selv om at stå stærk, og vise ham, at jeg ikke en skid var bange. For jeg indså, at jo lavere selvværd jeg fik, jo mere boblede selvtilliden i ham. Jeg var fandme ikke en, han kunne hundse rundt med og kontrollere. Jeg skulle nok finde et måde, at kontrollere ham på! -Hvis det ellers var muligt... 

Klokken ringede ud, og mit hjerte sprang et slag over, idet den irriterende lyd sivede ind i mine ører. Egentlig plejede jeg at blive glad, når klokken ringede, men ikke denne gang, og du ved hvorfor. Jeg ville ikke løbe væk, gemme mig: nej! Jeg skulle tage derhen og vise ham, at jeg ikke var en svans. Med 'selvsikre' skridt - Det kommer fuldstændig an på hvad du mener er selvsikkert, for i dette tilfælde, var jeg blot lidt mere rank end før og gik uden at vakle rundt som en idiot - gik jeg hen til mit skab og kastede mine bøger derind, hvorefter jeg fandt mine bøger til samfundsfag frem og vendte mig om på hælen. Jeg tog en dyb indånding, før jeg tog det første skridt hen imod pedellens kontor. På trods af, at jeg vidste, at gode ting ikke ventede mig på kontoret, fortsatte jeg med raske skridt hen til døren, hvorpå der stod: "Pedellens kontor". Så er det nu...

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

Aloha Loves! <3 Watcha think? Det var lidt af en vending fra Justins side af! Skriv hvad I synes!

I love ya all so freaking much! <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...