Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

267Likes
700Kommentarer
54702Visninger
AA

2. Første skoledag; Et mareridt!

"Skat er du stået op?" lød det friskt fra min far på den anden side af døren, mens jeg desperat forsøgte at sætte mit skrå pandehår på den rigtige måde med glattejernet.

"Ja far, jeg gør mig klar nu!" fik jeg sagt og forsøgte at lyde så glad som muligt, selvom jeg inderst inde hadede det her. Hadede det at flytte fra Texas til Atlanta. Hadede at miste mine venner. Hadede at vågne op et nyt sted. Det var forfærdeligt. Jeg har boet i Texas i hele 16 år, men så skal jeg bruge mit 17. år i mit liv her i Atlanta. Hvorfor? Fordi min far og mor ikke kunne enes. De skiltes, og min far ville langt væk fra hende som overhovedet muligt. Og da han ikke kunne finde sig et job et andet sted end i Atlanta, blev det her...

Mor og jeg har aldrig rigtig haft et godt forhold til hinanden. Jeg følte mig altid presset fra hendes side, hun forstod mig aldrig. Hun var virkelig snæversynet og ville have, at alt skulle gøres perfekt i nogle faste rammer, som man ikke måtte gå ud over. Man skulle nærmest leve som en robot. Det var jeg for længst blevet træt af. Virkelig træt, men min far var tålmodig. Han forsøgte at holde det kørende for min skyld, men de kunne ikke klare mere. Og da de fortalte om deres beslutning og ville have mig til at bestemme mig for, hvem jeg ville bo hos, valgte jeg uden tvivl far. Far, fordi han altid forstod mig. Fordi han altid var ved min side. Jeg kunne ikke klare at se ham såret. Se ham lide, og derfor forsøgte jeg at virke glad for, at vi flyttede, for ikke at gøre ham ked. Jeg havde et virkelig stærkt bånd til min far, som ingen kunne ødelægge, troede jeg...

Jeg tog et sidste kig på spejlet, der hang så flot på væggen. Jeg var iført et par denimshorts med huller, en hvid, blonde top og mine hvide converse. Jeg havde påført lidt mascara, blush og lipgloss; jeg orkede ikke det helt store. Jeg var egentlig ret tilfreds med mit look. Jeg var ikke en af de piger, der klagede over sit udseende og sådan. Jeg kunne lide mig, som jeg var. Det havde min far lært mig at gøre. Min far var et  fantastisk menneske, der ikke kunne gøre en flue fortræd. Han behandlede andre med omhu og passede virkelig meget på, ikke at knuse et hjerte. Dog påstod min mor det modsatte: "Din far var ikke altid, som han er den dag i dag... Jeg ændrede ham, men det accepterer han ikke," havde hun sagt, efter at jeg havde erklæret, at jeg ville bo hos far. Det var vel en form for 'advarsel', som om hun sagde: 'Nå, så du vælger din far? Så skal du bare vide, at han ikke altid var som han er den dag i dag, og han kan sagtens vende tilbage til sit gamle jeg'.

Yeah, right! Jeg er ikke fem år mor.

Jeg smed min skoletaske over skulderen og løb 'glad' ned i køkkennet, hvor min far sad ved spisebordet og tog en slurk af sin kaffe, med en avis i sin anden hånd. Jeg fandt cornflakes frem fra et af køkkenskabene, og da jeg lukkede den i igen, fik det lille brag min far til at kigge op på mig fra avisen, som han var så stærkt opslugt af.

"Du ser fantastisk ud skat.. Glæder du dig til første skoledag?" spurgte han og smilte et kærtegnende smil, der altid fik mig i godt humør. 

"Mhm.. Jeg glæder mig helt vild meget! Jeg er sikker på, jeg kommer til at få nogle rigtig gode venner!" sagde jeg og forsøgte virkelig at smile oprigtigt. Min var nikkede smilende og rejste sig op fra stolen, for så at komme hen til mig og stryge mit hår.

"Jeg er ked af, at det hele gik ud over dig. Du skal vide, at jeg ikke ønskede, at du skiftede skole og måtte få dig nogle nye venner, men jeg blev nødt til det.. Jeg håber du forstår skat," sagde han og kyssede mit hår.. Tårerne var ved at presse på, men jeg ignorerede dem og tvang et smil frem.

