Love Hurts ♥ -Justin Bieber (+13)

Følg med i historien om Stella Jones... En helt almindelig teenager, hvis liv ændrer sig drastisk efter at have flyttet til en ny by og dermed en ny skole. I første omgang lægger ingen mærke til hende, men da skolens badass og playboy, Justin, begynder at interessere sig for hende, begynder alle øjne på skolen at gennembore hende. Hun går fra at være den ynkelige, ubekendte pige, til at være den mest omtalte på skolen. Nye venskaber former sig og kærligheden spirer... Dog går alt ikke så fantastisk, som Stella tror det gør, for bag Justins kolde og hårde facade, gemmer der sig et ar. Et ar fra fortiden, hvor Stella er indblandet... Stella bliver konfronteret med fortiden... Fortiden, som har skabt dybe sårer hos Justin. Er Justin alligevel ham, som hun troede han var? *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme!* *Justin er IKKE kendt* :) Tusinde tak til 'Google Like Liam', for at have lavet det smukke cover <3

266Likes
700Kommentarer
51990Visninger
AA

5. Chris = Mystik

"Hvordan kunne sådan noget ske, Stella? Og så på din første skoledag?" blev min far ved og gav en bakke med morgenmad på mit skød, hvorefter han satte sig på sengekanten og rystede på hovedet.

"Far, jeg har jo sagt, at jeg faldt og slog mit hoved ind i bordets hjørne.." sagde jeg sukkende, med en anelse irritation i min stemme. Ja, det havde irriterede mig, for han spurgte konstant, og jeg måtte gang på gang lyve over for ham, hvilket jeg slet ikke brød mig om. Jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke faldt. Det var den fucking, klamme idiot, der havde gjort det, men jeg var blevet godt truet med ikke at sige det til nogen, inden han forlod skadestuen. Han var det mest modbydelige og koldhjertede menneske, jeg havde mødt. Du har fucking givet mig hul i hovedet, og så truer du mig stadig! En ting havde jeg dog lært: Jeg skulle holde mig væk fra ham, ellers ville jeg ende med en brækket næse. Get it? 

Jeg havde ikke været i skole resten af den uge. Det er jo virkelig fedt ikke? Sidde i din seng, med en bandage rundt om hovedet og se Tom og Jerry hele ugen. Og da jeg ingen venner havde på denne skole, var der ingen der ringede og spurgte, hvordan jeg havde det! Super fedt! Det var bare livet! Jeg havde dog skrevet med min bedste veninde, April, fra Texas. Jeg havde fortalt hende om Justin, og det var hende der havde overbevist mig om at holde mig væk fra ham. For så stædig som jeg var, ville jeg forblive flabet over for ham. Men hun havde ret. Han var alt for 'bad' for, at jeg kunne stille mig op imod ham. De kunne jeg ligeså godt indse.

Lørdag fik jeg taget bandagen af hos lægen, dvs. at jeg havde haft den på i 6 dage. Jeg havde fået en slem bule, og lægen sagde, at den først ville forsvinde om et par uger. Sad, I know.. Så var det bare godt, at jeg havde håret til at dække for det. Jeg var virkelig stadig i chok over, at han kunne finde på det. At han virkelig kunne finde på, at give mig et hul i hovedet, fordi jeg kom med en spydig bemærkning. Hvordan i alverden kunne man tillade sig at gøre sådan noget?! Og så over for en pige, der er flere gange svagere end dig? Altså helt ærligt, hvor klam kunne man egentlig være? 

Jeg slog øjnene op mandag morgen, da mit vækkeur gentog den irriterende alarm, der skar sig vej gennem møblerne og fik mig til at stå sukkende op. Jeg slukkede for det og gik ind på toilettet og udførte min daglige morgenrutine, hvorefter jeg fandt noget tøj fra skabet, som jeg hurtigt hoppede i. Det bestod af et par simple sorte, højtaljede shorts og en skrigende pink top, som jeg stak i shortsene. Jeg tog en ring, min far havde givet mig til min 15 års fødselsdag, dvs. sidste år, og et par øreringe på. Hvor jeg dog glædede mig til jeg blev 17, wuhuuuu, det ville blive virkelig fedt! Det føltes bare som om, jeg havde været 16 i virkelig lang tid!

