Show me how you Burlesque ❀ One Direction

April Valentine er ikke som andre piger, hun er nemlig den berømte popstjerne Harry Styles eks-kæreste. Grunden til de slog op var simpelthen at han kun tænkte på sig selv og hun så stak af. Der er nu gået 2 år og da Liams fætter holder polterabend på en af L.A.’s mest berømte Burlesque genforenes de brat. Dette skaber splid mellem de fem dreng. Kan de mon holde sammen alligevel? Had, sorg og drama opstår, men også kærlighed, sjove stunder og uforglemmelige minder. Følg med når gamle flammer tændes og nye opstår.

43Likes
93Kommentarer
2116Visninger
AA

5. Zap!

IKKE RETTET IGENNEM!

 

Efter lidt tid kan jeg høre en dør smække med et brag – endelig indså de at de ikke kan hamle op med Jack.

Men jeg bliver til gengæld overrasket da to vrede One Direction medlemmer træder ind i rummet og begynder at skrige op. Med et suk tager jeg endnu en skefuld is ind i munden. Hvorfor kan de ikke forstå man ikke skal irritere end pige der er på hendes periode?

”April! Hvorfor fanden har du ikke sagt at din mor er død?!” – ”Hvorfor har du aldrig fortalt os at du kunne synge og danse?” – ”Hvorfor forlod du os uden at sige farvel?” Og sådan blev de ved. Alle spørgsmålene gjorde mig svimmel og hver eneste et gjorde lige ondt.

”Hold så kæft, hold så kæft, hold så KÆFT!” råber jeg frustreret og begraver mit hoved i mine hænder hvor stille tårer forlader mine øjne.

Jeg kan pludselig mærke et par stærke arme lægge sig om mig som et tæppe. ”Undskyld April... Det var jo ikke meningen at gøre dig ked af det.” fortæller Zayn blidt og strammer grebet om mig.

Jeg tager en dyb indånding og holder op med at græde, men har sikkert stadig røde øjne efter at have grædt. Jeg kigger op på Zayn og bliver med det samme fanget af hans chokolade brune øjne. De er så trygge og varme. Det er dem der er bedst til at få mig til at falde ned igen.

”Det er okay.” snøfter jeg og griner halvhjertet. ”Det er bare mig der er lidt følsom.” Sådan plejer jeg faktisk ikke at være. Jeg plejer at tackle den her slags situationer som en kold bitch. Men det at to af de mennesker jeg har savnet mest nogensinde står og råber af mig – det kan jeg bare ikke tackle.

”Men jeg må sige, du var en lækker sild der oppe!” joker Louis og blinker med et frækt blik i øjet. Jeg griner og slår ham på skulderen med et snøft.

De andre drenge gør sig straks enige med ham. ”Men hvorfor har du aldrig fortalt os du kunne… Det?” spørger Niall der endelig har taget sig en pause fra min is – jeg burde snart kræve den tilbage faktisk.

Jeg tænker mig længe om inden jeg svarer. Hvordan fanden skal man forklare det? ”Altså, jeg har bare ikke følt at det var nødvendigt at dele det med jer da i havde så meget andet at se til, som at øve og sådan noget. Det ville bare være til besvær.” jeg slår det hen med en håndbevægelse der viser at det er lige meget.

De sender mig et ’er-du-dum-eller-sådan-noget’ blik – og det skal siges med perker accent. Ja undskyld men Bob skal altså også ud en gang imellem – Bob er min indre racist -. ”Hvad snakker du om April? Du er aldrig til besvær – i hvert fald kun nogen gange.” siger Louis og sender mig et kæmpe smil.

Jeg ruller blot øjne af ham og tager min is tilbage fra Niall som kommer med nogle højrystede beklagelser. Jeg tager en kæmpe skefuld ind i munden og gør ikke rigtig noget ved den, men sidder bare og surmuler.

”April, du er i sandhed den klammeste person jeg kender.” fortæller Louis og ryster på hovedet af mig hvilket får mig til at grine. Biggest mistake ever… Med mit held kunne det jo kun gå galt!

