A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
302Kommentarer
11383Visninger
AA

16. ∞ Kapitel 15 ∞

“He’s the thorn in my flesh that I can’t take out.”

Broken Arrow ~ Pixie Lott

 

Ikke rettet igennem, sorry!

 

Maybels synsvinkel.

Så heldig som jeg var, var skoletiden forbi inden jeg så mig om. Niall havde været så sød at køre mig hjem – med Ella selvfølgelig. Der forgik et eller andet ved dem, og jeg var ret sikker på hvad det var. dog ville de ikke fortælle en skid, mens jeg frydede mig over det. De var så dårlig til at skjule det de havde gang i, men hvis de hellere ville have deres lille ”romance” for dem selv, så skulle jeg nok lade dem være – eller jeg ville prøve.

Jeg kunne ikke lade være med at grine hver gang Niall fik en hvor-er-du-dum slag af Ella. De morede mig, og jeg havde ikke på et eneste tidspunkt fjernet smilet på læben. Niall havde vist sagt noget dumt, så man troede at han var blondinedum – men det var nu sødt. Ella grinede også bare af ham, inden slaget kom. Vi kunne ikke lade være med at slå en latter op, når han rømmede sig.

”Niall, bare ti stille,” fnisede Ella og smilede sødt til ham. Han gengældte kort, da han også skulle koncentrere sig med at køre bil. ”Det er din skyld, hvis du kører galt.” Han fnyste over hendes kommentar, hvilket fik os til at grine af ham.

”Sikke en pige du har fået dig, Niall,” smilede jeg, og lod mit blik glide hen mod vinduet, og så at vi var nærmet mit hus. Niall og Ella ville komme med ind, da det var ret lang tid siden, vi havde været sammen. Enten havde Niall travlt eller så havde Ella ikke tid hver gang, jeg spurgte dem hvad de skulle lave efter skole. Jeg levede nu også sammen med min sofa, eftersom mine forældre var mere stresset end før.

Der var nu gået tre dage siden episoden mellem Brittany og jeg skete, men det betød ikke at jeg havde fået det bedre – tværtimod. I dag var virkelig nederen, og jeg kunne ikke takke Brittanys slæng mere end noget andet. De prøvede at nedgøre mig i dag, og selvom jeg ikke skulle tænke på det og lade det passere, gjorde det mig mere irriteret end før, indtil Zayn kom og fik dem stoppet.

Jeg havde virkelig vist min sarte side til Zayn, og jeg fortrød det. Han gjorde mig så fucking forvirret og presset, selvom jeg havde det fint før han kom. Han havde gjort mig så pissed på det seneste, men han gjorde ikke en skid. Han viste mig kun sin søde side, men måske var det bare dét, jeg ikke kunne lide ved ham.

Om det lød underligt eller ej, så var det vist sandt. Jeg kunne godt lide at folk var søde imod mig (det skulle ikke lyde selvisk!), men når det var Zayn, der hjalp mig på den måde, gjorde det mig fortabt. Jeg kunne godt lide hans nærvær, ja, men han viste måske lidt for meget af det.

Men nok om det..

Brittany havde ikke snakket til mig lige siden, hun overfaldt mig. Hun havde i hvert fald kun sendt mig hånende og overlegende blikke, hvilket jeg udelukkende blev irriteret over. Men jeg gjorde intet ved det. Det ville bare skabe flere problemer, hvis jeg lukkede noget ud, og jeg kunne ikke klare sådan noget. Jeg hadede det mere end noget andet, for mit liv havde aldrig været sådan med at en eller anden ikke kunne lide mig, og Brittany skulle ikke få æren til at gøre det værre – hun havde gjort nok.

Vejret var det samme som mit humør. Grå og trist. Regnen silede ned af den grå himmel, og inderligt ønskede jeg at være hjemme og drikke varm mokka. Var det ikke noget med at London havde det værste vejr i England, fordi det regnede meget? Jeg vidste, at mine forældre ikke kunne lide regnvejr, så hvordan helvede skulle det lige være London? Kunne I fornemme mit humør? Men siden mine forældre og jeg ankom herhen, havde vi kun oplevet en regnvejrsdag - det var også forår, og vinteren sluttede for fire uger siden.

