A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

100Likes
302Kommentarer
11184Visninger
AA

22. ∞ Kapitel 21 ∞

Undskyld for et kort og træls kapitel, men jeg følte, at den skulle slutte sådan. Undskyld for det konstante coverskiftning, men jeg er svært at blive tilfredsstillet. Og undskyld for ventetiden – jeg havde bare brug for lidt kvalitetstid med vennerne, da jeg havde skubbet dem lidt væk siden jeg fik denne bruger.. såå..

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------


“I won't fast-forward, replay or rewind,
r-r-replay or rewind home with you.
I won't fast-forward, replay or rewind,
I ain't wasting more time over you.”

It’s a Wrap ~ Zara Larsson.

 

Jeg følte mig dum, klam, ulækker og forfærdeligt. Alt med at have en fantastisk aften var ryget lige i vasken, og jeg måtte kæmpe mig for ikke at tude lige nu. Han ødelagde fuldstædig alt for mig, også selvom han bare var ham, så gjorde han det.

Hvorfor skulle han også have den effekt på mig? Han kunne få mig til at grine, han kunne få mig til at græde, og han kunne få mig til at føle mig så dårlig. Han legede med mig som et legetøj, og når han fik en ny, lagde han mig til siden og brugte sin helt nye.

Alt det vi havde været igennem, var røget i vasken, fordi han ikke kunne styre sin behov. Selvom Zayn var Zayn, og ikke andre, var det så forståeligt, hvis det kom fra hans side, men alligevel fik det adrenalinen til at pumpe.

Han vidste, hvordan jeg havde det med ham. De følelser, som kun ham kunne få frem, misbrugte han totalt, også selvom han sagde, vi ikke kunne det her. Man kunne ikke miste så hurtige følelser for en.

Jeg havde hele tiden haft et lille håb om os. En håb med os som et par, kyssede, krammede og alle de kæresteting, man nu gjorde, men sådan var det ikke. Ikke alle forhold var perfekte harmonier, og det indså jeg først nu.

En lille del af mig sagde, at jeg ikke var den eneste, der følte sådan. Der var ikke en eneste menneske, der ikke kunne føle noget, og jeg havde på fornemmelsen, Zayn følte noget for mig. Det var umuligt, han ikke følte noget. Alle de gange, hvor vi havde været samme, kysset, snakket og følt noget. Jeg kunne bare ikke forstå, hvorfor han ikke viste følelser.

Zayns facade var ikke til at fjerne. Den sad virkelig fast på hans ansigt, og selvom jeg brugte alle kneb for at fjerne den, var det svært at fjerne den. Jeg troede faktisk, at der var noget blødt indeni, men jeg havde så meget fejl, så det gik ud over mig.

Trangen til at græde, kom frem igen. Jeg glemte alt med, at jeg skulle tisse, så da jeg bakkede tilbage ad mod udgangen, troede jeg, jeg ville ramme døren, men noget hårdere som vasken. Lydene fra båsen stoppede, hvilket fik mit hjerte til at galopere af sted.

Jeg bad inderligt til, at nogen af dem hørte mig, men så heldig var jeg ikke, for børen gik op og synet af Zayn, der lukkede sine bukseknapper. Idet han fik lukket sin sidste, landede hans blik hen på mig, og overraskelse og fortrydelse strålede ud af hans øjne, men jeg hoppede ikke på den.

”Hvorfor?!” skreg jeg og vendte mig hurtigt om for at løbe væk herfra.

 

Zayns synsvinkel.

”Maybel!” kaldte jeg bedende, imens jeg fik rettet mit hår, inden jeg løb efter hende. Selvom hun ikke ville snakke med mig, kunne jeg ikke give op så hurtigt, for det var min skyld, at hun reagerede sådan.

Jeg fortrød straks at gøre det med Brittany, for det var ikke meningen, at det skulle ende sådan og specielt ikke, når Maybel fandt ud af det. Jeg var en nar, og det kunne I godt dømme mig for, og jeg var nød til at sige undskyld til hende.

