A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
300Kommentarer
11818Visninger
AA

5. ∞ Kapitel 4 ∞

”Let the game begin.”

 

”Maybel, der er morgenmad!” kaldte min mor på mig nede fra køkkenet, så jeg tog min sidste sok på, inden jeg travede ned til køkkenet. Mit tøj var ret simpelt i dag i forhold til at jeg var en pige, som altid havde tilbehør på sig. Det bestod af nogle sorte bukser og en beigefarvet striktrøje med min elskede læderjakke samt min sorte taske med små nitter. (Link i kommentaren.)

Meget simpelt ikke?

Duften af færdiglavede pandekager kom mig i møde, hvilket fik min mave til at rumle. Jeg havde ikke spist aftensmad i går, da jeg var en smule nede. Min mor forstod, at det ikke ville hjælpe at komme med mad, når jeg var en smule trist – jeg havde ikke appetit. Hendes underlige råd om mine hormoner eller drenge hjalp ikke, så hun gav op allerede for første forsøg. Hvis hun blev ved, ville jeg bare blive sur i stedet, og det ville hun ikke se.

Klokken på væggen viste at klokken var 7:40, hvilket betød at Niall ville komme om fem minutter med Harry, som også ville med. Siden jeg fik drengenes nummer, havde vi skrevet om alt muligt, også havde vi også webcamet, da Niall ville bevise at han godt kunne bage. Hvis I var nogensinde nysgerrig over hvor godt det gik, så gik det forfærdeligt, hvilket hans mor skældte ham ud over. Det var super hyggeligt, og det var længe siden, at jeg havde grinet så meget som i går.

Jeg satte mig på bordet og spiste løs med min pandekage. Mor skimmede hen på uret og sukkede, ”du må ikke komme for sent. Du ved at far og jeg ikke kan lide det.” Jeg nikkede så det var forstået og tog en slurk mælk, da den lå ved siden af tallerknen. ”Hvornår skal vi snakke om det i går? Du ved at jeg vil hjælpe,” sagde hun og smilede opmuntrende.

Jeg smilede troværdigt, inden jeg rejste mig og tog et æble, ”kan vi når jeg kommer hjem?” spurgte jeg og tog et bid af æblet. På en eller anden tid, var jeg nød til at sige det til hende, inden jeg fuldstændig amok, for at holde det hemmeligt. Hun var min mor, men jeg vidste ikke om hun ville melde mig ud af skolen

Hun rystede og tog min tallerken og kop for at lægge det i vaskemaskinen, ”jeg skal arrangere et nyt bryllup, så jeg tror at jeg først kommer hjem klokken 8.” Hun kiggede undskyldende, men jeg nikkede bare smilende til hende.

Mor var bryllupsarrangør, og da hun blev forfremmet og flyttede til et andet sted hen, blev det London. London var en okay by, men jeg savnede mine venner i Liverpool. Mor sagde at jeg var nød til at give slip, eftersom der var for mange minder derhenne. Selvfølgelig ville jeg ikke det, da de var mine venner og man droppede ikke sine venner bare fordi man flyttede by.

I ved vel, at Verden har fået elektronik i vores hverdag, og jeg er ret sikker på at mor også ved det…

Et bilhorn dyttede, hvilket betød at Niall og Harry var kommet. Jeg tog min taske, inden jeg tog mine sko på og råbte farvel til min mor. Døren blev lukket bag mig og jeg var egentligt overrasket over hvor varm, det var her i april. Solen skinnede bag skyen, som dækkede en stykke af den.

Jeg gik imod bilen og satte mig ved bagsæderne, da Harry sad på passagersædet ved siden af Niall, som startede med at køre, da jeg lukkede døren. ”Hej Blondie og Krølle,” hilste jeg og spændte min sele. De hilste igen og begyndte at diskutere over et eller andet mærkeligt, som jeg ikke fulgte med.

Mine tanker var stadig på Zayn, og jeg vidste ikke helt præcis, hvad han kunne finde på. Ja, jeg sagde i går at han var forudsigelig, men jeg havde tænkt mig godt om, og indset at jeg ikke kendte ham så godt til hvad han ville gøre. Jeg var nervøs og ikke bange, men også nysgerrig.

”Hvad synes du, Maybel?” Harry kiggede hen på mig, hvilket fik mig til at trække mig ud af mine tanker. Jeg kiggede forvirret på ham og skød en øjenbryn op, så han forstod at jeg ikke fulgte med i samtalen. ”Er tacos ikke bedre end Nandos?”

