Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

269Likes
700Kommentarer
55440Visninger
AA

20. Dæmon

"Hvorfor?"

Så snart ordet forlod mine læber, stoppede han brat op med sine blide bevægelser mod min hud, men lod derimod den fugtige vatrondel hvile på ét sår. Stilheden fyldte rummet, og jeg sank en klump, idet jeg ventede på, at Justin forstod mit spørgsmål. Det kom trods alt meget pludseligt, og det ville ikke chokere mig det mindste, hvis det tog ham flere timer at forstå det. Ikke kun forstå spørgsmålet, men også prøve at forstå, hvordan jeg i hede hule helvede turde at stille ham sådan et spørgsmål. Det spørgsmål havde jeg også brug for lidt tid til at besvare, for ærlig talt vidste jeg ikke, hvad der gik af mig. I fucked up, big time.

"Det vil du vide, hva' Jones?" hvæsede han, overraskende nok ikke så lang tid efter. Jeg bed mig nervøst i læben, og takkede mentalt Gud for, at jeg ikke kunne se hans ansigt, eftersom jeg lå på maven. Jeg ville nok have fået et hjertestop, hvis jeg endnu engang ville være vidne til at de brune øjne på mystisk vis ændrede sig til en sort farve, som jeg helst ville kalde 'det sorte hul'.

"J-Jeg forstår bare ikke... Jeg m-mener, hvorfor gør du det her?" stammede jeg endelig, og klemte øjnene hårdt sammen, idet jeg mentalt slog mig selv i hovedet. Flot klaret, Stella, du ydmyger dig bare endnu mere og viser for ti tusinde gang, at du er skrægslagen over for ham.

Justin lod et kort, hånende grin slippe ud af hans læber, før han langsomt pressede vatrondelen hårdere mod mit sår, og dermed fik mig til at gispe svagt. 

"Du er ikke blind, er du Jones?" vrissede han, lige før han stoppede med at presse hårdere, men lod vatrondelen blive presset derpå.

At han ligefrem stillede sådan et spørgsmål som svar på mit spørgsmål kom helt bag på mig, men jeg vidste bedre end at ignorere det.

"N-Nej?" mine læber havde det utrolig svært ved at forme sig til ord, og det faktum, at hans humør langsomt sig, og ham byggede denne facade op igen, gjorde det bestemt ikke nemt for mig. 

"Er du døv?" 

"Nej," endte jeg atter med at hviske og rynkede spørgende brynene. Jeg havde ingen ide om, hvor disse spørgsmål kom fra, og hvad de i det hele taget havde noget som helst med mit spørgsmål at gøre. Var han på en eller anden mystisk, men mærkelig måde ude på at få mig til at glemme mit eget spørgsmål, så han ikke skulle svare på det? Eller var han bare inderligt nysgerrig og ville få svar på åbenlyse spørgsmål? Jeg mener, halloo jeg kan høre dig, så er jeg nok ikke døv, vel?

Han gjorde endnu et pres mod mit sår, hvilket fik et skrig, som jeg ikke turde få sluppet ud af mine læber, til at sidde fast i min hals. Jeg bed mig hårdt i underlæben, idet jeg klemte øjnene hårdt sammen, og kunne mærke tårerne vælde op i mine øjenkroge. 

"Har jeg nogensinde sagt, at du er fucking dum og uduelig?" vrissede han, idet han kørte vatrondel længere ned ad min ryg, stadig hårdt presset mod min hud, så det nærmest efterlod et brændemærke på min hud. Et ynkeligt klynk slap ud af mine læber, idet jeg greb hårdt fat om det silkebløde lagener, og forsøgte at holde mine skrig i mig.

"En egoistisk bitch?" fortsatte han, hans stemme nu højere og endnu frembrusende. Jeg turde vædde med hans ansigt nu var ildrødt af vrede, men jeg havde ryggen til ham og turde heller ikke at se tilbage. Hans hænder fandt vej til min bh, som hans med hårde bevægelser gav sig til at lukke min bh.