Hvad var det, jeg sagde? Hun ville aldrig acceptere min undskyldning, og det tog faktisk virkelig hårdt på mig. Det var ikke rart, at hun var vred på mig, og hun græd på mig. Det havde jeg lige indset nu, også selvom jeg skulle have opdaget det noget før, men jeg følte mig virkelig forfærdelig.

”Maybel, vent!” kaldte jeg endnu engang, da hun drejede rundt om hjørnet. Små hulke kom fra hende, hvilket stak mig virkelig hårdt, og jeg måtte kæmpe for ikke at afreagere. Jeg havde lige fået hende til at græde, hvad fanden var dårligere end det?!

”Lad mig være,” råbte hun grådkvalt uden at vende sig om. Jeg satte farten op, da hun stoppede et kort øjeblik og videre igen. Det hele kørte i cirkulære retninger i min hoved, men jeg gav ikke op for at snakke med hende. ”Jeg gider dig ikke længere.”

”Så hør på mig i stedet,” sagde jeg bestemt, hvilket ikke virkede for hun rystede ihærdigt på hovedet og fortsatte. Det irriterede mig, at hun slet ikke ville høre på mig, men hvad kunne jeg forvente? At hun ville stoppe og byde mig på te, så vi kunne snakke om det? Sådan virkede det her ikke, og det var derfor, jeg så meget gerne ville tale med hende nu, inden hun gik over til ham Finn-fyren.

Det pissede mig ærligtalt af, at hun hellere ville bruge tid på ham. Altså, det var fint nok, hvis hun hang ud med Niall, Harry, Louis og Liam, men Finn? Seriøst? Gjorde hun det for at pisse mig af, for det virkede i den grad!

Jeg ville lige sige, at jeg ikke var decideret jaloux, for jeg var pissed over hende og Finn, men det betød jo ikke, jeg ville skille dem ad på grund af mig. Maybel var allerede godt nok sure på mig i forvejen, så hvorfor rive mere i plasteret?

”Hvorfor? Så du kan stikke mig endnu en løgn i fjæset? Ved du overhovedet, hvad du har gang i?”

”Det var ikke meningen at det med Brittany skulle sk-”

”VAR DET BRITTANY?!” skreg hun og vendte sig om, så jeg kunne se hendes øjne, der var fylde med tårer, hvilket fik mig til at synke en klump. Det var heller ikke meningen, at det skulle ud, men jeg havde brug for at sige det. Jeg var træt af det her, og jeg ville så fandens gerne fortælle det.

 

Maybels synsvinkel.

Vreden blussede med det samme op i mig, da han nævnte hendes navn? Var han virkelig villig til at synke på lavt? Hvad fanden var han ude på, mand?! Rive mit hjerte ud og smadre det foran mig?!

En tåre trillede ned af min kind, men jeg tørrede den ikke væk, eftersom endnu en trillede ned, og jeg kæmpede for ikke at græde, selvom det var for sent. Jeg havde virkelig lyst til at skrige alle mine frustrationerne ud, for at formindske smerten indeni, men jeg vidste, at det ikke virkede.

”Hvor klam kan du være?” vrissede jeg af ham, inden jeg vendte mig om og løb hastigt hen til salen, eftersom udgangen kun var åben derhenne. Jeg kunne ikke klare det her længere. Allerede nu havde jeg formået at ødelægge min aften, fordi han var så fucking klam og ikke havde noget værdighed, som han slet ikke viste på nogen tidspunkter.

”Maybel!” Endnu engang kaldte han på mig, men jeg gav ikke mig selv til at vende mig om. Han kunne umuligt redde denne her. ”Vil du ikke nok høre på mig? Det var ikk-”

”Ja, det kan du sagtens sige, Zayn!” hvislede jeg uden at vende mig om. ”Du har allerede fucket mine følelser op, for at tilfredsstille dig selv og dit store ego, så der er intet, der kan holde mig fra sandheden lige nu. Du er jo fuld af løgn!”

Jeg bevægede mig videre og fik mig drejet til venstre, hvor musikken var blevet højere end før. Uden at lytte til Zayns desperate kald, løb jeg derind, inden jeg kiggede kort rundt for at finde Finn. Jeg var nød til at undskyld ham og fortælle, at jeg skred, selvom det var hverken fair for mig eller ham.

