A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
300Kommentarer
11932Visninger
AA

4. ∞ Kapitel 3 ∞

"Don't try to ruin me. I'm unbreakable."

 

Jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det, men af en eller anden grund, var jeg nød til det. Jeg ville ikke vise, at jeg var en tudefjæs, som pjækkede en dag fordi en opblæst nar havde spildt cola i mit hår – ja, jeg snakkede om ham.

Tøvende, men med selvtillid, trådte jeg ind i klassen uden at banke på, hvor der blev hurtigt stille da døren knirkede let. En masse blikke blev vendt hen mod mig, selv mr. Cullen, men det var jeg nu blevet vant til.

Han smilede venligt, som han plejede og sagde at jeg skulle sætte mig på min plads. Det gjorde jeg så, og jeg lagde specielt mærke til Zayns irriteret ansigtsudtryk – han troede vist at jeg blev hjemme i dag.

I går havde Niall bedt mig om at tage i skole, fordi at jeg var stærk nok, det var jeg også, for ellers ville jeg ikke sidde her. Niall var min eneste og bedste ven her i skolen, plus byen, og det kunne Zayn ikke bare tage. Han havde prøvet at tage min værdighed, men han kunne slet ikke tage Niall fra mig, der havde bakket mig op i de sidste to dage.

Mr. Cullen begyndte at snakke videre om projektet, som vi skulle videre med. Caroline var heldigvis i skole, så skulle jeg ikke være sammen med den idiot alene. Han ville bare læsse alle tingene på mig, og det ville jeg ikke acceptere, selvom hvis han truede mig.

Min frygt til Zayn var blevet større siden i går. Jeg kunne ikke lide det, men han havde den afskyelige effekt på mig, som gjorde mig mere og mere nysgerrig over hvilken slags fyr, han var. Siden han skræmte folk med hans kolde blik og hårde arme. Men hvad var der under hans facade?

Alle kunne se, at det var en facade, men ingen sagde noget til det.

Pludselig landede der et papir på mit bord, som var foldet et par gange. Min nysgerrighed ville vide, hvad det var, så mine hænder foldede papiret ud stille under bordet, så mr. Cullen ikke kunne snakkede, da han stadig snakkede stadig om tingene, som vi skulle bruge, men skulle ikke lave noget om det i dag.

”Mød mig henne ved dit skab klokken 11:35. Hvis du ikke dukker op, skal jeg få dig til at lytte efter mine ordrer.

-Zayn, din konge.”

Et kort fnys kom fra mig, inden jeg lagde papiret ned i min taske, som søde Niall havde hentet til mig efter skoletid.

Nu skulle jeg sikkert ”lide” igen ligesom i går – men denne gang, ville jeg ikke løbe væk. Jeg havde samlet mit mod sammen, som ikke kunne ødelægges igen, indtil jeg ville ramme bunden, hvilket ikke ville ske.

 

Så stod jeg her. Klokken 11:30 for at være mere præcis. Gangen var tom og jeg kunne slet ikke høre nogle trin. Han havde sikkert ”brændt” mig af sikkert på grund af episoden i går. Men så var jeg bare heldig i dag, for han havde jo ikke tid til mig, når der var andre piger i skolen.

”Venter på mig, prinsesse?” Stemmen bag mig, gav mig et chok så jeg lagde dramatisk min hånd på mit hjerte, som jeg hurtigt fjernede. Hans hæse grin, løb koldt ned af ryggen og myrekrybben kom frem i mig.

Jeg vendte mig om og smilede selvsikkert. ”Hvem ellers skulle jeg vente på?” Hans brune øjne borede sig i mine, og jeg kunne se en anelse usikkerhed i hans øjne. Jeg vidste, at hans facade ikke kunne dække den usikkerhed, som strålede ud af hans øjne, men jeg var overrasket over at han ikke gjorde noget ved det – der tog jeg fejl.

Nu skinnede hans øjne af den kvalmende selvsikkerhed, som jeg foragtede. Han gik tættere meget tættere på mig, hvilket fik mig til at bakke tilbage. Desværre ramte jeg skabene, så hans krop pressede sig mod mine. Hans øjne skiftede fra selvsikkerhed til ulæseligt, hvilket fik mine øjenbryn til at hæve sig.

