A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
300Kommentarer
11638Visninger
AA

18. ∞ Kapitel 17 ∞

”He didn’t mean it. He didn’t mean it?

If you didn’t mean it, then why would you say it?

He didn’t mean it, you never mean it.

Then why in the world would you say it?”

 

Didn’t Mean It ~ Jasmine Villegas

 

”Oh my god, kan hun ikke engang styre sig selv?” grinede Brittany af mig, hvilket fik vreden til at stige. Hun pissede mig virkelig af, og hvis Ella og drengene ikke havde været her, ville jeg have overfaldt hende som en løve. Et slag kunne gøre mig tilfreds. At se hende lide, ville gøre mig overvældet. Jeg var ved at ikke kunne styre min vrede, og det hjalp ikke at resten af skole så på.

Jeg hadede hende som pesten. Jeg havde aldrig troet, at en pige som Brittany kunne gøre mig så vred – nej rasende. Hun fortjente ikke engang den magt, hun havde ved eleverne. Alt den manipulation og makeup gemte der en lille, uskyldig pige, der var fanget af en heks. Jeg skulle nok finde Brittanys ømme punkt. Om det så ville blive problematisk, kunne det ikke stoppe mig.

Mit blik landede henne på Niall, der kiggede bestemt på mig. Måske fordi at jeg var ved at koge over, og han kunne sagtens se det. Hvis du kunne se det nu, ville du forstå det. Han ville ikke have jeg skulle reagere på den måde, men det var for sent.

Jeg lod en hånd køre igennem mit hår, inden jeg satte mig ned for at spise min kylling salat. En slurk fra min vandflaske beroligede mig en smule, men bagtanken om hvad der forgik bag min ryg blev større. Jeg kunne ligeså glemme det, for jeg kunne sikkert ikke tage det. Enten fordi det ville ramme mig hårdt, eller så kunne det være at der var en, der dolkede mig i ryggen. Det var en underlig tanke, ja, men jeg vidste jo intet.

”Kan du ikke svare længere, Carlson?” Hendes skærende, provokerende stemme gjorde at min appetit forsvandt med det samme. Specielt fordi at hendes mund lod sige mit efternavn så afskyeligt. Mit blik landede hen på hende, der havde klistret en smørret smil på hendes grimme, lipglossbesatte læber. Eftersom hun sad på Aarons skød, lagde hun en arm rundt om hans nakke.

 Jeg rullede bare øjne af hende, inden jeg kiggede hen på Ella, der også så ligeså irriteret ud som jeg var. Om det var på grund af Brittanys ord eller om det var at Brittany generelt var sådan en kælling, vidste jeg ikke, men jeg ville tro at det var det sidste. Jeg lod det ligge, inden jeg kiggede stikkende hen på heksen.

”Tag dig sammen, Brittany.”

”Ellers hvad? Skal jeg blive bange for dig?”

”Nej, din attitude stinker – eller så er det dig, der lugter,” svarede jeg igen, hvilket fik salen til at komme med ’oh’ lyde. Grin kom her og der, og et flabet smil poppede automatisk på mine læber. Hun kom med et fnys fra sig og skulede hen til mig. Fryden strømmede i min krop, at det kun gjorde mit humør bedre lige nu. Jeg elskede den følelse, hvor hun ikke kunne svare igen, for det gjorde hende bare mere tåbelig end hun altid havde været.

”Pas på hvad du siger.”

”Ellers hvad? Vil du pudse din grimme attitude efter mig?” spurgte jeg flabet. Denne gang var det hendes tur til at rulle øjne, hvilket fik mig til at slå en latter op. Hun fandt det helt klart provokerende, og sikkert ikke ville have at nogen snakkede sådan til hende, men det var jeg røvligeglad med. Jeg foragtede hende, og hun skulle heller ikke tro, at jeg bukkede mig for hende. Kælling.

”Du leger virkelig med ilden, Carlson.” Hendes truende ord ramte mig slet ikke. Hun var slet ikke ilden – nok mere tåbeligheden man lige skulle genere. Hun betød heller ikke en skid for mig, så hun kunne ligeså godt lukke munden, inden jeg lukkede munden for hende.