Jeg krøllede mit hår og gav det lidt volume, så min bule ikke skulle blive set, hvorefter jeg slyngede min taske om min skulder og begav mig ned i køkkennet, hvor min far som sædvanlig sad og ventede ved spisebordet med kaffe og avis.

"Endelig kommer du i skole igen..." sagde min far med en lettet tone og sendte mig et sympatifuldt blik, "det er virkelig uheldigt, at du allerede har måtte få så meget fravær.."

"Ja, det er ærgerligt, for jeg savner virkelig skolen!" løj jeg og tvang et smil frem, for så at æde min cornflakes. Jeg smed tallerken ind i opvaskemaskinen og gik så ud til bussen, som jeg heldigvis nåede i tide. Jeg skævede hen på Justins plads, der endnu var tom, og mumlede nogle skældsord for mig. Han var lige til at flå hovedet af! Jeg satte mig langt væk fra hans plads, da jeg virkelig ikke gad se på ham. Ingen lagde som sædvanlig mærke til mig, og der var helle ringen der spurgte, hvorfor jeg ikke var kommet i skole. Virkelig imødekommende og omsorgsfulde mennesker! Herligt!

Da vi endelig ankom skolen, opdagede jeg til min store forbavselse, at det var to andre, der sad på Justins og Ryans plads. Mit blik flakkede rundt for at finde Justin, af en eller anden mærkelig årsag, men han var ikke til at se. Jeg blev igen skubbet ud af bussen og gik så med hurtige skridt hen imod skolen, mens jeg mumlende beklagede mig over de uhøflige elever, da jeg fik øje på Justin. Han kom kørende i en sort Porshe med en dreng, jeg ikke havde set før, på forsædet ved siden af ham, mens Ryan sad bagerst. Han parkerede bilen på parkeringspladsen, og hermed fik jeg et svar. Han havde vist fået sig en bil, og derfor tog han ikke skolebussen, som resten af os tumper gjorde. Jeg betragtede ham ud af øjenkrogen stige ud af sin bil og gå hen imod skolen, for sidste gang at kaste sin elskede bil et blik. Pigerne omkring ham stirrede flirtende, men han ignorerede dem nærmest. Ja, hvem ville ikke blive kørt til skole af Justin Bieber, i hans sorte, nye Porshe? Alle -undtagen mig.

Jeg gik hen til mit skab og fandt mine historiebøger, eftersom det var historie jeg skulle have, hvorefter jeg hurtigt gik op ad trapperne, hen ad den dystre gang og ind til kontoret, for at meddele, at jeg var kommet i skole igen.

"Du er heldig, at Justin var til stede, da du faldt. Det var ham, der bar dig ind til sygeplejersken.." havde hun sagt, hvilket fik vreden i mig til at boble. Nej, det var da ej! Det var hans skyld! For helvede, hvor jeg dog hadede ham.

Jeg trampede tilbage til lokale nummer 79 og gik indenfor i det enorme lokale, med billeder af en masse konger og kejsere. Den eneste jeg dog kunne kende var Napoleon, der så stolt hang på væggen med en hånd i sin frakke. Jeg satte mig bagerst i lokalet og lagde mine bøger på det ridsede bord. Et hånligt fnis undslap mine læber, da jeg læste de 'morsomme' ord: "Julia + Justin = ♥"

Der var dog ridset et stort, fedt kryds på, eftersom pigen tilsyneladende var blevet skuffet. Det var sikkert bare en eller anden pige, Justin havde kommet nede i bukserne på, og så havde hun troet, at hun var noget specielt for ham, men efter deres knald, havde han sikkert ignoreret hende fuldstændig og dermed knust et hjerte. Hvis ikke flere. Synd. Virkelig. Jeg er glad for, at han ikke kunne gøre det samme med mig. Hvad fanden så de i den idiot? Han var bare et klamt væsen, der troede han havde alle, hvor han ville have dem! Det havde han sikkert også, inklusiv mig. Suk.