”Zayn, hvad vil du egentligt?” spurgte jeg forsigtigt i håb på at han ikke ville blive sur. Drengen havde store humørskiftninger – værre end en pige havde menstruation.

Han lagde sin pande på min, så jeg kunne mærke hans varme ånde på mine næse. Hans hæse latter kom igen, ”må jeg ikke hygge med dig?” drillede han, hvilket fik min hjerterytme til at banke hurtigere.

Jeg kunne ikke lide den tanke, som han havde i tankerne. Hans øjne strålede nærmest af lyst, men han fik ikke lov til at røre mig på den måde. Specielt ikke når hans hånd røg ned på mit ene bryst, så den kunne mærke mit hjerte. Nervøsiteten kunne man sikkert se ud af mine øjne, hvilket han lagde hurtigt mærke til det.

”Rolig prinsesse. Slap af, jeg bider ikke,” sagde han kækt, inden jeg kunne mærke hans hånd ryge ned på min hofte. Hans varme ånde gav mig underlige signaler i min mave, og det kunne jeg slet ikke lide.

”Du kan gøre andre ting.” Da jeg sagde det, havde han lagt en finger på min mund, for at vise at jeg skulle holde mund. ”Zayn, hvad har du gang i?” Selv hans navn, gjorde mig nervøs – han var den eneste, som havde de effekter på mig.

”Nu skal der ikke tales.” Før jeg vidste af det, havde han presset sine læber på mine og kyssede og hurtigt og heftigt. Hans hænder blev lagt på mine hofter, og derefter studerede den min krop. Jeg kunne ikke lide det, det var alt for voldsomt og klamt og jeg ville ikke opleve det på den måde.

Et lille støn kom ud af min mund - ikke af nydelse, men af smerte, da det gjorde ret ondt, når skabet var så hård. Jeg prøvede alt for at komme ud af hans greb. Han vidste selvfølgelig hvor han havde mig, men han skulle ikke slippe så let. Han troede at han kunne få mig rundt mig om hans lillefinger, at være hans lille dukke i hans samling, men det ville aldrig ske. Selv hvis jeg fik en million pund og et kys af Robert Pattison.

Da jeg havde fået nok af hans kys på min nakke, blev mine frustrationer til vrede, så helt ubevidst, havde mit knæ ramt ham ved hans ømme punkt. Han holdte sig for skridtet og stirrede rasende på mig. De brune øjne stod i flammer, som var sigtet mod mig.

Frygten inde i mig var ved at blive større, men jeg fik mig selv til at styre det. Zayn havde fortjent det. Der var ingen, der satte ham på plads, men det skulle jeg nok vise ham, at der var én der turde.

Inden der skete noget dumt, løb jeg min vej, selvom jeg lovede mig selv ikke at løbe, men jeg var blevet alt for bange. Jeg turde ikke være i nærheden af ham, når han så sådan ud. Måske overreagerede jeg lidt. Nej, det gjorde jeg ikke.

Mine vejrtrækninger blev højere, da jeg løb hurtigere. Jeg vendte mig om en enkel gang, og så at Zayn stadig stod ved mit skab. Han ømmede sig stadig, og hvis jeg tog fejl, kom der et enkel klynk fra ham, hvilket fik mig til at stoppe.

Samvittigheden kom frem i mig, og den havde mig hårdt. Jeg skulle ikke have gjort det. Måske fordi jeg aldrig havde prøvet at gøre det før, og fordi jeg ikke vidste hvor hårdt det kunne gøre. Det var dumt af mig og Zayn fortjente det måske, ja, men jeg skulle tænke før jeg handlede.

Mine fødder bevægede sig hen mod Zayn, som nu stod på knæ. Jeg havde ramt ham hårdt – alt for hårdt. Jeg kom tættere på ham, og lagde ubevidst min hånd på hans skulder for at vise, at jeg var her, men han sagde ikke noget. ingen lyd kom fra os begge, så jeg klemte kort hans skulder, inden jeg var ved at gå.