At springe på hende som en puma var stor, men jeg forholdte mig stadig rolig. Jeg ville ikke have et ry som ’den voldelige’, og slet ikke når jeg stadig følte mig som den nye. Det nederenste (hvis det overhovedet er et ord?) at opleve i skoleåret, var at blive stemplet til noget, man slet ikke var – eller ikke ofte var. Jeg kendte ikke denne skole helt, så jeg måtte bare sætte mine grænser til hvor folk (undtagen Brittany) ikke kunne klare det. For ellers ender jeg som hende, og det ville jeg ikke udsætte mig selv for.

”Klart,” fnyste jeg. Hun blev hurtigt påvirket af mit svar, for hun rejste sig med ét op og gik hen imod. Det tog jeg hurtig imod, så jeg rejste mig hurtigt og gik hen til hende, inden Ella eller drengene kunne stoppe mig. Ikke denne gang, for jeg ville virkelig give hende igen.

Jeg gik hen mod hende, og vi havde mødt i midtpunktet. Salen blev stille, og ventede til hvad der skulle til, og det gjorde jeg også. Underligt nok og som jeg ikke havde forventet, var at Brittany stod virkelig tæt på mig. Det var et af de tidspunkter, hvor man tænkte ’hvorfor kunne jeg ikke bare være højere?’. Hendes stiletter gjorde hende utrolig høj, også var der mig, der hellere ville gå med Vans.

”Du har virkelig overtrådt min grænse,” hvæsede hun og kiggede nedladende ned på mig. Jeg hævede mit ene bryn, men kunne pludselig mærke hvor hurtigt mit hjerte bankede. Det var egentligt ikke mig at starte sådan noget op, men skolen havde forandret mig – eller han havde. Det var nu også lige meget, for det havde kun bygget min selvtillid op. Men hvorfor jeg var bange for hvad der skulle se (tænk at jeg virkelig indrømmede det..) vidste jeg ikke, men det var sikkert bare en lille reaktion, som sikkert ville forsvinde senere.

”Denne her?” spurgte jeg og trådte et skridt nærmere. Brittanys øjne lynede efter mig, hvilket jeg kunne fryde over, men mit hjerte bankede bare hurtigere. Jeg var sikkert ikke så hård, som jeg ellers havde gået og troet. Ja, sorry, men jeg havde lidt store forventninger til hinanden. I det ene øjeblik følte jeg mig så stor, men så kollapsede jeg bare, hvis jeg virkelig havde ramt bunden, såsom hvis jeg var dolket af nogen, jeg slet ikke havde forventet. Det var et af mine svage led, og den skulle Brittany ikke kende til.

Brittany kunne sagtens få folk til at vende sig imod mig, da hun udnyttede sin popularitet virkelig meget. Så ville mine skoleår ikke være de bedste, jeg kunne forvente. Tragisk, ja, men jeg skulle ikke ramme bunden – og specielt ikke, da det var Brittany, der sørgede for det.

”Du ved vel godt, at din lille supermand ikke er her?” spurgte hun hånende, hvilket fik mine hænder til at folde sig til nogle knytnæver. Jeg vidste godt, at hun hentydede til Zayn, men jeg ville ikke lade det påvirke det mig, eftersom det løb koldt ned af ryggen. Hun slog en lille latter op, som langsomt forsvandt i den anspændte atmosfære. ”Eller gider han dig ikke længere?”

”Jeg har heller ikke brug for ham.”

”Selvfølgelig gør du det, Carlson.” Brittany trådte et skridt væk fra mig, hvor derefter gik hun hen til den nærmeste bord og satte sig ved den frie stol. ”Du skal altid have beskyttelse rundt omkring dig, for du kan ikke klare en skid. Sikke en svagpisser du er.”