Lokalet var stort og kvadratisk og solens stråler sivede ind gennem vinduet og oplyste hele lokalet. Jeg hvilede min hage på min håndflade, som jeg sad og betragtede de trætte elever komme ind i lokalet og finde deres plads. Jeg spærrede øjnene helt op, idet jeg så Justin komme ind med en brunnette under armen. Mit hjerte galoperede afsted og mine øjne flakkede rundt, i håb om at finde et flugtvej, hvis det nu blev nødvendigt. Overdrivelse fremmer forståelse..

Hans blik mødte mit et kort øjeblik, hvorefter han sekundet efter vendte sig om mod brunetten og efterlod et kys på hendes læber. Hun rødmede en del, hvorefter han satte sig på en plads, der lå to pladser foran og så et til højre for mit. Han satte hende på sit skød, selvom der var en plads ved siden af, hvorefter han nærmest råsnavede hende. Hans hånd hvilede på hendes lår, og jeg stod i chok og stirrede på dem. Hvor var han klam, han kyssede sgu en blondine på gangen, for en uge siden. Jeg havde virkelig svært ved at holde mig fra at fyre en bemærkning af, men jeg ville holde mig væk fra ham. Folk omkring så ret ligeglade ud, selvom nogle piger ude i hjørnet stirrede jaloux. Jeg himlede med øjnene og slog op i mine bøger. Hvor mon de var nået? Idet jeg sad og bladrede rundt i siderne og af og til kiggede op på Justin og brunetten, der fortsat delte spyt, kom en ældre kvinde ind i lokalet og kastede med et bum sine bøger på bordet. Folk rettede opmærksomheden mod hende, lige undtagen Justin og brunetten, der jo havde alt for travlt. 

"Justin og Katy, læreren er kommet!" råbte hun og fægtede chokeret med armene. De trak sig væk og pigen, der åbenbart hed Katy, satte sig ved siden af Justin og lignede en tomat. Poor girl. 

"Det var dog utrolig, hvor I..." begyndte hun men blev afbrudt af Justins vrissen.

"Hold nu kæft man, vi er stoppet ik?" hvæsede han irriteret, hvilket fik hende til at himle med øjnene og sukke opgivende. Han mumlede et eller andet, der lød som bitch, jeg var dog ikke sikker. Han var alt for langt ude, virkelig. Men sådan var han; en røvsyg badass...

"Nå, har I alle læst hjemme i de kopisider, jeg delte ud til jer i sidste time?" spurgte læreren, der åbenbart hed fru Montez, og lod sit blik glide gennem eleverne og studerer dem hver især. Hvilke kopisider?! Hvad snakkede hun om?!

"Stella? Vil du komme op og fortælle om det, du har læst hjemme?" spurgte hun og lod sit blik studere mig.

"Tjo, jeg.. Altså jeg var ikke i skole hele sidste uge, og jeg har ikke fået besked på noget som helst.. Altså jeg har ikke kopisiderne.." forklarede jeg usikkert og forsøgte at se hende i øjnene, men mit blik røg hele tiden ned på hendes behårede skønhedsplet, der kunne ses på flere meters afstand. Ej hvor pinlig! Og ulækkert! -Ikke for at være ond eller noget...

"Jamen, jeg bad da Justin om at bringe kopisiderne hjem til dig?" spurgte hun forvirret og rev sit blik fra mig, for så at se på Justin, der trak ligegyldigt på skuldrene.

"Ej Justin, det kan da ikke være rigtigt..." begyndte hun sukkende, men fik dog et flabet svar igen.

