Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

266Likes
700Kommentarer
52085Visninger
AA

26. Hans skyld.

Tårerne vældede op i mine øjne, idet endnu et kraftigt sammenstød lød fra værelset ved siden af mit. Sammenkrøbet under dynen forsøgte jeg at klemme øjnene hårdt sammen og udelukke de mange udbrud, der tvang sig vej gennem de ret så tynde vægge. 

"Oh God, J-Justin," lød det atter, for hvad der føltes som den tusinde gang i løbet af denne time, og det blev dråben, der fik et ukontrolleret hulk til at slippe ud ad mine tørre læber. Frustreret over, at jeg lod det gå mig på, smed jeg dynen væk fra min krop og satte mig på skrædderstilling på sengen.

"F-Fuck!" lød endnu et støn, og yderligere vred på mig selv over, at jeg ligefrem sad og tudede, begravede jeg mit ansigt i mine hænder og lod til en forveksling tårerne løbe frit ned ad mine kinder. Jeg følte mig så fortabt, idet jeg sad der på sengen, helt alene og blev tvunget til at høre, hvad der foregik i værelset ved siden af mit, som blot var adskilt med en enkel, tynd væg. For hver gang sengen braste ind mod væggen slap endnu et hysterisk hulk ud af mine læber, og jeg måtte knuge mine hænder om lagenet for ikke at skrige af frustration og vrede. Om det blot var af de grunde, at jeg sad og nærmest druknede i gråd anede jeg ikke, men jeg ville det ikke længere. Jeg kunne ikke tage det mere. For hver gang hendes skingre stemme skar sig vej til mine ører kunne jeg ikke forhindre et billede af, hvad der foregik inde ved siden af, i at dukke op i mit indre blik, og det gjorde mig vanvittig. Fuldkommen magtesløs. 

At påstå, at jeg var vred ville være den største underdrivelse, jeg længe ville have hørt. Jeg var fuldkommen rasende, og selvom jeg ikke ville indrømme det over for mig selv, ville jeg have det til at stoppe omgående. Tro mig når jeg siger, at jeg måtte lade det hele gå ud over en stakkels pude, ved at trampe slå og rive i den, for ikke at bryde ind i værelset og skrige op omkring, hvor hensynsløse de var - hvor meget jeg væmmedes mig ved dem. Hvor stort et helvede de havde bragt mig ind i. Og havde det ikke været for den pludselige stilhed, der spredte sig i luften, havde jeg gjort det. 

Aldrig havde jeg oplevet sådan en ophidselse. Aldrig havde jeg ville se bort fra min egen stolthed, for at stoppe noget. For hvad ville Justin ikke tænke om mig, hvis jeg rent faktisk forsøgte at stoppe det? At jeg var jaloux? Opmærksomhedskrævende? Stuepigen, som ønsker stilhed, men egentlig ingen ret har til det? 

Men jeg var ikke stuepigen. Jeg krævede ikke opmærksomhed, og jeg var bestemt ikke jaloux. Det var det faktum, at de uden at tage hensyn til, at en gravid pige - som desuden bærer på Justins baby - ligger og forsøger at sove inden ved siden af. Oven i købet havde de udelukket hende fra en joint fest, og nu måtte hun skam heller ikke få lidt ro.

Igen; jeg var godt klar over, at det egentlig ikke var Nicoles skyld. Hun vidste ikke, at jeg var gravid med hans baby. Hun troede rent faktisk, at jeg var stuepigen, for det havde en vis idiot valgt at præsentere mig som. Så hvis skyld var det, at jeg var så vred igen? Justins.

Et lettet suk slap ud ad mine læber, da det var overstået. De var vist begge nået deres højdepunkter og nydt en god omgang, mens jeg nærmest var ved at slippe min indre dæmon løs igen. Egentlig undrede det mig, at jeg ligefrem var blevet vred nok til at begynde at stortude. Jeg plejede ikke at græde, når jeg var sur. Heck, jeg blev dårlig nok sur, og når jeg først blev det, havde jeg det her med at trække en facade op og skjule hvor vred - eller såret - jeg var. Denne gang kunne jeg dog ikke få mig selv til at stoppe med at græde. Jeg kunne ikke stoppe vreden i at gnave sig i mig, og det var dér, at det slog mig. Hormonerne. Graviditetshormoner.

