VIRUS: Den nye verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Igang
Verden som vi kender den er ophørt med at eksistere. Før var livet en kamp for at passe ind, nu er livet en kamp for at overleve. 16-årige Hannahs verden blev vendt på hovedet for fire år siden ligesom den gjorde det for resten af Danmarks befolkning. Før det hele brød sammen blev der fra højeste sted lovet svar på spørgsmålene: Hvad? Hvorfor? Hvad gør vi? Fire år senere er ingen af disse spørgsmål besvaret og et nyt spørgsmål melder sig. Er det værd at være i live i en verden fuld af døde?

2Likes
4Kommentarer
396Visninger
AA

2. Gæster

Tre faste bank. Ikke den skrabende lyd eller den hungrende hamrende lyd hun før havde hørt når de forsøgte at trænge sig ind. Det var bare tre helt almindelige bank.

Fuck det her lort… Undskyld at jeg bander Caroline…

Hannah kiggede forlegent over mod det stillesiddende skelet. Selvom det ikke var til at sige med sikkerhed troede Hannah fuldt og fast på at Caroline måtte være en ældre dame. Møblerne var alle mørke og tunge og på alle overflader stod der små porcelænsfigurer. Bjørne af forskellig slags, børn i leg og elefanter stod i klynger på borde og skænke i det lille kompakte hus. På væggene var der billeder i guldrammer. Billederne forestillede grædende børn, en gammel mand med en pibe i munden og så var resten ellers fyldt med grønne landskaber, nogen endda med en lille hjort på. Alene i køkkenet og stuen hang der omkring 10 billeder. Den tætte oldemoragtige atmosfære virkede beroligende på Hannah som et stort blødt velduftende slumretæppe. Velduftende var der dog ikke ligefrem i det lille hus. Selvom Hannah efter at have båret Caroline ud i køkkenet havde fjernet det store røde blodfyldte gulvtæppe i stuen hang lugten stadig ved. Det var en tung, varm og kvalmende stank der specielt når solen stod ind gennem vinduessprækkerne i stuen gjorde det næsten umuligt at holde ud at være indenfor. Hannah gættede på at noget af blodet måtte være trængt ned i det trægulv der var i stuen, og der måtte hun svigefuldt erkende at lige netop det rengøringsprojekt var der ikke nok vand til.

Det bankede igen på døren. Hannah prøvede om hun kunne skimte nogen ud gennem de barrikaderede vinduer, hun kunne ikke se nogen. Det kunne ikke være dem. For det første den måde der blev banket på, det var jo nærmest høfligt. For det andet kom de aldrig alene. Havde det været en af dem havde Hannah kunnet skimte nogle flere af dem i horisonten. I en hurtig og glidende bevægelse åbnede Hannah døren og svingede kniven frem for sig.

Hvad fanden har du gang i!” lød det hysterisk fra personen foran hende. Imens Hannah mumlede at personen skulle holde sin mund nærmest smed hun personen ind i huset og spejdede om personen var alene eller om han havde trukket sig et spor bag sig de ville kunne følge. Der herskede idyl for en gangs skyld. Forsigtig lukkede Hannah døren i og låste den med et stille klik. Personen der havde fået vaklet sig på benene igen var iklædt noget særdeles iøjefaldende tøj. Et par højhælede røde stiletter indsmurt i mudder, falmede tætsiddende jeans med glimtende palietter i rød og guld og en højhalset knaldrød bluse. Personen prustede og små dråber sved piblede frem på panden. Hannah forstod sveden for udover tøjet havde personen en hvid læderjakke og rundt om halsen et kæmpestort tørklæde i et glitrende guldfarvet stof. I en sommermåned var det en noget varm mundering.

Hvad fanden har du selv gang i? Tror du det er et karneval eller hvad? Hvis ikke du har opdaget det er jorden ligesom ved at gå under!

Personen fjernede langsomt tørklædet fra ansigtet og kiggede Hannah lige i øjnene.

Det har jeg helt bestemt opdaget.

Hannah fik et chok da hun hørte den dybe klang fra personens stemme. Hvad der havde fremstået som en slank kvinde der havde klædt sig lidt for billigt, og lidt for varmt på lød som en voksen mand. Da tørklædet var fjernet så Hannah den bredde kæbe og skægstubbene derpå. Det var en mand. Med et noget forvirret udtryk i ansigtet kørte Hannah mundlam en hånd gennem det stadig filtrede hår.

Ja jeg er altså ikke en transvestit, ikke at der er noget galt med det, men jeg er en overlever. Det her…” manden pegede op og ned af det glitrende feminine tøj ”… har reddet min røv mange gange. Verden er amok så alle tricks gælder. Nå ja jeg hedder Lukas hvis du vil vide det.

Lukas smed læderjakken på bordet i køkkenet og gav Caroline et elevatorblik.

Du kan sgu ikke være her. Hvis det er nødvendigt kan du blive her til i morgen, men så er du nødt til at forsvinde. Jeg klarer mig bedst på egen hånd og jeg kan ikke overskue at tage hånd om andre end Caroline så du er ikke velkommen her.

Med et lidt skævt smil pegede Lukas over mod skelettet ved køkkenbordet, og Hannah nikkede og trak på skuldrene. De høje stiletter klikkede mod trægulvet da Lukas gik ind i stuen og kiggede rundt. I samme sekund han indsnusede en portion luft med sin næse fortrak hans ansigt sig i en ubekvem grimasse. Hannah fandt nogle mælkebøtteblade frem i køkkenet og arrangerede dem på en tallerken. Tavs gik hun ind i stuen og rakte Lukas den grøntfyldte tallerken. Lukas så forbavset ud, og et lille smil kom til syne på hans ansigt. I stedet for at tage imod tallerknen kastede han sig ind mod Hannah og gav hende et kæmpekram.

For helvede hvor er jeg glad for at have mødt en der er normal!

Hannah stod som lammet og hun var helt uforberedt på at få et kram. Da hun mærkede den lune menneskekrop der kærligt pressede sig ind mod hende kunne hun ikke holde tårerne tilbage. Selvom hun havde undgået at tænke på det kunne hun ikke gemme det væk når endelig hun mærkede et andet menneske, hun savnede alle dem fra før virussen ramte. Hun savnede larmen, skænderierne, krammene og bare en hyggelig aften foran fjernsynet med hendes familie.

Det var som om tiden stod stille for en stund, og i dette øjeblik var der kun en varm følelse og den kolde barske virkelighed der lå truende på lur var glemt. Måske var det netop derfor at både Hannah og Lukas ikke hørte de slæbende fodtrin udenfor der kom nærmere og nærmere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...