"Det er okay far.. Det er godt at komme ind i en ny omgangskreds nogle gange. Det har du fortalt mig, ikke?" sagde jeg og blinkede opmuntrende med det ene øje. Han nikkede og smilte sit sædvanlige smil.

"Nå.. Men du må se at få spist din cornflakes og så nå ned til skolebussen!" sagde han friskt og satte sig tilbage på sin stol, og jeg satte mig over for ham, for så at spise min cornflakes.

 

Skolenbussen var fuld af elever, der krammede hinanden og lavede mærkelige håndtegn. De grinede og klappede hinanden på skulderen, og viste tydelige tegn på, at de havde savnet hinanden i løbet af sommerferien. Jeg fandt en ledig plads bagerst i bussen, men der gik ikke lang tid før, jeg måtte rejse mig op igen.

"Ehh.. hvis jeg var dig, ville jeg ikke sætte mig der," lød det fra en rødhåret pige, der rystede på sin kønne, lille hoved. Hun havde en masse fregner, hvilket gik meget godt til hendes røde hår, der gik ned til skuldrene. 

"Og hvorfor ikke det?" spurgte jeg forvirret og rystede spørgende på hovedet.

"Jo, ser du.. Det der er Justins plads, og den ved siden af er Ryans.." sagde hun og pegede på sædet ved siden af, der også var tomt. 

"Jeg er ny, så dem kender jeg desværre ikke. Jeg tror, de nok vil gøre en undtagelse, jeg er jo ny.." forsøgte jeg og vendte mig igen om mod vinduet, da en finger prikkede mig hårdt på skulderen.

"Fjern dig," lød det ligegyldigt fra en høj dreng, som var det noget han var vant til at sige. Eller også opfattede han mig bare som en, han ikke ville spilde sin koncentration på.

"Undskyld mig?" forsøgte jeg og hævede det ene bryn. Man taler sgu ikke sådan til en, man lige har mødt?!

"Skrid, du sidder på min plads," sagde han barskt og så nu dybt ind i mine øjne, hvilket fik min mave til at vride sig af nervøsitet, for han skræmte mig virkelig meget lige nu. 

"Jeg sidder her nu," forsvarede jeg mig og hævede begge bryn. Du kan sgu selv skride!

"Er der ikke nogle, der har advaret den bitch, for ellers gør jeg det selv?" snerrede han og så sig spørgende omkring på folk, hvilket fik folk til at stirre og den rødhårede pige til at gispe. Vreden gnavede sig i mig. Bitch? Kaldte han mig lige for bitch?!

"Ehh.. jo. Det har jeg, men hun er ny, såå hun eeh.. Jeg skal nok fjerne hende," sagde den rødhårede pige hurtigt og trak i min arm og hev mig op ad sædet.

"Hvad har du gang i?!" snerrede jeg, men hun ignorerede mig og satte mig ved siden af hende.

"Tro mig, det er bedst for dig selv," hviskede hun og forsøgte at dække for sin mund, så de ikke så, at hun snakkede. Hvorfor fanden måtte jeg ikke sidde der?! Det var sgu en tom plads, og jeg kom der først! Justin, som fyren nok hed, eftersom det var hans plads, og en anden dreng, der sikkert var Ryan, satte sig på deres pladser, uden overhovedet at værdige os et eneste blik. Som om intet var hændt. 

Efter et langt kvarter, hvor højlydte grin og vitser og samtaler irriterede mig grænseløst, var vi endelig ankommet skolen. Og det eneste jeg kunne sige var: WOW!

Skolen var enorm. Mindst tre gange så stort som min 'gamle' mini high school i Texas! Her var ufattelig mange mennesker, med hver deres stil. Nogle så ud som rockere, andre som hippier og ja, nogle som duller.. Nogle kom skatende, andre cyklende. Nogle med egen bil og nogle på gåfod.

Som jeg tog et skridt ud af bussen, rendte en dreng ind i mig og uden et 'undskyld' blev jeg forladt på den hårde asfalt. Jeg rejste mig irriteret op med et suk og begav mig hen imod indgangen, hvor folk igen hilste på hinanden. Alle gik rundt i kliker, og ja, så var der mig. Forever alone. -Tak for det!