Jeg var allerede nået længere end halvvejs i min bog, og der stod klar og tydeligt, at graviditetshormonerne ville virke forstyrrende, idet de ville påvirke mit humør. Og det gjorde de i den grad. 

Jeg tog en dyb indånding og sørgede for at tælle til ti, før jeg åndede ud igen, kastede mig selv tilbage og lod dermed min kind blive til ét med puden. Endelig, efter hvad jeg gik ud fra tog to timer, fik jeg roen til at kunne overgive mig selv til søvnen - troede jeg.

Der er ikke noget, jeg hader mere end ikke at kunne sove, trods det faktum, at jeg egentlig er søvnig. Det at stress og frustration jager Ole Lukøje, som ellers stod klar for to timer siden, bort. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg sådan lå og vendte og drejede mig, hvor mange gange jeg valgte at prøve at sove med hovedet ved fodenden og så tilbage igen. Men uanset hvor meget jeg anstrengte mig på at sove, lykkedes det ikke. Og det var frustrerende.

Alt virkede til at være frustrerende, synes du ikke?

Sukkende rejste jeg mig fra sengen og tillod mig at tage puden med mig, for derefter at kaste den ned i sengen igen i en heftig og vred bevægelse. Noget måtte jeg jo tage min vrede ud af, og puden så ud til at være det nemmeste at gøre det med.

Langsomt bevægede jeg mig hen til døren og en skælven gennemgik min krop, idet mine bare fødder kom i kontakt med det kolde marmorgulv. Idet jeg fik åbnet døren op og trådt ud i den smalle, men lange gang gik det op for mig, at Ryans værelse egentlig var varmere, end hvad det var ude på gangen. En let brise, der tydeligvis kom fra stuen, fejede let henover mine bare ben og arme, eftersom jeg kun var iført Ryans t-shirt. Han havde været utrolig hensynsfuld, da han - før han forlod værelset, for at sove i stuen, hvilket jeg igen fandt yderst hensynsfuldt - forslog mig at sove i hans t-shirt. Han var overall bare en utrolig hensynsfuld fyr.

Et glas koldt vand var det eneste jeg i øjeblikket længtes efter, mens jeg med små og varsomme skridt forsøgte at guide mig gennem gangen med det svage lys, som jeg gik ud fra Ryan havde glemt at slukke, fra stuen. Det lykkedes mig at bevæge mig ud i stuen uden at snuble over en genstand i Kim Possible stil, hvorefter jeg satte kursen mod køkkennet. Og denne gang havde det været nemmere, eftersom lyset var tændt. 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke skænkede en sovende Ryan et blik eller to. Han lå på sofaen kun iført sine bukser, hvilket gav mig frit udsyn til hans veltrænede mave, som jeg måtte tvinge mig selv til at se væk fra. Mit blik faldt hen på det tynde, grå tæppe, som havde havnet på gulvet, for derefter at falde hen på det åbne vindue. Om det havde været, fordi jeg ville kunne få et bedre og tættere syn på den sovende Ryan, at jeg valgte at lægge tæppet over ham igen, eller om det virkelig var, fordi jeg skulle være hensynsfuld, vidste jeg ikke. En blanding af de begge måske?

Da jeg havde placeret dynen på dens oprindelige plads, der lige netop var over Ryans abs, bevægede jeg mig langsomt ud i køkkennet, der igen var svagt belyst af lyset fra stuen.

Note til mig selv: Glem ikke at takke Ryan for at have lyset stå tændt. 

Et gisp forlod mine læber, og mine øjne spærrede sig op i overraskelse, da mine øjne straks fandt Justins. Jeg kunne nærmest høre ham synke en klump i halsen, da han opdagede min tilstedeværelse.

Burde han ikke have været faldet i søvn efter en to timers lang søvn-forstyrrende omgang med Nicole?

Et øjeblik kunne jeg føle vreden langsomt gnave sig i mig. Bare det at se ham bragte så meget væmmelse, især efter det faktum, at det var hans skyld, at jeg ikke kunne sove nu. Jeg fulgte mit instinkt og bevægede mig langsomt hen til køkkenvasken, idet jeg forsøgte at holde mit blik væk fra Justin, der blot sad to meter væk, ved spisebordet. Han havde sin telefon i den ene hånd og den anden hvilede på bordet ved et glas vand. 

