A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
302Kommentarer
11347Visninger
AA

8. ∞ Kapitel 7 ∞

”I regret it.”

 

Zayns synsvinkel

Efter jeg havde lukket døren med et brag, og var ude af huset på ingen tid, sukkede jeg skuffet af mig selv. Mine handlinger var latterlige og dumme, men jeg kunne ikke ændre det nu. Selvfølgelig fortrød jeg, at fortælle Maybel, hvad jeg tænkte, men det var vigtigt at hun ville få det at vide.

Jeg havde haft det i tankerne, og eftersom det drev mig til vanvid, måtte jeg ud med det. Nysgerrigheden om Maybel, havde været i mine tanker og jeg kunne ikke klare det. Det var ikk noget, jeg burde have eller havde haft før, og det gjorde mig bund og grund irriteret. Jeg gad ikke have hende i tankerne, men jeg kunne desværre ikke bestemme om mine tanker.

Hvorfor skulle jeg også komme med den fucking besøg? Det havde kun gjort det hele værre, nu når jeg havde kysset hende og gik derefter. Hvorfor kunne det ikke have været et besøg, hvor der ikke boede ret tiltrækkende personer i huset? Ja, jeg syntes at Maybel var meget tiltrækkende, men det var også kun fordi hun havde snoet mig rundt om sin lillefinger i skolen. Det var pisse irriterende, men hvad skulle jeg gøre?

”Zayn, hvor skal du hen?” En lille piges stemme, som jeg genkendte meget godt, kom hen til mig og kiggede forvirret med hendes store, brune øjne. Jeg smilede kort og satte mig på hug, så jeg kiggede op til hende.

”Jeg tager hjem. Vi ses derhjemme, ikke?” Jeg sendte Safaa et smil, inden jeg gav hende et kys på hendes lille næsetip, hvilket hun fnisede af. Han gav mig et kram, og luntede hen til min mor med sine små ballerinabesatte fødder.

Jeg elskede min lillesøster overalt på jorden, og der var ingen, der fik lov til at gøre hende noget fortræd. Hvis det skete, ville de straks fortryde det, for de ville få en meget vred storebror på nakken. Jeg fortalte hende altid sandheden, men denne gang løj jeg. Jeg skulle ikke på hjem, eftersom jeg havde lyst til at snakke med drengene, og hvis jeg havde ret, så ville Niall ikke være der.

Siden Niall havde været alt for travlt med at være sammen med Maybel, så havde jeg kun været sammen med Louis og Liam, som i det mindste havde været der for mig. Jeg vidste ikke hvad der skete for Niall, eftersom vi var bedstevenner, og venner frem for piger, selvom jeg havde mange piger med mig. Alligevel så burde han være der, hvis jeg havde brug for at tale med ham. Det var uacceptabelt, at han droppede mig frem for Maybel.

Jeg vinkede farvel til Safaa, som vinkede igen, inden mors bil var væk igen. Idet sukkede jeg kort, inden jeg begav mig hen til min bil, der stod og ventede til at jeg brændte noget brændstof. Hurtigt steg jeg ind, og puttede nøglen ind i tændingen. Jeg spændte selen fast, og bakkede tilbage, så jeg kunne komme ud af indkørslen, mens jeg kiggede i bakspejlet. Som overrasket, stod Maybel henne ved sit vindue, og kiggede ned til mig. Jeg kiggede en enkel gang, men kiggede væk igen og drønede den ud af den ellers stille vej.

 

Jeg dukkede op foran Liams dør, hvor jeg kunne høre grin og råb derinde. Efter at hæve min hånd og banket på, blev døren hurtigt åbent af en vild glad Louis, som gav mig plads til at jeg kunne komme forbi. Jeg smed mine sko, og bevægede mig hen ind i stuen, hvor jeg så en lille slåskamp mellem Niall og Harry var i gang.

Uden at forstyrre deres lille fight, satte jeg mig på sofaen og gravede min hånd ned i popcornskålen, som lå på sofabordet. Mens jeg spiste det, kiggede jeg hen på Liam, som smilede som hilsen, så jeg nikkede en enkel gang og smilede. Drengene var nu slut, og satte sig forpustet på sofaen, og begyndte at æde slikket.

