A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
300Kommentarer
11731Visninger
AA

20. ∞ Kapitel 19 ∞

"Why did I ever like you?

What did I see?

Whatever it was must have been some kind of illusion.

A magic trick on me."

 

Why Did I Ever Like You ~ P!nk

 

"Vi har intet at snakke om," fik jeg sagt. Jeg skulle til at fjerne hånden, men den begyndte at stramme sit greb, så jeg ikke kunne gå. Hvorfor forstod han ikke, at han skulle lade mig være? Alt var så forvirrende lige nu, og han kunne ikke tillade sig selv i at fucke det hele op igen. Undskyld for mit sprog, men jeg var virkelig irriteret.

"Hør.."

"Hør på hvad?" Med 180 grader fik jeg mig vendt om, så jeg kunne se ind i det forvirrede, brune øjne. "Jeg er pisse træt af, at du tror alt er i orden, for det er det ikke!" Det var ikke meningen, at jeg skulle lyde grådkvalt, men jeg kunne ikke lade være. Han bragte så mange minder, som jeg helst ville undgå. De betød ikke noget for mig længere.

Eftersom Zayn ikke svarede, så vidste han ikke, hvad han skulle sige. Det var forståeligt, for han kunne ikke redde sin egen røv i det her. Men alligevel havde han stadig sin hånd på min skulder, og havde ikke fjernet fra mig. Det undrede mig, da han begyndte at bide sig i læben, som et tegn på at han var nervøs.

Aldrig havde jeg set Zayn været nervøs. Hans øjne flakkede rundt på gulvet, så det burde være det. Det ændrede stadig ikke, hvad jeg tænkte om ham. Han havde stadig såret mig sindssygt meget, og jeg lå faktisk i mit værelse og stortudede på grund af ham. Problemet ved ham, var at han ikke tænkte, at andre havde følelser.

Zayn forstod intet med, at andre kunne føle noget, siden han havde udtrykt sig for ikke at føle en skid. Så det gav ikke mening, hvorfor han skulle ødelægge det for mig, og sikkert for de andre piger på skolen, men fordi han var som, han var, vidste jeg ikke, hvad problemet var. Hvis han hele tiden var sådan, så var der ikke et problem, ikke? Eller.. nu blev jeg forvirret.

"Maybel," hans stemme var blevet isende og bestemt, hvilket fik det til at løbe ned af ryggen på mig. Han var slet ikke færdig med at snakke, "jeg beder ikke om din tilgivelse eller noget. Du skal bare forstå, hvorfor jeg gør det her." Hvad fanden snakkede han om?

Jeg skulle til at åbne munden, men blev afbrudt, "vær glad for, at jeg gjorde det." Med de ord, fjernede han sin hånd, og jeg mærkede pludselig, hvordan tårerne pressede. Hvordan kunne han få sig selv til at sige sådan noget? Det sårede mig og skræmte mig på samme tid, hvilket fik min mave til at trække sig. Også selvom jeg ikke ville indrømme det, havde han godt nok borede sig ind i mit hjerte.

Inden jeg nåede at sige mere, havde han drejet om hælen og gik med rolige skridt væk fra mig. Jeg tog hurtigt initiativ til at følge efter ham, for jeg forstod ikke, hvad han mente med det. Alligevel vendte han sig ikke om, selvom han garanteret hørte mine skridt, og lod som om, at jeg ikke var der.

"Zayn!" Min desperate stemme fik ham ikke til at reagere. Jeg kunne ligeså give op med at finde ud af det. Han ville høre på mig, så jeg skulle bare stoppe her. en det kunne jeg ikke, eftersom nysgerrigheden og ivrigheden havde overtaget mig. "Undskyld."

Zayn stoppede brat, og til mit held havde jeg vendt sig om med et undret blik. Det kunne jeg sagtens fatte, for jeg anede ikke, hvorfor jeg sagde det. Jeg havde intet at sige, og jeg skulle i hvert fald ikke undskylde for noget, jeg ikke havde gjort. Men Zayn afventede et svar, og hvis jeg ikke sagde noget, ville han vende sig om, og gå igen.

