Hviskeren

Det her bliver et lille udkast til en ny novelle jeg er begyndt på. Den skal handle om en ung pige der hedder Vesper, der med sin klans Cadiac, det ældste og klogeste medlem, er taget ud for at nedskrive al den gamle viden, der gået tabt under en storm. De skal rejse til et nordligt sted de ikke har været før, og der skal nok ske nogle ting videre. Så langt er jeg ikke noget, men her er et udkast i hvert fald

0Likes
0Kommentarer
301Visninger
AA

1. En ægte Cadiac

 

Vinden viskede blidt i bladende, de sidste regndråber lod sig falde til jorden, fra deres rede i blandt træernes grene. Normalt var skoven stille, stille som om den slet ikke fandtes. Man kunne hører selv den mindste vejrtrækning eller bevægelse, på en unormal lang afstand. Men stormens hærgen havde sat sine præg, og den stille skov, var nu, for dem der kendte den, et helt andet sted. Satte man hånden på et træs brogede bark, var det ikke længere en stille og fredelig følelse. De skreg, de skreg så forfærdeligt, og man kunne mærke den smerte, de under stormen havde været ofre for. De ældste træer havde ikke klaret stormen, og deres viden var gået tabt.

”Jeg læste stjernerne i nat” sagde Miranda og kiggede på mig. Hun havde siddet i skrædderstilling hele natten og stirret op i luften. ”Det lå jeg godt mærke til, hvad sagde de?” Miranda var klanens Cadiac, den ældste og klogeste, hun kunne som den eneste læse stjernerne. De kunne fortælle om fortiden, mere end de ældste træer vidste, for de havde været der siden tidernes morgen. Hun fortalte mig, at stjerne vil fortælle hende, hvem der skal overtage rollen om Cadiac i klanen. Men det ville først vise sig når hendes tid var inde. Jeg havde en fornemmelse af, at det blev Cyr, klanens smukkeste pige. Hun er ekstrem klog og kan alt en Cadiac skal kunne, bortset fra stjernelæsning selvfølgelig. Jeg var nok den sidste der skulle blive Cadiac, jeg kan intet, og køn er jeg heller ikke. Mit hår er uldet og krøllet, mine øjenbryn er tykke og jeg er tit beskidt, ikke lige den man forventer at blive klanens Cadiac.

”Vesper? Hører du efter?” Jeg rystede på hoved. ”Nej, undskyld” Hun sukkede dybt. ”Du lærer det aldrig vis ikke du lytter” Måske ville jeg ikke lærer det… men det tænke hun aldrig på. ”Der er et stykke land mod nord, hvor stormen har bragt større ødelæggelser. Vi må tage derop og indsamle den sidste viden” Jeg nikkede og samlede mine ting sammen. Vi havde rejst i flere dage, efter stormen var det vigtigt at samle al viden fra den gamle tid. Uden den gamle viden, var vi intet. Nogle klaner var begyndt at bruge skoven til at bygge og reparer deres huse med, men resultatet var bare død blandt folket. Ikke alle forstår det kredsløb vi lever i, men det gør vores Cadiac. Hun lytter til træernes skrig og skriver det ned, så det ikke bliver tabt. De steder hun ikke når, læser hun om i stjernerne. Hun er i sandhed en ægte Cadiac.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...