Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer...
Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet...
Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var?
*Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!*
*Justin er IKKE kendt* :)
Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

269Likes
700Kommentarer
56184Visninger
AA

27. Hun er min

Jeg stoppede brat op i min tale, idet Justins hånd fløj tilbage, og jeg med et gisp klemte øjnene i, mens mine arme instinktivt løftede sig afværgende. Mit hjerte stoppede bogstavelig talt med at banke, og min krop syntes at sitre, idet jeg ventede på slaget. Jeg vidste ikke, om jeg var bevidstløs og derfor ikke kunne mærke noget, men slaget kom ikke. Med hjertet oppe i halsen og rystende hænder, åbnede jeg langsomt mine øjenlåg og kom straks Justin fugtige, brune øjne i møde. Idet vores blik mødtes, faldt hans hånd langsomt ned på hans side igen, og endnu et gisp forlod mine læber, da stilheden blev brudt af stemme.

"Hvad fuck sker der her?"

 

3. Persons fortæller:

Ryans store skikkelse kom til syne ved dørkarmen, og lyset fra stuen, der ramte hans ryg og dermed forårsagede en kæmpe skygge til at falde over ham, fik ham til at se endnu større ud, end han i virkeligheden var. Hans hår - som normalt ville have været sat op med hårgelé - faldt nu ned over hans pande og det faktum, at hans overkrop var fuldstændig blottet gav frit udsyn til hans anstrenge muskler, idet hans næver var knyttede. 

"Fuck af Ryan, det rager ik' dig," lød det fra Justin, der fortsat fastholdt sit blik på Stella. Det er i disse øjeblikke, at man har på fornemmelsen, at et eller andet - højst sandsynligt skræmmende - skal ske, men man aner ike præcist, hvad det er. Og netop derfor kan man heller ikke gøre noget ved det på forhånd. Man har ingen kontrol over situationen, og akkurat derfor havde Stella intet at gøre end at tage et skridt væk fra begge og stirre på dem med opspærrede øjne.

"The fuck, det rager mig, hvis jeg skal vækkes, fordi du ikke kan styre dig!" bed Ryan igen, idet han tog et skridt ind i køkkennet, og med det fik hjertet til at sidde oppe i halsen på Stella. Aldrig havde hun set Ryan være så oppe i det røde felt på så kort tid. Hun havde efterhånden lært, at han var en tålmodig mand, men hvor meget mere tålmodig kan man være, når det handler om Justin?

"Seriøst Ryan, fuck af, du ved ikke engang, hvad det handler om," begyndte Justin, og det ville ikke kræve mange hjerneceller at regne ud, at han virkelig anstrengte sig for ikke at tabe kontrollen over sig selv. Havde han ikke prøvet ville Ryan befinde sig på gulvet svøbt i sit eget blod.

"Hvad fuck er der at vide Justin, du var fucking ved at slå hende!" udbrød Ryan, idet han med hurtige bevægelser var oppe hos Justin, deres højde dominerende over hinanden. 

"Hvis du ik' blander dig udenom, vil jeg fucking også være ved at slå dig!" og med det, havde han skubbet til Ryan, der overrasket blev nødt til at tumle et par skridt væk. Men det forhindrede ham ikke i at skubbe lige så hårdt - hvis ikke hårdere - tilbage.

"Det er også det eneste du kan, ikk'? At slå, når alt ikke er som du vil have det! News flash, Justin, alt handler ikke om dig, og hvis du har det okay med at slå en gravid dame, så gå og fuck dig selv!"

Det var dråben, der fik Justin til at lade sin næve kollidere med hans kæbe og et overdøvende højt skrig til at forlade Stellas læber. Med febrilske bevægelser havde hun instinktivt grebet ud efter Ryans arm i et forsøg i at føre ham væk, men hendes greb omkring hans overarm var revet væk, idet Justin greb ud efter Ryans hals og slyngede ham væk, for så at støde hans enorme skikkelse ind i skabene med et brag. 

"Fucking bland dig uden om, når jeg snakker med min dame!" udbrød Justin, idet han forsøgte at lade sine næve komme i kontakt med hans ansigt igen, men Ryan var hurtig til at afværge og give gengæld med en knytnæve på Justins kind. Det havde ikke gået op for Stella, at tårerne væltede ned ad hendes kinder, og hun skreg for hvert et slag. Hun greb ud efter Ryan, der akkurat var ved at give Justin endnu et slag, men det lykkedes hende ikke, da den kom i kontakt med Justins bryn. 