"Undskyld for.." Jeg prøvede at finde på et eller andet, men inden jeg nåede at tænke igennem, åbnede min mund sig, "det er min skyld, at dit ry er blevet for besværligt." Selvom jeg ikke vidste, hvad jeg snakkede om, så virkede det ret sandfærdigt. Jeg gjorde et eller andet, så hans ry var blevet underligt, hvis man kunne sige det sådan, og det var ikke acceptabelt.

Måske havde jeg såret mig og alt det der, men jeg vidste, hvor meget hans ry betød for ham. Og det måtte være min skyld, eftersom det var mig, der ikke 'overholdte' hans regler eller noget. Jeg havde vidst gjort noget, der fik ham til at lave det rygte om mig. Okay, jeg havde ingen anelse.

"Hvad snakker du om?" Gid jeg kunne svare på det. "Hør, det her er mit valg, og du skal ikke tro, at du er grunden. Jeg valgte at gøre det, og jeg vil lade dig være. Så gider du lige?"

Jeg havde sådan en trang til at slå ham ned der. Han lød så flabet og kold på samme tid, at det var til at tude over. Men jeg var træt over at tude over hvad som helst, så det kunne jeg ligeså godt glemme. På den anden side så sårede det mig, og jeg måtte holde tårerne inde.

Det gjorde ondt, at han tænkte sådan. Selvom det var rigtigt, så kunne jeg ikke stoppe med at tænke over, hvorfor han ikke kunne forklare det ordentligt. Jeg havde brug for det rigtige svar, for jeg tænkte, at det egentligt ikke passede, hvad han sagde. Hør, jeg var forvirret og ked af det, så det svimlede en smule for mig.

Zayn skulle til at gå igen, hvilket fik mit til at reagere hurtigt. "Lad være med at gå. Please?" Ja, jeg ville have ham til at blive. Hvorfor, anede jeg noget om, men det føltes bare rigtigt at sige. Det kender I noget til, ikke?

Jeg måtte sige, at det pissede ham en smule af, da jeg sagde det, for hans øjne brændte nærmest på mig. "Det giver ikke mening!" Zayns ord kunne få mig til at rynke panden, men det ville bare irritere ham mere. "Hvorfor sige at jeg skal lade dig være, men nu skal jeg blive?" Zayn var garanteret ligeså forvirret som mig, måske mere.

Han havde ret. Det gav slet ikke mening, og jeg bandede for mig selv, hvorfor jeg overhovedet sagde det. Jeg forvirrede ham, og jeg forvirrede mig selv. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg var håbløst forelsket i en nar.

”Mmh,” mumlede jeg lavt, og jeg tvivlede på, at han kunne høre det. Zayn rynkede panden, og jeg kunne ikke gøre andet end at krybe mine tæer. Jeg virkede for belastende og dum på nogle punkter, og det irriterede vidst Zayn.

Et højt suk kom fra ham, hvilket fik mig til at kigge ind i hans opgivende, brune øjne. Han vendte sig om, som et tegn på, at han ikke ville blive. Jeg havde trangen til at løbe væk, bare væk fra alt det her. Det tog mig virkelig hårdt, og jeg hadede det. Hvis jeg ikke kunne føle en skid, så ville jeg have det bedre, ikke?

Men før jeg vidste af det, var jeg løbet hen til Zayn, tog fat i hans skulder og fik drejet ham rundt. Jeg kunne se at hans irriterede blik borede ned i mig, inden jeg gjorde noget, jeg ikke selv forventet – jeg plantede hans læber på mine.

En underlig, men rar, følelse landede i min mave. Jeg ville have smilet, da han kyssede med, og jeg frydede over det. Ja, mine følelser tog vidst over, men jeg gjorde ikke andet ved det. Det føltes så skønt, også selvom det var forkert, men jeg ignorerede det.

Nogle hænder lå rundt om mit liv, mens jeg lagde mine hænder bag hans nakke, og nussede hans nakkehår, der ellers begyndte at rejse sig. Jeg kunne sagtens stå her hele dagen, hvis det skulle være, men nej. Det var som om, at alt blev lettere for mig. Som om at alt bare var nemmere og bedre for mig.