"Svar mig når jeg fucking spørger dig om noget!" skreg han, idet han greb hårdt fat om mit hår, for så at vikle det rundt om sin hånd og sikre sig et sikkert greb. Et ukontrolleret skrig slap ud af mine læber, idet han trak i mit hår, og fik min ømme krop til heftigt at skifte position, så mit ansigt nu var få centimeter væk fra hans. Han stirrede dybt ind i mine øjne med et truende blik, som var han et hvert øjeblik klar til at gøre en ende på mit liv. Mit hjerte pumpede uregelmæssigt mod mit bryst og min svage krop begyndte at sitre af skræk, idet jeg desperat forsøgte at forme mine tørre læber til ord, men det var endnu svagere end jeg troede, hvilket fik Justin til at flå i mit hår endnu engang og få et rystende hulk til at forlade min mund.

"P-Please," bad jeg, i et desperat forsøg på at få ham til at stoppe. Stoppe smerten i at skære gennem min krop og stille mig spørgsmål, som jeg intet svar havde til. Jeg ville have ham til at stoppe det hele, lade mig gå og bare forsvinde ud af mit ødelagte liv. Aldrig nogensinde vende tilbage, aldrig nogensinde komme til syne igen. Forsvinde ud af mit liv og mine tanker. Bare forsvinde.

"Det var det fucking samme min mor havde at sige! Men stoppede din far, huh?! Stoppede han fucking med at torturere min mor for øjnene af mig, din luder?!" skreg han, før hans håndflade kolliderede med min kind og fik de mange tårer til at fosse ned ad mine kinder, og hjælpeløse hulk til at slippe ud af mine læber. Smerten var nærmest ubærlig, og jeg kunne føle mig selv miste kontrollen over min krop, der nu skælvede voldsomt, i takt med de mange tårer. Jeg forventede flere slag, flere revner, skraber og mærker på min krop, men det stoppede. Selvom jeg ikke havde tabt min bevidsthed, anede jeg ikke, hvad der foregik. Min hjerte syntes kun at ville registrere mine ukontrollerede og hektiske hulk samt voldsomme skælven, før et enormt brag - som jeg vidste var døren, der blev smækket hårdt - fik mig til fuldstændig til at miste kontrollen og skrige i smerte og angst. Alt virkede så uvirkeligt. Som om jeg ingen magt over mig selv eller min krop havde. Som om jeg var blevet overtaget af en dæmon, der nu slog sig løs som en psykopat, der kun ønskede at ødelægge alt og alle, skrige lungerne ud og gøre et ende på sit eget liv. En fucking dæmon.

Den brutale tilstand jeg befandt mig i syntes at vare i flere timer, før jeg hørte råbende og paniske stemmer omkring mig, men jeg havde alt for travlt med at gå amok til at skelne stemmerne og genkende de to figurer foran mig. Dels det, og dels fordi mit blik var så slørret, at det var umuligt for mig at tyde deres bevægelser og ansigter. 

Stemmerne buldrede fortsat i mine ører, men jeg kunne endnu ikke forstå hvad de sagde, eftersom jeg intet andet kunne høre end mine egne skrig og hulk. To store hænder blev blidt placeret på mine kinder i et forsøg på at holde mit hoved stille, før et ansigt nærmede sig mit og forsøgte at få mit voldesomme udbrud til at stoppe. 

"Stop," var en af de få ting jeg kunne forstå mellem de uklare stemmer, men det forhindrede ikke dæmonen i fortsat at gå løs i min krop. Selvom personens ansigt var ret så tæt på, lykkedes det mig overhovedet ikke at genkende ansigtet. Dels fordi tårerne, og dels fordi jeg overhovedet ikke prøvede. Jeg ville ikke se nogen. Jeg ville ikke stoppe. Jeg ville bare væk.