Lydløst åbnede jeg et køkkenskab og bare det, at jeg kunne føle hans blik på mig, gav mig en eller anden ubehagelig fornemmelse i maven. Det, at jeg kun var iført en t-shirt gjorde det bestemt ikke nemmere for mig, selvom Justin havde set mere end det. Det var bare som om jeg på ingen måder kunne måles med Nicole. Hendes høje, slanke figur, med komplimenterende former ved de helt rette steder. Bare tanken fik tårerne til at stikke i øjenkrogene, og det var lige før, det virvar af tanker jeg havde i hovedet, igen skulle få mig til at tude. Lige for øjnene af Justin. 

Jeg sank en klump, før jeg greb ud efter et glas, for igen at lukke skabet. Efter at have fyldt glasset, fortsat bevidst om, at Justin åbenlyst stirrede på mig, to meter fra mig, førte jeg glasset til mine læber. Jeg var godt klar over, at jeg var paranoid. Hans blik på mig gjorde mig så usikker, at jeg nærmest glemte, hvordan jeg skulle drikke. Tog jeg for store slurk, ville han kunne høre dem? Ville det irritere ham? Ryster min hånd? Tankerne sværmede rundt i mit hoved, og inden jeg vidste af det, havde jeg taget det sidste slurk, som dog næsten stod galt i halsen på mig.

"Hvorfor sover du ikke?"

Hans simple spørgsmål var ved at drukne mig, idet jeg kæmpede med at få sunket vandet. Jeg takkede Gud for, at det havde lykkedes mig, at drikke det sidste også, uden at se alt for dum og akavet ud. Jeg rømmede mig og forsøgte at kontrollere min hjertebanken, idet jeg placerede koppen på køkkenbordet. Hvad skulle jeg sige? Til at starte med behøvede jeg tid til at komme over det faktum, at han efter at have ignoreret mig så længe nu ligefrem snakkede til mig. Derefter behøvede jeg tid til at afgøre, hvad jeg skulle sige. Men så meget tid havde jeg ikke, og før jeg vidste af det, slap ordene ud ad mine læber.

"Jeg, uh... I-I lavede lyde, og jeg-"

Jeg lignede garanteret en tomat, mens jeg stirrende ned på gulvet og forsøgte at forklare, at det var deres skyld. Jeg vidste inderst inde, at jeg egentlig havde lyst til at råbe ham det op i ansigtet, for dernæst at fyrre glasset efter ham, men når det kom til stykket - når jeg stod to meter fra ham og han stirrede på mig - var han alt for truende. Alt for skræmmende. Alt for nervefremkaldende. 

Justin afbrød min sætning med en akavet rømmen, hvilket indikerede, at han forstod, hvad jeg mente. Han så ned og nikkede kort for sig selv, før hans blik atter fandt mine.

"Var det, uh, for højt? Jeg mener... Kunne du høre, uh-"

Det var en lettelse, at han havde det lige så svært ved at snakke, som jeg havde det. 

Jeg nikkede blot og sank atter en klump, hvilket fik ham til at rømme sig, før han atter nikkede. Stilheden, der nu bredte sig i luften, var som et signal til, at nu skulle jeg tilbage til værelset, så jeg bevægede mig langsomt ud ad køkkennet, men blev stoppet, idet Justins hånd greb ud efter mit håndled.

"Har du, uh, taget dine vitaminer?"

Jeg var fuldstændig lammet, som jeg stod der og stirrede ind i hans hazel-brune øjne. Om det var den nære kontakt mellem os, der gjorde mig mundlam, idet han stod mindre end en meter fra mig, hans greb fortsat omkring mit håndled, eller om det var spørgsmålet, som kom fuldstændig bag på mig, at jeg nu stod og blot stirrede på ham, anede jeg ikke. Jeg endte blot med at ryste på hovedet, hvilket fik ham til at give slip på mit håndled og klø sig i nakken.

"Uh, jeg havde købt nogle vitaminer og sådan noget," forklarede han, og nikkede mod en af køkkenskabene, "uh, husk at tage dem..."