”Hvis jeg skal være, så er tacos gode..” Harry dansede en lille sejrsdans og hånede Niall, som kiggede fornærmet på mig gennem bakspejlet, ”men jeg har aldrig smagt Nandos.” Niall kiggede chorkeret på mig, hvilket Harry gjorde da hans stoppede den tåbelige dans.

”Hvad?!” sagde de begge i kor og gispede. Jeg rystede bare på hovedet af dem, ”mine venner siger at det mad smager dårligt.”

”Vel gør det da ej!” hidsede Niall og sukkede dybt, mens han koncentrerede sig om vejens forløb. ”Nandos er noget af Verdens bedste mad, og ALLE har smagt det. Når du tager et bid-”

”Ja, så er du i drømmeland. Niall, den har vi hørt før,” afbrød Harry og lænede sig tilbage i sædet.

Jeg nikkede og kiggede ud mod vindue, hvor jeg så at vi var ankommet. Elevere var stadig ude foran skolen, hvilket betød at det ikke havde ringet. Jeg steg ud af bilen, derefter lukkede jeg døren og gik mod skolen med Harry ved min side. Niall låste sin bil og kom hen til os, og sammen gik vi ind i skolen.

Elever over det hele vrimlede rundt og heldigvis lagde de ikke mærke til mig. For første gang, havde de bare lavet noget andet, end at kigge på mig. Harry gik en anden vej, da hans skab lå lidt længere væk fra sit klasseværelse. Niall gik også, da han skulle hen til en af sine venner.

Jeg gik hen til mit skab og åbnede det efter at skrive koden på. Mit skema var jeg hænget op i mit skab, så var det lidt nemmere at håndtere mine lektioner end at hele tiden at have sin hånd i sin taske. Jeg tog mine biologibøger frem og da jeg lukkede mit skab igen, stod en velkendt, irriterende person bag døren.

Perfekt tidspunkt.

”Hej prinsesse,” sagde han og kom nærmere. Jeg prøvede at smile troværdigt, som sikkert virkede, da Zayn kiggede forvirret på mig, men smilede. ”Hvorfor så glad i dag, prinsesse? Er du glad for at se din konge?”

Jeg forstod ikke hvorfor han blev ved med at kalde mig prinsesse og ham kongen, når han var mere en bonde for mig. Nej, en slave med kæder rundt om hans hals, ankler og håndled. Så ville jeg piske ham med mine slanger, men jeg grinede hånligt af ham og spiste en dobbelt daim-is.

Jeg overdrev ikke? Den dreng gjorde mig sindssyg med alle de tanker, forhelvede.

”Nej, jeg må bare nøjes med dig,” sagde jeg kækt, og trak i hans trøje for at få ham nærmere. ”Er det ikke okay?” Jeg grinede af ham øjne, der nærmest hungrede efter mig, men aldrig skete, så jeg tog min hænder bag hans nakke og legede lidt med hans nakkehår.

Han nikkede ivrigt, inden han smilede selvsikkert, så jeg fjernede mine hænder og trådte et skridt tilbage. ”Fjern det smil, det klæder dig ikke,” sagde jeg, selvom jeg løj. Jeg hadede at se ham så selvsikker, så på en eller anden måde, skulle jeg bare gøre ham irriteret.

Klokken ringede, så jeg gik hen mod klasseværelset med Zayn, som sikkert fulgte efter mig.

Hvorfor var den dreng så nem at narre? Selvfølgelig flirtede jeg ikke med ham seriøst, det var en del af planen.

 

Jeg satte mig på den frie plads ved Niall og Harry, og begyndte at spise min kyllingesalat, som smagte himmelsk, hvis I spurgte, hvilket I ikke gjorde, så jeg holdte bare mund nu. Niall sad næsten i tvivl om hvilken sandwich det skulle være, han skulle spis først. For ham, så sad han i et kompliceret dilemma, hvilket man udelukkende grine af.

”Niall, spis dem begge på samme tid, altså!” sagde jeg frustreret. Niall smilede stort, og proppede begge ind i munden, hvor han tog et kæmpe bid. Da han trak dem ud, var hans mund smurt ind i dressing, sennep og sursød sovs. ”Hvor er du klam,” hvinede jeg frastødt og rakte ham et serviet.