Hænderne blev fjernet fra mit ansigt, men bevægede sig nu rundt om min talje, for så at trække mig ind til et bryst, før personens anden arm viklede sig rundt om min krop i et sikkert greb. Den himmelske duft, der hver gang jeg uregelmæssigt trak vejret, fyldte mine næsebor var nok til at informere mig om, at den ukendte skikkelse, der nu omsorgsfuldt holdt om mig, var en mand. De blide bevægelser hans finger tegnede på min ryg, og hans regelmæssige hjertebanken, som jeg takket være den position jeg sad i, kunne høre gjorde mig en smule roligere, og et lille gisp slap ud af mine læber, idet jeg følte et stik i min overarm, efterfulgt af en ubehagelig følelse, der dog hurtig blev erstattet af en beroligende virkning. 

"Ssh, rolig, rolig," hviskede han ind i mit øre, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at hans varme ånde, der blidt kærtegnede min nakke, ikke spillede en stor rolle i at holde mig rolig. 

"Besvimer hun?" lød det fra den samme stemme, hvilket fik mig til at rynke brynene, men mine muskler havde det utrolig svært ved at trække sig sammen, og jeg følte min krop blive tungere.

"Ne-nej, jeg sprøjtede ik' hele sprøjten. Hun bliver nok lidt døsig og kommer ud af den psykopatiske tilstand hun var i," kom der fra en dybere stemme, ethvert ord fyldt med væmmelse. Det faktum, at jeg genkendte stemmen, men vidste, at det ikke var Justins, skræmmede mig lige så meget, som det gjorde mig forvirret.

"Skal vi gøre det nu?" spurgte den dybe stemme endnu engang, mens jeg anstrengte mig for at gøre mit syn skarpere, ved at knibe øjnene sammen og studere stemmens ejer, "bitchen vil have det sværere ved at gøre modstand."

På trods af den døsige tilstand jeg befandt mig i, virkede det mindst lige så chokerende som det ville, hvis jeg ikke var døsig, at den dybe stemmes ejer, der nu stod mindre væk en to meter fra mig, var Chris. I egen høje person.

Hans kulsorte lokker indrammede hans dybt alvorlige ansigt, der ikke udtrykte andet end afsky. Hans næse var rynket, som væmmede han sig ved bare synet af mig. Hvad? Så jeg så dårlig ud?

Nåh, Mr. Chris, havde det undret dig? Selvfølgelig så jeg dårlig ud, din idiot, jeg var nærmest blevet banket ihjel!

"Nej.. Nej, vi gør det senere, Chris, jeg skal nok tage mig af hende nu.. Gå hen til Justin og vær' sikker på, at han ikke kommer ud i noget lort," svarede han, hvilket fik mig til at løfte hovedet fra hans hårde bryst - som jeg på trods at det tynde lag stof kunne mærke var muskuløs - for så at se på hans ansigt. 

Hans lysebrune hår var sat op akkurat som Justins, og hans grønne øjne så på mystisk vis dominerende, men utrolig beroligende ud på samme tid. Jeg kunne se ind i dem hele dagen. No joke.

Hvad der dog virkelig gjorde ham tiltrækkende var hans markerede kæbe og velopbyggede krop, som jeg nu gav mig til at studere, da det slog mig, at det var Ryan. ham jeg havde set et par gange på afstand. Justins bedste ven. 

Jeg anede simpelthen ikke, hvor lang tid jeg have siddet i en trance og tjekket ham ud, men jeg blev pludselig afbrudt, idet han gav sig til at rømme sig.

"Er du færdig med at tjekke mig ud?" lød det fra ham, efterfulgt af et kort grin, hvilket fik blodet til at strømme kraftigt op i mine kinder, og mig til hurtigt at se ned. Oh my God, hvor pinligt.

Noget der fik mig til at ligne en tomat - bogstaveligtalt - var det faktum, at jeg stadig sad på hans skød, med hans arme viklet rundt om mig, kun iført bh. Jeg gentager, BH!