”Hva’ så Zayn? Hvem er den nye pige, du har noget med?” lød det drillende fra Harry, hvilket fik Louis til at slå ham bebrejdende på hans baghoved. Det irriterede mig ikke, hvis det var Harry, eller drengene, som snakkede om mit ”forbrug” på piger, fordi de var mine bedstevenner, og det lavede sjov med det. Men kom det fra en, som jeg ikke kendte, ville jeg nok blive vred.

”Nej, ikke endnu,” svarede jeg ærligt, og satte mig ordenligt på den glidende lædersofa. Drengene grinede kort, hvilket fik et lille smil til at spille på mine læber. Jeg elskede at være sammen med drengene, og være mig selv. De kendte mig mere end nogen andre, og de var heller ikke nogen, man bare kunne droppe. Man kunne ikke bare droppe sine brødre, vel?

De havde altid været der for mig, og hvis jeg ikke havde dem, ville jeg ikke vide, hvad jeg ville gøre. Uden dem, ville jeg nok være en af de mest forvirret og fortvivlet personer, man nogensinde kunne tænke. Jeg havde nogle problemer, og de tog med mig under deres vinge, da jeg også begyndte på skolen.

Ja, jeg havde også været ny, og alle kom altid hen til mig og spurgte løs. Jeg fik en masse venner, de fleste var piger, og før jeg vidste af det, havde jeg udnyttet pigerne for have mig tilfredsstilles, da jeg vidste at jeg kunne. Man kunne godt sige at jeg blev lidt for afhængig af det. Det blev bare meget værre, da mine forældre blev skilt. Jeg kunne slet ikke tage det, så jeg blev ved og ved, for at få smerten af forladelse af min far væk, så det var her, jeg stod her.

Jeg ville aldrig fortælle det til nogen – aldrig. Det var kun drengene, der vidste det, og der var ikke flere, der skulle vide det. Heller ikke Maybel, selvom jeg havde en underlig trang til at fortælle hende det. Men jeg ville ikke gøre det. Jeg kendte hende ikke engang godt nok, til at stole på hende, og jeg ville heller ikke sikker på, om hun ville fortælle det til nogen. Den risiko ville jeg ikke løbe.

∞∞

Maybels synsvinkel

Der var nu gået lidt over en uge, siden jeg havde set Zayn hjemme hos mig. Dagen efter, som var fredag, havde Zayn ignoreret mig, eller så var han ikke i skole. Jeg måtte have gjort ham vildt sur, og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Måske havde han været en idiot foran mig, men jeg gengældte det også, så vi stod vel lige?

Jeg havde ikke ladet en tanke strejfe min plan, efterson den var mislykket. Det ville være dumt, hvis jeg startede det op, mens han stadig var vred på mig, og jeg ville ikke risikeret at blive taget af ham igen. Jeg havde stadig nogle smerter ved mit venstre håndled, og desværre for mig, var jeg venstrehåndet.

I dag var fredag, hvilket betød at jeg var i skole, selvom jeg ikke koncentrerede mig over hvad min biologi sagde. Mine tanker lå henne ved Zayn, som ikke var dukket op i skolen endnu. Jeg havde ikke set ham i skole i fredags og i går, også så jeg ham ikke i weekenden. Men jeg var heller ikke ude, da jeg hellere ville sidde og se film.

Niall havde også været ret bekymret for mig, og jeg kunne sagtens forstå ham. Jeg havde virket meget fraværende, og helt væk i mine tanker, men jeg kunne ikke gøre noget ved at min hjerne godt kunne lide, at Zayn var i mine tanker. Niall vidste ikke, hvad der skete hjemme hos mig, og jeg havde ikke tænkt mig a fortælle det. Det var så pinligt, ydmygende og underligt, da Zayn bare kyssede mig og skred igen.

Det gav et sæt i mig, da døren til biologilokalet gav en knirkende lyd fra mig, som havde afbrudt mine tanker. Jeg blev overrasket at se, at det var Zayn, der kom til syne henne ved døren. Biologilæreren, som jeg ikke havde fået fat i navnet endnu, sagde at han skulle tage plads. Zayn satte sig henne ved en af de popduller, som blinkede frækt til ham. Jeg lagde mærke til at han smilede, og hviskede et eller andet i hendes øre.

Zayns blik landede henne på mig, og han lod det hvile derhenne, inde jeg kiggede væk. Hans blik var ligefrem ikke det gladeste, for han skulede kort til mig, inden han kiggede ulæseligt og væk. Jeg forstod det ikke, men lagde bare mærke til at popdullen sad og hviskede til ham, hvilket fik ham til at grine lavt, så jeg selv kunne høre det – jeg sad også to borde væk fra ham.

