A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
302Kommentarer
11349Visninger
AA

19. ∞ Kapitel 18 ∞

“Trying hard to reach out,
but when I tried to speak out.
Felt like no one could hear me, wanted to belong here.
But something felt so wrong here,
so I prayed I could break away.”

Breakaway ~ Kelly Clarkson
 

Vejret beskrev virkelig mine følelser lige nu. Grå og triste skyer hang hen over himlen og truede med at efterlade regn på os. Alt var så kedeligt, og jeg kunne se folk vrisse irriteret over vejret i dag ud af deres ansigtsudtryk, men jeg bebrejdede dem heller ikke. Det var et rimelig forfærdeligt vejr, og for ikke at snakke om dag.

Jeg forstod virkelig ikke, at jeg sad og lavede lektier. Jeg kunne ikke engang koncentrere mig, da mine tanker havde frit løb, selvom det ikke var meningen. Mine lektier var til i morgen, og jeg missede aldrig en dag, hvor jeg ikke lavede lektier medmindre jeg ikke havde tid til det eller var syg.

Og at man havde det dårligt over en nar, der var tåren på ens kind, gjorde ligefrem det hele bedre. Jeg havde det forfærdeligt, og jeg ville bare krybe mig under dynen på grund af ydmygelse og skam. Min fejl var at give en tillid til en person, der ikke fortjente en skid af mig, gjorde alt værre og jeg kunne ikke andet end at fælde en tåre ned i mit hæfte.

Aldrig havde jeg troet, at jeg ville blive så såret af en dreng kunne såre mig så dybt, at jeg var flov over det. Jeg troede virkelig, at jeg kunne stole på ham. Jeg troede at vi var blevet venner, og havde droppet de små lege vi havde gang i, og nu kunne jeg ikke takke Brittany over at fortælle det – uden ironi eller sarkasme.

Hvis hun ikke havde sagt noget, så ville jeg falde i hans fælde, så han selv sørgede for at knuse mig fuldstændig. Det var den eneste fordel ved hende, men det betød ikke at jeg hadede hende mindre end før. Det var hendes skyld, at jeg havde fået stuearrest på lørdag og tre dage til.

Lige nu ønskede jeg at slippe alle mine frustrationer, jeg bar indeni, ud men ingen ord eller lyde forlod min mund udover små hulk. Knuden i maven var ikke til at løsne op, og flere tårer pressede sig på. Jeg hadede denne følelse, selvom det var første gang, men jeg håbede også at det ville blive sidste gang.

Da jeg ikke kunne holde roen på min rystende hånd, slap jeg min blyant. Før jeg vidste af det, smed jeg bøgerne på gulvet, så det gav et bump fra sig, inden jeg lagde min ned i min pude og hulkede for mig selv. Alle mine følelser var så rodet og kompliceret, og smerten i min hals brændte min lunger.

Mit indre had til Zayn voksede sig for hver gang, jeg gav et hulk fra mig. Jeg hadede ham mere end Brittany, og jeg ønskede ham død eller væk. Selvom det var hårdt sagt, så sårede han mig og trangen til at sige alt muligt var stor. Mit hovedet snurrede lige nu, men piller ville ikke hjælpe en skid, hvilket I sikkert havde forstået.

Jeg vidste godt i starten, at han var et problem. Et problem, som også kunne gå ud over andre, men alligevel lod jeg det passere. Han virkede så interessant i mine øjne, og jeg ville vide mere af ham, hvilket jeg ikke skulle gøre. Jeg skulle bare lytte til Niall med, at Zayn var ikke en person, man ikke skulle omgås med.

Det hele var min skyld også alligevel ikke.

Jeg rystede tankerne væk, hvilket resulterede at mit hoved begyndte at spinde. Hurtigt lagde jeg en hånd på min pande, og blev ret overrasket over hvor varm jeg var. jeg fik mit rejst fra sengen, inden jeg greb fat i min iPod, som sikkert kunne hjælpe på mit humør.

For det meste så hjalp musik mig, hvis jeg var nede. Det startede da min farmor gik bort på grund af kræft, og jeg var virkelig deprimeret i den periode. Så en dag gav min kusine sin gamle iPod til mig, da hun fortalte at hun ikke skulle bruge den længere. Og for at afprøve den, overførte jeg sange til den, og forventede slet ikke at jeg ville beholde den som en af mine kæreste eje.

Der var garanteret gamle sange i, for jeg havde ikke brugt den i måneder. Men det betød heller ikke noget, for der var ikke noget galt med gamle sange, ikke?

