A Place in this world

A place in this world, handler om en ældre mand ved navn Hr. Jensen som lider af kræft. Da han får at vide at han ikke har lang tid tilbage, tager han handling. For hvad gør man når ens datter er det eneste man ønsker at se? og hvad gør man når det eneste ens datter ønsker er ikke at se dig? En Historie på et kapitel...

3Likes
9Kommentarer
471Visninger
AA

2. Historie

 

Var det virkelig meningen jeg skulle dø nu? Ja, det havde det jo nok altid været. Det føltes bare som om det var forkert, som om der var noget jeg skulle havde nået.

Mit navn et Hans-Christian Jensen. For nogle år siden døde min kone af kræft, min datter synes det var min skyld, så hun forlod mig. Jeg aner ikke hvor i verden hun befinder sig eller hvordan hun har det.

”Hr. Jensen…. Jeg har desværre dårligt nyt.” Det ansigt der kom til syne i døren havde jeg mødt hver dag de sidste ni år, her på kræftafdelingen. Det ellers så smilende og imødekommende ansigt, var blevet trist og indelukket, som om sjælen bag øjnene holdte inde med en nyhed der ikke bare var dårlig, men dødelig.

”Ja?” Jeg tænkte over hvad det kunne være, men jeg vidste det egentligt godt. Det var sjældent man kunne klare ni år i den tilstand jeg var i, det havde de jo altid sagt.

”Hr. Jensen… Vi har jo altid vidst at din fremtid ikke så lys ud, men vi vidste ikke at det ville komme så stærkt som det har gjort …” Lægen snakkede og snakkede, men jeg hørte ikke længere efter, jeg sad og så på rummet jeg var blevet anbragt i. Hospitals hvidt. Klinisk. Jeg ved at når jeg forlader dette rum er de ord jeg snart får at vide, hvisket ud.

”..Men Hr. Jensen, det jeg prøver at sige er at de kun har et par dage igen, det er svært at sige præcis hvor lang tid det er.”

 Der kom det, og det stak hårdt. Jeg kunne mærke hvordan livsmodet sev ud, af det dybe sår kræften havde lavet i min sjæl. Jeg blinkede et par gange, og kom til mig selv.

”Det er fint, tak.” Jeg prøvede at smile, men jeg kunne ikke. Hun gik ud af døren.

Da hun var gået rejste jeg mig, og tog slangerne ud af kroppen. Jeg tog mit tøj på, og sprang ud af vinduet, det var heldigt jeg boede på stue-etagen. Mine bare fødder landede i græsset med et bump. Jeg mærkede kulden i min krop, det var en forandring. Jeg løb, løb alt hvad mine gamle ben kunne klare. Jeg nåede broen ud til den anden side, den væk fra hospitalet.

 Jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen så jeg løb bare, jeg stoppede først da jeg nåede indre by. Jeg fandt et gadehjørne, jeg kunne ikke mere, lagde mig bare ned og mærkede den kolde aften luft sive ned i mine lunger. Kort efter var jeg væk, jeg vågnede først da nogle unge drenge vækkede mig.

”Undskyld hr. har du brug for hjælp?” Drengene var den slags jeg helst ikke ville møde en sen aften alene på gaden. Jeg kom til at tænke på Charles Darwins teori om Survival of the fittest – Den stærkeste overlever.

”Ja det har jeg rent faktisk..” Jeg blev nød til at finde et sted at sove, ellers ville jeg bare skræmme folk ihjel.

”..Har i et sted jeg kan sove?” Lige nu var jeg ligeglad med om de ville slå mig ihjel, jeg skulle jo dø alligevel.

”Ja selvfølelig hr.” Det var nogle venlige drenge, der viste mig tilrette i deres hjem. Jeg lagde mig på sofaen, som de havde redt til mig. Her var der varmt i forhold til ude på gaden. Jeg lå og tænkte på min datter, på hendes dybe brune øjne og det smukke lange hår, hun mindede så meget om sin mor.

Drengene kiggede intenst på mig.

”Øhmm… Hr.?” De virkede meget urolige.

”Hr.? De bliver mere og mere hvid i hovedet, skal vi ringe efter en ambulance?” Det var virkelig nogle betænksomme drenge.

Jeg mærkede efter, jo jeg havde det rent faktisk lidt dårligt.

”Det må i meget gerne, tak.” Måske var det nu, måske var det nu jeg skulle forlade denne verden. Drengene ringede til ambulancen. I mellemtiden kiggede jeg på dem, de var to drenge, de var omtrent lige høje, men alligevel så forskellige. Den ene havde fortalt mig at han hed Morten, han var 23 år, den anden hed Dali han var 22. Morten havde en lys hudfarve, tatoveringer på armene og en kasket på hans bare isse. Dali var meget mørk i huden, men alligevel virkede han så bleg, han havde kort hår der strittede voldsomt ud til alle sider, han havde ingen tatoveringer, men han var meget muskuløs.

Da ambulancen kom frem gik det hele meget stærkt. Ambulance folkene fik bakset mig op på båren og hen til ambulancen.

”Tak.” Var det eneste jeg nåede at sige til drengene, men jeg tror det var nok. De kunne mærke hele min livshistorie og de forstod lige pludselig det hele.

I ambulance var der meget stille. Ambulance folkene satte en masse slanger til mig, jeg lå bare og kiggede op i loftet, havde bare lyst til at rive dem ud og bare dø.

Turen til hospitalet virkede som evigheder, men da vi endelig nåede frem var der vild trængsel. Jeg drejede hovedet, og kiggede lige ind i hendes brune øjne, jeg vidste lige præcis hvem hun var og hvad hun lavede der i venteværelset.

 

Jeg glædede mig bare til at se hende i himlen,

 Så kunne vi blive en familie igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...