Han mumlede et eller andet og tørrede sig fra munden. Harry grinede bare af ham og spiste sin burger videre. ”Er jeg den eneste, der har lagt mærke til at Zayn har opføreret sig underligt?” spurgte Harry og kiggede skiftevis på mig og Niall. Jeg rystede bare på hovedet, men Niall nikkede.

”Ja, det hele startede da Maybel begyndte.” Harry gjorde sig enig med Niall, og nu stirrede de på mig og kiggede mistænksom på mig, som om det var min skyld. Zayn var stadig en idiot for mig, som ikke havde ændret sig.

”Hvorfor lige mig?”

”Fordi du har gjort Zayn sindssyg med alle dine flabet kommentar,” svarede Niall. Harry rystede på hovedet og slog Niall på armen, fordi han havde fortjent det. Åndssvag blondine.

”Du har lige kaldt Maybel for flabet,” forklarede Harry og sukkede af Niall. Niall rystede panisk på hovedet, og sagde at det ikke var det han mente. ”Det er lige meget. Men det er rigtig at han har ændret sig. Ikke for noget, men du er blevet hans problem, konkurrent og hans mål.”

Da Harry sagde det, lød det så rigtigt at jeg næsten var ved at tro på det. Men det kunne ikke være sandt. Måske havde Zayn tænkt at jeg var hans problem og konkurrent, men mål ville jeg nok tro at ikke var rigtigt.

Drengen kunne sagtens få alle de piger, han ville have, så jeg ville ikke tro at han ville have en som mig. Ikke at der var et problem med mig, men jeg var heller ikke hans type. Han var til piger, som var fuld af lyst og gjorde det han sagde, men jeg var det stik modsatte. Jeg kunne aldrig finde på at have noget med en som ham, og jeg ville adlyde ham, som om han var min konge. Han troede at han var min konge, hvilket han ikke var.

Kunne I huske det med slaven og pisken?

Nemlig.

”Stop så,” mumlede jeg og spiste min salat videre, selvom jeg ikke havde mere appetit. Tanken om mig sammen med Zayn, kunne jeg ikke tænke på, eftersom han var en af de værste personer, jeg nogensinde har mødt. Han viste så meget af sig selv, men alligevel ikke.

”Hvad er det, der var så specielt ved mig, som I mener Zayn ikke kan have?” spurgte jeg undrende og kiggede hen på dem. Niall kunne ikke svare, eftersom han havde proppet med mad i munden (han gjorde det sikkert for ikke at svare), og det så ud til at Harry tænkte.

”Det er lige det. I hans øjne er du uopnåelig.” Harry sukkede efter hans svar, og smilede skævt. Jeg skød mine bryn op i vejret af forvirring og undren.

Hvad? Det kunne ikke passe, ikke? Måske ville I tænke at det bare var noget, jeg sagde, men det var det. Harry sagde det så rigtig, men hvis Zayn mente at jeg var uopnåelig, ville han ikke give op på mig, som også betød at han ville gøre alt for at vinde.

Helt ærligt, mand!

”Nej, det passer ikke!” sagde jeg bestemt og slog min hånd ned på bordet, mens jeg rejste mig irriteret op. Niall og Harry kiggede undskyldende til mig, men jeg rystede på hovedet, tog min bakke for at smide skraldet ud, da jeg havde spist min salat.

Men da jeg skulle til at gå, ramte jeg ind i en overkrop, som jeg kun kendte som Zayns veltrænede mave, hvilket fik tankerne til at løbe rundt i mit hoved. Hvorfor ham og ikke Robert Pattison?! Jeg tændte mere på vampyrer end på en kold nar med en kanelsnegl i håret.

Ond kunne jeg godt være en gang imellem..

Men Robert ventede på mig. Jeg skulle bare fjerne Zayn fra mig, ved at følge min plan. Jeg var ret sikker på, at Zayn ikke ville have noget seriøst med mig. Han ville bruge mig som en af hans dukker, også smide mig ud, når han fandt en anden, der var mere interessant..

Hvorfor tænkte jeg overhovedet på det og på Zayn? Drengen havde allerede smadret min hjerne totalt, så at Harry fortalte at jeg var uopnåelig, gjorde det meget værre. Jeg kunne ikke lide den smerte af forvirring.

”Hej prinsesse.”

Gud, hjælp mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...