”Hold din kæft,” hvislede jeg af hende. Et flabet smil blev placeret på hendes læber, hvilket kun kunne gøre det værre. Jeg var fandme ikke en svagpisser. Jeg kunne sagtens klare mig selv, men Zayn blev ved med at være der i de forkerte tidspunkter. Det var faktisk hans skyld, at Brittany kastede en løgn i ansigtet på mig, og ikke mindst de andre elever, der fulgte interesseret med.

”Nurh, var det alt for hårdt at høre prinsesse?” Min grænse gik virkelig snart, og at forvandle mig til en puma var stor – faktisk for stor. Som mine venner og forældre siger, så havde jeg en tendens til ikke at forholde mig på min grænse. Jeg var ikke den person, der kunne lide og tillade, hvis folk trampede mig ned med ord. Det var ydmygende og dumt, også ville man virke alt for svag. ”Du burde virkelig kende dine grænser, Maybel.”

”Hvad snakker du om?”

”At du går i seng med en af skolens eftertragtede fyre er ikke noget man får opmærksomhed for.” Hvad? Jeg havde sgu ikke gået i seng med nogen, og hun skulle ikke kaste den løgn op midt i det hele.

”Nej, jeg har ej!” skreg jeg i hovedet på hende, men hendes smil var ikke til at fjerne. Det var ikke meningen, at jeg skulle skrige. Jeg var ikke typen, der skreg men alligevel kunne jeg ikke holde det inde. Hun gjorde mig så vred, at jeg ville have dræbt hende på stedet, hvis jeg havde en pistol.

”Hvorfor siger han det så selv? Lad nu være med at spille så sej – du er ynkelig, virkelig. Du burde seri-” Mere nåede hun ikke at sige, da jeg havde slynget min arm gennem den anstrengende luft, hvor den landede på hendes kind. Et skrig undslap hendes mund, hvilket fik få stole til at skrabe gulvet og efterlade den irriterende lyd. Skridt bag mig blev højere, og jeg var ret sikker på at det var de andre.

Da jeg vendte mig om igen, var der placeret to hænder på hver min skulder, og en hård knæ ramte mig i maven. Pusten forlod mine læber, men det stoppede mig ikke i at tage fat i hendes lange hår. Et pib forlod hendes læber, dog gav hun ikke slip på mig. Endnu engang ramte mig, men jeg ville ikke give en lyd fra mig.

Jeg var nu også så heldig, at der var ankom aldrig nogen lærer i kantinen, da de befandt sig i lærerværelset. Kantinedamerne gjorde sikkert rent, for jeg kunne ikke se en sjæl henne ved skrænten.

”Maybel!” Nialls råb reagerede jeg ikke på, idet jeg gav hendes hår et træk til. ”Maybel, jeg mener det – stop!” råbte han bestemt, men jeg adlød ham ikke. Nogle negle borede sig ned i mine skulder, hvilket fik min mund til at give ubevidst en pivende lyd fra sig. Det gjorde herrens ondt, og det skulle hun fandme få betjent!

Min frie arm fik jeg slynget omkring hendes nakke, og fået hende ned. Alt den styrke og vrede brusede indeni mig, og sejren over at Brittany fik et klynk fra sig. Jeg vidste godt, at jeg ville fortryde det. Det skete altid, også selvom jeg ikke ville have skyldfølelse over personen. Brittany fortjente det, og nu vidste hun at man ikke skulle hundse og genere mig på den måde.

Tanken om at mine forældre ville finde ud af det og flippe sådan ud, gjorde min bange. Specielt fordi de aldrig havde hørt noget lignende. Min mor ville flippe sådan ud, fordi det var ikke sådan en god pige skulle opføre sig, og min far ville blive bange for at jeg ville blive bortvist. Jeg ville ikke blive bortvist, og hvis det skulle ske, så skulle Brittany ikke have æren til det.

Mit greb om Brittanys hår og nakke løsnede sig, og det var der hun landede hårdt på jorden. Jeg lagde mærke til hendes make-up var nærmest ødelagt, og hendes øjne strålede af raseri. Et klump dannede sig i min hals, og fortrydelsen kom frem, da hun så så skrøbelig ud.