Jeg fik den låst op og gik direkte ind i min afspilningsliste for at finde den sang, der beskrev mine følelser. Min finger gled op af skærmen, så listen rullede nedad og det svimlede ved mine øjne. Forskellige og glemte sange kom også frem, men jeg scrollede bare videre, indtil jeg fandt den bedste sang. Da der stod Skyscraper med Demi Lovato, klikkede jeg på den før jeg tog mine høretelefoner frem og tog dem på.

Introen startede, og det gik ikke lang tid før sangen begyndte. Alle ordene i sangen, alle følelserne og alle tanker i mit hoved fik mine øjenlåg til at samle så mange tårer, den kunne. Jeg gjorde intet end at snøfte og kigge ud af mit vindue. Det hele var så overvældende og jeg ønskede inderligt at ikke føle den sorg mere.

“Skies are crying, I am watching,
catching tear drops in my hands.
Only silence as it's ending,
like we never had a chance.
Do you have to make me feel like
there’s nothing left of me?”

Klumpen i halsen forsvandt en smule, da jeg lod min mund åbne for at lade hulk komme ud. Følelsen af svigt spredte sig rundt i min krop, og jeg gjorde intet ved at tørre tårerne, der ramte min hage, for der ville alligevel komme flere.

Sangen fortalte virkelig meget af mine følelser, og det tudede jeg også af. Måske underligt men jeg havde det dårligt, så bær den lige over mig, ok? Jeg følte virkelig intet, men samtidig så var alle mine følelser overalt. Om jeg skulle grine for at fjerne smerte, eller græde videre så det sluttede på en eller anden tidspunkt, vidste jeg ikke, men lettelsen af at jeg fik frustrationen ud med hulkene, gjorde det bedre.

“You can take everything I have; you can break everything I am.
Like I'm made of glass, like I'm made of paper.
Go on and try to tear me down, I will be rising from the ground.

Like a skyscraper, like a skyscraper.”

Idet jeg fik et hulk ud, bankede det på døren at jeg kunne høre det, selvom jeg havde høretelefoner i ørerne. Af ren nysgerrighed tog jeg dem af, så sangen kørte for sig selv. Jeg fik hurtigt tørt tårerne væk, men de blev erstattet af nye, så jeg holdte dem bare inde. Tanken om hvem det kunne være, var der ikke, så jeg kiggede bare hen på døren uden at sige noget eller åbne døren.

”Maybel, er du der?” Min mors bekymrende stemme kom bag døren, hvilket fik et smil på mine læber frem. Jeg havde brug for min mor lige nu. Hun vidste altid hvad hun skulle sige, og jeg kunne fortælle hende alt, hvis jeg havde brug for det.

Eftersom jeg ikke svarede og bare stirrede på døren, åbnede den sig og min mors skikkelse kom frem. Et lille overrasket gisp kom fra hende, inden hun bevægede sig fast hen til min seng og satte sig på den. Hendes blik flakkede fra mit ene øje til det andet, inden hun lagde sin ellers kolde hånd på min kind. ”Lille skat, dog. Er der noget galt?”

Jeg vidste godt, at hun vidste at der var noget galt – ellers ville jeg ikke græde, ikke? Som svar nikkede jeg lidt, og det fik hendes øjne stråle af omsorg og forvirring. Det var typisk af min mor, at hun var så bekymret over en ting. Men det var ikke fordi jeg ikke kunne lide det – tværtimod – for den tryghed hun kom med, fik den varme følelse til at beruse sig indeni mig.

”Det er bare..” Jeg kunne ikke forklare hvad det var, og hendes blik blev ulæseligt, ”der er den dreng...” endte jeg med at tilføje, og hun kom med et lille aha. Hun troede garanteret at jeg snakkede om kæresteproblemer eller noget i den retning, men det var langt fra.

Hvordan skulle jeg forklare det mellem Zayn og jeg? At bare snakke om det, gjorde også mig forvirret, så hvordan skulle jeg fortælle det videre uden at være helt sikker? Jeg havde aldrig vidst, hvor Zayn og jeg stod og det ville jeg aldrig vide, for nu var det slut og jeg skulle bare glemme ham. Han betød intet for mig længere.

”Han.. han har såret mig, mor.” Min stemme blev grådkvalt, da jeg holdte en hulk inde. Tankerne og minderne Zayn havde givet mig, fik mig til at græde, og det var derfor at der trillede nogle tårer ned af mine kinder. Mor fik trukket mig ind i et kram, og fik mumlet nogle beroligende ord.

”Skat, da. Betød han noget for dig?”

”Ikke længere.”