Lige da min tålmodighed til at bilen stoppe, gjorde den det og jeg var den første til at stige ud og løbe hen til hoveddøren. Det stod i stænger, og jeg orkede ærligtalt ikke at være syg. Jeg var sjældent syg, hvilket jeg var glad for, da det egentligt ikke var det bedste at opleve.

Trangen til at smide mig i sofaen og æde løst på isen var der, men jeg ville ikke være uretfærdig mod de andre.  Jeg havde en underlig vane med at spise, når mit humør var nede, og at jeg stadig havde Zayns hættetrøje på, hjalp mig en smule. Det kunne ikke hjælpe med at få mig til at smile oprigtigt eller ægte, eftersom det bare var en trøje.

De andre kom hurtigt efter mig, og jeg åbnede hoveddøren, hvor varmen hurtigt omfavnede mig. ”Jeg er hjemme!” hylede jeg, men der kom ingen svar, hvilket betød at mine forældre ikke var hjemme – endnu bedre.

Hvis min mor så mit humør lige nu, ville hun tage det mere seriøst end før og snakke om mine pigeproblemer, som fx drenge, venner eller menstruation – det havde jeg vist fortalt før..? Hun havde det med at gøre alting ”bedre” ved at snakke løs, som om hun var psykolog og grine af sine egne vitser, der ikke gav mening. Men jeg elskede hende for det.

Jeg nikkede for mig selv, og lod min hånd køre igennem mit hår, der efterlod vand på min håndflade. Med et febrilsk håndrysten, forsvandt det næsten inden jeg traskede ind i køkkenet, hvor jeg fandt is i fryseren. Skønt. Heldigvis havde vi flere, så jeg måtte nøjes med at give en hver til Niall og Ella. Lad os sige at det var nederen, at jeg skulle give. Det var ikke fordi, jeg skulle lyde som en nærig kælling, men jeg orkede altså ikke at tage på indkøb på grund af is.

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen – dovenskab, længe leve!

Mine ben bevægede sig ud af køkkenet, efter at lukke køleskabsdøren med et brag. Stemmer, der tilhørte Niall og Ella kom nærmere jo mere jeg kom tættere mod stuen. De havde bosat sig på den store sofa, hvor de snakkede livet løst, hvilket jeg smilede af. Niall havde en eller anden effekt på mig – ikke den samme som Zayns, men når han var glad, gjorde det også mig glad. Og at det var Ella, der fik smilet på hans læber frem, var endnu bedre.

I kender vist godt, det der med at hvis en af dine bedstevenner var glad, kunne det også gøre dig glad, ikke? Når men, det var det i hvert fald ifølge mig. Det havde jeg næsten altid haft, og det skulle ikke undre mig, når det var Niall, det gik ”ud over”. Han havde formået i at blive en af de tætteste personer nogensinde, og selv Phoebe kunne ikke gøre det. Hun var min bedsteveninde, ja, men vi havde heller ikke stærkt bånd som Niall og jeg havde. Ergo, hun var ikke den person, jeg ville fortælle alt til og jeg vidste heller ikke, hvordan eller hvorfor jeg kunne kalde hende for en bedsteveninde.

Hallo, det her var en forvirret og følelsesladet dag i dag, så sorry, hvis jeg lød alt for påfaldende..

Med et hurtigt håndbevægelse åbnede jeg isen, og lod skeen grave efter noget. Jeg førte den op til munden, og smagen af jordbær

Jeg rystede hovedet af mig selv, inden jeg med et bump satte mig på sofaen. Fjernsynet var allerede tændt, og Gossip Girl kørte på skærmen. Det var en af mine ynglings serier, og jeg blev aldrig træt af at se serier, jeg allerede havde set. Mit blik lod jeg hvile på skærmen, og følge med i Blair og Chucks samtale, som ikke ville ende godt, hvis I ville spørge mig. 

Dog kunne jeg ikke koncentrere mig ordentligt, siden en vis person skulle dukke op. Om det var godt eller dårligt, havde jeg ingen anelse om, og jeg havde heller ingen grund til at have ham blivende eller ud af mit hoved. Jeg var dybt forvirret, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han havde også haft mine tanker for sig selv og ville ikke give dem tilbage.

”Maybel?” Jeg reagerede hurtigt ved at mit blik fløj hen på Ella, der kiggede spørgende på mig. Jeg hævede det bryn, som svar på at hun skulle snakke videre. ”Hvem tager du med til festen på fredag?” spurgte hun så, hvilket fik Niall til at stirre indtrængende på mig. Jeg havde lyst til at slå mig selv på panden.