Pludselig kunne jeg ikke høre mit navn flere gange, hvilket fik mig til at slappe af kort, da uroligheden om, hvordan Finn ville reagere, når jeg tog hjemad. Jeg ville ikke skuffe Finn allerede. Han var endelig en dreng, som kunne få mig til at smile uden at det ville gøre ondt. Ja, selvom jeg ikke kendte ham helt, så virkede han ikke sådan.

Min søgen efter Finn i fem minutter fik panikken til at strømme igennem mig, da en tanke om, at han var gået, sårede mig. Måske var han blevet træt af m-

”Der er du!” Lettelsen overtog panikken, idet jeg hørte hans stemme, og jeg vendte mig om med et halvhjertet smil, men den forsvandt, for jeg gik om lidt. ”Du tager godt nok lang tid med at være på toilet. Er det en pigeting eller hvad?”

Jeg grinede kort og smilede igen, inden jeg fik bevæget mig hen til ham, der nu stod med et kækt smil på læben, hvilket mindede mig om samtalen før. Tænk, at han allerede ændrede mit humør. Finn lagde min arm om min skulder og taget mig væk herfra.

Egentligt havde jeg lyst til at forklare Finn, hvad der lige var sket, siden jeg brugte længere tid på toilettet end forventet. Men jeg følte ikke rigtigt for at få det ud af min mund, for jeg vidste, at jeg ville knække sammen midt i det hele. Jeg ville heller ikke have det sådan her. Jeg kom kun for at få det sjovt, ikke at blive ydmyget og betragtet som et legetøj.

Finn stoppede brat, og kiggede hen på mig med et spørgende blik, hvilket betød, at han ville vide det. ”Hvad sker der?” Hans blik borede i mig som en chance for at vide svaret, men det så ud til, at det ikke virkede. Selvom jeg åbnede munden for at lade ordene komme ud, kom de ikke, og et suk kom fra Finns side. ”Vil du fortælle det?”

”Det..” tøvede jeg med, men der kom ikke flere ord, og overraskende nok var han ikke utålmodig, hvilket jeg var taknemlig for. Det var ikke nemt at åbne det op, for det var hårdt, og det havde I vel regnet ud. ”Jeg kan ikke.”

”Vent..” Det lignede, at Finn havde fundet ud af det, da han kiggede tænkende ud i luften. Jeg havde ingen idé om, hvad han tænkte på, for hans ansigtsudtryk sagde mig ikke noget, så jeg lod mig selv vente, indtil han afsluttede sin sætning. ”Har det noget med Zayn at gøre?”

Jeg sank en klump. ”Jeg trænger til noget frisk luft,” tilstod jeg, efter det trykke og svedige atmosfære trængte ind i min næse, så noget frisk luft ville hjælpe en del. Hvis det ikke var for Finns greb om mit håndled, da jeg fortalte det, hvilket ikke gav mig muligheden for at gå udenfor.

”Maybel, svar mig,” bad han irriteret om, og jeg sank endnu en klump. Ikke nok med at jeg ikke kunne fortælle det med Zayn, så kunne jeg ikke åbne mig lidt op for Finn. Det gik ligeså godt, indtil Zayn spolerede det hele, og noget sagde mig, at det var med vilje. ”Er det ham?”

Som svar nikkede jeg lidt. Det måtte komme ud på et eller andet tidspunkt, og nu havde jeg endelig vist det med et nik, men det var åbenbart ikke nok for Finn, for han ville have, at jeg skulle uddybe det. Jeg havde ikke lyst til at forklare det nu. Mine følelser var fucked, og mit hoved snurrede rundt, men det var ikke det glas champagne, der var årsagen. Kvalme var også dukket op lige nu, og for ikke at brække mig midt i det hele, var jeg nød til at komme væk.

”Kan jeg ikke forklare det senere? Jeg trænger til noget luft,” spurgte jeg og gentog det sidste, mens jeg trippede lidt med foden. Jeg prøvede at forhindre kvalmen ikke at blive værre, og at Finn kiggede hen på mig med et opgivende blik, trippede jeg mere med foden.

