Jeg er bare mig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 17 aug. 2013
  • Status: Igang
Det her er en form for dagbog, aner ikke, hvad man ellers kalder det. Jeg skriver mine dybeste følelser herinde, da jeg ikke kan stole på nogen overhovedet, men jeg har bare brug for at komme ud med nogen ting, så jeg har derfor valgt at skrive dem herind, som anonym. Skriv gerne i kommentar, hvis i har nogle spørgsmål. Svarer så hurtigt jeg kan. Anyways, en form for en dagbog, hvor jeg skriver alt det fis der, jeg ikke kan tale med andre om. Så dette kan man nok sige er lidt hemmeligt, eller, det er i hvert fald ikke kommet ud af min mund. lol. Følg med, hvis du følger stemning for det. See ya. Kys<3

3Likes
0Kommentarer
480Visninger
AA

6. Jeg føler mig... anderledes.

 

Jeg føler mig anderledes i forhold til de andre. Jeg lyver, jeg går ikke igennem en dag uden at have løget. Jeg lyver hele tiden, jeg elsker det. Jeg er efterhånden blevet så god til at lyve, at man ikke kan lure mig. Jeg skal være bedre end andre, så jeg lyver mig frem. 

Jeg bliver ikke presset eller noget af mine forældre. Mine forældre elsker mig selvfølgelig. Men min familie er så gammeldags. siden jeg var lille har mine forældre sagt: søde skat, den mand du skal have, skal have den mest velhavende familie, se yderst godt ud, være en haj i skolen og skal have den højeste uddannelse. De under rangen, må ikke komme i nærheden af mig. Derfor har jeg altid hold mig langt tilbage fra fyrene, jeg snakker og pjatter selvfølgelig med dem, men hvad angår kærlighed og det fis der, det holder jeg mig fra, til jeg i hvert fald er de atten år. 

Så for at jeg skal passe til den overstående beskrivelse af min "kommende mand" må jeg selv være definitionen af "perfekt". Jeg ved det, det lyder så massivt, men sådan står mit liv. Jeg er jo af etnisk baggrund, og sådan er det fra min baggrund. Derfor går jeg efter en høj uddannelse, jeg sætter store mål i mit liv. Så jeg lyver mig frem, ingen må kende til mine fejl overhovedet. Når der er gæster, render jeg rundt efter dem og gør alt, som en ung pige i 90'erne. Jeg har hørt fra flere af mine mrs veninder at jeg er en drøm, hvilket gør mig glad hver gang, men, det betyder ekstra hårdt arbejde næste gang. Derfor er jeg helt anderledes i skolen. Jeg er lidt mere barnlig, fordi folk ikke må lure  mig. Alt jeg gør i skolen er "rent skuespil" Min opførsel, min personlighed, min facade. Alt sammen ---> skuespil. Når mine klassekamerater så fortæller mig: " Jeg kan simpelthen ikke tro, at du bliver sytten år i år". Ja, så griner jeg indenvendigt. De ved ikke at min opførsel svarer til en attenårigs. At jeg mentalt er ældre. 

Ingen kender den sande jeg. Lyder kliché, jeg ved det, men sådan er det. Jeg kan alverdens retter udenad, kan gøre mit ejet hjem rent på kort tid. Det er træning, mit liv er træning. Jeg ved ta jeg allerede nu, vil kunne klare at bo alene. 

Men det, der skræmmer mig er: "Fyre". Jeg har ingen erfaring, Godt nok ved jeg en masse om fyre, underligt nok. Jeg ved hvad man skal ditten og datten, men når alt kommer til stykket, så er jeg bare en lille pige, der ikke aner en skid. Jeg flygter altid fra fyrene. Og hjælper mine veninder med deres fyre problemer. 

Jeg er også begyndt at få disse såkaldte ædeflips. Jeg hader det. for det er mest om natten, når der selvfølgelig ikke er nogen. Ja, så æder jeg det først jeg ser, om jeg bryder mig om det eller ej. På det tidspunkt er det min livret, hvilket ikke er godt. Jeg får som regel de ædeflips, når jeg føler mig presset.  Det er så hårdt og jeg hader det, det overtager min krop og det er så svært at stå i mod de ædeflips, for så, vil man bare have mere og mere. Først når man er  propmæt, så stopper man.

Det er ved at blive sent, så jeg stopper nu. Jeg ved ikke, hvornår jeg vil skrive igen, men det bliver forhåbentlig snart.

 

- YouKnowWho

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...