Noget stoppede mig og sagde at jeg ikke skulle gå. Det var min samvittighed eller så var det Zayn. Det andet bud var rigtig, da Zayn nu havde taget min hånd og klemte den en smule. Jeg vidste ikke hvad han var gang i, så en smule forberedt ved at løbe, var jeg. Han havde ikke taget sin hoved op, så jeg havde ikke muligheden for at se ind i hans øjne.

Jeg ville have smilet, hvis samvittigheden ikke var der. Hvorfor, anede jeg ikke, men det morede mig en smule over hvor meget jeg havde såret ham.

”Tror du jeg græder?” En hård stemme kom frem, så min hånd blev klemt hårdere. Zayn rejste sig op og kiggede mere rasende på mig. ”Ved du hvad, du har gang i? Tror du at du har ret til at gøre det imod mig?” Jo mere han snakkede, jo mere klemte hans hånd min, hvilket fik min angst til at blive større.

”Please, lad være,” bad jeg, da jeg kom i tankerne om, hvad han sikkert ville gøre. Jeg ville ikke, og jeg ville ikke blive behandlet på den måde. ”Lad mig gå.” Jeg blev mere bange, da han kiggede hårdere på mig. Hans brune øjne borede sig stadig, men jeg kunne ikke kigge væk, da jeg egentligt mærke til at hvor flotte de var. Aldrig havde jeg set så smukke, brune øjne.

”Hvorfor skulle jeg de-”

”Zayn, slip hende!” En velkendt stemme med en yderst kendt accent kom nærmere, hvilket fik mig til at slappe af. Niall kom luntende hen til os sammen med Harry, som heller ikke så særlig glad ud over, hvad Zayn havde gang i. Jeg var virkelig glad for at de kom til tiden. Ingen tanker kunne forslå, hvad der ville ske, hvis ingen opdagede det. Jeg ville takke drengene så meget, når jeg var sluppet væk fra den nar.

Harry trak Zayn væk fra mig, så han kunne slippe min hånd og Niall trak mig ind i et kram, mens han spurgte til om jeg var okay. Selvfølgelig var jeg ikke det, men allivel nikkede jeg bare og smilede troværdigt til ham. Jeg vidste godt at han og Zayn var venner, men hvis der kom splid mellem de to, var det min skyld, hvis Niall fik det dårligt, det ville jeg ikke risikere.

Tårerene pressede på, men jeg var stærk nok til at holde dem tilbage. Jeg skulle ikke græde nu. Han fortjente ikke at se mig græde, og de andre skulle heller ikke. Niall ville bare få det dårligt, selvom han havde set mig græde i hans bil i går, men jeg kunne se hvordan det påvirkede ham.

Harry havde jeg ingen anelse om, hvad der ville ske, hvis han så mig med tårerene ned af kinderne. Måske ville han få det en smule dårligt, og blive sur på Zayn på grund af mig, men det skulle han ikke. han kendte mig ikke, så at han blev uvenner over en på grund af mig, var slet ikke acceptabelt.

”Hvad har du gang i?” vrissede Harry irriteret til Zayn, som stod med et ligeglad ansigtstræk. Han trak bare på skulderne og kiggede drillende på mig.

”Hun bad nærmest om de-”

”Nej, jeg gjorde ej!” snerrede jeg hårdt, hvilket fik Niall til at tysse på mig. Han aede mit hår, mens han hviskede at det var dumt at gøre Zayn mere sur, hvis hans pis allerede var i kog. Jeg lyttede til Niall og holdte mund, da han havde ret. Zayn ville aldrig tilgive mig for det jeg havde gjort, men jeg var heller ikke sikker på om jeg ville undskylde.

Drengen prøvede at overfalde mig, det var ligesom ikke noget man ville glemme.

 

 

Niall havde kørt mig hjem fra skole sammen med Harry, da han også havde brug for et lift. Lige siden episoden ude på gangen, havde jeg været fraværende i de sidste fire timer. Jeg rakte ikke hånden i vejret, hvis jeg havde svaret. Jeg fulgte ikke med, hvilket var blevet et problem for mig, da jeg egentligt burde, når det var et college vi snakkede om her og ikke High School, hvor man sagtens kunne gøre lige hvad man vil. Hvis mine lærere, som jeg havde i de sidste timer, havde lagt mærke til det og havde givet informationer til mine forældre, ville jeg være færdig.