Vi sad i stilhed i hvad der føltes som timer, men jeg vidste, at det højst blot var et par sekunder. I løbet af den korte tid vi befandt os i stilhed, gav jeg mig til at lede efter Chris med mit blik. Jeg bed mig hårdt i læben, idet jeg opdagede, at jeg havde alt for travlt med at tjekke Ryan ud, til at opdage, at Chris var gået, og at vi nu var helt alene på værelset. 

"Er du okay nu?" spurgte han med en lav stemme ind i mit øre, og jeg skælvede ved hans ånde, der blidt kærtegnede min nakke. Jeg gjorde et kort nik med hovedet, og bed mig nervøst i læben ved den uvante følelse han fik mig til at føle. Ikke, at Justin aldrig fik mig til at føle sådan -før han ændrede sig til at blive det største monster nogensinde. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at Justin ikke havde en meget større virkning på mig, blot ved bare at se ind i mine øjne, for det gjorde han. Hvad jeg havde med Justin, eller hvad jeg troede jeg havde, var så fantastisk og overvældende, at det selv var svært for mig at sætte ord på. Alt, hvad han gjorde, tiltrak mig og fik mig til at falde pladask for ham. Den måde han fik mig til at stole på ham og den måde han - på trods af hans badass image - var så blid imod mig. Men også selve hans badass attitude virkede så utrolig sexet. Noget jeg aldrig ville tro, jeg ville tænke. Og jeg fortræd det. Jeg hadede mig selv for at falde for hans spil. Jeg hadede ham.

Det var noget andet med Ryan. Jeg tror bare, jeg efterhånden ikke var så vant til, at folk var blide ved mig. Det var første gang i virkelig lang tid, at jeg følte, at nogen faktisk bekymrede sig om mig. Og det fik mig til at føle mig, hvad er ordet, værdifuld? 

Når folk bliver ved med at banke nogle ord i dig som uduelig, bitch, at alt det der er sket, egentlig er ens egen skyld, jamen så tror man på det. Og jeg var virkelig på randen til at tro, at jeg rent faktisk var uduelig. Og blot det ene spørgsål han kom med - om jeg var okay - det ændrede virkelig på nogle ting, og jeg kunne ikke andet end at takke ham.

Dog nåede jeg ikke at takke ham og sikre ham, at jeg havde fået det bedre, eftersom en pludselig kvalmen spredte sig i min mave, og jeg kunne føle mavesyren bane sig vej op gennem min hals, og med desperate blikke forsøgte jeg at finde toilettet. Men her var flere døre, og jeg var alt for panikslagen til at afgøre, hvilken der var toilettet, så jeg endte med at kaste op. På gulvet. På Ryans sko. Foran ham. 

Oops.

"Shit!" udbrød han, idet han hurtigt rejste sig op og tog fat i mit hår, hvilket fik et klynk til at slippe ud af mine læber af skræk. Idet jeg troede, at han skulle straffe mig ved at rive i mit hår akkurat som Justin, gjorde han noget, som kom helt bag på mig. Han fjernede mit hår fra mit ansigt og holdt det op over mit ansigt, for at sikre sig, at jeg ikke kastede op på mit hår. Jeg kunne endnu engang mærke syren i min mund, før jeg atter kastede op på gulvet, men mine hænder hvilende på mine knæ i en foroverbøjet position. Hans frie hånd placerede sig på min ryg og gav sig til at ae den med beroligende bevægelser. 

Da jeg havde fået det en smule bedre rettede jeg mig op og lukkede øjnene kort i, idet jeg gav mig til at trække vejret dybt. Ryan gav slip på mit hår, før han skubbede et tot hår væk fra mit ansigt og om bag mit øre. 

"U-Undskyld," gav jeg mig til at stamme, og kunne føle tårerne vælde op i mine øjenkroge i skam.

"Ssh, du behøver ikke sige undskyld, Stella," forsikrede han mig om, før han blidt gav sig til at ae min kind, i takt med at stirre ind i mine øjne. Bare det faktum, at han kaldte mig Stella, i stedet for luder eller bitch, fik det nærmest til at kilde i min mave. For ikke at tale om den blide tone han brugte, når han snakkede til mig.