Underligt nok irriterede det mig, at han sad og hviskede flirtende til hende. Jeg kunne åbenbart ikke lide det, for min mave gav en underlig følelse indeni. Men jeg var også blevet ret træt af hende, Brittany, som dullen hed. Hun var virkelig provokerende, og hun var nærmest efter mig, fordi jeg havde været sammen med Zayn, for hun mente at Zayn var hendes, selvom han udnyttede hende.

Klamt, I know.

Før jeg vidste af det, ringede klokken, hvilket betød at vi havde idræt efter frikvarteret. Jeg orkede ikke idræt lige nu. Ikke fordi at jeg var fysisk dårlig til idræt, men jeg virkede lidt sløj og udmattet, selvom jeg kun havde været i skole i to lektioner. Jeg kunne sagtens give Zayn skylden, for det var hans skyld, at jeg det sådan. Han skulle altid være i mine tanker, og at Brittany var der, gjorde det ligefrem ikke bedre.

Hun var også på nakken af andre piger, hvis man bare strejfede hende et blik, eller hvis man havde den samme bluse som hende. Det gav overhovedet ikke meningen, og det var en af grundende til at jeg ikke kunne lide hende. Der var heller ikke nogen, der kunne, men alligevel steg hendes popularitet meget. Men det var også Zayn, der havde gjort det.

Jeg rejste mig sammen, samlede mine ting sammen og var ellers ude af lokalet, som den sidste, fordi mine tanker havde trækket mig fra den virkelige verden. Mens jeg gik langs den lange gang og mod mit skab, fik jeg nogle hilsner af de andre elever på skolen.

Faktisk så havde jeg fået ret mange venner her, hvilket jeg godt kunne lide. I starten virkede de som om, at jeg bare var en ny elev, som kunne irritere Zayn grænseløs, der godt kunne virke skræmmende i deres øjne, men til sidst virkede de meget imødekommende. Jeg havde fået gode veninder, som jeg også havde været sammen med efter skolen, og de gjorde skolen og London meget bedre, fordi jeg virkede som en loner, som kun havde to venner.

Kaldte man det så for en loner?

Jeg rystede bare på hovedet af mig selv, og gik videre. Hurtigt kom jeg hen til mit skab og åbnede den, efter jeg havde 731 i låsen. Jeg lagde mine bæger ind, og trak min dunloptaske, hvor der indhold mit idrætstøj. Med et suk, lukkede jeg skabet med et lille brag, som ingen lagde mærke til, undtagen vedkommen, som var bag min skabsdør.

 ”Du virker sur i dag,” smilede han og trak mig ind i et kram. Eftersom jeg ikke fulgtes med ham i skole, men med en pige, der hed Ella, havde jeg ikke set ham, da han først skulle møde klokken ti. Heldige skid, når jeg først skulle møde klokken ti om torsdagen.

”Det er jeg heller ikke. Jeg er træt og jeg gider ikke have idræt,” sukkede jeg og smilede til Niall, som gav et lille grin fra sig. Sammen gik vi bare videre. Hvis jeg kendte Nialls skema, skulle han også have idræt, og siden vejret var fantastisk solskinsdag, skulle vi være ude og have det med drengene.

”Jo jo, det bliver sjovt. Det er noget med at vi skal spille fodbold,” fortalte, hvilket fik mig til at sukke højt, så det godt kunne lyde som et støn. Jeg hadede fodbold, fordi jeg spillede som en idiot med to venstre fødder, med benene som var blevet bundet af reb. Så dårlig var jeg.

Suk..

”Juhu,” mumlede jeg ironisk. Niall grinede bare af mig, og klappede mig på min hovedbund, som om jeg var en hund, så jeg fjernede den irriteret væk.

Vi kom hen til omklædningsrummene, så Niall og jeg gik hver til sit. Jeg kom ind i pigernes omklædningsrum, og lukkede døren blidt efter mig. Pigerne var godt i gang med at skifte tøj, og heldig som jeg var, så jeg Ella, som vinkede mig hen til hende.

Jeg gik hen til hende, og fik skubbet en plads til mit tøj og mig. Ella gav mig en knus, inden hun begyndte at tage sin trøje af. Hurtigt tog jeg min bluse af, og åbnede min taske for at finde min røde, lange sportstop. Jeg tog derefter mine lyse denimbukser af, og skiftede den til nogle shorts.