Jeg stirrede forvirret på ham, eftersom jeg intet vidste om, hvor mange piller, hvor mange gange om dagen og hvilke piller jeg skulle tage. Det havde ingen fortalt mig. Han lagde tydeligvis mærke til min forvirring, hvilket fik ham til at tage fat i min arm og føre mig hen til køkkenskabet. 

"Dr. Smith sagde, at du skulle tage de her vitaminer en gang om dagen, helst efter et måltid," forklarede han med en lav stemme, og viste mig hvilke vitaminer det drejede sig om. Jeg lyttede tålmodigt med, idet han fortsatte.

"Uh, og de her er jern-tabletter. En gang om dagen, tag dem sammen med vitaminerne.. Husk at drikke mindst et glas vand, når du tager dem.. Uh, altså det sagde Dr. Smith.."

Jeg nikkede forstående, men kunne inde bag min egen hjerneskal ikke føle mig utrolig chokeret over, hvad han stod og forklarede mig. Justin? Fortælle mig om vitaminer? Det havde jeg ikke set komme, og netop derfor kunne jeg ikke forhindre et lille smil i at sprede sig på min læber. Jeg mener, vitaminerne er for babyen, så han tænker på den. Ikke?

Han åbnede proppen til boksen med pillerne, før han tog en pille ud, for så at gribe ud efter koppen og fylde den med vand igen. Han rakte mig glasset og pillen, hvilket jeg til at starte med tøvede med at tage imod. Hans overbevisende blikke fik mig dog til instinktivt at sluge pillen og tømme hele glassets indhold i små slurk. 

Jeg sendte ham et lille, nærmest usynligt smil, før jeg tog en dyb indånding - i tvivl om, hvad jeg nu skulle gøre for at forhindre det i at blive akavet - men besluttede endelig for at bevæge mig væk. Men som om Justin kunne fornemme, at jeg skulle til at smutte, brød han ind.

"Har du prøvet tøjet?" 

Han trak svagt i smilebåndene, idet han akavede kløede sig i nakken, hvilket fik mig til at rynke brynene. Men da slog det mig; de to hvide poser med tøj var til mig. Oh my God.

"Du behøvede ikke købet noget til mig," slap det ud af mine læber i en alt for hård tone, end hvad jeg i virkeligheden havde til hensigt at det skulle gøre. Mine øjne spærrede sig svagt op i chok over, at jeg netop havde ladet de ord slippe ud ad mine læber. Jeg vidste, at vreden lå i min underbevidsthed. At jeg faktisk var vred over, at han nu bare pludselig købte mig tøj, som om det ville løse alt, men det var i hvert fald ikke meningen, at det skulle siges på den måde. På dette tidspunkt. At ødelægge stemningen var det sidste jeg ønskede.

Justins smil blev med et vasket væk, idet han skød begge bryn overrasket i vejret. Han rystede spørgende på hovedet, idet han forvirret rynkede ansigtet.

"Hvad mener du med 'du behøvede ikke at købet noget til mig'" imiterede han med rynkede bryn og borrede sine øjne i mine.

"Jeg mener, det jeg sagde," svarede jeg simpelt, idet jeg forsøgte at forhindre min stemme i at ryste. Det havde været sværere end forventet, og det føltes som om mit hjerte nærmest var oppe i halsen, og jeg kunne blive kvalt i mine ord, "du behøvede ikke købe noget til mig."

"Nåh?" brød det ud af hans læber, men selv det lille ord indebar meget mere end blot ordets betydning, "så jeg beslutter mig for at gøre noget godt, købe dig fucking tøj, så du ikke skal gå i det samme lort hver dag, og det er, hvad du har at sige?"

Det krævede ikke mange hjerneceller at regne ud, at vreden så småt voksede i ham. Selv hans øjne, der langsomt virkede endnu mere mørk erklærede, at jeg havde ramt et forkert sted. Hvad han dog ikke vidste var, at jeg var lige så fucking vred.

"Hvad forventer du, at jeg siger? Tusinde tak for to, tre trøjer, for det betyder jo så meget i den her situation vi er i," svarede jeg, sarkasme dryppende for ethvert ord, "Jeg er trods alt ikke låst inde bag fire mure, jeg bærer jo ikke på en baby, jeg er jo ikke stuepigen, så tøj er lige præcis, hvad jeg behøver nu!"

