A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
300Kommentarer
11730Visninger
AA

9. ∞ Kapitel 8 ∞

”Confused..”

 

Efter jeg havde spist op, smed jeg skraldet ud. Mine ører blev runget af en falsk latter, som kun Brittany kunne komme med. Jeg vidste godt, at det ikke skulle gå mig på nerverne, men det var sådan set svært at ignorere. Jeg forstod ikke, at Zayn kunne være i nærheden af den støj, men jeg burde også være ligeglad, selvom jeg ikke virkede sådan. Underligt nok, havde jeg bare en stor trang til at lukke munden på den kælling, men det ville være respektløs og dumt. Jeg havde ingen respekt til hende, og jeg kunne godt finde på at gøre nogle dumme ting, så de var lige meget, hvis jeg afbrød hendes flirt. ikke?

Jeg gik tilbage til de andre, hvor Ella rejste sig op og sagde et eller andet til de andre. ”Undskyld, jeg må smutte. Jeg skal til læge, og min mor henter mig.” Jeg kunne godt høre det, så jeg smilede bare og gav hende et kram, inden hun var forsvundet i kantinen. Drengene startede en samtale op, som jeg hørte godt efter.

Det jeg lagde ekstra mærke til, var at Niall lod hans blik hvile på Ella, som var nu væk.  Selvom hun var der ikke, kiggede han stadig på døren. Ej, hvor var han da sød! Blondie var vild med skønne Ella. Jeg kendte det alt for godt. På min gamle skole, var der en fucking lækker dreng, som jeg stirrede på, men jeg var ikke decideret vild med ham. Det var hans udseende og hans stemme, der fik mig til at skælve. Jeg havde aldrig en chance hos ham, da han gik en klasse over mig, også havde han en kæreste, som han havde haft i snart to år. Det var da sødt, ikke?

”Hey, Niall!” sagde jeg for at få hans opmærksomhed. Han ignorerede mig, ved at stirre den åndsvage indgang/udgang. Jeg viftede en hånd foran hans ansigt, hvis det skulle hjælpe, men det gjorde han ikke. Han var ramt hårdt – lidt for hårdt. ”Hej Ella, er du kommet tilbage?”

Niall reagerede straks, da jeg nævnte hendes navn, hvilket fik os andre til at slå en latter op. ”Fuck, I onde,” mumlede han og tog et æble, som han tyggede irriteret. Vi grinede bare videre, og jeg smilede undskyldende til Niall.

”Er du vild med Ella?” spurgte jeg, og grinede det sidste ud. Han blev tavs, og var så begyndt at gnave på æblet, så han ikke kunne svare med mad i munden.  Jeg kendte Niall godt til, at han ikke sagde noget, hvis han ikke ville indrømme noget. ”Oh my lipgloss, det er du!” hvinede jeg og smilede stort. Louis, Liam og Harry stoppede med at grine, da de hørte, hvad jeg sagde

”Lipgloss?” Niall kiggede underligt på mig, og det gjorde de andre også, som om jeg var dum eller sådan noget, hvilket jeg ikke var, så de burde bare kigge den anden vej. Tabere, altså.

”Ja, det lyder bedre,” sagde jeg kort, inden jeg tog en slurk af min vandflaske. Det var altid noget, jeg sagde sammen med Phoebe. Vi syntes at det det lød meget bedre, og siden den dag havde vi sagt det. Folk syntes, at det var underligt, men det var vi kendt til at være, haha.

Jeg vidste godt, at Zayn kiggede hen ved vores retning, så jeg kiggede hen til ham, som ikke havde flyttet sit blik væk. Mit blik var låst fast til hans, og jeg ville ikke flytte det. Hans blik var så.. smuk? Det viste så meget, at det var helt umuligt. Jeg vidste godt, at mit blik viste noget i en retning med desperat. Spørg mig ikke hvorfor, at jeg var det, for jeg ville jo bare tale det hele ud.

