A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
300Kommentarer
11909Visninger
AA

7. ∞ Kapitel 6 ∞

”Why are you so nice to me?”

 

Jeg satte mig på min seng og betragtede Zayn, der kiggede på mine billeder, som hang på min væg. Han så ret interesseret ud, da han kiggede fra det ene til det andet, men heldigvis var der ikke en eneste pinlig billede af mig. De var gemt langt væk, hvor ingen vidste hvor var.

Da jeg havde indrettet mit værelse, havde jeg gjort det virkelig personlig. Jeg havde en hel væg, hvor der hang billeder rundt med mig og mine venner, en professionel havde skrevet mit navn på det andet og min ynglings citat var på loftet over min seng. Jeg kunne virkelig godt lide det, da der også var billeder af mig og Phoebe rundt omkring. Det var hyggeligt at være herinde, når man tændte stearinlys, hvilket også kunne virke lidt romantisk, men det skulle vi ikke tænke på nu.

Mens Zayn kiggede fra billede til billede, kiggede jeg ned på min mobil, men der var ikke en eneste besked. Nederen. Mit blik fløj hen på Zayn, som nu kiggede hen på mig med et svagt smil på læben. Han tøvede kort, inden han satte sig på min seng og kiggede hen på mig.

”Hvorfor er du her egentligt?” spurgte jeg, da den spørgsmål var inde i mit hovedet og ikke var blevet svaret. Han kiggede ned på sine hænder og grinede kort. Hvad var det, der var så sjovt? Derefter kiggede han bare hen på mig og kiggede indtrængende på mig, hvilket jeg fandt ubehageligt.

”Min storesøster, Donyia skal giftes om nogle par måneder, og min mor sagde at det var vigtigt at jeg skulle komme. Jeg vidste heller ikke at du boede her,” sagde han så og foldede sine hænder på sine lår, og lod dem køre frem og tilbage. Underligt at jeg kiggede på det.

”Når men, som du kan se, gør jeg det.” jeg kiggede ned på min mobil, og startede en runde i Tetris. Jeg var efterhånden blevet ret god til sådan nogle spil, men det var nu heller ikke noget at prale over. ”Jeg vidste heller ikke at det var du og din familie, der ville komme på besøg.”

Han smilede venligt (hvad?) til mig, og kiggede rundt. ”Dit værelse er meget flot,” roste han og smilede igen. Okay, var han på piller eller medicin, siden han nu snakkede så pænt? Det var ikke ham, og at han sagde det, gav mig en smule myrekryb – på den underlige måde.

Jeg nikkede bare indtil et andet spørgsmål kom, ”hvorfor er du egentligt sådan?” Jeg kiggede en enkel gang væk, før jeg så tilbage til Zayn, som hurtigt fangede mit blik. Hans blik var forvirret og underligt, hvis man kunne kalde det, det.

”Hvad mener du?”

”Du opfører dig bare belastende henne på skolen, men nu virker du så.. rolig?” sagde jeg undret. Zayn slap en latter frem og smilede sit slasket, dumme smil. Orgh, han var tilbage..

”Så du mener at jeg er belastende?” Zayn kiggede drillende til mig, selvom det ikke skulle være ment på den sjove måde, men alligevel trak mine mundviger opad. ”Det tager jeg som et ja,” grinede han.

Jeg vidste ikke hvorfor, men hans grin gav mig gåsehud på den gode måde. Det måtte være den åndsvage effekt, han havde på mig. Underligt, da jeg syntes at han var en, jeg næsten hadede. Jeg ville nu ikke sige, at jeg hadede ham endnu, eftersom jeg ikke kendte ham helt. Hvis jeg allerede sagde det, ville jeg virke som en, der dømmer hurtigt og det gad jeg ikke at være.

Zayn rykkede sig tættere på mig, hvilket fik mine bryn til at hæve sig. Han smilede bare, og det gjorde bare tvivlen til at blive mere og mere kompliceret. Hvad havde han gang i? en ubehagelig følelse kom frem i min mave, så jeg rykkede mig en smule væk fra ham.