Vores tunger legede rundt, hvilket gav mig kuldegysninger. Zayn fik mig skubbet til side og mod skabslågene, hvor han blidt skubbede mig imod. Et smil blev formet på hans læber, og jeg kunne ikke lade med at gengælde. Han nød det sikkert ligeså meget som jeg gjorde.

Men hvad jeg ikke havde håbet på, var at han trak sig, og fjernede sine hænder om mit liv. Jeg rynkede panden, da hans blik ikke blev mørkere og koldere. Zayn kørte en hånd gennem sit hår, inden hans blik flakkede fra mit venstre til højre øje. Han var frustreret – det stod nærmest på hans pande.

”Jeg gider ikke det her længere,” var de sidste ord han sagde, før han forlod mig på gangen. Selv hans sko gav ikke genlyd, og det eneste jeg kunne høre, var min vejrtrækning. Jeg havde kørt det her så langt ud, at jeg kunne ramme bunden, og det var noget, jeg bestemt ikke ville længere.

Modvilligt prøvede jeg at vende mig om, men det var som om at mine fødder blev limet fast på gulvet, mens mit blik lå ligeud. Tankerne fløj rundt, så jeg gav dem frit løb, idet det hele svimlede for mig.

Jeg ville så gerne lade være med at føle noget for ham. Alle mine følelser tog over, når jeg var i nærheden af ham, hvilket jeg ikke forstod, for han bragte ikke andet end problemer. Jeg kunne ikke forstå, hvad jeg så i ham, og jeg kunne ikke sukke over de minder, han gav. Den dreng havde ramt mig hårdt, at jeg ville kunne mærke det igen og igen.

Hvad skete der for mig? Det her havde aldrig sket for mig på min gamle skole, og jeg blev i hvert fald heller ikke behandlet sådan her – efterladt og fortvivlet.

Jeg savnede den gamle mig. Den åbne, glade pige, der fik smilet frem på de personer, som var nede. Pigen, der kunne finde på at grine over hvad som helst, uden det helt var sjovt på nogen måde, men sådan var jeg bare. Jeg ville ikke være den nedtrykte, håbløse forelsket pige, som var forelsket i en, man ikke skulle regne med, der ikke kunne genælde noget som helst.

Alt havde ramlet op på mig på én gang, og de overraskede mig, at det ville ramme mig så hårdt.

 

 

Jeg havde ikke nået anden time i dag, men det var også ret lige meget, eftersom fysik ikke var min bedste side, og det var heller ikke noget, jeg gik op i. Det var ikke spændende på nogen måde, og det ville heller ikke hjælpe på humøret, da Zayn også var i fysiklokalet. Underligt nok så havde vi de samme fag i vores skema, og hvis jeg kunne fået det ændret, ville jeg have gjort det med det samme. Det kunne man åbenbart ikke.

Min hjerne var fuldstændig udkørt, og jeg ville gerne hjem og slappe af, men jeg ville ikke ligge syg i dag, når der var skolefest – eller det var en forårsfest, men whatever! Det var en af fordelene ved skolen, og jeg elskede virkelig skolefester – det havde jeg sagt før, ikke?

Problemet måtte nok være, at jeg ikke havde nogen date med. Jeg ville ikke dukke op til festen alene, men jeg kendte heller ikke særlig mange her, så at spørge nogen, jeg ikke kendte helt, ville være dumt og sært. Ella kunne jeg ikke regne med at følges med, da jeg havde en tanke om, at Niall ville spørge hende. Sødt, ja, men jeg ville bare være alene.

Ikke fordi jeg ikke ville have opmærksomheden hele tiden, men jeg ville ikke på nogen måde at dukke op til festen alene. Efter min mening, så var det ydmygende, for hvem skulle man så danse de langsomme fester med? Det ville være så romantisk, hvis man pludselig kyssede. Sådan var mine fantasier om skolefester.

 

”Maybel!” Ellas stemme genlød hele kantinen, hvilket fik eleverne til at kigge hen mod mig. Jeg ville gerne sige, at jeg havde efterhånden blevet vant til at få blikke fra andre, jeg ikke kendte, men det var jeg ikke, og det gav en ubehagelig følelse i maven.