Det silede nemlig ud ved min mundvige og landede på mit nyligt rengjorte og hvide gulvtæppe. Det går op for mig at de alle sidder og stirrer på mig med sådan et ’ewwww’ blik. Ja, jeg er utrolig god til at formulere mig.

”Niall altså! Også på mit nyvaskede gulvtæppe!” hviner jeg bebrejdende og sender ham et  irriteret blik. De ryster bare på hovedet af mig. ”Yup, du har lige bekræftet min teori.” jeg ruller blot øjne af ham og mumler lavt ”I er også bare sarte…”

”April, der er forskel på at være sart og nogenlunde normal” griner Niall. Jeg vælger bare at ignorere ham og spiser videre af min is mens jeg kigger kort på tv’et hvor der bliver spillet den endelige scene i filmen – den hvor de bliver gift.

”Awww!” fangirler jeg med munden fuld af is så det nok lyder lidt underligt. Drengene tager sig ikke af det og kigger bare med på tv’et.

Jeg sukker da rulleteksterne popper frem på skærmen og pænt hentyder til at jeg godt kan slukke for lortet nu. Hm. Jeg fik næsten intet set på grund af det papænder.

Med en sløv bevægelse langer jeg ud efter fjernbetjeningen men da jeg ikke kan nå den ender jeg bare med at ligge ned på sofaen med en slap arm foran mig. Hvorfor kan jeg ikke zappe fjernbetjeningen hen til mig? Hm, det er vel forsøget værd.

”Zap!” prøver jeg i et strengt tonefald og peger strikst på den. Det hjælper ikke. Damn it. Hvorfor er min pegefinger ikke mere skræmmende? Det er da også en nytteløs lille pølselignende ting . Er du klar over hvor meget skæld ud jeg har fået på grund af den lorte finger? Det er uhøfligt at pege på folk! Lad være så være med at prikke til din lillebror! Du må ikke stikke din finger op i vandhanen den sidder bare fast! Bla bla bla…

”April, prøvede du lige at zappe fjernbetjeningen hen til dig?” spørger Louis med sammenklemte øjne. Jeg kigger bare dumt på ham. Hvad fanden rager det ham? Hvis han absolut skal lave et eller andet kan han så ikke gøre noget effektivt som at række mig fjernbetjeningen?

Jeg kommer lidt til mig. ”Nej?” spørger jeg da jeg ikke helt ved hvad han vil have jeg skal svare på det. Måske ikke det mest intelligente svar men altså, ingen er fuldkommen. Louis ryster bare på hovedet af mig og rækker mig så fjernbetjeningen.

Tankelæseren Louis. Det vil jeg kalde ham fra nu af. Gal jeg er sej til det med kælenavne. Boo bear? Pff, ikke mere, jeg er tankelæseren Louis. Lidt G har men vel lov at være en gang imellem.

 

***

 

Hvor er Jack taget hen? Klokken er snart 8 og han er stadig ikke hjemme? Det vil sige jeg har tilbragt hele dagen samme med drengene og jeg har faktisk hygget mig rigtig godt. Vi har egentlig bare set film, bestilt frokost fra Nandos, set film, spillet kiks… Ej okay måske ikke, men forestil jer lige hvor sjovt det ville have været! Nå men vi har i hvert fald lige spist ruskomsnusk fra dagen før da jeg ikke orkede lave mad – eller ringe til nogen for så derefter at gå hele vejen hen til døren og så give ham fyren der alt for genrøse (læs; lidt) drikkepenge. Nej tak.

Nå men nu er vi i hvert fald i gang med et druk spil. Nu har vi jo ikke snakket i 2 – snart 3 år – så det er nok meget godt at vi lige for opdateret os på hinandens liv.

”Jeg har aldrig kysset en tudse!” griner Niall bare for at løfte stemningen. Louis havde lige afsløret at hans kæreste havde været ham utro.

Jeg – som den eneste – bæller mit shot glas i en mundfuld. Fuck den var stærk. De kigger alle på mig med væmmelse i blikket. ”Til mit forsvar var det en utrolig attraktiv tudse.” mumler jeg forlegent.