Vejret var virkelig godt i dag, så top og shorts var fint at tage på. I forhold til Brittany og hendes lille slæng, som havde taget så små shorts, at det lignede at det var underbukser. Så havde de en top på, som gik til halvdelen af maven. Prøvede de at sælge sig selv eller hvad?

Undskyld, jeg var bare nød til at sige det. Det var jo klamt forhelvede!

”Du har sådan en flot kulør,” sagde Ella pludselig, og lod en finger glide henover min arm. Jeg smilede bare stolt, da jeg havde hørt den mange gange. Jeg havde portugisiske rødder, så det overraskede mig slet ikke, at jeg havde den solbrune hud, som mange piger gjorde alt for at for at få det, ved at tage solbad eller tage til solarier.

Jeg hadede solarier, da man godt kunne ende med at få kræft.. Tror jeg.

Det skulle jeg nok finde ud af til senere.

”Mange tak.” Hun gengældte mit smil, og begyndte ellers at tage idrætssko, som jeg også gjorde. En fordel ved idræt var at være mere aktiv, og det bedste måtte nok være at Ella og Niall var til stede.

”Hun bruger sikkert selvbruner,” hviskede en bag mig, og jeg kendte selvfølgelig den falske og skinger stemme. Nemlig den ækle og irriterende Brittany. Jeg vendte mig om, og lagde armene over kors, inden jeg gav hende en flabet elevatorblik. Så meget fortjente hun, og alligevel ikke.

”Jeg kan sige det samme om dig. Man kan se, at din makeup er ved at løbe, så man kan se dit ansigt bag det pudder,” gav jeg igen, hvilket fik de andre piger til at grine. ”Bare så du ved det, har jeg portugisiske rødder, så luk røven. Det klæder dig bedre.” Da jeg tilføjede det, fnyste hun og gik sin vej med det lille slæng bag hende.

 Kender I det, når en irriterede dig fuldstændig, og du var nød til at sige noget tilbage. Sådan havde jeg det, og at sige det til Brittany, gjorde det ligefrem bedre. Hun mindede mig så meget som Regina fra Mean Girls, og det gjorde min omdømme værre. Jeg var godt træt af de personer, som troede at de var ved det højeste i skolehierarkiet. Der var bare et eller andet overfladisk over dem, hvis deres forældre havde røven fuld af penge, så derfor udnyttede de det.

Lad os håbe, at idræt ville gå godt.

Min idrætslærer havde blandet pigerne og drengene, og derefter delt op i fire hold fordi vi var mange, så derfor blev jeg sat i et hold, hvor jeg ikke kendte de fleste. Der var flest af de to parallelklasser, som Niall og Harry gik på. Til mit uheld var jeg ikke på hold med Harry, Niall og Ella, da de var på hold nummer to.

Men hvis jeg skulle fortælle noget lort, så var jeg på hold med Zayn. Drengen, som hadede mig, så chancen om at spille godt med ham, var langt væk. Heldigt, som jeg nu var, var Brittany og hendes slæng på det hold, som vi skulle spille imod nu. Jeg stod i forsvaret, da drengene mente at piger ikke var egnet til at spille, men at sparke rundt. Men hey, det var da bedre end ingenting.

Vi havde alle fået vores positioner, så kampen var blevet sat i gang, og vores angrebsspiller, som var Zayn, en der hed Lucas og en anden der hed Louis, tror jeg nok, var allerede på vej op til modstandernes mål. Brittany gjorde ikke andet end at kigge på sine negle, som om de var en rigtig god film, hvilket jeg kunne se at det irriterede de andre fra hendes hold.

Nu hvor Brittany havde irriteret dem, gjorde hun ikke skjul på at hun var bange for bolden. Som i virkelig bange. Hun reagerede i hvert fald som en, der lige havde set slange eller næsehorn for den sags skyld, og det morede mig virkelig meget.

Der var nu scoret, og det betød at vi nu førte med et mål. En jubel kom fra tilskuerne, som var de to andre hold. Bolden blev sat i midten af banen, og fløjten gav sig en lyd fra sig, også kom modstanderne imod os.

Oh shit..

Jeg kunne ikke løbe væk, da jeg ikke ville blive risikeret at blive ramt i hovedet igen. Det havde jeg før, og jeg kunne godt fortælle at det ikke var sjovt. Det gjorde herrens ondt, og det gjorde det cirka i en uge. En af grundende til at jeg ikke spillede længere. Kald mig en pivskid eller svagpisser, det var sådan set ligeglad med.