Jeg havde glemt alt om den fest. Tænk at der virkelig var gået halvanden uge, og jeg havde ikke engang fundet kjolen, sko eller en date. Alt det med Zayn havde fået mig til at glemme alt om den første fest på skolen. Jeg var altid så vild med skolefester, så jeg forstod ikke at en enkel person kunne gøre det.

Med et hovedrysten, sukkede jeg kort. ”Jeg har glemt alt om den,” tilstod jeg. Ella nikkede og smilede stort, da hun kom i tanke om et eller andet. Hun kiggede hurtigt hen på Niall, der kiggede ligeså forvirret på hende, som jeg. Derefter sendte hun mig et sigende blik, som om det ville knække mig når som helst – dog forstod jeg hende ikke.

”Og hvorfor har du deeeeeeet?” Hun smilede en smule lumsk til mig, hvilket jeg rynkede panden af. Hvad fanden snakkede hun om? Jeg rystede bare på hovedet af hende, og kiggede hen på skærmen igen. ”Maybel!” hidsede hun, inden jeg kiggede overrasket hen på hende. Jeg havde aldrig hørt hende irriteret, og det havde Niall heller ikke ifølge hans ansigtsudtryk.

”Hvad?”

”Lad nu være med at spille dum.” Hendes blik viste udelukkende utålmodighed, men jeg tog intet initiativ til at vide hvorfor. Jeg vidste ikke, hvad hun ville hentyde til, og hun gjorde det ikke nemmere ved at sige, at jeg spillede dum. Ih, altså.

”Hvad?” gentog jeg vantro, hvilket fik hende til at udstøde et støn. Hun var irriteret over noget, jeg ikke vidste noget om? Det var da tåbeligt! Jeg ville gerne vide det, ja, og det hjalp ikke min nysgerrighed, at hun opførte sig sådan.

”Må man ikke glemme længere?!” udbrød jeg vredt. Jeg forstød det hurtigt, da jeg indså hvem jeg gjorde det imod. Som sagt, så var mit humør heller ikke det bedste i dag, og det burde de regne ud, når jeg havde is i den ene hånd – ja, de kendte til min trøstespisning.. ”Undskyld, men lad vær med at gøre mig frustreret.”

”Jamen, så forklar hvad der sker for dig!” lød det fra Niall, der endelig havde åbnet munden. Han måtte vide det, for ellers ville han ikke reagere på den måde. Jeg kiggede overrasket hen på ham, men han undgik mit blik ved at kigge hen mod skærmen. Hvorfor var jeg den eneste, der ikke forstod, hvad der forgik?

”Nej, fortæl hvad I snakker om,” samtykkede jeg opgivende, inden et suk forlod mine smalle læber, der nu havde formet sig som en smal streg. Det var ikke sjovt at ikke vide, hvad de snakkede om. Der var åbenbart noget galt med mig, hvilket jeg ærligtalt ikke forstod.

Jeg kørte en hånd gennem mit hår, hvorefter jeg kiggede afventende hen på Ella, som kiggede ned i hendes hænder og legede tommelfingerbrydning, mens Niall ikke turde flytte sit blik hen på mig. Jeg havde slet ikke forventet, at dagen skulle forgå på denne måde, men hvad fanden skulle jeg gøre?

”Jeg kan ikke tage det!” hørte jeg mig selv at sige. De havde endelig taget intiativ til at kigge hen på mig, og deres blikke viste overraskelse og forvirring, selvom det kun kunne være mig der kunne føle sådan. ”Hvorfor kan I ikke fortælle problemet? Det var jo meningen, at vi skulle være sammen og hygge os, men det hjælper ikke, hvis I bliver ved med at-”

”Vi ved, at du er forelsket i Zayn!”

Hvad?!

∞∞∞∞∞

Undskyld for det korte og tørre kapitel, men jeg er syg og det har jeg været snart en uge. Jeg prøver virkelig at opdatere så godt jeg kan, men feberen overtager fuldstændig, så undskyld.

Og nu vil jeg ikke være for hård, men det vil hjælpe på mit humår, hvis I vil tage to sekunder ved at like. Det er ikke for at lyde utaknemlig, men det vil være fedt, hvis I tager initiativet.

50 likes for mere!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...