Mit blik fløj hen på hende, der sad sammen med de andre drenge, undtagen Zayn selvfølgelig, så jeg gik hen mod hende med faste skridt og rolig vejrtrækning.

”Hej!” sagde jeg smilende, inden jeg satte mig med et bump ved siden af Ella. Hun grinede svagt, og kiggede med et smil hen på mig, som jeg kun kunne gengælde. Derefter tog jeg hende vandflaske, da min hals virkede tør, og tog en slurk af den.

”Du virker glad i dag,” konstaterede Niall, og tog et bid af sin sandwich. Egentligt var jeg ikke særlig glad i dag, you know why, men mit triste humør skulle ikke smitte de andre på nogen måde. Jeg havde tænkt tingene igennem, og den gamle Maybel skulle frem igen. Ingen problemer, ingen tårer og ingen drenge, der smadrede mit hjerte. ”Så du har vel glemt alt om Zayn, ikke?”

Lige de ord kom ud, svingede Louis’ hånd gennem luften og ramte Nialls baghoved. Selvom de burde ramme mig, så gjorde de det ikke, men grinede bare af hvad han sagde. Forvirrede blikke lå henne på mig, indtil jeg udbrød, ”hvad er der?”

”Det er bare – ”

”Nå, glæder du til festen i aften?” Ella afbrød ham med det samme, da han sikkert skulle til at tilstå et eller andet. Jeg nikkede kort og smilede. Kender I den kriblende følelse, når man glæder sig til noget, der vil ske lige om lidt? Ja, den følelse lå i min mave.

”Helt vildt,” svarede jeg, i takt med at jeg lænede mig på stolen og lod mit venstre ben ligge ovenpå det andet. ”Jeg ved ikke, hvem jeg skal tage med.”

”Du kan da bare tage med mig!” udbrød Harry med et stort smil på læben, som var til at grine over. ”Du kan da bare følges med mig og Allison.” Selvom jeg gerne ville følges med ham, så kunne jeg ikke bare tage med ham og hans date, som vidst hed Allison.

”Ellers tak du. Så mange piger får du ikke,” sagde jeg, hvilket fik de andre til at slå en latter op, og Harry til at fnyse fornærmet og lænede sig bag stolen. Han blev vidst pigesur der. ”Og desuden, så kan det være at min sofa vil være sammen med mig.”

”Glem det! Det er skolefest, remember? Den som du så meget gerne vil med, så du kan ligeså godt glemme alt om den sofa, som sikkert braser sammen på grund af dig.”

”Kalder du mig for fed?” spurgte jeg fornærmet og puffede hende i siden. Hun rullede blot øjne af mig, inde n et lille grin forlod hende læber. ”Men okay. Jeg tager med, hvis du over at følges med mig.”

Ella stivnede en smule, da jeg havde forventet den reaktion af hende, og jeg fornemmede også at Niall tog et stort bid af hans sandwich. Denne gang grinede jeg af hende og smilede overlegent hen på Niall, der ignorerede mig. Oh my god, hvor var de søde.

”Wellllll..” trak hun den ud, som kun fik hele bordet, undtagen turtelduerne, til at grine vildt, hvilket begge fik dem til at rødme. Det var sikkert ret pinlig for dem, men det morede mig, også selvom jeg ikke havde fået det at vide noget før – ellers ville jeg ikke gøre dem pinlig berørt.

”Det er okay,” opmuntrede jeg hende med et smil, som hun svagt gengældte. ”Men lov mig, at du gør dig klar sammen med mig,” insisterede jeg, og hun nikkede. Derefter tog jeg hende flaske igen, og tog et slurk igen.

Drengene fik startet en samtale op, som jeg egentligt ikke fulgte med, da jeg havde andre ting i tankerne. Zayn optrådte op i mit hoved op til flere gange, men jeg skubbede ham væk hver gang. Han havde såret mig utrolig meget, så han fik ikke æren til at være i mit hoved. Det kunne jeg – eller han – ligeså godt glemme alt om.