Lige da jeg skulle til at gå, stoppede Finn mig endnu engang ved at stramme en smule på grebet på mit håndled, så jeg kiggede hen på ham med et forvirret blik, men han smilede bare. ”Efter en dans.”

Jeg smilede lidt af hans befaling, men da en ny sang optrådte i højtalerne, som var en sjæler, grinede jeg lidt, inden jeg lagde mine hænder rundt om hans nakke og hans om min talje. Hvorfor havde jeg ikke forventet det af ham?

Sangen, som jeg ikke havde navnet på, startede, og vi begyndte ellers at danse med til den. På en eller anden måde fik Finn smilet på mine læber frem, og jeg ville gerne vide hvordan, men ikke nu. at han virkelig ville bruge tid på mig, var virkelig sødt af ham, for jeg havde ikke forudset, at han ville blive hængende, hvis jeg blev for meget. Jeg følte også, at jeg var for meget, og det skulle ikke gå ud over ham, men han blev.

Den dårlige følelse i min mave forsvandt langsomt, og jeg smilede lidt for mig selv, inden jeg kiggede ind i Finns øjne og blev fanget. Hans flotte blå øjne, der var lidt omringet af gråt – selvom jeg var sikker på, at det var grønt før – strålede på grund af de forskellige lys rundt i lokalet, og jeg kæmpede for ikke at bide mig selv i læben. Flot, nu lød jeg pladderromantisk.

Hvis det ikke var for, at Zayn hele tiden optrådte i mit hoved, ville jeg være en af de mest glædesfulde piger i verden. Der var bare et eller andet ved Finn. Selvom det her var alt for tiden at finde ud af eller føle sådan, så var der noget, og jeg vidste ikke hvad. Om jeg nogensinde ville komme til at kunne finde ud af det, havde jeg ingen anelse om, men nu var det lige meget, for jeg havde det dejligt sammen med ham.

Undrende fjernede jeg mit blik fra Finn, da en tanke om, hvor Ella og Niall var henne. Jeg havde ikke set dem i virkelig lang tid, men hvis de havde brug for lidt tid for sig selv, så måtte de endelig gerne. Det var ikke fordi, jeg hele tiden skulle have opsyn på de to, men jeg ville virkelig gerne snakke med Ella. Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til det, eftersom jeg var sammen med Finn, og det var hyggeligt.

Jeg lagde mit hoved mellem Finns skulder og hals, mens vi stille dansede i takt med musikken. det her var ret beroligende, og på igen måde akavet. Det virkede også som en film. En dreng og pige danser til en stille sang og nyder hinandens selskab, og noget uventet vil ske. Men jeg vidste, at mit humør var alt for dårlig til det uventede, så jeg kunne bare være rolig.

Mit blik landede endnu engang på Finn, der sendte mig et skævt smil med et glimt i øjet. Mange piger ville rødme eller fnise – ja, det ville jeg også – men fordi mine tanker tilhørte en anden end ham, kunne jeg ikke reagere på det glimt, så jeg gengældte hans smil, idet mit blik blev fanget af hans endnu engang.

En underlig følelse landede i min mave, og jeg anede ikke, hvad det betød, men det var lige meget. Hans blik sagde det hele. Mit blik gled ned ved hans læber, der havde det halvhjertet smil, og jeg indså hurtigt, at han nærmede sig. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere for hvert sekund, der gik, og før jeg vidste af det, havde han stoppet, da hans læber snittede mine.

Hans berøringer brændte mig, og en trang til at presse hans læber mod sine var stor, men så langt nåede jeg dog ikke, da jeg pludselig kunne mærke et hårdt puf bag mig, hvilket fik mine ben til at snuble forover, så jeg stødte ind i Finn.

Irriteret vendte jeg min om for at se, hvem det nu end var, der var så pisse trælst af at gøre sådan noget, men de velkendte brune øjne, der gav mig de dårlige fornemmelser i maven, stoppede mig.

Hvad fanden var der galt med ham?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...