"Jeg havde ikke tid for helvede, du kunne gøre det selv, så røvsyg som du er," sagde han irriterede, hvilket fik mig til at stirre i vantro på ham. Sagde han virkelig lige det?

"Så det godt Justin, ind på kontoret!" udbrød hun og pegede på døren med sin spidse finger.

"Det sgu bedre end at høre dine røvsyge historier," mumlede han, hvilket fik hende til at gispe af forbavselse.

"Unge nu om stunder.." mumlede hun rystende på hovedet, og resten af timen havde jeg svært ved at koncentrere mig. Han var sgu helt ude af den!

Klokken ringede endelig, og det føltes som om, jeg havde siddet der i en evighed. Jeg gik slalom hen ad gangen, hen til mit skab, for ikke at blive skubbet til. Det brød jeg mig virkelig ikke om, og jeg kunne hvert et øjeblik flå hovedet af en eller anden. Tro mig, det er en side af mig, der sjældent fremkommer, men når nu den er der, bliver det ikke et kønt syn. +99 siger jeg bare!

Jeg fandt vejen hen til mit skab og kastede mine bøger derind. Jeg fandt hurtig min fysikbog og sukkede ved tanken om, at jeg igen skulle have en time med Justin. Jeg forstod virkelig ikke, hvorfor han efterhånden fyldte så meget i mine tanker. I mit liv, dog selvom det ikke var på den gode måde. Når jeg nu tænkte over det, tænkte jeg meget tit på ham, mon han nu også tænkte på mig? Det tror jeg næppe, hvilket fik en sukken til at undslippe mine læber. Hvorfor gjorde det nu det?! Jeg gad da ikke have, at han skulle tænke sådan om mig, som jeg nu tænkte om ham. Flå hovedet af ham og sådan, for han var en der udførte ting, før han tænkte, og jeg ville nødig få hovedet flået af. Ellers tak..

Jeg fandt fysiklokalet med en smule besvær og gik så derind og fandt en plads helt bagerst i lokalet, som altid. Ja, det skulle jeg have indskudt, og jeg hadede bare det her. Hadede, at jeg havde et lavt selvværd, når det kom til det at falde ind i en ny omgangskreds. Nye venner og forhold. Det var slet ikke mig! Jeg var som altid en af de første der kom ind i klassen og tog plads, da jeg jo ingen har at sludre med uden for klassen. Men det er jo godt på den ene side, så kommer jeg aldrig for sent! Stay positive Stella, stay positive... Du skal kun gå på den her lorte skole i to korte år, og så er du skredet. Du skal nok klare det! Stay positive, keep believing!

Justin var en af de sidste der kom ind, men dog var jeg imponeret over, han ikke kom for sent. Denne gang havde han ingen pige med, nej, han nåede vist ikke at skaffe en, eftersom han var på kontoret. Ha, så kunne han lære det! Han satte sig forbløffende nok forrest, og idet jeg troede, han var begyndt at tage sig sammen, lagde han benene på bordet, vippede på stolen og havde telefonen i hånden, som var han opslugt af den.

Det sårede mig. Det sårede mig faktisk, at han fuldstændig ignorerede mig. Ikke, at jeg på nogen måder forventede, at jeg ligefrem betød noget for ham, for hvorfor skulle jeg det? Men det faktum, at han ikke engang kom og sagde undskyld eller spurgte, om jeg havde fået det bedre, det sårede mig. For jeg havde været igennem en ufattelig smerte pga. ham, og oven i købet blev jeg truet om ikke at sige det til nogen, hvilket jeg ikke gjorde, for som sagt ikke at få en brækket næse. Eller arm, måske også ben. Lad os nu bare blive enige om, at jeg ikke ville komme 100% rask ud af det her, hvis jeg ikke holdt mig fra ham, og det var det jeg skulle. Aldrig nogensinde snakke til ham eller se på ham. Han var luft. 