De griner bare og ryster på hovedet af mig. ”Hvor gammel var du?” spurgte Liam der så ud til at have fået humøret tilbage. Jeg rynker forvirret brynene. ”Hvad mener du? Det var i sidste lørdags…” griner jeg da jeg godt selv kan mærke jeg er lidt påvirket af alkohol. De andre griner bare med, de kender mig godt nok til at vide at det er helt normalt for mig.

”Jeg har aldrig været kæreste med ham fyren med eyelineren!” – ”Jack?” – Ja ham!” udråber Louis muntert. Da ingen af os drikker noget kigger han mistroisk på mig. ”Er du ikke kærester med ham Jack der?” spørger Louis og rynker brynene. Det duer nok ikke at lyve og sige at vi ikke har noget sammen – men vi har da godt nok aldrig været kærester! ”Nej, bedste venner. Men vi har været i seng sammen en gang – eller to…” det sidste mumler jeg og trækker blidt på skuldrende – matematik har aldrig været min spidskompetence.

 

***

 

Vi er vist alle godt berusede nu, så vi har droppet at indtage mere alkohol da ingen af os gad have tømmermænd. Liam er dog overhovedet ikke beruset, han drak også kun sprite. Svagpisser. Ej, men kan jo ikke gøre for man mangler en lunge… Eller hvad det nu var for et organ? Normalt ville jeg kunne huske den slags, men lige nu er jeg for træt og fuld til at tænke.

Vi faldt alle omkuld så snart vi havde sat My Little Pony på. Fulde husker i nok. Argh, hvem prøver jeg at narre! Brownies 4-Life!

Nå men lige nu render jeg sundt og gør rent – tro det eller ej. Men en eller anden skulle jo gøre det. Heldigvis er jeg snart færdig så jeg kan lægge mig til at sove igen.

Jeg sætter med sløve bevægelser de sidste glas ned i opvaskemaskinen. Men lige som jeg vender mig om for at gå i seng står en hvis person kaldet Zayn lige foran mig. Han står så tæt på mig at jeg kan mærke hans kropsvarme og hans ånde som stærkt lugter af alkohol – jeg kan også lige skimte hans ’Zap!’ tattoo.

”Zayn, hvad laver du?” mumler jeg. Jeg er dog ikke træt mere. Hans nærvær holder mig vågen. Han stiller sig endnu tættere på mig så vi ikke står mere end få centimeter fra hinanden.

”Ved du godt selv hvor smuk du er?” spørger han kærligt og en bølge af kuldegysninger går igennem mig da han let stryger en hårtot der har vildfaret sig ned i mine øjne om bag mit øre. Mit hjerte banker hårdt mod mit bryst. Min krop et gået i dvale. Det er ikke svært at regne hans næste træk ud.

Inden han kysser mig hvisker han kærligt mod mine læber; ”Zap… Nu er du er min” et gisp undslipper min mund da hans læber blidt ligger sig på mine læber som en varm dyne af silke – ja hans læber er bløde. Først gør jeg ikke noget, men pludselig – uden min hjerne tænker over det – kysser jeg med.

Hvad fuck sker de for mig? Zayn er som en bror for mig plus han er en af Harrys bedste venner. Jeg ville nok have bebrejdet alkohollen for det, men det føles som om den ligesom er sivet ud af min krop. Og desuden… Kunne jeg jo godt lide det.

Fuck Zap.

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

 

Undskyld, undskyld, undskyld, UNDSKYYYYLD :'(

Jeg ved godt jeg er pisse dårlig til at opdatere her for tiden men jeg har bare haft travlt med alt muligt andet.

Håber i kan tilgive mig.

Og igen undskyld hvis der er mange stavefejl i dette kapitel, det ikke helt hænger sammen eller at det bare er sjusket stavet - jeg følte ligesom bare jeg skyldte jer at publicere det hurtigst muligt.

Jeg skrev næsten hele kapitlet i går aftes - mens jeg sad og så 'Familien Adams' - og jeg skrev bare alt jeg lige tænkte på ned så jah.. Så hvis det er dårligt så er det derfor, hehe.

Og mange tak for alle de søde kommentarer - i er virkelig forstående!

Farvel mine dejlige små søkoer <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...