”Nej, men før,” sagde hun så. Jeg rynkede panden, hvilket hun ikke kunne se, over hendes svar. Altså, jeg ville lyve, hvis jeg sagde at han ikke gjorde. Zayn kom allerede ind i mit liv, for jeg troede virkelig at han ikke ville smutte igen – og jeg tog bund og grund fejl. Man kunne sige, at han tyggede mig grundigt, inden han spyttede mig ud og ned på gulvet. Det var endda ydmygende at tænke på.

Jeg endte med at nikke kort, idet mor trak sig fra mig og tog varmen med. Hun gav mig et sigende blik, som om jeg selv kunne regne den ud, men var blank som urørt papir. Som sagt forstod jeg ikke hvad hun mente med blikket, og siden der var ingen pærer ovenover mig, der gav et pling fra sig, så gengældte jeg hendes blik med et forvirret.

”Come on, Maybel!” Mors ord forundrede mig, for hun plejede aldrig at snakke sådan. Et smil blev klistret på hendes smalle læber, dog snøftede jeg bare. ”Det er da tydeligt, at du sidder sådan og er helt ude af den.”

Well tak for den kompliment, mor. Den rørte mig virkelig meget, og jeg havde ikke aldrig drømt om, at det ville komme fra dig. Og specielt ikke, når du havde en deprimeret og tryghedsmanglende datter ved siden af dig. Mærk ironien, tak.

Hun tog fat i min hånd og klemte den lidt, og derefter borede sine øjne ind i mine. Smilet på hendes læber på hendes læber blev større og jeg gjorde ikke noget i at skjule min forbavselse i mit blik.

Jeg var seriøst ikke i humør til hendes underlige mysterium. Og jeg havde ikke forventet det af hende, eftersom hun ellers plejede at være alvorlig ved dette punkt. Men alligevel fik det et lille smil frem, da hendes smil blev en smule fjoget.

”Mor..” lagde jeg ud med, men det kom ikke mere. Hun vidste, at jeg havde givet op med at finde ud, hvad hun hentydede til. Jeg var virkelig træt i dag, og det kunne hun garanteret se på mig. ”Vil du ikke nok fortælle mig det?”

Mor lagde sin anden hånd på min kind, og begyndte at nusse den, indtil hun hævede sine skuldre og sænke dem derefter – det vil sige, at hun sukkede. Hendes blik borede sig ind i mit, og hendes blik var ikke andet end ulæseligt og uforståeligt.

”Lille skat, du er forelsket.”

 

 

Zayns synsvinkel.

Med selvsikre skridt bevægede jeg mig hen til mit skab, så jeg kunne finde mine spanskbøger frem. Jeg fik den hurtigt åbnet, og nu ledte jeg efter mine bøger, som lå rundt i mit rodede skab. Selvom jeg ikke kunne tænke på noget andet end Maybels reaktion efter Brittanys tilståelse, fik jeg hele tiden en dårlig smag i munden, selvom jeg ikke vidste hvordan.

Det føltes bare så underligt, da synet af en helt-ude-af-den Maybel komme imod mig med tårer falde ned af hendes kind. Jeg havde slet ikke forventet det på nogen måde, så det overraskede mig en smule over, hvad hun snakkede om. Rygtet Brittany havde spredt rundt i skolen, gjorde mig pisse irriteret. Jeg fortalte hende bare om, hvad der var mellem Maybel og jeg, men at jeg havde sagt, at vi havde været i seng, var ikke sandt. Selvom jeg løj næsten hele tiden, så mente jeg det denne gang – også selvom det ikke rørte mig en smule.

Ja, jeg havde ødelagt en piges hjerte, men det var også fordi, hun ikke skulle falde for mig. Jeg vidste, at Maybel var lige ved at falde ned i min fælde, så jeg reddede os begge ved at såre hende – det gav ikke meningen. Men jeg mener, at hvis jeg havde knust hendes hjerte, da hun faldt virkelig hårdt for mig, så ville hun være med såret end jeg gjorde det nu.

Helt ærligt, jeg havde ret.

Inden jeg nåede at tænke mere, blev mit skab lukket, før jeg kunne lukke den selv. Jeg drejede mit hoved, og til mit overraskelse stod Harry bag lågen med et bebrejdende blik og smal streg på læben. Et højlydt suk kom fra mig, da jeg tænke mig godt og grundigt over, hvad han ville. Han var ligesom alle de andre drenge – irriteret og skuffet over, hvad jeg havde gjort ved Maybel.

Men eftersom jeg var virkelig træt af deres dømmende kommetarer, vendte jeg snuden om og gik væk fra skabet og Harry. Jeg vidste Harry var irriteret over det, men det rørte mig ikke, da jeg var træt over, at det var Maybel, der blev overvåget på den måde – jeg gjorde det for hendes eget bedste, ikke?