”Hvad er der galt med dig, prinsesse? Kan du ikke lide det?” spurgte han og hans hæse grin kom igen. Jeg rullede bare øjne af ham, da han altid kaldte mig prinsesse. Hvorfor egentligt?

”Faktisk, så kan jeg ikke lide dig,” gav jeg igen og rykkede mig væk. ”Du ved vel, at min mor er nede i stuen med din mor?” Han grinede lavt af min tilføjelse, men gjorde intet skjul i at han var ligeglad.

”Og?”

Jeg vidste det. Han var ligeglad med alt, så selvfølgelig var han også ligeglad, hvis der var nogen nedenunder. Jeg forstod bare virkelig ikke hvorfor han ikke tænkte på andres meninger. Selvom jeg hadede at indrømme det, så tænkte jeg på folks meninger om mig, og jeg sagde altid at andres meninger var noget lort, for man skulle tænke på hvad man selv følte.

Lad være med at sig, at du aldrig har gjort det.

”Nej, hvis der ikke var nogen hjemme, vil jeg ikke have noget imod det,” løj jeg og sendte ham et flirtende smil. Jeg var i gang med min plan, hvis I troede på noget helt andet.

Han gengældte kort, inden han lænede sig frem mod mig, så jeg kunne mærke hans ånde på min hals. ”Sig til, hvis jeg skal stoppe,” sagde han og kyssede på min hals.

Jeg vidste at jeg ikke kunne lide det, men jeg var nød til at starte. Det var et af de perfekte tidspunkter at flirte med ham, mens der var ingen andre, som så på. De små kys, gav mig underlige og dårlige signaler i maven, men jeg prøvede bare at ignorere det ved at lægge mine hænder på hans nakke.

Da jeg mente at jeg havde fået rigeligt, skubbede jeg ham væk fra mig og kiggede drillende på mig. ”Sagde jeg ikke henne på skolen, at du har fået nok?”

”Jeg ved det, men det stopper mig ikke,” sagde han så. Jeg grinede bare falsk, og rejste mig op. Han betragtede mig fra op og ned, hvilket fik mig til at kigge irriteret på ham. Jeg hadede, når han gjorde det, for det gjorde mig mere skrøbelig, når han sådan en dømmende blik.

En trang til at gå på toilet var der, så jeg gik ind på mit badeværelse og låste døren efter mig. Ja’er, så tissede jeg af, efter jeg havde trækket bukserne ned, og tørret.. Jeg ville tro, at I ikke ville vide alle informationerne. Sorry! Nogen gange kunne jeg godt være lidt for informerende, så bær den lige over mig.

Så ville jeg gerne fortælle noget andet om mig selv. Jeg var rigtig dårlig til at spille overlegen, det var helt vildt. Det var ikke mig, så jeg kunne ikke leve ind i den ”følelse”. Jeg forstod ikke hvordan Zayn kunne det, når han rendte rundt med en facade. Niall ville ikke fortælle hvorfor han havde en facade, eftersom han havde lovet ikke snakke om det.

Han kendte Zayn siden børnehaven, og han havde sagt at det ikke var noget nyt ved Zayn. Jeg vidste godt at Niall løj overfor mig, fordi hans blik flakkede rundt og vildt, så man kunne sagtens se det. Niall kunne godt sige en lille, hvid løgn, men hvis det skulle komme til en løgn, som var stor, kunne han ikke røbe noget. så godt kendte jeg Niall allerede på fire dage.

Efter jeg havde vasket og tørret mine hænder, gik jeg tilbage i værelset, hvor jeg så at Zayn stod med min mobil, og stirrede ind i den. Jeg rev den hurtigt ud af hans hånd, og kiggede irriteret hen på ham, som bare havde en lille smil på læben.

”Hvad har du gang i?” vrissede jeg og kiggede ned på min iPhone. Den var ikke åbnet, og der var sikkert heller ikke blevet prøvet at blive åbnet. Jeg hadede, når folk pillede ved min mobil, fordi det var mit et og alt, og det var ikke hvem som helst, der måtte det.

”Jeg kiggede bare på billede på min skærm,” svarede han og pegede på min mobil. Det var et billede af hele min gamle klasse, som havde en stor planche, hvor der stod ”We will miss you, Maybel!”, og jeg elskede det billede virkelig meget. Jeg elskede min klasse, og jeg havde også en masse minder med dem.