Jeg skulle ikke have gjort det. Det var dumt, og hvad ville ikke folk ikke tænke om mig lige nu? Eftersom nogle elever gav en gisp fra sig, og chorkeret øjne borede sig hen på mig eller Brittany, måtte det tyde til at det var slemt. Faktisk meget slemt. Jeg var også så dum, og jeg tænkte heller ikke tingene om rigtig. Fuck, hvor jeg hadede at være mig lige nu.

Jeg vendte mig om, og hurtigt havde mine ben sat sig til at løbe ud af kantinen, hvor kald efter mig blev højt. Tårerne pressede sig på, og jeg ville ikke have a der var nogen, der skulle se mig sådan. Jeg var et forfærdeligt menneske. Lige da jeg kom hen til døren blev jeg stoppet. Jeg vidste hvem det var, og det fik mig til at fjerne mig fra og videre forbi ham, indtil han tog i mit håndled.

”Maybel, hvad sker der?”

Lyden af hans stemme fik tårerne til at løbe. Fuck, hvor jeg hadede ham lige nu. Han var skyld i det hele, og hvis jeg bare havde ignoreret ham fra starten ville det her ikke ske. Skyldfølelsen ville ikke være der og jeg ville have det dårligt over noget lort.

”Slip mig,” hvæsede jeg af ham, hvilket han løftede brynet af. Dog lyttede han ikke til mig, for han strammede bare til så jeg ikke kunne flygte. Tårerne løb om kap ned af mine kinder, men jeg havde ikke tænkt mig at tørre dem væk – der ville bare komme flere. Jeg snøftede en enkel gang, inden jeg så hen på hans greb om min hånd. ”Jeg sagde, slip mig!”

Jeg stolede ikke på Zayn længere, og min tillid til ham var røget helt ned i bunden. Han skulle ikke snakke til mig, ikke kigge på mig og ikke engang tænke på mig. Alt i alt så skulle han bare lade mig være. Jeg havde aldrig troet at jeg ville græde over en dreng, jeg ikke havde følelser for, men det sørgede Zayn for. Niall havde ret – jeg skulle bare holde mig fra ham.

”Så fortæl hvad du snakker om,” mumlede han bestemt. ”Maybel, du ved hvor meget jeg hader at se dig græde.” Øhh, nej jeg gjorde ej? Men det var ikke det vigtigt. Jeg ville bare væk fra ham, og han skulle bare lade mig være. Det ville være bedst for os begge, hvis vi bare kunne glemme hinanden.

”Hvorfor ikke spørge Brittany?” sagde jeg spydigt, og rettede mit blik hen til Zayns øjne, der strålede irritation og utålmodighed. Jeg vidste godt, at Zayn ikke kunne være tålmodig, men han burde vide at jeg ikke ville kæfte noget op til ham. Han betød ikke noget for mig længere.

”Hvad har hun sagt?” Hans stemme var hård, og det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Han kunne ikke lide Brittany, men siden jeg var ligeglad, så ignorerede jeg ham bare. Dog gad Zayn ikke finde sig i at jeg behandlede ham på den måde, så han strammede sin hånd. Nu kunne jeg forvente nogle røde mærker i morgen, da det gjorde pisse ondt.

”Det ved du godt selv, eftersom du selv har startet det hele.” Det var ikke meningen at jeg skulle svare, men det fløj bare ud af min mund. Zayn stivnede pludselig, hvilket sikkert betød, hvad jeg snakkede om. Det burde han også, for jeg tudede jo ligefrem ikke foran ham for sjovt, vel? Jeg rystede bare på hovedet, inden jeg bed mig i læben. ”Bare glem det. Jeg gider dig ikke længere.”

”Maybel, jeg er ked af det. Det var ikke meningen, at jeg skulle sige det på den måde,” udbrød han. Jeg rystede endnu engang på hovedet. Han løj mig op i ansigtet, og han skulle ikke tro at jeg ville hoppe på den. Det havde jeg gjort en gang, så den fejl ville jeg ikke begå igen.

