A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
300Kommentarer
11548Visninger
AA

14. ∞ Kapitel 13 ∞

Ikke rettet igennem, sorry! Jeg er syg, og ligger i sengen. Hvis der er store fejl, skal I takke min Word.

----------------------------------------------------------------------------------------
“You see, you are my addiction.
I need more than words to show you.”

So Listen ~ Cody Simpson ft. Big Sean

 

Zayns synsvinkel.

Jeg stod nu foran Maybels hoveddør, og overvejede om jeg skulle ringe på. Hendes reaktioner i går, fik mig til at tænke mere på hende. Det var utrolig dumt, når hun ikke var min type. Hun virkede meget afvisende, men det gjorde det en smule tiltrækkende. Men hvad skulle jeg gøre – jeg er en dreng, og drenge bliver tiltrukket af kostbare piger.

Ikke fordi Maybel var kostbar, men heller ikke billig, men hun var aldeles anderledes end alle piger, jeg havde været i seng med. Faktisk så havde hun hele pakken. Sødt ansigt, flot kulør, dejlig smil og lækker krop. Hun kunne være mit næste ”offer”, men det ville jeg ikke kunne finde på at gøre. Det påvirkede mig en smule, hvis hun var trist.

Lad være med at spørge hvorfor – jeg vidste det ikke.

Før jeg vidste af det, havde jeg hævet min hånd og lod min pegefinger trykke på den hvide knap, så lyden af dørklokken rungede i ørerne. Jeg kunne sagtens stikke af, men jeg ville have det her løst. Jeg var træt af at smutte på mystisk vis, når jeg ikke gad det.

Jeg trippede på dørmåtten, og ventede til at hun ville åbne døren. Jeg ville tro, at hendes forældre var hjemme, men der var ingen biler i garagen, da den stod åben. Det var trods alt tirsdag i dag, så jeg burde nok forvente at de var på arbejde.

Lyden af svage skridt efterfulgt af et højlydt suk lød bag døren, som straks blev åbnet af en ret irriteret pige, der hurtigt havde vendt humøret om til overrasket.

Jeg vidste godt, hvad hun tænkte lige nu, da jeg godt kunne læse hendes blik. Hun ville ikke have mig her, og jeg var ret sikker på at hun ikke ville have noget med mig t gøre længere, siden hun flippede fuldstændig ud i går. Men jeg kunne godt forstå hende. Hun kunne ikke lide, at jeg blandede mig, hvis jeg ikke engang havde været der fra starten.

Hun reagerede slet ikke på noget, men lyden af hendes febrilske vejrtrækning sagde det meste. Jeg trådte et skridt frem, og skulle til at gå ind, men hun stoppede mig ved at lægge sin venstre arm på dørkarmen, så jeg ikke kunne komme ind. Som jeg sagde før, ville hun ikke have mig ind – jeg var stensikker.

”Hvad laver du her?” hvæsede hun af mig, og jeg kunne fornemme at hun var vred og… bange? Dog gad jeg ikke svare, da hun ville få det at vide senere, men hun ville ikke rykke sig. Hun var overbevist om at hun ikke ville have noget med mig at gøre. Men jeg havde brug for at tale med hende, og det burde hun at få at vide.

”Lad mig komme ind,” sagde jeg bestemt, men hun svarede ved at holde mere fast på karmen, for at vise det som et nej. Jeg tog aldrig imod nej, og det ville faktisk forvente af mig. Man kunne ikke hundse rundt med mig, og at hun gjorde det, gjorde det ikke meget nemmere for mig.

Med en nem håndbevægelse, havde jeg fjernet hendes anspændte arm og trådte ind i den ellers varme gang. Jeg stillede mine sko fint ved siden af nogle andre, og vendte mig mod hende. Maybel havde ikke vendt sig om endnu, indtil hun sukkede frustreret, kørte en hånd gennem hendes ellers våde hår og kiggede blankt hen på mig.