Han afbrød forbindelsen mellem vores øjne, idet han tog fat i min hånd og fik mig til at følge med ham tværs over værelset.

"Her er badeværelset.. Tag et bad, gør hvad, uh, piger gør..." forklarede han, idet han akavet gav sig til at klø sin nakke og fik mig til at fnise lydløst, "jeg henter noget tøj og lægger det på sengen, okay?"

Jeg gjorde et nik med hovedet, før jeg kom i tanke om, hvad Justin måske ville sige. Jeg mener, det var hans værelse - og badeværelse for den sags skyld, hvad ville han ikke sige?

"Men Justin-"

"Jeg skal nok snakke med ham, bare gør hvad jeg siger," forsikrede han mig om, efterfulgt af et varmt smil, før han vendte sig om og forlod værelset.

Jeg gjorde, som han sagde, og trådte ind i badeværelset. Selvfølgelig sikrede jeg mig lige, at jeg havde låst døren. Justin havde i hvert fald lært mig, at jeg ikke skulle stole på nogen længere.

Derefter stillede jeg mig hen foran spejlet og studerede mit ansigt. Jeg så forfærdelig ud. Et gisp forlod mine læber, da mit blik gled hen over min blottede overkrop, der var dekoreret med blå mærker og sår. Min underlæbe havde et stort sår, der fik det til at se hævet ud, og begge mine kinder havde blå mærker. Jeg så utrolig bleg ud, hvilket selvfølgelig fik de sorte rande under mine øjne til at se tydeligere ud. Mit hår lignede bogstaveligtalt en beskidt fuglerede, med tørt blod i spidserne. Jeg lignede en hulemand. I hvert fald en, der ikke havde været i bad i virkelig lang tid. Og det havde jeg jo heller ikke. 

Jeg fik alt mit tøj af, før jeg trådte ind i brusekabinen og tændte for vandet. Jeg skar en grimasse idet det varme vand kom i berøring med mine sår og fik det til at svie. Jeg tvang mine arme, der føltes som om de ingen muskler havde, til at massere shampooen i mit hår, før jeg også vaskede min krop. Jeg var omhyggelig med ikke at presse alt for hårdt på mine sår med svampen, selvom jeg forsøgte at skrubbe mig så ren som muligt. Hvem ved, måske ville jeg ikke få et nyt bad før næste måned? 

Da jeg endelig blev færdig med badet, hvilket nok havde taget mig mere end en halv time, viklede jeg et håndklæde rundt om min våde krop, før jeg gav mig til at rode i nogle skuffer efter en tandbørste. Et smil gled henover mine læber, idet jeg fandt en ubrugt tandbørste, hvorefter jeg gav mig til at børste mine tænder. 

Derefter fandt jeg en kam - nok Justin's - som jeg brugte til at rede mit hår, der nu virkede silkeblødt igen, idet jeg strøg mine fingrer gennem det. Jeg kunne af en eller anden grund ikke finde en hårtørrer, men det var okay, så længe jeg var ren. 

På trods af, at jeg nu var ren, havde jeg stadig kvalme, hvilket mindede mig om, at jeg var utrolig sulten. Dét, og så det faktum, at min mave konstant gav sig til at rumle. 

 

Da jeg endelig havde 'gjort hvad piger nu gør', som Ryan kaldte det, - hvilket indebar at barbere mig med en ubrugt skraber, som jeg fandt i en af skufferne - trådte jeg ud af badeværelset og sukkede lettet ved det faktum, at jeg nu var ren og duftede godt. Dejligt, siger jeg dig bare.

Ryan havde som lovet stillet noget tøj på sengen, hvilket blot var et par boksershorts og en stor, hvid t-shirt. Ikke, at jeg forventede, at de havde tøj til piger, jeg mener, hvor mærkeligt ville det lige være? Med mindre de førhen havde kidnappet andre piger. Bare tanken fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. 