En underlig trang til at gå over til ham og fortælle det til ham, var stor. Så før jeg anede noget, havde jeg rejst mig og gået hen mod ved det ”populære bord” – med min vandflaske i hånden, hæhæ. Zayn låste stadig sit blik, indtil Brittany vendte hans hoved mod hendes, og gav ham et frækt smil. Han kiggede bare afvisende på hende, hvilket fik min mave til at vende sig – på den gode måde. Spørg mig ikke hvorfor, men hvis I var virkelig nysgerrige, så var det på grund af effekten Zayn stadig på mig.

Da jeg nåede hen til bordet, ville der ikke komme nogen ord ud af min mund, selvom jeg ville sige noget. Jeg lignede sikkert en bange forvirret hundehvalp, som var bange for at sige noget, fordi hvis de andre hunde bare ville grine af mig. Okay, dårlig eksempel, men I vidste godt hvad jeg hentydede til.

”Noget, du vil, Carlson?” En mest provokerende stemme, fik mig til at vågne op i den virkelige verden og heldig som jeg nu kunne være, fik jeg ord igen. Brittany stirrede stadig koldt på mig, men det påvirkede mig ikke på nogen måde. Det var kun, hvis det var Zayn, der gjorde det, men han kiggede kun nysgerrigt på mig.

”Hold kæft, Brittany. Jeg kom ikke for din skyld,” røg det ud fra mig. Jeg hørte grin og gisp bag mig, og straks kantinen stille. Hun kiggede koldere på mig, og som jeg sagde før, påvirkede det mig ikke. Hun skulle ikke tro, at jeg var bange for hendes grimme, blå øjne, som var omringet af flere lag mascara og øjenskygge, der så yderst klamt ud. ”Zayn, vi skal tale.”

Inden Zayn overhovedet nåede at reagere, rejste Brittany sig op og gik hen til mig. ”Hør Maybel,” vrissede hun og pegede på mig. Helt ærligt, jeg vidste jo godt hvem Maybel var, da jeg var hende. Dumme blondine. ”Du skal ikke tro, at du kan tale sådan til mig.”

”Og hvis jeg gør det?”

”Så skal jeg nok gøre dine skoledage værre, end de var.” Hun truede mig, og da jeg ikke blev bange for hendes ord, fnyste jeg bare, hvilket fik andre rundt omkring til at reagere som de gjorde før. Selvfølgelig havde hun forventet, at jeg ville løbe skrigende væk, men sådan virkede det ikke i min verden. Det fungerede mere, at jeg ville få det sidste ord. Og det skulle jeg med glæde få.

”Skal det gøre mig bange?” spurgte jeg flabet og lagde mine arme over kors, i takt med at jeg kiggede flabet på hende. Jeg kunne se, at det irriterede hende grænseløst, hvilket jeg nød at se.

Igen, det var kun Zayn, som kunne gøre mig bange, og hun skulle ikke tro, at hun var som ham. Det klikkede bare ikke, og det måtte hun bare acceptere. Nok var hun den populæreste og den mest falske, men hun havde ikke ret til at tale sådan til mig. Det var irriterende og åndssvagt, og hun vidste ikke hvor dybt vandet var lige nu.

Inden hun nåede at svare tilbage, ”kom jeg til” at spilde vand på hendes hovedbund. Hun gav et skrig fra sig, så hendes lille slæng, tørrede det fra hende. Samvittigheden var ikke kommet endnu, så jeg grinede fuldstændig indeni. Hendes hår blev gennemblødt og det samme gjorde hendes nedringet bluse. Hendes makeup var ved at tvære fuldstændig ud, og det var der, jeg havde lyst til at filme det. Men min mobil var løbet tør af batteri, så jeg måtte nøjes med at huske det.