”Zayn, stop så med det der,” udbrød Harry, idet en hånd blev taget på min overarm. Jeg himlede øjnene for mig selv, inden jeg vendte mig igen om til en pissed Harry, som sendte mig ulæselige blikke.

”Stop med hvad?” Mit spørgsmål ville måske gå over Harrys grænse, da jeg godt vidste, at han hadede folk snakkede sådan til ham. Ligeså godt som mig, for jeg syntes selv, at det var flabet og dybt latterligt. Dog var det ikke noget anderledes ved mig – jeg havde altid været sådan, og det ville jeg blive ved med at være.

”Det ved du godt,” mumlede han hvislende, inden han slap min overarm, så jeg kunne trække armen til mig igen. ”Gider du ikke lade være med at såre alle bare for din egen tilfredsstillelse?”

Jeg fnyste bare over hans ord, og kiggede indebrændt ind i hans øjne. Harry sukkede kort, men inden han fik lov til at sige mere, åbnede jeg selv munden. ”Gider du ikke godt lade mig gøre, hvad jeg vil?” Mit svar blev til et spørgsmål, men selvom jeg kendte svaret, så irriterede det mig, da han ikke trak en mine, hvilket betød at jeg sikkert skulle forsætte.

”Jeg har ret til at være den jeg er, så bland dig udenom, og du kan ligeså godt bede de andre om at lade mig være.” Det var ikke meningen, at jeg skulle svare så koldt til ham, da han var min en af mine bedstevenner, men det betød ikke at han kunne hundse rundt med mig på den måde. Jeg gør hvad jeg vil, og han burde vide bedre, for jeg havde ikke ændret en skid af mig selv.

”Det er lige det, Zayn. Du gør hvad du vil, men du tænker ikke på andre end dig selv,” konkluderede han mut. En lille vrede kom frem inde i mig, men siden han var en god ven, så kunne jeg ikke reagere sådan. Men han skulle seriøst passe på ikke overtræde min grænse. Alle vidste, man ikke skulle, og han skulle heller ikke prøve den tur, jeg gav folk.

Jeg vidste godt, at min temperament ikke var den bedste at kontrollere, og jeg prøvede så godt at skjule den – dog kom den frem, hvis jeg var en smule pissed. Den var ikke så nem at lægge til side, så hvis jeg afreagerede på Harry efter, så tak endelig min humørskiftning.

Mit blik brændte virkelig på ham, hvilket han lagde mærke til. Et suk forlod hans mund, og hans blik blev en smule roligere. Derefter rettede han på sit hår, og lod sit blik glide rundt, hvilket jeg også gjorde. Mange eleverne der var på gangen, havde sluttet deres samtaler, da de var så nysgerrige over, hvad Harry og jeg snakkede om. Alligevel flyttede jeg mit blik hen på Harry, som nu kiggede frustreret på mig.

”Hør, det eneste jeg siger, at lad vær med at slukke alle dine følelser. Accepter det.” Hans stemme var ret lav, og jeg tvivlede på at der ville være nogen, der kunne høre det. Og med de ord, efterlod han mig med en undret blik hvile på ham, men han vendte sig ikke om. Da han var ude fra mit synsvinkel, kørte jeg irriteret min hånd gennem mit hår, inden jeg vendte mig om og traskede af sted.

Harrys ord kørte stadig i mit hoved, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, det han sagde. Selvom jeg vidste at det ikke var sandt eller ej, så pissede det mig ærligtalt mig af. Hvad han forventede af mig? Det var ikke fordi, jeg viste mine følelser hele tiden, så hvorfor tro at jeg gjorde det nu?

Det var ikke mig, og det ville det ikke blive. Jeg var sygt træt af hans og drengenes forventninger til noget, selvom det aldrig ville ske. De ville sikkert gerne have, at jeg ændrede mig. Men bare fordi Maybel var kommet på skolen, betød det ikke at min adfærd forandrede sig.

Sådan fungerede jeg ikke.

 

Maybels synsvinkel.

Jeg vidste ærligtalt ikke hvorfor jeg dukkede op på skolen. Også det hele var en rod, kunne jeg ikke lade være med at tage hen på skolen. Min mor havde beordret mig til at blive hjemme, men jeg gad ikke. Jeg havde det heller ikke så dårligt, at jeg ikke kunne klare det. Min hovedpine var for længst væk efter en god omgangs søvn, men mine tanker fløj rundt og prøvede at finde løsningen på tingene.

