Jeg er bare mig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 17 aug. 2013
  • Status: Igang
Det her er en form for dagbog, aner ikke, hvad man ellers kalder det. Jeg skriver mine dybeste følelser herinde, da jeg ikke kan stole på nogen overhovedet, men jeg har bare brug for at komme ud med nogen ting, så jeg har derfor valgt at skrive dem herind, som anonym. Skriv gerne i kommentar, hvis i har nogle spørgsmål. Svarer så hurtigt jeg kan. Anyways, en form for en dagbog, hvor jeg skriver alt det fis der, jeg ikke kan tale med andre om. Så dette kan man nok sige er lidt hemmeligt, eller, det er i hvert fald ikke kommet ud af min mund. lol. Følg med, hvis du følger stemning for det. See ya. Kys<3

3Likes
0Kommentarer
488Visninger
AA

5. Spise problemer wtf...

Jeg har altid haft et mega lorte problem til mad. Jeg har altid synes at jeg har lidt for meget fedt på kroppe, men jeg har desværre ikke haft motivationen til at gøre noget ved det. Men alligevel, så fik jeg den stupide idé at jeg bare kunne brække mig efter at have spist. På det tidspunkt lød det som en super idé og jeg havde det jo vildt dårligt med mig selv, men sådan foregik det i lidt over to år. Er dog stoppet(næsten) Jeg tabte mig, men tog hurtigt på igen, jeg begyndte så at blive virkelig asocial og det udviklede sig til selvhad og mere af det jeg kalder vægtkontrol og ædeflip. 

Jeg var blevet inviteret til en fødselsdag og jeg mødte selvfølgelig op, dog et kvarter senere pga forsinkelse. lol... Ja men altså, det var jo rigtig hyggeligt. vi var sådan delt op i tre grupper, jeg så håndbold med nogle andre, pludselig råber en ven op og spørger mig om jeg hørte hvad ....... (en fyr) sagde om mig. Det var jo sådan at de spillede sådan et underligt spil, kender ikke navnet på spillet. Men altså det er et eller andet med at man skal læse en beskrivelse af en kendis op, hvorefter modstanderen skal gætte, hvilken kendis det er. Min ven læser jo så op : En lille og tyk person (noget lignende) Hvor drengen så siger mit navn. 

Aldrig i mit liv har jeg følt mig så ydmyget... Kan virkelig ikke beskrive det, jeg græd indeni. Jeg kunne straks mærke aftensmaden og alt det sukker jeg havde fået kravle stille og roligt op.. Havde på det tidspunkt bare lyst til at stikke en finger ned i min hals og få det hele ud. Men det jeg gjorde var bare at grine af det og sige at det var pisse sjovt.. Mit humør var ødelagt, så jeg tog mine ting og skred. Jeg sagde at jeg skulle tidligt op den næste dag og den hoppede de heldigvis på. Havde virkelig ikke lyst til at være der, følte mig udstillet, ydmyget. Tanken om at være der og føle at de kigger på mig, kan jeg ikke. Græd fandeme hele vejen hjem, jeg bliver så usikker, når folk siger sådan om mig.. Jeg kan ikke tåle sådan noget.

Hvad fanden bilder den dreng sig ind i? Og han siger at han ikke mente det, men dte gjorde han, hvis jeg var den første der poppede i hans lille lorte hoved, når han hører beskrivelsen: En lille og tyk person. Hvor dum tror han jeg er. Alle vidste jo godt at han ikke mente det i sjov. Havde virkelig ikke troet at det skulle komme ud af hans mund. Jeg er chokeret, men nu ved jeg da at jeg ikke er den eneste der spille skuespil. 

-YouKnowWho

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...