”Vent og se, din kælling! Jeg skal nok få ramt på dig, din fede ko!” skreg hun, mens hun blev trækket ud af kantinen. Ordene ramte mig ikke, når hun ikke havde noget på mig eller kendte mig. Jeg følte en lille sejr indeni, og jeg kunne ikke gøre andet, end at nyde det.

Havde jeg ikke sagt det mange gange?

Lige meget!

Samvittigheden var kommet, og den havde ramt mig hårdt. Jeg vidste hvorfor. Kunne I huske den episode, hvor jeg fik spildt cola i håret? Ja, det spillede som en film ind i mit hoved, og jeg kunne ikke gøre andet, end at holde kæft og være skammet over, hvad jeg gjorde. Måske skulle jeg sige undskyld til hende, men hun ville ikke tilgive mig – det var jeg 100 % sikker på. Hun ville bare blive hævngerrig.

Jeg kunne vel fortælle jer, at jeg havde fået problemer – store problemer. Skolen accepterede denne skandale på ”en af skolens flittigste elev”, så derfor skulle jeg sidde efter, efter skole. Eftersidning, hvis I vidste hvad det var. men det gjorde I ikke, da der var sikkert flinke lærere på jeres skole, som ikke holdte øje med, hvad eneste detalje, man gjorde i eftersidning. Måske vidste I heller ikke om det, da I var gode mennesker, men jeg var en crime ryder.

Klynk.

Mine forældre var skuffet – faktisk utrolig meget. De havde ikke forventet at jeg ville gøre det, og det havde givet mig stuearrest i en uge. Eftersidning + stuearrest = jeg ville få spat. Men i hvert fald, så måtte jeg godt få besøg af venner og jeg måtte godt have mine elektroniske sager. Så strenge var de ikke. skoleinspektøren fortalte, hvis det skete igen, ville min karaktere ryge ned. Uretfærdigt, ikke? Strenge mennesker, altså. Men siden han havde set min karakterbog fra min gamle skole, blev han mildere. Lidt af en kloge- åge kunne man godt kalde mig.

Hvis jeg bare tænkte fornuftigt for tre timer siden, ville jeg ikke rådne op helt alene i et forladt musiklokale, som var blevet lavet om til en eftersidningslokale, men det gjorde det ligefrem ikke bedre. Der var heller ikke en sjæl, udover mig, der var herinde – ja, hvis man ikke talte de små guldfisk, som var i et meget beskidt akvarium. Stakkels dem. De fik sikkert heller ikke mad, fordi der ingen, der kom her – ikke engang Zayn.

Crime ryder – again.

Når men nu sad jeg helt alene i eftersidningslokalet, det havde jeg fortalt, og der var fuldstændig stille ude på gangen, da jeg hørte, mens jeg sad på det tætteste bord ved døren. Lidt for stille, hvis I skulle spørge mig. Jeg ville nu ikke lyde, som en overdramatisk skuespiller, men jeg ville lige tjekke det. Siden der nu ikke var nogen herinde, ikke engang en lærer, så kunne jeg sagtens smutte.

Jeg rejste mig stille op, inden jeg listede hen til døren og videre i gangen. Der var ingen lyd her, og det gjorde mig en smule bange. Sorry, jeg havde set for mange gyserfilme! I hvert fald så var gangen også mørkt, og der var et lys der lyste ved enden af gangen. Spooky.. Jeg gik bare videre, som om intet var hændt, indtil en lyd kom bag mig.

Panisk vendte jeg mig om, og så en mørk skikkelse ved den anden ende ved gangen. Jeg kunne ikke hvem, det var og det gjorde angsten til at banke lød på mit hjerte. Ingen ord kom ud af min mund, og hurtigt blev min mund tør. Det skete altid, hvis jeg blev bange.

Mine fødder bakkede tilbage, og det fik personen derhenne til at gå hurtigere. ”Hvem fanden er du?!” spurgte jeg bange, og bakkede hurtigere tilbage. Et hæs grin gav genlyd i mine ører, hvilket fik mig til at kigge forvirret hen på personen. Grinet var meget genkendeligt, og det gjorde mig mere lettet, selvom jeg ikke vidste hvad han ville gøre. ”Zayn? Hvad laver du her?”

