A Beautiful Mess | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Færdig
** JEG HAR ÆNDRET TITLEN "PERFECT HARMONY" TIL "A BEAUTIFUL MESS" *** Livet har altid været skønt for den 18 årige Maybel Carlson. Ingen problemer, drama, kærestesorg og krænkelser har ikke optrådt i hendes liv, indtil den mystiske, facadeopbygger ved navn Zayn Malik træder ind i hendes liv. Hele hendes rejse igennem Imperial College, når han er til stede som skolens populæreste elev, vil blive som en rutsjebane, der aldrig vil ende. Men hvis hun vil stoppe den, skal hun først bryde Zayns facade, hvilket kan koste konsekvenser. Specielt, når følelser bliver indblandet, hvilket hun slet ikke vil komme til at tænke over, hvis hun ikke indser, hvad hun har gang i. ∞ Drengene er ikke kendte. ∞ LÆSES PÅ EGET ANSVAR. ∞

101Likes
300Kommentarer
11828Visninger
AA

2. ∞ Kapitel 1 ∞

"This is the start of something new."

Start of Something New ~ High School Musical

 

 

Jeg bevægede mig mod den store bygning med en skilt, hvor der stod Imperial College. Eleverne vrimlede frem og tilbage, mens de lignede travle arbejdere, men en smule afslappede mennesker. Nervøsitet inde i mi, var ved at springe, og mine håndflader var ved at blive ret svedige. Jeg gad ikke starte på en ny skole, men eftersom vi skulle flytte på grund af mine forældres nye arbejde, så var jeg nød til det. Jeg kunne sagtens bare tage toget om morgenen til Liverpool, men så skulle jeg vågne meget tidligt om morgenen - og jeg var en B-menneske.

Forsigtigt åbnede jeg døren og mit blik mødte en masse ukendte blikke, som stirrede hen på mig. Jeg følte mig hurtigt skidt tilpas, og det havde jeg aldrig prøvet før, så jeg prøvede at ignorere det ved at gå videre mod administrationen. En masse hvisken her og der, hviskede noget om at jeg var den nye. Jeg vidste ikke hvorfor de gjorde det, men jeg var en smule ligeglad. Okay, jeg var ret nysgerrig over, hvorfor det var så specielt i at være den nye.

Var det ikke normalt eller hvad?

Jeg gik hen af gangen, men før vidste af det, fald jeg ned på det kolde gulv på grund af en, der stødte ind i mig. En hånd blev rakt hen mod mig, og med en tøven tog jeg imod den og fik mig rejst op igen. Jeg fik min taske ordentligt på igen og mit blik blev mødt af nogle krystalblå, som kiggede undskyldende på mig.

”Undskyld, jeg er ret klodsede,” sagde en blondhåret dreng iført af en hvid T-shirt med en v krave, nogle mørkebukser og hvide sneakers. Jeg nikkede bare og smilede kort, inden jeg bare gik hurtigt videre mod administration, som jeg egentligt vidste hvor den var. ”Hey!”

Jeg vendte mig om igen og så at han prøvede at indhente mig. Jeg stoppede, og han var hurtigt henne ved mig, inden han lagde sin hånd på min skulder, som han fjernede igen. Han kiggede uforstående på mig, og åbnede så munden.

”Det var ikke meningen at gøre dig sur,” undskyldte han og frembragte et smil frem. Jeg smilede og nikkede, ”det gør ikke noget. Jeg skal bare skynde mig til administrationen.” Han nikkede og smilede igen, som jeg igen gengældte. ”Kald det bare for kontoret. Kom, lad mig følge dig derhen.”

Jeg nikkede og gik videre sammen med ham. ”Er du herfra? Du har bare en anden kulør på huden,” sagde han så. ”Det var ikke ment på den onde måde,” tilføjede han hurtigt. Jeg rystede på hovedet og fortalte ham, at jeg var halv portugisere og halv englænder.