Jeg nikkede bare og satte mig på sengen med et suk. Zayn satte sig ved siden af mig, denne gang meget tæt. Han gav mig et svagt smil, men denne gang orkede jeg det ikke, så jeg stirrede ned på min mobil. Kæft, jeg savnede dem.

”Er det dine venner?” spurgte Zayn roligt og jeg nikkede bare som svar. Jeg lod en finger glide på skærmen og smilede. Jeg vidste ikke hvorfor, men det gjorde jeg bare, okay?

”Og mine klassekammerater,” tilføjede jeg og mit smil blev større. Jeg fornemmede at Zayn nikkede og smilede også. Men hvad var hans grund?

Det jeg slet ikke havde forventet, var at Zayn havde taget min ene hånd og klemte den blidt. Selvom det var underligt, så kunne jeg lide det. To fingre blev lagt under min hage, og taget mit hoved op og kiggede hen på Zayn. Han smilede sødt og jeg gengældte det denne gang.

”Hvorfor er du så sød imod mig nu, Zayn?” spurgte jeg så og kiggede ned på hans læber og ind på hans øjne igen. Zayns blik var utydeligt, og jeg kunne se at han havde bidt sig på læben. Hvor sødt. Jeg elskede, når drenge bed sig på læben, for det viste at de var generte eller nervøse. Men Zayn var ingen af delene, så det så kun sødt ud.

”Det ved jeg faktisk ikke. Der er noget specielt ved dig, Maybel.” Den måde han sagde mit navn på, gjorde at jeg skælvede indeni. Og jeg kunne lide det. Spørg mig ikke hvorfor, for jeg anede det ikke, og at det var ham, der sagde det, gjorde mig mere i tvivl.

Igen – spørg mig ikke hvorfor!

Jeg kiggede ind i hans brune øjne, og jeg havde slet ikke opdaget at jeg var helt ør med drenge med chokoladebrune øjne. Men det var lidt et dumt tidspunkt at sige det nu. So what, hans øjne var smukke og det havde han sikkert fået at vide af mange.

En eller anden grund, kunne jeg godt lide at være så tæt ved Zayn, når han virkede så rolig. Det var meget bedre, end kolde og åndssvage, og at søde og venlige Zayn kom frem nu, generede mig ikke. han virkede lidt speciel, hvis jeg skulle være ærlig.

”Også vil jeg gerne vide noget om dig – altså at lære dig at kende, siden vi nu går i samme klasse,” sagde han så og borede sine øjne ind i mine. Jeg vidste at han var ude på noget. det var ikke ham, så han prøvede at manipulere mig for at få noget. Han troede sikkert at jeg ville falde for hans venlighed, men der skulle meget til at få mig fejet under benene.

”Det tror jeg så ikke. Jeg tror ikke, at du vil høre efter,” sagde jeg bestemt og kiggede kort væk. De øjne var så tæt på at fange mig helt, og det fik de ikke lov til. Hans øjne kunne hypnotisere folk, det havde pigerne fra klassen selv sagt. De havde selv prøvet det, og jeg ville stadig ikke ende ligesom dem. Droppet og udnyttet.

”Så tror jeg ikke at du kender mig godt nok.” Han prøvede at fange mit blik, men jeg blev ved med at undvige det. Jeg kunne høre, at han sukkede over det, så han gav kort op, inden han kiggede på mig igen. Hvis han skulle udnytte og droppe mig, så skulle jeg også have noget ud af det. Forventede han at jeg skulle tilfredsstille ham uden at få noget ud af det? Okay nej, men jeg var stadig træt af at han var sådan imod mig.

Jeg vidste godt at han ville spille falsk overfor mig, så kunne han droppe mig senere. Sådan spillede jeg ikke kortene, for de skulle spilles rigtigt – der var ikke noget med, at man kunne snyde eller spille på sin egen måde. Næ nej. Jeg havde aldrig spillet det, men Phoebe havde selv fortalt at skulle få sin modstander til at blive distraheret eller lade som om at man snød, for det var meget nemmere og sjovere.