Hans blik var ikke til at tyde, men jeg kunne ane et smil på hans læber. ”Jeg er kommet for at få dig ud,” konstatererede han og stod nu tre meter væk fra mig. Jeg rynkede mine bryn og kiggede skeptisk på ham, hvis han ville knække sig og fortælle sandheden. Dog fik jeg bare et smil og en vinkende hånd, som betød at jeg skulle komme.

”Jeg har eftersidning, så jeg kan ikke bare smutte.”

”Helt ærligt Maybel.” Måden han sagde mit navn på, gav mig kuldegysninger, selvom det ikke var koldt. ”Der er ingen lærere heller ikke engang skoleinspektøren. Som jeg ved, er der kun sikkerhedsvagten, som lukker dørene her og slukker for ting, der er tændt. Han ved ikke at der er nogen, som har eftersidning. Så vigtig er hans job heller ikke,” fortalte han og kløede sig kort i nakken.

”Er du nu sikker på det?” hviskede jeg i frygt om der var nogen, der ville høre os. Zayn kom med et grin fra sig, og smilede stort, men rystede på hovedet. Alligevel gik jeg hen til ham, og sammen gik vi langs gangen.

Jeg var sådan set forvirret over hvorfor han smilede til mig, da han virkede meget pissed. Men jeg var 100 % sikker på, at det var mig, der gjorde det? Helt ærligt, hvem ellers? Hvis han ikke snakkede med mig, ignorerede mig og sikkert glemte mig, var det kun mig der var skyldig.  Jeg ville aldrig kunne finde på, at såre nogen hvis jeg ikke havde en grund. Ved Zayn, ville jeg heller ikke såre, men jeg vidste ikke engang hvad det var han var så sur over. Det irriterede mig, ja, men jeg ville gerne snakke om det. Det kunne være i dag, men jeg ville ikke være alt for direkte.

Zayn og jeg gik hen til mit skab, efter jeg havde mumlet at jeg ville hente mine ting. Det gjorde jeg så hurtigt, også styrtede vi hen til udgangen. Det var ikke noget, jeg kunne lide eller havde prøvet, men der var heller ikke noget, jeg havde lyst. Jeg var bange for, hvis de ville opdage mig, selvom Zayn havde fortalt rent og tydeligt, at det ikke ville ske. Men alligevel? Hvad med, hvis sikkerhedsvagten vidste det og ringede til inspektøren?

Da jeg fik den lune luft på mit ansigt, rystede jeg tankerne ud af mit hoved. Jeg nød den, da jeg elskede sådan et vejr. Ikke for varmt, ikke for koldt men lunt. Skønt. Zayn gik imod en motorcykel, som han sagde at jeg skulle sætte mig på. Selvfølgelig havde han advaret mig med at der ikke ville ske noget, da jeg sikkert så forskræmt ud.

Med tøven satte jeg på den, hvor jeg fik en hjelm, som jeg tog på. ”Læg hellere dine arme rundt om mig, hvis du ikke vil falde.” Han kom med et hæst grin, hvilket fik det til at krible inde i maven. Jeg gjorde som han sagde, og holdte stramt til da jeg hørte motoren.

Den begyndte at bevæge sig, også var vi ude af skolens grund. Jeg nød den lille brise, men det var mere Zayns nærvær, jeg gjorde det ved. Det var en dejlig, men ukendt følelse, som var i min mave og gav mig mærkelige vibrationer. Det var ikke fordi jeg var sulten (hihi), men det var Zayns effekt. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde at jeg var taknemlig over Zayn. Jeg var sluppet ud af eftersidning, og skulle så ikke være alene med en sikkerhedsvagt.