Hans læber formede sig til et o, idet han fortærede mine ord. Et øjeblik var hans ansigt udtryksløs, og jeg overveje et kort sekund, om han overhovedet hørte, hvad jeg sagde, men jeg havde snakket højt og tydeligt - for første gang i lang tid.  

"Jeg prøvede fucking  bare at gøre noget godt for en gangs skyld!" udbrød han, og det var netop der, at jeg ikke kunne holde et hånende grin slippe ud ad mine læber.

"Netop! For en gangs skyld!" pointerede jeg, idet jeg slog ud med armene, "kunne du fucking ikke gøre andet end at købe tøj, når du nu gjorde det for en gangs skyld? Jeg ved ikke, måske lade mig gå? Lade mig leve et normat liv? Holde op med at ignorere mig?"

"Jeg fucking prøver, ikk?! Jeg prøver at gøre noget godt, tage små fucking skridt, men hvad end jeg gør, gør du ikke andet end at brokke dig! Jeg lavede en fejl, og jeg nægter det ikke, men når jeg så prøver at gøre det godt igen, skal du altid være så fucking utaknemmelig!"

"Jeg er ikke problemet her, Justin, det er dig, der prøver at gøre det godt ved de forkerte steder! At købe mig tøj gør ikke alt godt igen, gør det?!"

"Hvad fuck vil du så have mig til at gøre, huh?! Jeg prøvede at gøre det godt, jeg fucking prøvede efter den dag, jeg fandt ud af, at du bar på min baby, men du ville ikke have det. Du valgte Ryan, du sagde, at du fucking ikke ville have noget med mig at gøre, så lad fucking være med at give mig skylden her!"

"Nåh, så det er alt sammen min skyld? Det er min skyld, at jeg er kidnappet? Det er min fucking skyld, at du var ved at dræbe vores baby?!"

Jeg stoppede brat op i min tale, idet Justins hånd fløj tilbage, og jeg med et gisp klemte øjnene i, mens mine arme instinktivt løftede sig afværgende. Mit hjerte stoppede bogstavelig talt med at banke, og min krop syntes at sitre, idet jeg ventede på slaget. Jeg vidste ikke, om jeg var bevidstløs og derfor ikke kunne mærke noget, men slaget kom ikke. Med hjertet oppe i halsen og rystende hænder, åbnede jeg langsomt mine øjenlåg og kom straks Justin fugtige, brune øjne i møde. Idet vores blik mødtes, faldt hans hånd langsomt ned på hans side igen, og endnu et gisp forlod mine læber, da stilheden blev brudt af stemme.

"Hvad fuck sker der her?"

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.

Oh my God, Justin var ved at slå hende igen! Hvem tror I, stemmen tilhører?

*****

Okay, først og fremmest undskyld den lange ventetid, men jeg har virkelig bare ingen undskylding at komme med denne gang... Jeg har været for doven og haft skriveblokade, så jeg fik en lille pause, og det var rart... Da jeg så vendte tilbage til movella her i går og opdagede, at der var gået en hel måned tænkte jeg wtf og var seriøst helt vildt chokeret. Jeg læste jeres dejlige kommentarer igennem, hvilket gjorde, at jeg fik skyldfølelse og blev motiveret til igen at skrive, sååå jeg skyndte mig at få skrevet noget nyt til jer! Tusinde tak for de fantastiske kommentarer, keep going babies! <3 Kryds fingre og kommenter for, at jeg hurtigt opdaterer det nye kapitel igen! <3

Spørgsmål: Synes I, at stemmen skal tilhøre Ryan, Chris eller Nicole og hvorfor?

Chris - Hvis situationen hurtigt skal glemmes

Ryan - Hvis I vil have Justin og Ryan til at skændes

Nicole - Hvis I vil have hende til at finde ud af det hele

Jeg har dog allerede bestemt mig, men vil alligevel vide, hvad I synes :P

Ps skal Stella tilgive Justin for igen at være ved at slå hende?

PPS Oh my God, det næste kapitel handler officielt om jalousi, for det er, hvad de fleste af jer ønsker lol. Men jeg elsker jeres tankegang ;)

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...