Mine tanker blev afbrudt af en albue, der ramte mig og det fik mig til at spjætte en smule. Jeg kiggede hen på Ella, der skævede bag mig som et tegn på, at jeg skulle kigge bag mig. Hurtigt lagde jeg mærke til, at en dreng med brunt opsat hår og blå øjne kiggede hen på mig med et smil på læben, og jeg vidste ikke helt om jeg skulle gengælde eller lade være. Et smil poppede på mine læber, inden jeg lod mit blik kigge hen på Ella, som nu kiggede bebrejdende hen på mig.

”Hvad?”

”Gå hen til ham,” hviskede hun. Jeg løftede øjenbrynet af hendes svar og rystede på hovedet. Hvorfor skulle jeg gå hen til ham? Jeg vidste ikke, hvem han var, og jeg var ret sikker på, at jeg ville gøre noget dumt. Og desuden så ville jeg ikke. ”Hallo, det er en af skolens lækreste drenge, også afviser du ham?! Tag dig sammen, Maybel og måske kan han blive din date.”

”Stop dig selv, Ella. Tror du virkelig, at jeg skal date en fyr, jeg kun har skænket ét blik?” spurgte jeg hende prøvede at få hende til at lyde dum. Dog rullede hun øjne af mig og puffede mig endnu en gang. Hun burde vide, at det var en tåbelig idé, og jeg ville ikke på nogen måde gå med til den.

”Så snak i det mindste med ham,” bedte hun om, ”og desuden stirrer Zayn så meget på dig.” Jeg spærrede øjne med det samme og sukkede tungt, inden jeg rejste mig op. Jeg ville bare vise Ella, at jeg godt turde, og når Zayn også kiggede hen på mig, kunne det kun få mig til at fryde.

Med rolig tempo, gik jeg hen til drengen, der sad sammen med andre drenge, som ikke lagde mærke til, at jeg var kommet, og det gjorde det bare bedre. Drengen lagde mærke til, at jeg gik hen mod ham, smilede han større med et glimt i øjet, som kun kunne få mig til at smile.

”Må jeg sidde her?”

 

 

De varme stråler, der ramte min ryg med stikkende fornemmelser, beroligede mig. Jeg lod tankerne køre rundt i mit hoved uden det påvirkede mig. Derefter begyndte jeg at vaske mig, hvorefter jeg fat i shampooflaske frem og pressede den til der kom en klat ud. Jeg lagde den tilbage igen, og startede med at putte det på håret, som jeg vaskede grundigt.

Drengen på skolen hed vidst Finn, og han gik i min spanskklasse. Han var virkelig sød, og det var nemt at føre en samtale med ham. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at han ikke flirtede med mig, for det gjorde han – faktisk meget åbenlyst, men jeg kunne lide det. Han vidste ikke helt, hvad der forgik mellem Zayn og jeg, men han syntes selv, at Zayn var en nar.

Hvor fantastisk var det lige?

Finn havde også spurgt mig, om jeg ville danse med ham til festen, og jeg sagde ja selvfølgelig. Jeg vidste allerede der, at det ikke var sidste gang, vi skulle tale sammen, og det var jeg glad for. Ikke for at lyde opmærksomhedskrævende, men jeg ville gerne have flere nye venner. Nogen, som jeg kunne hænge ud med, nogen, der kunne invitere mig til fester, og nogen jeg kunne snakke med uden det blev akavet.

Jeg frydede mig virkelig meget, da jeg også flirtede med Finn. Selvfølgelig var det for sjovt, men det irriterede vidst Zayn, der kiggede diskret på os. Og da jeg begyndte at grine højt over noget, Finn sagde, fik Zayn nok af det, og var ellers ude af kantinen.

Det var ikke for at provokere Zayn, eller jo, men det var bare hans skyld. Han ville ikke have noget med mig at gøre, så hvorfor stirre og reagere sådan? Jeg var træt og irriteret over Zayn, og jeg skulle bare komme videre. Han betød ikke noget for mig mere, og hvis han troede, at jeg ville tilgive ham for noget, selvom han ikke havde brug for en tilgivelse, så kunne han ligeså godt glemme det.