Fysiklæreren var en middelaldrende mand, med store briller og slank, høj krop. Han havde allerede tabt håret og lignede en eller anden, der havde spildt sit liv på et laboratorium. Han trådte ind i lokalet og blev fulgt af en masse andre elever, der stillede sig på rad og række og lænede sig op ad væggen. Hvem fanden var de? Jeg kastede et blik hen på Justin, der smilede skævt i retning af en dreng. Ham der sad ved siden af ham i bilen. Han havde sort, skinnende hår, der var sat op med voks, og var iført et par hængerøvsbukser og en læderjakke. Han så faktisk ok ud, og jeg stirrede sikkert lige nu!

Fysiklæreren gik hen til tavlen, stod så brat et sekund og stirrede på Justin, der stadig sad og vippede på stolen med benene på bordet. Han rystede på hovedet og sukkede opgivende, hvorefter han vendte sig om mod tavlen og skrev navne med sin sjuskede skrift.

"Hør efter," kunne jeg høre ham sige lavt og træt, og ærlig talt så det ud som om, folk ikke hørte efter. Så få dog gang i futterne, du lød som en levende død!

"I skal aflevere en fysikrapport om syre og base. I kan komme ind på neutralisation eller salte, det må I selv om, så længe I holder jer inden for emnet. 3. årgang har også om syre og base, og derfor har jeg blandet jer sammen med dem, så I måske kan lære noget af dem. Hvis de overhovedet ved noget..." sukkede han og fortsatte, "jeg skriver, hvem I skal være i gruppe med, opgaven skal laves to og to..." mumlede han og pludselig blev der stille. Folk betragtede ham nysgerrigt skrive navne på tavlen, i håb om at blive parret med en man måske har været lun på i et stykke tid, eller en nørd, der forhåbentlig vil lave hele opgaven. Med hjertet oppe i halsen ventede jeg på at læse mit navn oppe på tavlen. Jeg studerede 3. årgangene hver især, og håbede jeg blev parret med en imødekommende person, helst en pige. Ikke, at jeg havde noget imod drenge, nej slet ikke. Jeg havde det bare bedst med at arbejde med piger. Endelig kom mit navn til syne ved tavlen; Stella Jones og Chris Armstrong. Hvem mon Chris var? Mit blik flakkede rundt, i håb om at få øjenkontakt med ham, jeg skulle være i gruppe med, da den landede på den dreng, Justin for et øjeblik havde vekslet blikke med. Ham der havde siddet ved siden af Justin i bilen. Oh no, han var vel ikke også en badass?! Jeg var egentlig ligeglad med, hvem han var, bare det ikke var Justin. Chris fastholdt sit blik i mit og spærrede øjnene helt op. Han sank febrilsk en klump i halsen og vendte nervøst sit ansigt væk fra mig.

"Godt så.. Find jeres kammerat og begynd gerne på opgaven," mumlede han og satte sig ligeglad ved katederet. Chris kom hen og satte sig stille ved siden af mig.

"Hej.. Stella?" sagde han spørgende og hævede let sit ene øjenbryn. Jeg nikkede og gav ham hånden.

"Og du er Chris?" sagde jeg så, og nu begyndte det at blive lidt akavet. Okeeeeey.

"Hvor gammel er du?" begyndte han pludselig, hvilket fik mig til at hæve begge bryn og smile et forvirret smil.

"16?" sagde jeg og rystede spørgende på hovedet.

"Er du sikker på, du hedder Jones til efternavn?" 

Wtf?! Hvad fanden var det for et spørgsmål?

"Ehh.. Ja, ret sikker.." svarede jeg forvirret og så indtrængende på ham. Hvad fanden fejlede han?

"Hvor boede du, før du kom hertil?" spurgte han og sank en klump, idet han så nervøst ind i mine øjne.

"Ehh, prøv hør.. Jeg synes vi skulle komme i gang med opgave..."

"Svar lige på mit spørgsmål først.." afbrød han mig og så insisterende på mig. 

"Texas.."

"Oh, shit!" mumlede han og rejste sig heftigt op fra stolen, for så at gå hen imod Justin. Wtf?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...