"Chris!" udbrød hun, idet slaget fik Justin til nærmest at springe på Ryan, der med et stort brag havnede nede på gulvet og fik stole til at vælte sig med ham. Gang på gang kolliderede Justins næve med Ryans ansigt og hulkene brød ud ad Stellas læber, idet hun forsøgte at få ham til at stoppe.

"Hvad fuck-" hørte hun Chris udbryde, idet han spurtede hen til Justin, før han greb ud efter hans skuldre og forsøgte at hive ham væk. Bag ham kom Nicole løbende og et højt gisp, der trods de mange stemmer og råb kunne høres, forlod hendes læber.

"Nicole få Stella væk!" udbrød Chris, idet han kæmpede med at skille Ryan og Justin ad.

"Hvad skal-" Nicole stirrede forvirret på scenen foran hende, med hænderne dækkende for hendes mund, forvirret og chokeret til overhovedet at kunne sige noget.

"Stella gå! Nicole for helvede, få hende nu væk!" skreg Chris, idet det lykkedes ham at få Justin fjernet fra Ryan, og det var det der skulle til for at få Nicole til at bevæge sig og gribe ud efter Stellas sitrende krop, for så at hive hende ud af køkkennet. 

Idet Stella fik sat sig ned på sofaen i stuen med Nicole ved sin side, havde de mange opråb fra køkkennet dæmpet sig, og det eneste der fyldte luften var de mange hurtige åndedræt. 

"Hvad fanden er det, der sker?" mumlede Nicole hviskende til sig selv, idet hun strøg sit pandehår om bag sit øre og rystede opgivende på hovedet. Sukkende kastede hun sig ned på sofaen ved siden af Stella og forsøgte at forhindre den langsomt opstående hovedpine i fuldkommen at tage over hendes hoved. Det var dog ingen overraskelse af migrenen netop i disse situationer greb ind. 

Stella, på den anden side, takkede mentalt Gud for ikke at føle nogen smerte i maven. Dr. Smith havde godt nok sagt, at hun ikke måtte blive udsat for stress overhovedet, og trods det faktum, at hun længe ikke havde været så stresset som nu, havde det umiddelbart ikke påvirket babyen - og andet kunne hun ikke ønske. 

Det havde føltes som om hun havde holdt vejret i utrolig lang tid, da hun endelig gav sig til at sukke dybt. Hormonerne var på højtryk igen, idet hun kunne føle sine læber sitre og tårerne stikke i øjenkrogene igen, og før hun vidste af det fossede tårerne ned ad hendes opblussede kinder, mens hun fortabt stirrede på døråbningen, som drengene forhåbentligt snart ville komme ud af - levende. Det havde ikke gået op for hende, at hun ligefrem sad og hulkede, før en arm langsomt blev lagt omkring hende, og hun vendte sit ansigt for dermed at møde Nicoles sympatiske blik, der dog indebar en anelse forvirring. Lige nu behøvede hun trøst, og uanset hvem det var behøvede hun bare en skulder at græde på - en der ville ae hende blidt, fortælle hende, at alt nok skulle blive godt igen. At den person så skulle ende med at blive Nicole, havde hun aldrig regnet med.

"Sæt jer, begge to!" hørte hun Chris hvæse, idet Ryan som den første kom til syne ved døråbningen. Et gisp forlod Stellas læber, idet hendes blik flakkede mellem de mange åbne sår på hans ansigt. Ryan bevægede sig nærmest med humpende skridt ind i køkkennet, og det krævede ikke mere end hendes instinkt, før Stella spurtede hen til ham, for så at hjælpe ham med at sætte sig på sofaen. Han skar en grimasse, idet han forsigtigt satte sig på sofaen, og trak Stella med ned at sidde med ham. 

"Ssh, jeg er okay," var det første, der slap ud af hans flækkede læber, idet hun stirrede på ham med tårerne trillede ned ad hendes kinder, som Ryan dog med sin tommelfinger hurtigt fik tørret væk. 