Ella eller de andre drenge vidste ikke, at jeg var i skole, eftersom jeg havde valgt at dukke op midt i anden lektion. De ville garanteret blive overrasket og bekymret, da de vidste hvor hårdt jeg havde det. Men mine tanker lå ikke henne på dem.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på mine mors ord, og jeg kunne slet ikke lade være med at spekulere på dem. Aldrig i mit liv havde jeg troet, at jeg var forelsket i Zayn. Det kunne slet ikke passe i starten, men så.. Så tænkte jeg på effekten. Effekten som kun Zayn kunne give mig, den følelse hvor jeg følte mig fri, men stadig nervøs over, hvis jeg gjorde noget forkert.

Zayn burde betyde noget for mig, ikke? Ellers ville jeg ikke tude over ham. Men jeg kunne ligefrem ikke føle mig såret over den rygte, der var om mig. Tænk, at han virkelig kunne gøre sådan imod mig. Jeg troede at vi var venner, men eftersom jeg tog fejl ret meget efterhånden, burde jeg forvente det. Det gjorde jeg så ikke, da jeg åbenbart var blændet af ham.

Og det skulle ikke ske igen. Det var forkert og dumt, men jeg kunne ikke lade være. Han havde sat en mærke i mig, så jeg ikke kunne glemme ham. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, og selvom jeg ikke skulle tænke sådan, kunne jeg ikke kontrollere mine tanker. Men hvad nu hvis, Zayn ikke havde den ry? Hvad nu hvis han var en normal dreng, og vi bare kunne have et helt normalt venskab uden alle de problemer, som der var nu?

Jeg rystede på hovedet af mig selv. Det ville aldrig ske, også selvom hvis Zayn var det stikmodsatte af sig selv, så kunne jeg ikke forstille mig det.

Jeg havde allerede gjort nok. Det hele var min skyld, da jeg åbenbart skulle snakke sådan til Zayn, at han ikke kunne lade mig være – husker I min første skoledag? Jeg var så dum og naiv. Jeg kendte ikke til, hvad Zayn kunne finde på dengang, og jeg havde hørt rygter om. Men min nysgerrighed om ham ødelagde det hele, så jeg kunne ikke takke mig selv nok for smerte, som jeg havde. Drengen havde nærmest revet mit hjerte ud, og prøvet at ligge den tilbage. Mit hjerte havde fået skrammer, så det var en af grundene til, at jeg skulle glemme ham.

Åh Gud.

Mine tanker drog et andet sted hen, da en hånd blev lagt på min skulder og fik mig til at stoppe. Allerede dér galoperede mit hjerte af sted, og jeg gjorde alt for ikke at lyde som et forpustet æsel. En dårlig følelse landede som en sten i min mave, og jeg gjorde alt for ikke at skælve af kuldegysning. Tanken om kantinen, som jeg egentligt burde glemme, men kunne ikke, kom frem mig, og da jeg kunne mærke den varme ved min øre, pressede tårerne sig.

”Vi skal snakke.”

 

∞∞∞∞∞

 

Folkens, heeeeeeeeeej!

Undskyld, undskyld og undskyld for ventetiden, men jeg havde simpelhent ikke tid. Jeg havde en aflevering for i tysk og matematik plus en stil i dansk. Jeg havde ikke engang tid til at rette dette kapitel nu, for der er lektier, der venter. Det er hårdt, ikke?

OGSÅ HAR JEG FANDME (SORRY) FORSTUVET MIN HØJRE HÅND! Takket være min ellers trælse storebror, der tror at det er sjovt, at trække stolen, jeg skulle til at sidde på, væk, så jeg endte på gulvet og min håndled ramte bordbenet virkelig hårdt. Det lyder lidt klodset, men det er jeg jo, så deeet. Ellers så har det været hårdt at skrive den sidste del af kapitlet på grund af smerte, så sig lige til, hvis der er alt for store fejl eller hvis der står noget underligt.. ja, min Word kan godt til at tirre mig lidt.

Når men, hvem tror I det er? Hvordan vil Maybel reagere? Hvorfor skubber Zayn alle sine følelser væk?

I ved, hvor meget jeg elsker, at der er mange på favouritlisten, men I giver ikke en lyd fra jer? Er I gået kold? Vil I ikke ligge en kommentar fra jer, hvis I er der, for det er nu jer, der får mig selv til at presse et kapitel ud af mig (lad være med at misforstå den, mit humør er underlig i dag..)

UNDSKYLD FOR ET KORT KAPITEL, MEN SMERTEN DRÆBER MIG ÆRLIGTALT!

I får lige en møsser, hihi! :*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...