”Ked af hvad? At jeg opdagede det og tuder foran dig eller at Brittany fik æren til at få det udbredt på skolen?” Min stemme var isende, og mit blik brændte ind i hans øjne. Jeg lagde mærke til at Zayn ikke havde forventet, at jeg ville stille sådan et spørgsmål, idet han bed sig i læben. Det var bare typisk ham. Han troede at han kunne slippe nemt fra det her, men siden det var sjældent at jeg græd på denne måde, så kunne han ligeså godt glemme den tanke.

”May-”

”Lad være med det,” sagde jeg afvisende. ”Slip mig, inden jeg skriger.” Jeg skulle til at åbne min mund, men Zayn var hurtig til at slippe grebet. Jeg kiggede ned til mit højre håndled, inden jeg slyngede min venstre hånd mod Zayns kind, så det sagde klask. Zayn stod helt stille, da han sikkert forventede det af mig og bed sig i læben, mens hans blik lå på jorden. ”Det var for at bruge mig.”

Jeg snøftede en gang, inden jeg stak halen mellem benene og løb min vej. Vejen til toiletterne dukkede op i mit hoved, inden jeg drejede mig til venstre. Jeg var virkelig tæt på at kunne lide ham en smule. Jeg troede virkelig, at han var den person, jeg kunne stole på. Aldrig havde jeg taget så meget fejl som i dag, og jeg måtte gerne indrømme at det var den værste dag til dato.

 

Ellas synsvinkel.

Mit blik gled hen på Maybel, der nu var forsvundet, så det gav mig frit udsyn til Zayn, der stirrede ned på gulvet. Jeg gik direkte hen mod ham, hvilket han ikke lagde mærke til, inden jeg stirrede målrettet hen mod ham. Min vrede til Zayn havde vokset siden Brittanys ord. Selvom Brittany kunne godt finde på at lyve, så vidste jeg godt at Zayn kunne finde på sådan noget.

Jeg fik mine hænder placeret på Zayns brystkasse, inden jeg med held havde skubbet ham så hårdt, at han ramte væggen. Hans blik søgte mine, og jeg kunne se forvirring stråle ud af hans øjne. Endnu engang fik jeg fik skubbet ham, men han gjorde slet ikke modstand, så jeg benyttede tiden med noget.

”Hvad fanden har du gang i?!” råbte jeg skingert. Zayn sagde intet, så jeg råbte bare videre, ”tænker du ikke før du handler eller hvad? Du har såret Maybel pisse meget, og det gør det ikke bedre ved at du har fortalt Brittany noget lort.” Jeg skulle til at sige mere, indtil nogle velkendte hænder tog mig ved hofterne og hevet mig væk fra Zayn.

”Slip mig så!” hvæsede jeg.  Det var ikke meningen at jeg skulle snakke sådan til Niall, men eftersom jeg var rasende og han stoppede mig i at banke drengen, der havde såret min bedstevenindes hjerte.

Niall havde sikkert hentydningen, men gav ikke slip. Han ville ikke have at jeg gjorde det mod min egen stedbror, men alligevel. Jeg hadede ham alligevel, så hvorfor ikke dræbe ham før eller siden? Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, og hurtigt havde Niall trukket mig ind i et kram.

”Jeg sværger, hvis du snakker eller rør Maybel igen, kan du ligeså godt sige farvel til London og hej til Bradford.” Niall vidste godt, at jeg var Zayns stedsøster, men der var kun få personer på skolen, der gjorde det. Det var alligevel ikke noget, jeg nød, så en lille snak med min stedfar skulle nok alt ordne sig næsten.

Jeg ved at Zayn har en stor respekt til sin far, så det var en af grundene til at han kiggede brændende på mig. Dog blev jeg ikke bange for det, men alligevel knugede jeg Niall ind til mig. Hans parfume strømmede ind i min næse, hvilket fik mig til at berolige mig en smule, men det fjernede ikke tanken om hvad Zayn havde gjort.

Fuck ham.

 

Maybels synsvinkel.