"Det her rager ingen af jer for helvede, fuck nu af med jer!" skreg Justin, idet Chris med besvær fik ham skubbet ind i stuen med et blik, der klart indikerede, at det mindste ville få ham til at springe.

"Hold din fucking kæft Justin, og sæt dig ned!" udbrød Chris, idet han gav Justin et skub, der fik ham til at hvæse i smerte. Rystende på hovedet kastede han sig ned på sofaen ved siden af Nicole, men lod sig ikke et øjeblik fjerne sit blik fra Stella, der sad overfor ham. 

"I er fucking idioter, begge to!" udbrød Chris, før han med et frustreret brøl sparkede til kaffebordet, der med det kraftige sammenstød kolliderede med væggen "hvad fuck er jeres problem?!"

"Mit problem er, at jeg fucking ikke kan snakke med min dame, uden at den idiot kommer og blander sig i vores lort!" lød det fra Justin, og et gisp forlod Nicoles læber, idet hun spærrede øjnene op.

"Hvad skal dét betyde-" begyndte hun, men hverken Justin eller de andre havde tænkt sig at give hende den opmærksomhed, som hun forlangte.

"Snakke? Du seriøst en psykopat," afbrød Ryan, idet et hånende grin slap ud ad hans læber, "du var fucking ved at slå hende, er der noget galt oppe i dit fucking hoved?!"

"DET RAGER IKKE DIG, OM JEG SÅ SLÅR ELLER KVÆLER HENDE, HUN ER MIN, OG JEG GØR, HVAD JEG VIL, FORSTÅR DU RYAN, HUN ER FUCKING MIN SÅ BLAND DIG UDENOM!" med det havde Justin spurtet op fra sofaen og slynget sig ud efter Ryan, men blev dog stoppet idet Chris kom ham i forkøbet og lod hans overkrop kollapse med Justins.

"Bro, slap af," forsøgte Chris, idet han placerede to solide greb på Justins overarme, på forhånd bevidst om, at det ikke ville nytte det mindste at råbe eller skrige ad ham. Han var sur, heck han var fuldkommen rasende, og havde det stået til ham havde de allesammen fået en på hovedet gentagende gange.

"Jeg sværger, du har problemer," mumlede Ryan, idet han knyttede sine næver og så op på Justin, hvis øjne nærmest stod til flammer, idet vreden tydeligt var markeret i dem. 

"Så hold din fucking mund Ryan, jeg holder ham ikke næste gang!" udbrød Chris, idet han med et heftigt skub fik skubbet Justin et par skridt længere væk fra Ryan. At Ryan kom med spydige bemærkninger gjorde i den grad ikke situationen bedre; man skulle gøre som Justin sagde, det vidste de alle - inklusiv Stella.

"Stella, kom her," Ryan havde instinktivt grebet ud efter Stellas hånd, der hvilede på hans knæ, idet ordene slap ud ad Justins læber, "vi skal snakke færdigt."

"Smut Justin, hun skal ikke snakke med dig nu," forsøgte Ryan, men blev som forventet afbrudt.

"Skal du blive ved Ryan, huh? Skal du blive ved med at blande dig, for så skal jeg med glæde blande mig i, hvordan dit fjæs ser ud, for bliver du ved så sværger jeg, at selv ikke din mor vil komme til at kende dig-"

"Ryan, lad dem snakke," afbrød Chris med et suk, idet han frustreret og fuldkommen udmattet kørte en hånd gennem sit kulsorte hår. 

"Chris han slår hende, vi kan ikke lade-"

"Stella kom her!" var det sidste Justin utålmodigt sagde, før Stella med et gisp klemte Ryans hånd med et bedende blik, idet hun rystede på hovedet.

"Jeg vil ikke, Ryan, please," hviskede hun bedende, idet hun desperat klyngede sig til hans arm, bange for overhovedet at lade sit blik falde hen på Justin.

"Stella, for helvede rejs dig op!" med det havde han skubbet Chris væk for så at gribe ud efter Stellas arm og hive hende op ad sofaen, ligeglad med de mange hulk, der nu slap ud ad hendes læber.

"RYAN, PLEASE! "skreg hun bedende, idet hun fastholdt sit greb om hans hånd, mens Ryan på den anden side havde slynget sig ud efter Justin med en heftig bevægelse, for så at stille sig foran Stella.