”Zayn, hvad vil du?” Hun lagde sine arme over kors, efter at lukke døren hårdt. Hendes blik viste kun blankhed, men jeg smilede bare svagt over det – igen spørg mig ikke hvorfor. Maybel kiggede afventende på mig, og trippede irriteret på sin fod.

”Jeg vil gerne snakke med dig,” sagde jeg bare og prøvede at frembringe et ægte smil, men mine læber ville hellere danne sig til en smal streg. Jeg var ret dårlig til at smile ægte, da det ikke var mig, og det påvirkede også Maybel en smule hver gang jeg sendte hende et drillende eller irriteret smil.

”Når men, jeg vil ikke tale med dig,” mumlede hun så, men jeg kunne sagtens høre det, som om det var fra højtalere. Hun virkede en smule oprevet, hvilket jeg sagtens forstå. Jeg havde skræmt hende fra vid og sans, hvilket jeg ikke kunne lide.

”Jo, du vil så,” sagde jeg bestemt, og gik ind i stuen, hvor jeg satte mig på sofaen. Maybel kom derefter ind med tøvende skridt og satte sig ved lænestolen – længst væk fra mig. Hun var bange, man kunne se det fra lang afstand.

 

Maybels synsvinkel.

”Så,” startede han ud med, idet han kiggede indtrængende til mig. Hans blik stikkede mig vildt, så jeg kiggede den anden vej og lod mit blik glide hen til den sorte TV skærm. ”Hvorfor vil du ikke lade mig beskytte dig?”

Hvad fanden fablede han om? Troede han at jeg bare ville lade ham tæske en dreng, uden at han var en del af det? Jeg afskyede ham virkede meget, at det var helt vildt. Jeg ville ikke have hans hjælp. Jeg var ikke en lille pige, og jeg kunne godt klare mine egne ting.

Jeg vidste ikke, hvad han havde gang i, men jeg kunne bestemt ikke lide det. Jeg ville ikke have ham herind, og jeg var bange for at han ville gøre noget. han skræmte mig meget i går, og jeg ville ikke være i nærheden af ham længere. Hvis han forventede at jeg bare ville lade som ingenting, kunne han ligeså godt skride igen, inden jeg ringede til politiet.

Ja, jeg var meget bange for ham. Alle de ting, han gjorde, gjorde det ikke meget nemmere, at finde ud af hvordan han egentligt var. Men hvordan skulle jeg finde ud af det? Der var ingen gode idéer, der poppede op i mit hoved. Jeg vidste i hvert fald, at man skulle bruge én ting – manipulation. Jeg havde aldrig været god til sådan noget, og jeg var bange for at han ville finde ud af det.

”Måske fordi, det ikke rager dig, hvad der sker i mit liv. Jeg er ikke en lille pige, og lad være med at tro det.” Jeg vidste ikke hvorfor mit pis allerede var i kog. Bare at sige det, gjorde mig irriteret over det, og episoden dukkede op i mit hoved.

”Jamen, jeg prøve-”

”Nej Zayn. Du gjorde det for at vise din ”gode” side, så du kan komme nærmere ved mig! Tror du ikke, at jeg har regnet den ud?!” Jeg kunne ikke styre hvad jeg sagde lige nu, for min indre vrede ville bare ud. Jeg fortrød ikke, for jeg talte sandt. Han ville alligevel få det at vide, og den dag var i dag.

Zayn rejste sig vredt op og gik hen til mig, mens hans flammende øjne var rettet mod mig. ”Hør efter! Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, men det gjorde jeg. Vær taknemlig i stedet for at være sådan en idiot!” Jeg skulle til at åbne munden for at lukke mere ud, men han afbrød mig. ”Ved du hvor træls det var, at slå en af sine gode kammerater? Nej, det gør du ikke for du skal altid være ”little miss perfect”!”