Da jeg så fik taget t-shirten på, der var lang nok til at dække boksershortsene, satte jeg mig på sengen, eftersom jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre. Heldigvis blev jeg reddet for blot at sidde og kede mig, da Ryan åbnede døren, efter at have banket på den. Hvor betænksomt.

"Er du klar?" spurgte han, idet han stak hovedet ind, hvilket fik mig til at nikke. Hans øjne vandrede ned ad min krop, og mine kinder gav sig straks til at få en rosarød farve. 

"Ja, det kan jeg se," grinte han, før han gjorde en gestikulerende bevægelse med hånden, der signallerede til, at jeg skulle følge med ham. Vi trådte ud af soveværelset, og jeg kunne tydeligt genkende gangen, eftersom jeg jo allerede havde prøvet at stikke af. Derefter gik vi ind i stuen, som jeg i øvrigt også genkendte, før vi trådte ind i køkkennet, der hang sammen med stuen. 

"Jeg går ud fra, at du er sulten?" sagde han spørgende, og han fik i den grad et svar, idet min mave gav sig til at rumle. Han lod et charmerende, lille grin slippe ud af hans læber, før han tog en tallerken ud af mikroovnen.

"Pizza?" spurgte han med et smil, og jeg gjorde et lille nik med hovedet, idet jeg lyste op i et smil. Oh my God, pizza!

Jeg satte mig hurtigt ved spisebordet og gav mig straks til at æde pizzaen. Jeg havde overhovedet ikke i tankerne af at være høflig, jeg mener, jeg var nærmest ved at dø af sult. Ryan hældte et glas juice op til mig, før han satte sig overfor mig, og gav sig til at stirre på mig med et morsomt glimt i øjet og et tilfreds smil på læben. 

Jeg nød min mad, og jeg gik ud fra at Ryan nød at stirre på mig, indtil et højt brag gav et sæt i mig. Jeg var sikker på, at hoveddøren blev smækket, og min hjertebanken blev hurtigere og voldsommere, idet jeg hørte skridt komme hen imod køkkennet. Ryan så vist ud til at lægge mærke til min nervøsitet, men han sendte mig et lille, beroligende smil, som sagde han, at alt nok skulle blive okay,

"Hvad fuck laver hun her?", lød det fra en stemme, hvilket fik mig til at se op fra Ryan og på en skikkelse, der så ud til at ville myrde en. Jeg sank en klump, idet jeg stirrede ind i skikkelsens nu sorte øjne. Justin.

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

Hvordan vil Justin mon reagere? Vil Ryans opførsel mod Stella give ham endnu en grund til at straffe hende, eller vil det få ham til at åbne øjnene op og gøre det hele godt igen?

Hvordan vil Ryan og Stellas forhold udvikle sig?

*****

Først og fremmest; oh my God, jeg har ventet på dette øjeblik, og jeg nød virkelig at skrive dette kapitel. Vi når snart slutningen, og jeg glæææder mig bare så meget!

Jeg vil gerne sige undskyld for ikke at have skrevet i virkelig lang tid. Det skyldes, at jeg var blevet ramt af en skriveblokering. Jeg har bare haft det virkelig svært ved at skrive og så startede skolen jo, så jeg havde en masse at tage mig af. Men nu er jeg tilbage, hvor skriveblokaden er væk, og jeg nyder igen at skrive på denne movella! Desuden er alt på plads nu, og jeg vil skrive på mine movellaer hver tirsdag og fredag (og weekenderne også, hvis jeg får tid til det)...

Lige et par sidste ting: Jeg er så tæt på 100 likes, det vil betyde virkelig meget, hvis I gad bruge to sekunder på at klikke på 'like', og så vil jeg til gengæld give jer et nyt kapitel, peeps! <3

Og selvfølgelig vil jeg rigtig gerne vide, hvad I synes som dette kapitel, så skriv en kommentar og gør mig glad! Hihi <3

xx, Celina

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...