Jeg stillede min cykel ind i garagen og tog min hjelm af, inden jeg traskede ind i huset. Min hovedpine var blevet værre i cykleturen, men det var slet ikke det, jeg havde i tankerne nu. Vreden var der stadig, og selvom jeg prøvede ihærdigt at dæmpe den, så mindede mange ting om Zayn, så det gjorde det ikke bedre.

Selv græs mindede mig om Zayn. I husker vel den gang hvor Zayn tog mig til Hyde Park? Ja? Det var derfor. OG det var så fandens irriterende. Jeg var så tæt på at køre ind i gå stien eller ud på vejen, hvis det ikke var for de små skrig eller dyt, der blev udbrudt – ja, vildt.

Lad os sige, at min slåskamp mod Brittany ikke endte så godt. Jeg blev sendt op til kontoret, og endte med at få eftersidning og en advarsel. Dog så jeg ikke Brittany nogen steder, hvilket sikkert betød at hun slap billigt. Og ved I hvor meget det pissede mig af? Altså, hvis man sagde at du havde lavet noget med en anden, hvor den anden ikke blev udsat for noget, så hvordan ville I reagere? Ja, ikke så godt, hvis jeg skulle svare.

Da jeg tjekkede mig i spejlet, så jeg mærker fra Brittanys negle på mine skuldre. Det var ikke nogle pæne mærker, men de ville garanteret forsvinde om nogle par dage. Desværre så var der forårsfest

Men heldigt for mig, at der ikke var nogen i eftersidningslokalet, eftersom læreren åbenbart var i lærerværelset. Så jeg sad bare derinde og småtudede, og gjorde det mig mere lettet? Nej, egentligt ikke.

Eftersom Ella, Niall, Louis og Liam ikke gik i min klasse, så måtte jeg nøjes med at sidde i en nar. De to sidste timer gik også som smurt, så jeg var hurtig henne ved eftersidningslokalet og proppe noget musik i mine ører. Det var noget, der kunne berolige mig til hver en tid, men hver gang der blev spillet en sørgelig sang, fald der tårer ned af mine kinder.

Zayns blik lå hele tiden på mig, og jeg var ret sikker på at han ville snakke med mig. Jeg ville bare ikke, så jeg endte bare med at give ham fingeren, når vores blik mødte eller så kiggede jeg hurtigt ud af vinduet. Min opmærksomhed lå slet ikke på lærerne i lektionerne, men det skyldtes sikkert den banken i mit hoved.

Jeg åbnede døren ind til huset og trådte ind, hvorefter jeg sløvende tog min jakke og sko af. Derefter slentrede jeg hen mod køkkenet, hvor jeg hørte høje lyde, der tilhørte min far. Enten så han en fodboldkamp eller også snakkede han i telefon. Andet kunne jeg ikke forslå, men det var nu også lige meget.

”Det kan ikke passe..!” hidsede han, hvilket jeg rynkede brynet af. Da jeg gik ind i køkkenet, så jeg min far stå med sin telefon ved øret, og min mor prøvede at berolige ham. Han havde sikkert fået en eller anden røvsyg forretningsrejse, eftersom det var ret tit at han fik sådan nogle. ”Maybel vil aldrig kunne finde på sådan.”

Min vejrtrækning stoppede, idet mit hjerte slog et slag over. Jeg vidste, hvem han snakkede til og hvad han snakkede om, og det gjorde skyldfølelsen værre. På en eller anden tidspunkt skulle mine forældre få det at vide, og siden min mors øjne strålede af skuffelse, kunne jeg ikke undgå at kigge hen på min far, der nu havde taget telefonen væk fra øret og lod en finger røre touch skærmen, som et tegn på at han lagde på.

”Forklar.”

Jeg sank en klump, der var i halsen, men alligevel hjalp den ikke min hals. Jeg var fuldstændig tør for ord, og det eneste der kom ud af min mund var min åndedræt. Lige nu var jeg hjælpeløs, og vidste slet ikke hvordan jeg skulle svare på det. Fars blik så afventende på mig, imens han trippede utålmodigt med foden.

