A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
300Kommentarer
11438Visninger
AA

11. ∞ Kapitel 10 ∞

”It feels so good, but you’re so bad for me.”

Bad For Me ~ Megan and Liz

 

Weekenden var nu slut, og jeg kunne slet ikke vente til næste mandag. Jeg ville have stuearrest længere, hvilket jeg glædede mig til. Hele min weekend, havde jeg kedet mig af helvedes til, og det var fuldstændig udmattende at stene på min bærbar eller mobil.

Der var intet nyt eller spændende, udover en af mine veninder havde fået en navlepiercing. Niall havde været ude af byen for at besøge sin familie, og Ella havde åbenbart haft travlt med et eller andet. Harry skulle noget sammen med sin storesøster, og Louis og Liam vidste jeg ikke noget om.

Min far ville tage mig med til en berømt museum, men jeg takkede nej. Museer var meget kedeligere end at være hjemme. Han fattede bare ikke, at stuearresten havde fået mig til at mangle D-vitamin. Tro det eller ej, men jeg havde indelukket i mit værelse, udover jeg skulle spise.

Jeg havde slet ikke været ude og smide skraldet eller gynge på hængekøjen, som han havde sat op for nogle dage siden. Det var ikke noget, jeg havde lyst til, da det havde regnet lørdag og søndag.

Dog havde min mor været bekymret for mig, fordi jeg ikke lavede andet end at tænke eller se film. Hun mente åbenbart, at jeg spiste mere end jeg havde gjort før – hun kaldte det for at trøstespise. Jeg havde kun taget halvanden kilo på, men jeg kunne ikke mærke noget forskel. Alligevel ville hun have mig til at gå ud og nyde den ”skønne vejr”. Hvad skulle man nyde ved at det regnede i stænger? Det var en dum idé, men jeg vidste at hun var oprevet.

Hvis I var i tvivl, så var det Zayn, som var i mine tanker. Jeg kunne ikke få ham ud, og hvis jeg tænkte pludselig på noget andet, drejede tanken om noget om Zayn. Det var frygteligt, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han havde overtaget mit hoved, og jeg kunne ikke klare det. Jeg havde skreget ned i min pude bare få ham ud, men det var nærmest umuligt.

Jeg hadede det.

Desværre havde jeg ikke en pude nu, da jeg befandt mig i skole og prøvede at lytte til mr. Cullen, som snakkede om forårsballet. Han havde med vilje valgt klassen til at pynte festsalen, hvilket klassen ikke blev glad for – udover mig. Jeg elskede at pynte rundt, og jeg havde altid styr på, hvordan det skulle se ud. Så længe jeg ville finde ud af hvad budgettet var, skulle jeg få det billigt, men pænt.

Jeg var altid ”chefen”, der havde mit kommanderende blik og en kuglepen samt en mappe. Men det var en anden, ved navn Sarah, som skulle. Hun var også elevrådsformanden, så det passede også fint, for så var der mindre pres på mig.

Mr. Cullen sagde, at alle skulle pakke deres ting og sager og tage hen til festsalen. Der var mindre end to uger til festen, så vi havde tjep på. Alle eleverne styrtede ud af klassen, og jeg gjorde alt for at følge med. Men da jeg kom ud af klasseværelset, var de væk. Hvad skete der lige der? Var det virkelig så vigtigt?

Jeg sukkede kort, inden jeg bevægede mig hen til en tilfældig gang, da jeg ikke vidste hvor de var. Endnu et suk kom, men da en hånd tog fat rundt om min håndled blev det til et gisp, inden jeg blev knugede ind til en. Men da jeg kunne mærke den velkendte overkrop, slappede jeg af, men mit hjerte bankede en smule hurtigere.

”Hvad er der? Mr. Cullen sagde, at vi skulle skynde os,” sagde jeg og kiggede ind i hans øjne. Et lille smil spillede på hans læber, inden han kiggede længere ned af mig, hvilket ville sige mine læber. Jeg lod et smil poppe på mine læber, da jeg kunne huske den følelse, som jeg udelukkende kunne få af ham. Følelsen blev jeg ved med at smide ud, men det blev ved med at komme frem, når han var i nærheden.

”Er det ikke lige meget? Vi hygger os,” sagde han og trak mig ind i et underligt kram. Jeg lagde ikke engang mine arme omkring ham, da jeg ikke orkede det. Vi hyggede ikke engang, han gjorde det akavet. Han burde slippe mig, for jeg gad ikke komme for sent, og det skulle han ikke sørge for.

Jeg rystede hurtigt på hovedet som svar, men han ignorerede mig bare ved at klemme mig en smule mere. Heldigvis gjorde det slet ikke ondt, og jeg ville tro at han havde fået styr på hans arme. ”Zayn, helt seriøst. Slip mig, jeg vil ikke komme for sent.”