Jeg måbede over hvad han lige sagde, og jeg kunne ikke lukke munden igen. Var han venner med Aaron, og han slog ham for min skyld? Skyldfølelsen brasede sammen indeni mig, hvilket jeg blev dårlig af. Han havde ret – jeg opførte mig ikke retfærdigt, men jeg mente hvad jeg sagde. Jeg var ikke ”little miss perfect”, som han kaldte det, men alligevel sårede det mig.

Trangen til at smide ham ud var der, men jeg kunne ikke få mig selv til det. ”Men hvorfor gjorde du det?” Min stemme var svag, og jeg kunne sagtens se, at det ikke gik bag på ham. Han havde sikkert vidst, at det ville komme på en eller anden tidspunkt.

”Fordi jeg bekymrer mig for dig, Maybel. Kan du ikke se det? Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan, men det gør jeg.” Hans stemme blev hurtigt rolig og stille igen, men jeg kunne se hvordan det pinte ham at sige det.

Trygheden kom frem i mig, hvilket jeg ikke forstod. For kort tid siden, havde jeg været skræmt af ham, men så kom den trygge side frem ved ham. Jeg kunne lide det, men hvorfor lige mig? Han kunne gøre det ved hvem som helst, og alligevel ville han hellere ”passe” mig. Jeg ved, at det lød dumt, men det var rart at folk kunne tænke sådan om mig.

Zayn trak mig op af lænestolen, og slog sine arme om mig. Han kunne ikke lide at vise den side af ham, for han klemte mig lidt for hårdt. Hans ene hånd aede op og ned af ryggen, mens han anden hånd holdte mig tæt ind til ham. En berusende følelse gik igennem mig, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Jeg havde dømt Zayn for hårdt – det indså jeg lige. Han kunne ikke lide, at se folk blive overfaldt på den måde, specielt dem han kendte. Jeg lød selvcentreret og egoistisk at sige at jeg kunne klare mig selv, når jeg ikke kunne. Jeg havde brug for tryghed, og jeg kunne ikke bare smide den væk, fordi det var Zayn, der gav mig den.

”Undskyld,” mumlede jeg ned i hans skulder. ”Det var ikke meningen, at vær sådan imod dig. Det var dumt, jeg ved det.” Mine hænder fandt vejen op til hans nakke, og jeg lod ham holde mig tættere ind til sig. Skyldfølelsen var ved at forsvinde, hvilket jeg blev glad for.

Af en eller anden underlig grund, pressede tårerne sig. Jeg ville ikke græde, og jeg ville ikke gøre det foran ham. Det var en af grundene til at jeg vendte mig om, da mine tårer ubevidst trillede ned af mine kinder i går. Jeg ville ikke vise den side af mig til ham, og jeg var stærk nok til at holde dem inde.

Jeg kunne fornemme at Zayn smilede lige nu, da han ikke sagde noget. Hans greb løsnede en smule, og nu havde vi et lille mellemrum fra hinanden. Jeg kunne mærke hans varme ånde på min næse, hvilket fik mig til at smile svagt.

”Din undskyldning er accepteret,” mumlede han, inden han pressede sine læber på min næsetip. Et lille fnis fandt frem ud af mine læber, hvilket han smilede af. ”Og undskyld, hvis jeg har været for hård imod dig. Du ved – henne på skolen,” mumlede han så og kiggede mig i øjnene.

Mit smil blev større, inden jeg kiggede fra hans øjne, til hans læber og tilbage til hans øjne igen. ”Din undskyldning er accepteret,” gentog jeg det han sagde før. En halvhjertet latter kom ud af hans mund, mens hans øjne var smedet sammen med mine.

Han lænede sig frem og jeg vidste hvad han ville gøre, indtil en stemme afbrød os. ”Hvad laver I?” Stemme tilhørte helt klart Ella, hvilket fik os til at trække os langt fra hinanden. Mine kinder blev varme, og jeg kunne ikke lade være med at smile over det.

Effekten var tilbage.

