Frihedsbegrebet

Med ordene "Helt og aldeles almindelig" bliver Mads sat i bås af skolepsykologen. Vrede fylder den 14 åriges sind, og han må tage voldsomme midler i brug, for at vise, at han er alt andet end normal.

1Likes
0Kommentarer
269Visninger
AA

1. Nytårsforsættet

Hvem har egentlig lyst til at være almindelig? Almindelig rimer jo nærmest på kedelig, usmagelig og banal. Almindeligs synonymer er simpel, ringe og ubetydelig. Almindelig virker som en god ting, men stille og roligt er det blevet et mere negativt ladet ord. Jeg er da ikke almindelig, vel? Jeg føler mig ikke almindelig. Mor bliver ved med at fortælle mig, at jeg er speciel, noget helt for mig selv. Da jeg var mindre troede jeg rent faktisk på hende, men som årene gik så jeg mig mere og mere sur på hende. Hun løj. Hun havde altid løjet. Jeg var almindelig. Jeg er så ekstremt leverpostejskedelig, at man skulle tro det var løgn. Det brune hår, som ikke er lyst, dog heller ikke mørkt. De mudderfarvede øjne, som mor yndede at kalde "smukke skovsøer". Der er ikke en skid smuk skovsø over dem. De er bæfarvede, med et lille strejf af grønt. Min krop var heller ikke ligefrem noget at prale af. Jeg var ikke tyk, så meget kan jeg da sige, men på den anden side var jeg heller ikke tynd eller muskuløs på nogen måde. Jeg var helt almindelig. Ikke specielt stærk eller utroligt hurtig på fødderne, men jeg var da heller ikke den svageste eller den langsomste. Som jeg sagde. Helt almindelig. Dødssyg og ekstremt banal.

Ikke at jeg havde noget problem med at være almindelig. Til tider er det fantastisk at kunne glide ind i mængden, gemme sig bag andre. Bare krybe sammen og lade uvejret passere over hovedet. Vente til freden kommer igen og fuglene atter kvidrer. Det er en egenskab, jeg har tilegnet mig fra alt for mange år af almindelighed. Indtil for ganske nylig, satte jeg en dyd i at være almindelig. Normal. Det var indtil skolepsykologen satte mig i den værste slags boks. Der findes tvbokse, de Sorte Bokse fra flyverdenen, helt almindelige opbevaringsbokse og boksning, som jeg i øvrigt går til og er, hvis jeg selv skal sige det, ret så god til. Men den slags boks jeg taler om er af en helt anden kaliber. Den er psykisk. Hun satte mig i fordomsboksen med mærkaten "Helt og aldeles almindelig". Det stod der, sort på hvidt, på den seddel jeg fik med hjem fra mit besøg hos skolepsykologen. Det var så utroligt ydmygende, at blive kaldt almindelig af en anden. På en måde er det okay, hvis man kalder sig selv almindelig. Når man bliver kaldt det af andre, ændrer orden mening og bliver overraskende offensivt. Det, der burde være en simpel tilkendegivelse af, at en person ikke skiller sig specielt ud fra flokken, bliver utroligt hurtigt til en anklage, nærmest et direkte angreb på individet. 

Jeg ønskede ikke at være almindelig. Jeg ville skille mig ud, så Celine lagde mærke til mig. Men hun kendte ikke engang mit navn og havde aldrig værdiget mig så meget som et enkelt blik. Kvidrer videre med sin fløjlsbløde stemme og griner med en latter, dejlig helt som et lille, klukkende vandfald. Jeg havde aldrig taget mig sammen til at tale med hende. Fandt altid en eller anden latterlig undskyldning. Inderst inde ved jeg godt, hvad det egentlig var, som stoppede mig. Jeg vidste godt, jeg ikke var god nok til hende. Alt for ordinær. Så jeg havde besluttet mig for et nytårsforsæt. Jeg ville ikke være almindelig mere. Slut med leverpostej, slut med "jamen, det er der jo ingen andre, som gør, så det må jeg nok også hellere lade være med". Jeg ville være speciel. Særlig nok til, at Celine lagde mærke til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...