Hurtigt lagde jeg mærke til, at det var en høj, muskuløs fyr, som kom imod mig med bolden ved fødderne, hvilket fik de andre fra holdet til at råbe at jeg skulle gå imod. Jeg gjorde som de sagde, og før jeg vidste af det, havde jeg bolden. De andre begyndte at juble og råbe at jeg skulle løbe op til målet.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg gjorde det, men jeg lagde mærke også til at jeg løb. Der var ingen, der kom imod mig, og det gjorde det hele nemmere for mig. En nogle råb, om at jeg skulle spille og jeg vidste at det var ham Louis, så jeg gjorde det. Han løb op ved mål, hvilket jeg også gjorde. Jeg blev overrasket over, at han spillede igen, selvom jeg ikke ville have det.

Jeg var nu to meter væk målet, og det fik min venstre ben til at sparke løs, så jeg ramte bolden, der kom ind ved målets hjørne. Mine øjne blev store, og mine vejrtrækninger blev høje. Hvad skete der lige der?! Havde jeg lige scoret? OMG, JEG HAR SCORET!!

En jubel og råb kom nærmere hen til mig, og før jeg så mig om, blev jeg båret af nogle fra holdet, som hujede mit navn. Jeg grinede, og lagde kort mærke til at Brittany blev ret sur. Haha, jeg havde scoret, kun fordi min underbevidsthed vidste, at jeg skulle gøre hende plaget over mig.

Jeg lagde ekstra mærke til, at Zayn var en af dem, som bar mig, hvilket overrasket mig. Det forstod jeg bare ikke, for han var sur på mig, og han vidste godt at det generede Brittany. Jeg kunne godt lide, at han i det mindste var i nærheden af mig. Men var han stadig sur på mig?

 

”Maybel, du var vild på banen,” roste Louis mig, og gav mig et klap på skulderen. Jeg grinede kort, og mumlede et tak, inden jeg tog en slurk af min vand. ”Der er sådan set ingen piger, som kan spille godt.”

”Hey!” udbrød Ella irriteret, og slog ham på armen. ”Hvad med mig? Jeg spillede sgu da bedre end dig, din nar!” tilføjede hun, og hentydede til Louis. Han fnyste bare af hende, hvilket fik hende til at give ham fingeren.

Kampen i dag var virkelig fedt, og jeg var blevet udnævnt til årgangs bedste pigespiller. Det blev Brittany godt træt af, og jeg gjorde mig mere selvsikker i, hvor god jeg egentligt var. Jeg vidste godt, at Brittany hadede hvis opmærksomheden lå på en anden, end hende, og det udnyttede jeg bare. Derfor sad hun sammen med Zayn og slænget henne ved et bord, længst væk hvor Niall, Liam, Ella, Louis og jeg sad.

Jeg vidste faktisk ikke, at jeg var god til at spille, da jeg mente selv at jeg var dårlig. Det havde de andre sagt imod, men alligevel syntes jeg stadig det. Jeg spillede siden jeg var ni, men sluttede, da jeg var fjorten, for det var ikke særligt fedt længere. At vide man stadig kunne spille, var dejligt, men det betød ikke, at man gad spille mere.

Louis og Liam var jeg efterhånden blev gode venner med. De var virkelig flinke, og jeg fandt ud af, at de var ret gode med Zayn, der var det stik modsatte. Louis gik faktisk meget op i fodbold, og drømte om at blive professionel.

Egentligt havde jeg lyst til at tale med Zayn, men siden Brittany var til stede, glemte jeg det bare. Jeg kunne også bare snakke med ham senere. Det var heller ikke fordi, at det var vigtigt nu, men jeg havde sådan set lyst til at spørge, hvad problemet var. Jeg ville gerne med ham, men hvis han ikke ville og ville hellere stikke sin tunge i kællingen (Brittany), var fint. Hvis han ville det, skulle jeg ikke stoppe ham, selvom jeg ikke kunne lide Brittany.

 

∞∞∞∞∞

 

Hvad tror I der sker nu? Hvad synes I om Zayns hemmelighed, som han ikke vil fortælle til Maybel? Er det dejligt, at Liam og Louis er kommet ind, samt den gode veninde, Ella?

- Hvad synes I til at kapitlet er blevet langt? Den er kun på 3.575 ord, og jeg plejer at skrive minimum 2.500 ord.

Nellie. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...