Min far var den, der tænkte på min uddannelse, hvor min mor tænkte på min heldbred. Jeg havde ingen andre søskende, så deres overvågning på mig var udholdelig. Far havde altid ønsket at jeg skulle være advokat eller læge, men min drøm var at blive journalist. Han kunne ikke lide tanken ved det, men accepterede det alligevel, da det var mit det handlede om og ikke hans.

Hver gang min mor kom hjem fra arbejde, spurgte hun altid ind til om jeg havde det godt med skolen, drenge og venner. Jeg svarede altid ja, og havde aldrig fortalt noget om Zayn, da hun sikkert ville indkalde til et møde med skoleledelsen eller melde mig ud af skolen. Hun var så beskyttende og omsorgsfuld, og det elskede jeg ved hende. Selvom hun blandede sig utrolig meget i hvad jeg lavede, gjorde hun fordi hun ikke ville have at jeg var alene med tingene.

Zayn havde ladet mig være resten af dagen, hvilket jeg blev glad og overrasket over. Men ikke lettet. Drengen havde sikkert noget i ærmerne, og jeg vidste at han ville have hævn. Faktisk fik jeg min hævn til det med colaen.

I ved, knæet ved skridtet..

Hele skolen snakkede om det, selvom der var ingen, der så det udover mig og Zayn. Måske havde Zayn fortalt en rygte om hvor trængende jeg var til ham, og havde bare sparket ham i skridtet. Alt hvad Zayn sagde, troede alle på det.

Der var mange elever, som kom hen til mig og fortalte at jeg var modig, fordi jeg stillede mig op mod Zayn. Ingen havde prøvet det, fordi de ikke turde. Underligt nok, ønskede de mig held og lykke, og sagde at jeg havde brug for det.

Faktisk, så tænkte jeg over, hvorfor Zayn ikke tænkte på sin uddannelse, eftersom han ikke havde lavet lektier i de sidste to dage. Måske var han bare sådan, men hvordan i al verden kom han så ind på et college, hvis han ikke engang lyttede til lærerne eller hvad der forgik i timerne? Han burde gøre det, og jeg ville være klar bevist om at hans forældre ikke ville synes godt om det. Han kunne ikke blive ved med at læsse sine ting på andre, da de også skulle tænke på deres ting.

Men hvem kunne rådgive ham til den rigtige vej egentligt?

Hvis Zayn ikke var en opblæst nar, som kun tænkte på sig selv og ikke andre, mens han var ligeglad med alt og alle, så ville jeg måske hjælpe ham. Han var stadig forfærdelig i mine øjne, så mig skulle han ikke regne med.

Jeg var 100 % sikker på, at jeg ikke ville flytte skole, fordi folk troede at jeg var alt for svag til legen , også ville Zayn tro at han havde vundet, hvilket han ikke havde – faktisk langt fra. Jeg skulle nok vise Zayn, hvem der styrede legen, han selv lagde op til. Selvom smerter, rygter og tårer blev indblandet, så var jeg sikker på, at han ville vinde det ligeså meget, som jeg ville.

Jeg ville ikke give op – det hele var jo lige begyndt, som han selv han sagt. Så jeg skulle nok være forberedt på alt hvad han ville prøve på. Drengen var blevet ret forudsigelig, hvis I skulle spørge mig. Det eneste han kunne var at bruge sin styrke og sine læber. Andet var ikke der ikke set af ham.

Kunne I huske, da jeg snakkede om hans facade. Den ville jeg bryde, mens legen var god. Hvis jeg brød den foreløbig, ville planen blive ødelagt. Så ville jeg tabe, også ville Zayn tro at han vundet – det ville vi ikke have til at ske.

 

∞∞∞∞∞

Hvad tror I der sker nu? Hvornår tror I de giver op? Går Zayn over stregen? Hvor længe kan Maybel klare det?

- Så er skolen startet, og nu glæder jeg mig til vinterferien. Turen går til Tyrkiet, wuhu! Det bliver så fedt - favourit place! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...