Denne gang havde han ikke holdt mig rundt om mit håndled da han ”krammede” mig. Han prøvede at virke flink, men siden han klemte mere, selvom jeg insisterede ham om at slippe. Lige nu, orkede jeg ham ikke – jeg var en smule irriteret. Jeg vidste at han ikke lyttede til mig på nogen som helst måde, men nu gjorde han.

Zayn gjorde som jeg sagde og slap mig. ”Så lad os følges,” sagde han bestemt. Jeg nikkede kort og fulgte efter ham. Den modsatte vej, som jeg ellers ville have gået. Jeg lod mit blik skimme Zayn, som kiggede ligeud med et lille smil på læben. ”Du stirrer.” Hurtigt fjernede jeg mit blik ved at kigge ned på trapperne, inden jeg gik ned.

”Det er blevet en vane,” indrømmede jeg så. Jeg fornemmede at han havde smørret et smil på sine læber og kiggede på mig, men jeg ignorerede ham bare ved at følge efter ham, der drejede til højre. Vi var nået hen til en dør med to døre, som sikkert førte os ind i den store sal.

Dog gjorde Zayn en stor entre ved at åbne begge døre med et brag, så det fik alle til at ligge deres blikke på os. Mr. Cullen kiggede irriteret på os, inden han lagde armene over kors, da vi sikkert havde afbrudt ham – eller Zayn gjorde. ”Sæt jer ned, tak,” hvislede han kort, inden han lod sit blik glide hen på resten af eleverne, som nu kiggede hen på ham.

Jeg satte mig ved siden af Ella, som kiggede forvirret og spurgte om der var sket noget. Som svar rystede jeg kort på hovedet, og kiggede hen på mr. Cullen, der snakkede livet løst om arrangementerne, som ville forgå til festen og alt de ting, der var vigtigt, men jeg hørte ikke efter.

Tanken om Zayn prøvede at virke flink, gjorde mig faktisk glad. Jeg vidste, at han ikke var fyldt med alt det lort, som han for det meste rendte rundt med. Med en eller anden grund, havde jeg lyst til at være sammen og hænge ud, som venner, men jeg vidste ikke engang om vi var noget så langt. Ja, han kom i går, men det var fordi han havde lyst til at tale med mig. Dog kunne han ikke det, da han ikke vidste at Niall og Ella var til stede.

Jeg havde også mange spørgsmål at spørge, men hvornår skulle de stilles. Han var nærmest omringet af mennesker, som ville gøre alt for ikke at være bange for ham. Således tænkte jeg bare, at han bare kunne komme hen til mig i morgen, eftersom jeg skulle med til en fest, som en af Nialls gode ven holdte. Jeg havde fået lov af mine forældre, da de tænkte at jeg kunne få flere venner, men jeg skulle bare passe på – piece of cake.

Siden mit og Zayns forhold havde ændret sig en smule, havde jeg ikke andet i tankerne, og det fik mig til at iagttage ham op til flere gange i løbet af timen. En enkel gang havde han kigget på mig, da jeg ikke så ham, men da jeg så på ham, drejede han hans mod mr. Cullen. Selvfølgelig hørte han ikke efter, hvad han sagde, men det var også for at ignorere mit blik, hvilket var en smule underligt, hvis du spurgte mig.

 

Jeg betragtede mig selv i spejlet, mens jeg lod mine hænder glatte min kjole (link i kommentaren). Hvis I var nysgerrige over hvordan jeg så ud, så var det fabelagtigt. Det var ikke for at lyse selvisk, men jeg mente det. Det var længe siden, jeg havde været til en fest, og at jeg skulle med til min første i London, ville nok være sjovt, da jeg havde Niall og Ella ved min side. Sikkert også Louis, Harry og Liam, men jeg vidste ikke, om de skulle og score.

Selvom det var mandag i dag, var jeg meget overrasket over mine forældre, som sagde ja til det – mest over min far. De mente selv, at jeg skulle være ude denne gang, eftersom jeg ikke havde været ude lige siden jeg fik stuearrest. Selvom jeg skulle i skole i morgen, gjorde de alt for at få mig ud af huset og have det sjovt. Det var også en fordel ved at have dem som forældre – der var stadig liv i dem.

Niall ville komme og hente mig halv ni, hvilket ville sige at det var om et kvarter. Egentligt havde jeg tænkt at blive derhenne i cirka tre timer, da der var skole i morgen, men da Niall som var den, som kørte mig derhen, ville blive der længere, skulle jeg nok tage en taxa. Jeg skulle ikke ødelægge hans aften, når han havde sjovt, så jeg ville sige kort farvel til ham og smutte. Simple and easy.