”Spændende,” anerkendte han og smilede. ”Kom det er denne vej,” sagde han og drejede til venstre, som jeg hurtigt fulgte med. En masse døre

”Hvad hedder du egentligt?” spurgte jeg og kiggede hen på ham. ”Niall Horan,” svarede han og rakte sin hånd. Jeg tog imod den og smilede igen, ”Maybel Carlson.” ”Smukt navn,” sagde han, og drejede til højre.

Jeg nikkede som tak og vi kom hen til en dør, hvor der stod ’administrationen’ på.

”Det var hyggeligt at tale med dig, Maybel,” sagde han og smilede venligt til mig. ”Lige over Niall,” smilede jeg igen og åbnede døren. ”Vi ses!” sagde han og undret var han allerede forsvundet.

Jeg trådte ind i det meget fine lyse rum, som havde malerier og et billede af skolen på væggene. En dame bag skranken tastede løs på sin computer, mens hun tyggede højlydt med sin tyggegummi, som nærmest var ved at falde ud af hendes mund.

En røm kom fra mig og hurtigt fik jeg hendes ret irriterede blik, som kiggede ligegyldigt på mig. Jeg sank en klump og prøvede at frembringe et smil. Jeg var ret imponeret over at hun kunne taste, mens hun stirrede indtrængende på mig.

”Hej, du må være den nye, eftersom du kigger ret nervøs,” sagde hun så. Jeg nikkede og gik mod bordet. ”Maybel Carlson,” sagde jeg og hun nikkede, inden hun tastede på tastaturerne igen. Hun rejste sig stift op og gik mod et skab, hvor hun læssede nogle bøger på sine arme.

”Her er de bøger, som du skal bruge,” sagde hun og lagde dem på bordet. ”Dit skema printer jeg lige ud samt et kort over skolen.” Hun gik mod printeren, efter hun havde tastet på computeren. Nogle papirere kom ud og hun lagde dem på bøgerne, inden hun gav mig. ”Dit skabsnummer er 147 og din kode er 731,” sagde hun og smilede ægte denne gang. ”Hav en god dag,” sagde hun og satte sig mod sin computer igen.

”Tak,” sagde jeg, inden jeg forlod rummet med mindst ti bøger i armene. Jeg ledte efter mit skabet, og heldigvis var de blågrå skabe ulige tal. Mens jeg gik videre, var der nogle, som stadig stirrede på mig. Nogle var nysgerrige og andre var ulæselige. Hvad var deres problem overhovedet? Havde de aldrig set en ny elev?

Jeg gik bare videre, som om intet var hændt, og hurtigt fandt jeg mit skab. Jeg lagde det meste af vægten af bøgerne på min venstre hånd, så jeg kunne drejede på låsen med højre. Da jeg havde drejet et blev den åbnet og jeg stillede mine bøger fint op.

Klokken ringede, så jeg skyndte mig hurtigt at lukke den, da jeg fik mit skema og kort ud. Nu skulle jeg vidst have engelsk i lokale 23, øv. Jeg hadede engelsk, men kunne bedre lide matematik, eftersom jeg lærte hurtigt. Med et suk gik jeg mod dørene for at tjekke hvilke numre de var. Tallene gik nedad mod højre, så jeg nåede hurtigt at komme til lokalet og åbne døren.

 

Zayns synsvinkel.

”Hun er sikkert køn.”

”Lad os håbe det.”

”Jeg tror at hun er det.”

Hele klassen snakkede om den nye pige, som kun nogle havde set. Siden vi fik at vide at der ville komme en ny pige, havde klassen ikke forventet. Vi fik ikke navnet, så de fleste havde gættet på at hun hed noget med Sophie eller Jessica. Begge navne var sikkert ikke rigtigt, eftersom der var mange navne i Verden.

Hvis den nye ikke generede mig, så ville jeg være tilfreds. Jeg havde lidt af en temperament, men hun holder mund, skulle jeg nok prøve at lade hende være. Medmindre hun var lækker, så ville jeg have hende. Det var sikkert.