"Lad være med at røre hende Justin, hun vil ikke for helvede!" lød det fra Ryan, mens Chris frustreret havde placeret et kraftigt greb omkring Justin overarm i tilfælde af, at han igen ville tage fat i Stella. Det var den sidste dråbe, før Justin med et voldsomt brøl spurtede ud ad stuen, før han med et kraftigt brag havde smækket døren ind til sidst værelse. Hulkene brød ud af Stellas læber, idet Ryan lod hendes ansigt hvile på hans hårde bryst, mens han viklede sine arme rundt om hendes spinkle krop. 

"Fuck, han er helt ude af den," mumlede Chris, idet et suk slap ud mellem hans læber, og han lod sin hånd køre genne sit hår endnu engang.

"Vil en være sød at forklare mig, hvad fuck der sker-" forsøgte Nicole, men brag af sammenstød og skrige fra Justin værelse havde fået hende til at stoppe brat op, før hun rynkede brynene og rejste sig op, "hvad fuck har han gang i?!"

Chris løb mumlende ud ad stuen, hen til Justin, mens Stella begravede sig ansigt i Ryans brystkasse, desperat efter at få trøst. Desperat efter følelsen af at være i sikkerhed. 

"Ssh, det okay, baby, det okay," hviskede Ryan, idet han lod sin hånd stryge hendes lange, brune lokker. 

"Fuck, Justin!" lød det fra Chris, idet lyde af genstande af glas, der blev kylet ind i væggen skar sig vej gennem ind til stuen og fik Nicole til at gispe i chok. Det tog ikke lang tid, før Chris kom løbende ind i stuen med febrilske blikke, der straks landede på Stella.

"Stella, gør noget, please," var det første han sagde, hvilket fik Stella til at se op på ham, "kom nu, han har brug for dig, please."

"Chris, ikke når han har et raserianfald!" Udbrød Ryan, idet han viklede en arm rundt om Stellas talje.

"For fucks sake Ryan, hold din kæft og tænk på, at ham der har et raserianfald derinde fucking er min fætter og din bedste ven!" udbrød han, før han gav sig til at rive frustrerende i sit hår, idet de mange brag fra Justin værelse og hans skærende skrig fyldte luften, "please, Stella, han gør dig ikke noget, jeg lover dig det."

Med det havde Stella givet slip på Ryans hånd, for så at tørre sine tårer med bagsiden af sin hånd. Det krævede ikke meget at regne sig frem til det faktum, at Justin bestemt ikke havde det godt. Han havde brug for hende, brug for ikke at blive afvist gang på gang. Brug for ikke at blive beskyldt konstant. Han havde desperat brug for at få lov til at snakke med hende. Med den dame, der bar på hans og kun hans baby. 

Hun havde egentlig også brug for at snakke med ham, og hun vidste at det skulle ske på et tidspunkt. Bange for, at Justin i sidste ende ville ende med at skade sig selv, tog hun en dyb indånding, før hun nikkede.

"Okay," hviskede hun, før hun vendte sit ansigt mod Ryan og sende ham et forsikrende blik, for så at bevæge sig hen til Justins værelse med Chris ved sin side.

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.

Uh oh, Justin oplever et breakdown! De skal nu snakke en gang for alle, men vil de komme fredeligt ud ad den dør igen, eller vil alt blive værre?

****

OMG døde lige da jeg skrev dette kapitel, for shit det var svært! Specielt, fordi det er skrevet i 3. person og skulle indholde alt muligt drama!

Døde for anden gang, da Justin sagde, at hun var hans! OH EM GEE possessive much?

Og så elsker jeg bare, hvor beskyttende Ryan er mod Stella, selvom de egentlig ikke er sammen! Han er bare så dejlig og omsorgsfuld og sød, og det at han havde købt bøger til hende aarh! Okay, er det underligt, at jeg sådan nærmest forelsker mig i mine karakterer?

LOL lagde I mærke til, at jeg fik inddraget alle karakterer til spørgsmålet i sidste kapitel, og ikke kun en, som I alle troede jeg ville gøre? Hah, der fik jeg narret jer! Og yup, Nicole er ved at regne sig frem til, at noget er galt...

Spørgsmål: Er du team Justella eller Team Rella (Ryan/Stella)? OG HVORFOR, GIV MIG EN GRUND BABIES! 

xx, Celly <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...