 

Tirsdag gik fint. Ella troede, at der var et eller andet imellem mig og Zayn, men stoppede indtil Zayn kom igen med Niall. Helt ærligt, næsten hele skolen vidste det. Man kunne se det, for hver gang hun var i nærheden. Hvis bare Niall også vidste det, men jeg havde lovet ikke at sige noget – og jeg holder altid hvad jeg lover.

Jeg kunne ikke få Zayn ud af mit hoved. Han havde påvirket mig så meget, at jeg blev ved med at smile hver gang jeg tænkte på ham eller sagde hans navn. Jeg kunne lide det, men jeg vidste at det ikke ville holde længe. Zayn og jeg var så forskellige, og jeg vidste ikke så meget om ham.

Én ting var sikkert – der var intet mellem Zayn og jeg. Vi havde et underligt forhold til hinanden, hvilket jeg var sikker på at I også havde lagt mærke til det. I starten hadede jeg ham, vi kyssede, han blev sødere i min synsvinkel, prøvede at glemme ham, hadede ham, tæt på at kysse også stod vi her. Forvirret på den dejlige måde. Zayn var speciel på alle måder, at jeg også havde humørsvingninger.

Jeg blev trukket ud af min tankeverden, da klokken ringede så lyden rungede i mine ører. Jeg samlede mine ting sammen, også var jeg ude af klasseværelset og videre hen til mit skab. Mine tanker fløj rundt i mit hoved, hvilket gjorde mig lidt svimmel, men jeg kunne godt håndtere det – det var ikke så slemt.

Lige nu havde jeg fritime, hvilket jeg var glad for. Jeg trængte til at komme ud af den matematiske og faglige verden, så 45 minutter skulle nok hjælpe. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle lave i den tid, da Ella og Niall havde dobbeltlektioner nu. Harry var syg i dag, og Liam og Louis havde vist også time.

Som forventet stod Zayn lænet op af mit skab og stirrede på mig. Jeg gik hen til ham, smilede kort inden jeg åbnede skabet efter at skrive den trecifret kode. Mens jeg smed mine bøger ind, havde Zayn lagt sin hænder på mine hofter og prøvede at vende mig om, indtil jeg slog hænderne væk.

”Hej,” hviskede han, hvilket fik mig til at rynke brynet. Hvorfor hviskede han, når der alligevel ikke var nogen, der kunne høre os?

Jeg gengældte det med et smil og lukkede skabet med et brag, før jeg satte låsen på og skiftede cifrene rundt. ”Hej,” hilste jeg og kiggede rundt. Der var ingen at se, da næste time sikkert var begyndt. En fordel ved fritimen.

”Vil du med i Hyde Park, nu hvor vi har fritime?” spurgte han og kløede sig om bag nakken. Måtte man overhovedet forlade skolens grund? ”Ja, så længe vi kommer tilbage, inden timen starter.”

Zayn læste min tanke, men jeg var nu ikke sikker på, om jeg havde lyst. Det stod i stænger, og jeg ville ikke blive plaskvåd, når jeg kom tilbage. Men alligevel ville jeg være sammen med Zayn. Han var nu hyggelig at være sammen med, også fik jeg den skønne følelse indeni maven, som udelukkende kunne få mig til at smile.

Men siden jeg ikke havde lært ham at kende, nikkede jeg som svar, hvilket han smilede af. ”Okay, jeg skal lige hente mine motorcykelnøgler i mit skab. Jeg er straks tilbage, prinsesse.”

Jeg nikkede, og før jeg vidste af det, var han væk igen. Hvordan kunne han være så hurtig? Jeg rystede kort på hovedet, inden jeg vendte mig om og kiggede direkte ind i nogle isende, blå øjne, der prøvede at stikke mig ned med hendes kolde blik.

”Når, så det er dig, der var taget Zayn fra mig?” hvæsede hun og kom nærmere. Hendes blik gjorde mig bange, og det havde den aldrig gjort før – men denne gang kunne man se vreden i hendes øjne.