Døren blev åbnet og der blev hurtigt stille i klassen. En mørkhåret pige med en flot kulør, nervøse, brune øjne og et svagt smil på læberne, gik hen mod lærerens kateder, efter mr. Cullen kaldte hende ind.

”Elever det her er den nye pige, Maybel Carlson,” fortalte og smilede venligt til hende, som hun gengældte kort. ”Fortæl lidt om dig selv, frøken.” ”Okay øhm.. Jeg er atten og kommer fra Liverpool. Om jeg kender nogen her i London, gør jeg ikke. Mere har jeg ikke at sige,” sagde hun tøvende og kiggede ned.

”Okay, sæt dig lige foran Zayn,” sagde mr. Cullen og pegede hen mod mig. Jeg kiggede bare ligeglad på hende, men hun så ikke på mig og gik bare hen på pladsen. Hun kiggede kort hen på mig, men kiggede hurtigt væk og satte sig på sin plads.

Mr. Cullen begyndte at snakke om en eller anden fremlæggelse, som jeg var dødligeglad med. Han forventede altid at jeg ville lave noget af det, men det var altid min samarbejdspartner, som lavede det hele. Han/hun sagde aldrig at det kun var dem selv, som havde lavet det alene, da eleverne var ret bange for mig. 

”Okay, i grupperne er der tre med, da det godt kunne være en god idé.” Mr. Cullen fandt nogle papirer frem fra hans taske og begyndte så at læse navnene op.

”Gruppe 1: Carly, Annabell og Frederik.

Gruppe 2: Cloe, Jonas og Dylan.

Gruppe 3: Abbey, Kayla og Robert.

Gruppe 4: Maria, Nicolas og Simon.

Gruppe 5: Maybel, Zayn og Caroline..”

Jeg stoppede med at lytte til hvad mr. Cullen sagde, da han nævnte mit og den nyes navn i samme sætning. Skulle jeg være sammen med den nye? Han gjorde bare forfærdeligt for hende, selv på hendes første dag..

Efter han sagde det, sagde han så at vi skulle gå i gang. Den nye vendte sig om mod mig og smilede svagt, som jeg ikke gengældte. Bare fordi jeg skulle være på hold med hende, betød det ikke at jeg skulle være flink mod hende.

 

Maybels synsvinkel.

Zayn virkede virkelig kold og flabet, så jeg prøvede bare at ignorere ham ved at snakke med Caroline, som var min anden makker. Han havde heller ikke tænkt sig at deltage i vores samtaler og gad heller ikke svare, hvis man spurgte om noget.

Men jeg var virkelig glad for at arbejde sammen med Caroline. Vores emne handlede om kultur, som skulle være færdig senest denne uge. Måske lidt hårdt, men vi klarede den – eller det gjorde Caroline og jeg.

”Okay, jeg har fundet noget,” sagde hun så og læste det op. Da det lød ret godt, kom det med til vores PowerPoint projekt. ”Hvad synes du Zayn?” spurgte hun og kiggede hen på ham. Det samme gjorde jeg, og hans øjne udstrålede ligegyldighed.

”Ja ja, det lyder fint,” sagde han og kiggede ned på sin mobil.

”Du hørte ikke engang efter?” røg det fra mig, som det første jeg havde sagt til ham i dag. Han skulle ikke tro, at han var bedre end os, og hvis han gjorde, skulle han bare bevise det.

”Det ved du ikke noget om.”

”Du stener på din mobil?” sagde jeg irriteret. Han kiggede hårdt og vredt på mig, hvilket fik mig til at krybe indeni. På en eller anden måde, havde den dreng en irriterende virkning på mig, som jeg ikke kunne lide.

”Hør, du kan ikke snakke sådan til hvem som helst,” hørte jeg ham sige koldt, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen. ”Jeg gør hvad jeg vil, og det kan du ikke bestemme. Du er jo trods alt den nye.”