Jeg ville komme til at have det sjovt i aften. Det ville blive min aften, og ikke noget med ham eller Brittany. Jeg blev udmattet af dem, så det skulle ikke ske igen, for jeg ville have det fantastisk og danse alt ud (hvis man kunne gøre det). Alle tårerne var væk, sorgen var forsvundet, og jeg skulle hygge mig så meget, jeg kunne.

 

Efter at have vasket mig, slukkede jeg for vandet og steg ud af bruseren. Jeg greb ud efter håndklædet, hvor jeg begyndte at tørre mig. Derefter lagde jeg den rundt om mig, inden jeg bevægede mig hen mod vasken, hvor min hårtørrer. Egentligt brugte jeg aldrig min hårtørrer, med mindre jeg skulle skynde mig, men Ella sagde, at de krøller, som jeg skulle have i dag, ville holde længere. Hvordan, vidste jeg ikke, men det var lige meget.

Jeg stak den ind i kontakten og tændte den, så det varme luft ramte mig. Jeg førte min hånd op til mit hår og tørrede det. Mens jeg gjorde det, sendte jeg underlige grimasser via spejlet, hvilket jeg endte med at grine over. Da jeg mente, at det var tørt, slukkede jeg for den, så det kolde luft omringede mig. Det kendte I til, ikke?

Jeg gik ind på værelset og mod min skuffe, som jeg åbnede, og fandt noget sort undertøj. Det fik jeg hurtigt taget på, da jeg tog håndklædet af. Jeg skulle til at finde min mobil frem for at skrive til Ella, men en kjole lå på min seng, hvilket betød, at min mor havde lagt kjolen, mens jeg var i bad.

Jeg bevægede mig nærmere mod den, og til min overraskelse var den smukkere end jeg havde forventet. Den var enkel pink kjole uden stropper, som gik mig til lårene, og den havde den slags slør rundt omkring sig. (Svært at forklare, så link i kommentaren.) Den var virkelig smuk, og jeg tvivlede på, at det var mor, der havde købt den. Og hvor havde hun fået den fra?

Da jeg tog den på, kunne jeg mærke at den var en smule stram ved lårene, men heldigvis havde den slør om sig. Jeg smilede kort, inden jeg gik hen til min knagerække, hvor min blazer hang. Den skulle jeg helt klart have på.

Lige da jeg fik den på, blev min dør åbnet og synet af Ella med et smil på læben kom frem. ”Fuck, du er lækker!” udbrød hun, hvilket fik mig til at smile. Hun kom hen til mig og gav mig en knus, og trak mig derefter hen mod mit spejlet.

Hun havde ret. Jeg så lækker ud i den – ikke for at lyde selvfed eller noget – og den passede mig perfekt. Mit hår manglede bare at blive lavt, og det var der, Ella kom ind. Hun var i hvert fald bedre end mig til at lave hår. Makeuppet manglede også, og det fik jeg også hende til at gøre. Hvad skulle jeg gøre uden hende?

”Kom, lad os gå i gang!” fastlog hun og trak mig hen til mit makeupbord. Jeg fik sat mig ned, og lod Ella rode rundt i mit hår, inden hun begyndte at børste det.

I aften ville jeg se smuk ud, for jeg ville virkelig gerne gøre en godt indtryk på Finn. Ikke fordi jeg kunne lide ham på den måde, men han sagde, at han glædede sig til at se mig i kjole. Det var et godt tegn, ikke?

Og jeg glædede mig til at se Zayns ansigtsudtryk; så kunne han se, hvad han gik glip af.

 

∞∞∞∞∞

 

 

JEG KUNNE IKKE LADE VÆRE, OK? JEG HAR FOR MANGE FEELS PÅ FINN HARRIES, SÅ JEG VAR NÆRMEST NØD TIL AT TAGE HAM MED. Tro mig – I kommer til at se ham meget mere, jaaaaaa.

Stakkels lille Maybel. Lille pullar. Jeg tuder for hende nu.. :’(

Ej, hvad tror I der sker nu? Hvorfor er Zayn sådan en nar (sorry!)? Er det godt, at den gamle Maybel er tilbage? Og hvad tror I der sker i løbet af festen? Let me know!

Hvad synes I så om det nye cover? :-)

(Kapitlet er ikke rettet helt igennem, undskyld.) xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...