Jeg drejede mit hovedet, og lagde mærke til at vi ikke var nærheden af Westminister. Vi var omkring Hyde Park. Hvad havde han gang i? ville han kidnappe mig, siden jeg ikke kendte noget til London. Min vrede ræsede af sted videre til min mund, så jeg kunne sige noget til ham. Men der kom intet ud af munden. Jeg blev alt for fascineret af den smukke park med frisk grønt græs, de flotte blomster og varmen der kom herfra.

Hvor var jeg henne?

Pludselig kunne jeg se, at motorcyklen var stoppet. Zayn steg af, hvilket jeg automatisk gjorde, inden jeg fjernede min arme omkring ham. Jeg tog hjelmen af og kørte en hånd gennem mit hår for at rette det en smule.

Med min taske rettet ordentligt på skulderen, gik jeg hen til Zayn, som var på vej med en lille bro. Han kiggede ud mod søen, som der også var og åndede lettet ud. Alt i alt, så slappede han af, over noget underligt.

”Zayn, hvorfor er jeg her?” kom det fra mig, og kiggede hen på ham, som vendte sig hen til mig. Han smilede, kiggede en enkelt gang ned på jorden, inden jeg fik lov til at se ind i hans chokoladebrune øjne. Som svar trak han på skuldrene, hvilket fik mig til at kigge en smule forbløffet og irriteret på ham. ”Svar mig.”

”Det du gjorde henne i kantinen ved Brittany.. det var modigt,” sagde han tøvende og gik hen til mig. ”Hør, som jeg sagde for en uge siden, så er der noget specielt ved dig, Maybel. Jeg ved ikke hvad, men jeg brænder virkelig for at vide det. Det har bare kørt rundt i mit hoved. Du har kørt rundt i mit hoved. Jeg ved ikke hvad der sker,” fortalte han og sukkede.

Jeg kiggede overrasket og lettet hen på ham, og jeg kunne mærke at mine mundvige trak sig opad. Han smilede svagt, inden han kiggede ned på jorden og stoppede med at gå. Mine fødder traskede hen til ham, så jeg stod cirka en halv meter fra ham. ”Hvorfor er du overhovedet sammen med kællingen.. jeg mener Brittany!”

Han trak på skuldrene igen, og kiggede hen til mig igen. ”Jeg ved det faktisk ikke. Hun er for omklamrende,” sagde han og grinede sit dejlige, hæse grin.

Jeg trådte et ekstra skridt hen til ham og smilede. En lettelse spredte sig rundt i tanke om, han overhovedet gjorde med hende. Jeg vidste, at det var dumt og latterligt at jeg tænkte sådan, men jeg kunne slet i komme i nogle tanker om de to sammen. Brittany var kort sagt en kælling, og Zayn var en mystisk, flot og skøn dreng. Igen, der var noget specielt ved ham og jeg ville stadig finde ud af hvad det var.

”Maybel..”

Jeg kiggede op til ham og kiggede spørgende til ham. Før jeg nåede at kigge to ekstra på ham, havde han presset sine læber på mine meget blidt. En slags fyrværkeri sprang rundt i mit hoved, hvilket fik mit hjerte til at banke hurtigere og hårdere. Straks glemte jeg hvad der var omkring mig, og nød den dejligste kys, jeg nogensinde havde fået.

 

∞∞∞∞∞

 

Hvad tror I der sker nu? Var det godt, at Zayn fortalte hvad han tænkte? Hvad er de ukendte følelser, Maybel render rundt med? Er det sødt, at Niall er vild med Ella? Er Brittany ikke en kælling?

- Og nu til andre ting.. Hvis jeg publicerede en novelle (med One Direction, selvfølgelig) vil I så følge med den. Handlingen og coveret er klar, men jeg vil først høre jeres svar. For resten så er de kendt i den novelle, og det er med en ny person, som I nok kender ham som Tommeltot, hihi.

Det var det. Heeeeeeeej!

Nellie. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...