”Maybel,” hvislede han irriteret, inden jeg lod mit blik falde ned på det hvide, kedelige gulv, og lod som om at det fascinerede mig. Da han lagde mærke til at jeg ikke ville svare, åbnede han munden, ”hvorfor gjorde du det? Ved du hvor meget inspektøren gik amok over det? Han synes at det er alt for problematisk og vil ikke have at det sker på hans skole. Maybel hvis du vil blive på skolen, skal du svare mig!”

Jeg følte mig som en lille pige, der for første gang blev skældt ud over noget forkert, jeg havde gjort. Det var en forfærdelig følelse, og jeg fornemmede, at hvis jeg ikke svarede, ville jeg få problemer. ”Det var ikke meningen..”

Min stemme var alt for mumlende og hviskende, og jeg tvivlede på om han kunne høre det. Og det gjorde han åbenbart, for han lod en hånd køre igennem hans karseklippede hår, da det var en vane for ham. Han sukkede højlydt, og kiggede ulæseligt hen på mig. Det svar ikke godt nok for ham, kunne jeg ane, men hvad ellers skulle jeg svare? Brittany er en fucking, flabet kælling og fortjener nogle slag.? Så blev jeg i hvert fald meldt ud af skolen med det samme, kunne jeg fortælle.

”Far..” prøvede jeg, da min mor gav mig et bebrejdende blik. Jeg havde ærligtalt ikke noget at sige. Min mund var mundlam og tør, og jeg trængte virkelig meget til vand, ”undskyld.” Det var det eneste, jeg kunne komme på, men jeg kunne se hvordan min far blødte en sule op, selvom han ikke ville. Han ville sikkert mene, at det var alt for utilgiveligt.

Hvis jeg skulle være ærlig, så forstod jeg ham godt. Hans lille pige havde været startet en slåskamp på et college. Jeg vidste ikke hvad far så i mig lige nu, men jeg kunne godt tro at han var mere skuffet end mor – gange fem.

Det var heller ikke mig at kunne finde på sådan noget. Jeg kunne ikke sige, at det bare var YOLO, for det blev bare værre for mig. skyldfølelsen ville altid følge mig, så hvis man gemte den væk, dukkede den op igen. Jeg hadede det af helvedes til, og jeg kunne ikke takke Brittany for.

Og jeg sværger, jeg skulle nok få hævn på Brittany. Det var slet ikke kvit på nogen måde, for det var altid mig, der blev udsat for noget lort. Krigen mellem Brittany og jeg var ikke slut – faktisk langt fra.

Mine følelser var så indviklede. Zayn var i mine tanker lige nu, og jeg prøvede alt på at holde mine tårer inde, så mine forældre ikke tænkte hvad der skete. Alligevel kunne jeg ikke, så en tåre sneg sig ud, og trillede ned af min kind.

Far lagde hurtigt mærke til det, og fik lagt sine beskyttende arme rundt om mig. mine tårer kunne ikke holde længere, så landede nu på hans skjorte. Han mumlede nogle beroligende ord, mens min mor strøg mig på ryggen. Følelsen af tryghed kom pludselig, og jeg kunne ikke lade være med at hulke.

Jeg vidste ikke hvad jeg havde gang i, men følelsen af at jeg var blevet trampet ned og rejste mig op igen, kom frem i mig. Mine følelser skiftede sig nu, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde lyst til at grine – af mig selv, fordi jeg tudede over en person, jeg ikke engang var forelsket i, men havde banket mig synder og sammen med sorg og fortvivlelse.

 

∞∞∞∞∞

 

 

OMG, drama, lalala! Hvad tror I der sker? 0.0 Hvad tror I Maybel kan finde på? Hvad havde Zayn egentligt gang i? Kender I den følelse, Maybel har? Det gør jeg i hvert fald, så det var en smule hårdt for mig at skrive kapitlet. Gamle følelser dukker op, men jeg er stærk nok til at holde det inde.

 

//Nellie. ღ

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...