VIRUS: Den nye verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Igang
Verden som vi kender den er ophørt med at eksistere. Før var livet en kamp for at passe ind, nu er livet en kamp for at overleve.
16-årige Hannahs verden blev vendt på hovedet for fire år siden ligesom den gjorde det for resten af Danmarks befolkning. Før det hele brød sammen blev der fra højeste sted lovet svar på spørgsmålene: Hvad? Hvorfor? Hvad gør vi?
Fire år senere er ingen af disse spørgsmål besvaret og et nyt spørgsmål melder sig.
Er det værd at være i live i en verden fuld af døde?

2Likes
4Kommentarer
406Visninger
AA

1. Godmorgen

Hannah åbnede sine øjne. 4 timers søvn var for lidt og det vidste hun udmærket godt. Morgendovent lod hun sine fingre glide gennem sit korte mørke hår. Det var helt filtret sammen. Hun så over på natbordet hvor et glas med en plumret væske stod fra dagen før.

Fy for helvede!” mumlede hun for sig selv og tørrede sig om munden med bagsiden af hendes beskidte hånd. Havde dette været en morgen for fire år siden havde Hannah hørt hendes mobil spille noget lalleglad popmusik, hun havde sur og tvær rejst sig fra en dejlig fjedrende madras og mærket hvordan varmen fra de bløde dyner ville give slip. Højst sandsynligt ville hun være smuttet i bad og have vasket sig med noget duftende shampoo inden hun ville slentre ned af trappens 18 trin have sat sig ved morgenbordet for at drikke et stort glas juice og spise en portion yoghurt med cornflakes og rosiner. Hendes forældre ville styrte stressede rundt i hele huset inden de begge ville smutte af sted på job i hver deres bil, så ville Hannah tage sine sko på, tage tasken på ryggen og stille sig ud for at vente på bussen.

Hannah rejste sig og strakte sig. Som altid var hendes ryg øm af at have sovet på den tynde grønne plaid med blomstermotiv som hun sov på hver nat. Med rutineprægede bevægelser rullede hun plaiden stramt sammen og puttede den ned i sin rygsæk. Efter endnu et stræk og rul med nakken gik Hannah hen til den hvide trædør der havde holdt det lille rum lukket natten over. Forsigtigt drejede hun nøglen indtil låsen sagde et velkendt klik. 13 trin ned og et lille hop henover det sidste trin der var flækket en nat for hvad der måtte være uger siden og så var Hannah nede. Hun studerede sine omgivelser nøje og konstaterede at alt var som det plejede, og dermed var alt som det skulle være. Nemlig i skønneste orden.

Godmorgen Caroline…” sagde Hannah med lys og artig stemme. Der kom intet svar tilbage. Det havde der aldrig gjort, og det var en af de ting der gjorde at Hannah følte sig tryg i Caroline Sørensens lille landhus. Alligevel hilste Hannah troligt på Caroline hver eneste morgen. Skelettet der engang havde været Caroline Sørensen sad ved køkkenbordet på en polstret stol, og med en uløst kryds og tværs foran sig. Da Hannah var brudt ind i huset for snart lang tid siden havde skelettet ligget helt forvredet inde i den svagt oplyste stue midt på et tykt rødt gulvtæppe. Sådan havde det fået lov at ligge i nogle uger, ja måske endda en måneds tid, men efterhånden som de tilbragte mere og mere tid sammen fik Hannah ondt af det sølle skelet der var resterne af en formodentlig helt almindelig kvinde. Med stort besvær fik Hannah bakset skelettet ind på en stol i køkkenet og her begyndte hun sine første samtaler med Caroline. Meget kunne man sige om Caroline vel var hun ekstremt undervægtig og temmelig død, men hun var en fantastisk lytter og hun stillede aldrig dumme spørgsmål. Imens Hannah spiste noget tørt brød med mælkebøtter til hjalp hun Caroline med at løse hendes kryds og tværs. Den sure smag af mælkebøtte vænnede Hannah sig aldrig til men de var for det meste saftige og det var en af de få planter der stadig var masser af. Mælkebøtterne behøvede ikke pleje de dukkede bare op i haven en efter en. Der var så mange mælkebøtteblade at Hannah hver morgen lagde et fint grønt et på en beskidt lille tallerken til Caroline. Ligesom med dagene havde Hannah ikke tal på hvor mange mælkebøtteblade der var gået til spilde. Udenfor hørtes en ganske svag lyd. Når der var så stille som der var på disse fugtige sommermorgener kunne man høre selv en fodsål der snittede toppen af en slidt haveflise. Det var lige præcis den lyd Hannah havde hørt.

Så Caroline nu sker der sgu noget!” hviskede Hannah forsigtigt over mod det tavse skelet der tog situationen med ophøjet ro. Dørene var låst og vinduerne var skoddede til alligevel følte Hannah sig på ingen måde sikker. I både Voldby og Sangstrup havde hun set hvad de kunne splitte ad, og hun vidste at var der mange nok og var de ophidsede nok skulle de nok finde en vej ind. Stilheden var rungende og Hannah mærkede hendes hjerte hamre på højtryk. Ganske forsigtigt og uden at lave nogen som helst form for unødvendige lyde eller hurtige bevægelser lod Hannah sine fingre gribe fat om skaftet på Carolines store køkkenkniv. Hendes knoer var helt hvide så fast var hendes greb om kniven. Så skete der noget uventet. Det bankede på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...