Zayn smilede igen – denne gang irriteret. Han lagde vist mærke til at jeg ikke ville, så derfor ville han være skide sur, hvis han ikke fik det, han ville have. Problemet var bare, at jeg ikke ville kende noget til ham udenpå, jeg ville kende noget til inde under facade, men jeg var nød til at starte udenpå, inden jeg undersøgte indeni.

”Hvad er dit problem, overhovedet? Jeg prøver at virke venlig, og du vil ikke fortælle en fucking skid til mig,” sagde han irriteret og kørte en hånd gennem sit hår. Jeg betragtede det, og lagde ekstra mærke til, at det sad som det var før. Han virkede meget irriteret over at jeg ikke lukkede ham ind, men sådan var jeg ikke og det måtte han acceptere.

Jeg var ikke den person, som ville fortælle sin egen livshistorie til en, man kun havde kendt i fire dage. Faktisk så var jeg også stensikker på at han også ville gøre det, hvis jeg gjorde det samme. Jeg havde aldrig været en person, som kunne fortælle alt til en, som man næsten hadede og havde problemer med humørsvingning og piger, og det burde han bare holde mund på.

”Måske fordi at du har været ret irriterende fra starten af og videre! Har du glemt det?” røg det fra mig, men jeg fortrød det ikke. Han havde været så provokerende og arrogant, også forventede at jeg havde lagt det til side, fordi han kunne have en større chance på at have mig. Jeg foragtede ham nu, og jeg kunne bare ikke tage ham længere. Måske ville min plan ikke virke længere, men jeg var røvligeglad med. Jeg var vred og irriteret.

På en eller anden måde skulle jeg nok finde ud af det. Jeg skulle nok fortælle til Harry og Niall, at de havde ret. Og en undskyldning. Jeg havde ikke lyttet til dem og på deres råd og advarsler. Men jeg fattede ikke at jeg kunne tage fejl med det. Jeg havde regnet alle detaljer på planen, men nu havde jeg indset, at jeg havde glemt at tænke på mig og mine temperamenter.

”Ja, men du virkede sgu fandme også flabet! Det er ikke dig, der styr tingene og det skal du ikke tro. Jeg har været meget mildere imod dig, i forhold til de andre elevere på skolen, så vær taknemlig for det!” sagde han og rejste sig irriteret op. Han stillede sig foran mig, og noget jeg ikke havde forventet, var at hans læber smedede sig med mine på en blid måde.

De underlige signaler indeni var ved at springe i luften, og en anden følelse kom frem. Nemlig en dejlig en. Jeg kunne faktisk lide det, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Følelserne var ustyrlig, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Hvad skulle jeg overhovedet gøre ved det? Hvis jeg kunne lide det, så måtte jeg kunne acceptere det, selvom følelsen havde jeg aldrig haft sådan, så det skræmte mig en smule.

Han trak sig fra mig og kiggede væk, inden han vendte om på hælen og var ude af værelset med et brag fra døren. Mit blik flyttede sig ikke fra døren, indtil min mor kom og sagde at familien var gået. Uden at nikke eller reagere på hende, var hun gået igen, så jeg kunne være alene.

Hvad fanden skete der lige? Zayn havde lige kysset mig også smuttet, efter han lige havde sagt noget, som måske kunne give lidt mere mening. Han var vred over hvordan jeg regerede og sagde sandheden på. men det, der ikke gav mening, var at han kyssede mig blidt. Det gjorde han aldrig og det overraskede mig positivt.

Jeg havde også opføreret mig uretfærdigt. Zayn prøvede at virke venlig og sød, også kom jeg med den tåbelige kommentar, som gjorde ham stiktosset. Jeg kunne ikke lide at se ham sådan, og jeg var blevet en smule bange for over hvad han kunne finde på i morgen.

Hvorfor skulle jeg også virke som en idiot?!

Hate myself right now..

∞∞∞∞∞

Hvad tror I, der sker nu? Hvad synes I til, hvad Zayn lige har fortalt Maybel? Er det okay at Maybel reagerede som hun gjorde? Hvad er den underlige følelse overhovedet?

Nellie. xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...