Jeg maste mig ind gennem hoveddøren og gjorde store øjne, da jeg opdagede, hvor fedt det var herinde! Blanke, polerede gulve og skabe, der var større end dem i Texas! Det var bare de enorm uhøflige og respektløse elever, der gjorde stedet til et helvede! Efter tredje forsøg på at spørge efter, hvor kontoret lå, fik jeg et svar, der var ret så indviklet. Og ja, de andre ignorerede mig fuldstændigt. Jeg fandt endelig vejen til kontoret, og da jeg først kom derhen, var gangene helt tomme, for klokken havde ringet, og folk var taget til time. Som jeg stod foran døren og lige skulle til at banke på, blev døren åbnet på med et hårdt skub og ramte mit hoved, så jeg væltede omkuld på det hårde gulv. 

"Gør du fucking det her med vilje, bitch?!" lød det vredt fra den samme hårde stemme fra bussen af. Jeg så op og kom nogle honningfarvede øjne i møde. Hvad fanden havde jeg nu gjort?!

"Det var da dig, der væltede mig omkuld med døren?!" råbte jeg til forsvar, hvilket fik ham til at se ligegyldigt på mig og sparke til min taske, så den fløj hen på den anden side af gangen, hvorefter han bare gik. En dame kom løbende ud af kontoret og åbnede munden af ren chok, da hun så mig nede på gulvet.

"Justin, altså! Jeg har lige snakket med dig om at være respektfuld og opføre dig pænt i år, og allerede har du.."

"Whatever!" lød det fra ham, hvorefter han drejede til højre for gangen og var væk. Jeg stod med store øjne og munden åbnet helt op af forbløffelse. Hvordan fanden kunne han gøre sådan noget?! Var det overhovedet muligt at være så.. så ondskabsfuld? Hvis altså det ord var nok til at beskrive ham... Damen, der nok var inspektøren, hjalp mig op at stå, og jeg gik hen for at hente min taske, hvorefter vi gik ind på kontoret. Hun undskyldte for Justins opførsel og kom endda med en bemærkning: "Tag dig ikke af ham, han er ikke til at håndtere.. Du skal nok vænne dig til det.."

Vænne mig til det?! Skal jeg finde mig i det her lort?! Har hun fuldstændig opgivet at prøve at stoppe ham! Hvor fanden var jeg havnet?

Jeg fik mit skema, mine bøger, nummeret og koden til mit skab og alle de andre nødvendige ting, man behøver, inden man starter i skole. Det tog så bare mindst et kvarter for mig at finde lokalet, men da jeg endelig fandt det, blev jeg ekstremt lettet.  

"Og hvorfor kommer de forsent?" lød det fra en meget gammel mand, nok læreren, der tog sine briller på, for at studere mig nærmere. 

"Jeg er ny og havde svært ved at finde lokalet," forklarede jeg usikkert og kastede et blik på resten af eleverne, der så ret så ligeglade ud.

"Af hva' for noget? Faldt dit fly?" spurgte han forbløffet og tog brillerne af, hvilket fik hele klassen til at grine højlydt.

"Ne-nej, jeg er ny!" forsøgte jeg i en højere tone. Fuck hvor pinligt, allerede på første dag!

"Nå nå, nu ikke næsvis! Fyh til dig også!" råbte han og fægtede med armene. Klassen lå flade af grin, hvilket fik mig til at sukke og sætte mig på en plads bagerst i lokalet.

"Det er skam ikke morsomt! Slå så op på side 2!" råbte han med gestikulerende bevægelser og skrev et eller andet på tavlen, jeg ikke helt kunne læse. Burde Hr. Gevind, som han hed, ikke vare pensionist nu? Ikke for at være ond, nej slet ikke.. Han gjorde mig bare ufattelig til grin første dag, det var alt.. 

Pludselig brasede Justin ind i lokalet, uden overhovedet at skænke Hr. Gevind et eneste blik.

"Nå nå, Justin.. Allerede på første skoledag? Jeg havde håbet på forandringer..." sagde han skuffet og sukkende, men fortsatte, "tag plads ved siden af hende den nye..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...