Jeg var glad for at det bare var en elev, som holdte den, da jeg var en anelse bange for natklubber. Man vidste ikke, hvad man kom i drinksene også lugtede der af sved, røg og alkohol – ikke min kop the. Jeg blev lidt undret over, hvorfor det lige var en mandag, man skulle holde den og ikke en fredag. Men det var sådanset lige meget.

Om jeg vidste om Zayn var inviteret, havde jeg ingen tanker om. Det kunne være et ja, hvis han også var venner med personen eller så havde personen sagt ja, fordi der var ingen, der gad have et problem med Zayn. Heller ikke jeg. I skulle ikke spørge hvorfor, for jeg gad ikke have Zayn i tankerne lige nu.

Men siden jeg nu havde sagt hans navn, kunne jeg lige så godt fortælle hvorfor. Måske havde jeg irriteret ham utrolig meget, men jeg ville ikke have store problemer med ham. Som jeg havde sagt før, så havde han utrolig store humørsvingninger, og jeg ville ikke være grunden længere. Jeg følte, at det kun var mig, som kunne få ham i højeste niveau, og det gjorde situationen ikke bedre.

Jeg havde indset, at vi var så forskellige. Vi havde intet tilfælles, og vi nød at irritere hinanden for sjovt. Så hvorfor jeg tænkte på ham, var der ingen tanker som svar. Hvis jeg bare viste en smule venlighed, ville Zayn øve sig i at vise lidt.

Det var så underligt, at en dreng kunne fjerne næsten alle sine gode følelser ved at vise en facade, som jeg nok skulle knække – det vidste jeg. Jeg ville godt sige, at jeg var en smule bekymret for ham, men hvad skulle jeg gøre? Han havde selv valgt det, og jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Da jeg hørte dørklokken, tog jeg hurtigt fat i mine hvide ballerinaer, min mobil og mine nøgler, også var jeg ellers ude af mit værelse. Da jeg fik mine ballerinaer på, efter jeg steg ned ad trapperne, kiggede jeg en enkel gang på spejlet, som hang ved siden af knagerækken. Jeg rettede på mit hår, som havde fået en tur i krøllejernet. Jeg hadede kedeligt, glat hår, men jeg vidste godt at det ikke var særligt sundt for mit hår.

Jeg åbnede døren, og en dreng med blond, pjusket hår kom mig i møde. Han var iført en hvid skjorte, hvor to af knapperne var åbnet op, selvom man ikke kunne se hans brystkasse, men sikkert for hvis det blev for varmt. Hans ben blev iført nogle sorte bukser, mens hans fødder havde beklædt sig i hans yderst velkendte sneakers.

”Halløj,” sagde jeg og knugede ham ind til mig, så jeg kunne dufte hans genkendelige vaniljeduft. Jeg trak mig derefter, og tog fat i min blazer, som hang på knagerækken. Desværre måtte jeg sige farvel til min elskede læderjakke, men jeg ville klare mig. Min blazer var altid på en anden plads, men der var ingen, der kunne slå jakken – uovervindelig.

Okay, bare nej. Jeg lød tåbelig.

”Hey,” sagde han køligt og lænede sig over dørkarmen. ”Du har gjort noget ud af dig selv for en gangs skyld,” drillede han, inden han slog en kort latter over sin egen kommentar. Weirdo. Jeg slog ham på overarmen, tog blazeren på og fjernede mit hår væk, der hang under jakken, hvilket ikke var meningen.

”Sødt sagt.” Jeg smilede, og sammen gik Niall og jeg ud og mod hans parkeret bil, efter jeg havde låst døren og råbt farvel til mine forældre. Jeg fik ikke et svar tilbage, da de var så optaget af en eller anden gammel romantisk film, som kørte i TV’et. Og de kaldte mig for asocial. Klart.

I aften skulle jeg glemme alt om mine åndssvage tanker om Zayn, for jeg skulle have det sjovt og hygge mig med de andre. Jeg var træt af, at jeg hele tiden havde ham i tankerne, og det gjorde mig mere fortvivlet over, hvorfor han egentligt var der. Nu var det lige meget, og jeg skulle ikke have andet i tanker end drinksene, som Niall havde sagt at de var gode.

Party time! Akavet menneske, var jeg stadig men ikke når jeg var fuld, kunne jeg ikke tænke på andet end YOLO. Det kørte nu i mine tanker, og jeg nød det.

 

∞∞∞∞∞

 

Hvad tror I der sker nu? Er kapitlet for kort eller..? Skriv gerne konstruktiv kritik til novellen, hvis I orker! ^.^

Hvis I har lagt mærke til det, er citatet for denne kapitel citeret fra en sang, som passer nogenlunde til kapitlet - men det er heller ikke meningen, at hele sangen skal passe. :-)

 

Nellie. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...