Jeg ville forklare at jeg ikke havde noget med Zayn, men de hårde skabsdør gjorde virkelig ondt. Hun pressede mig hårdere op af den, hvilket føltes som om jeg fik mindst femten køkkenknive i ryggen – så hårdt gjorde det ondt.

”Hvad snakker du om?” Jeg skulle vist ikke have spurgte hende om det, for hun tog hårdt fat i mig og skubbede mig værre end før. Jeg havde aldrig vidst, at hun var så stærk i forhold til at hendes spinkle arme, som hun sikkert havde brugt flere uger på, at fjerne. Med mindre hun havde været til fedtsugning – I don’t know.

”Du ved det godt, så lad være med at spille dum.” Hendes lille slæng begyndte at fnise af mig, da jeg sikkert havde kommet med et klynk fra mig. Det gjorde fandeme ondt! Jeg ønskede inderligt, at hun skulle lade mig være og passe sine egne ting, men siden hun hellere ville bruge tid på mig, måtte jeg bare kæmpe mig væk fra hende.

”Hvad fanden vil du, Brittany?” vrissede jeg, og prøvede at komme væk fra hendes greb. Dog kunne jeg ikke, da hendes falske, spidse negle pressede ind i min bluse.

”Lad være med at spille dum, prinsesse.” Hun brugte mit kælenavn fra Zayn, som om det bare var en bunke lort. Jeg kunne ikke lide, at hun brugte det på den måde, da det kun var Zayn, der kaldte mig det, og ikke hende. Klamme kælling.

”Så er jeg vist kommet på din niveau,” gav jeg igen, og prøvede at give endnu et forsøg på at slippe væk fra hende, men det mislykkedes. Hendes hæl borede sin ind i min fod, og siden jeg havde Vans på, gjorde det fandeme ondt.

Endnu et klynk kom ud af min mund, hvilket fik hendes til at grine stolt med sine klamme, overdrevent lipglossbesatte læber. Hendes lille slæng grinede af mig, og begyndte at nedgøre mig med mit hår og tøj.

”Haha, er det købt fra H&M? Hvor billigt,” grinede de, men det rørte mig ikke. der var ingen problem i at købe tøj fra H&M, men mit tøj var ikke fra den butik. Dog ignorerede jeg bare deres kommentarer om mit ”slidte” hår og min kropsfigur.

Jeg forstod egentligt ikke, hvad deres problem var. De var sikkert bange for Brittany, så derfor prøvede de at komme på hendes niveau. Men siden hendes niveau var på nul, var de der allerede.

Selvom det gjorde nar af, hvordan jeg så ud, påvirkede de mig ikke. Jeg var stolt over den jeg var og hvordan jeg så ud, og deres kommentarer var bare luft. Haters gonna hate. Det var jeg sikker på, for de havde ikke andet at tage sig til, end at gøre mig mindre, så de kunne trampe på mig mere.

Alligevel pressede tårerne på. At vide, at jeg havde nogen, der ikke kunne lide mig, var hårdt. Jeg var en pige, som alle kunne omgås med og at de bare ville ødelægge mit liv, gjorde mit humør ikke bedre. Det var ikke for at lyde selvcenteret eller opmærksomhedskrævende, men jeg kunne ikke lide at blive nedgjort på den måde.

”Hør her, Maybel,” hvæsede Brittany og tog fat i min kæbe for at jeg kunne se ind i hendes øjne. ”Hold dig fra Zayn, for ellers skal jeg nok gøre det værre, når vi ses igen.”

Og med de ord, slap hun alle grebene på mig, hvilket fik mig til at brase sammen ned på gulvet, som om jeg var lavet af gelé. Jeg kiggede olmt op på Brittany, mens hun nikkede tilfreds og gik sin vej med hendes høje stiletter og hende åndsvage slæng.

Hvor var Zayn, når man havde brug for ham?

∞∞∞∞∞

Uh, drama! Hvad tror I der sker nu? Er Brittany alt for hård mod stakkels, lille Maybel?

- Kom gerne med kritik til novellen. :-)

Nellie. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...