Jeg havde tænkt mig at åbne munden, men jeg vidste ikke helt præcis hvad jeg skulle sige. Måske frygtede jeg ham lidt, og det skulle jeg slet ikke vise ham. Selvom han virkede hård, så var han stadig en nar i min synsvinkel.

Klokken ringede, hvilket betød spisefrikvarter. Jeg rejste mig op og samlede mine ting sammen og puttede det i tasken. Med min skuldertaske, gik jeg mod strømmen, som gik imod skolen kantine.

Der blev lavet en lang række, så jeg stillede mig mod køen og ventede til det blev mig. Det hele gik som smurt og jeg købte en sandwich, samt en kage og en juicekarton. Det jeg ikke vidste, var hvor jeg skulle sidde. Der sad en masse sammen, som jeg ikke kendte, så jeg håbede på at jeg kunne se ham Niall.

Han virkede flink, og jeg ville med glæde lære ham at kende, hvis jeg kunne finde ham i den kæmpe kantine.

Jeg gik rundt omkring og fik nogle underlige blikke på mig, som gjorde mig mere skrøbelig. Mine hænder strammede pladen til mine hænder blev lysere. Man kunne godt sige at jeg var en smule bange for Zayn, for han kunne dukke op når som helst, hvis det skulle være.

”Hey Maybel! Her over,” kaldte en blondhåret, som kun kunne være ham, da jeg ikke kendte andre, som var blondhåret her på skolen. Jeg gik hen mod ham og satte mig foran ham, da jeg nåede dertil.

”Hej Niall,” sagde jeg nervøst og åbnede plastikken rundt om sugerøret. Jeg prøvede at åbne den med ro, men det endte bare at jeg skulle bide det af, hvilket fik andre til at stirre. Jeg var seriøst træt af at de stirrede som de gjorde. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne jo ikke bare råbe ud midt i det hele, at de skulle kigge den anden vej. Jeg var stadig den nye og de kunne godt finde på at tænke, at jeg var flabet og ond – hvilket jeg bestemt ikke er.

”Rolig,” sagde Niall og tog juicen for at åbne den. Han rakte mig den derefter, hvorefter jeg mumlede en tak. ”Hvad er der galt? Du virker allerede anspændt på din første skoledag,” sagde han uroligt og kiggede indtrængende på mig.

”Du kender vel Zayn.. Fra 2. g?” spurgte jeg og han nikkede langsomt som svar. ”Altså han er en totalt idiot, og jeg skal arbejde sammen med ham og Caroline fra klassen. Vi er de eneste, som laver noget og Zayn gider ikke deltage, eftersom han tror at han er kongen.. Sikke en nar!” fortalte jeg og sukkede.

Niall tyssede hurtigt på mig, så der ikke andre, der hørte det. ”Det skal du ikke sige højt! Og specielt ikke om Zayn, når det er ham, der styrer skolen,” forklarede han og lænede sig frem mod mig. Han kiggede nervøst rundt og sukkede lettet derefter.

”Styrer klovnen skolen? Haha, det vil jeg med glæde se,” sagde jeg og grinede kort. Jeg kiggede mig om, og så at Zayn var ved at tage en lille drengs frokostpenge, ved at true ham med en knytnæve.

Drengen gav ham forsigtigt pengene og stak af, mens han kunne. Med tårer i øjnene løb han ud af kantinen og sikkert videre mod drengetoilettet. Stakkels dreng, der burde være en, som skulle sætte en stopper for Zayn.

Jeg rejste mig op og skulle til at gå vredt imod Zayn, indtil en hånd tog fat i mit håndled og trak mig tilbage. ”Er du ved at begå selvmord, pigebarn? Du ved ikke hvad Zayn kan finde på,” hidsede Niall hviskende, men det stoppede mig slet ikke i at gå hen til ham.

Jeg rev min hånd til mig og gik hurtigt mod Zayn, som stod og grinede sammen to andre drenge. Den ene havde store, brune krøller og grønne øjne, og den anden havde noget pjusket brunt hår og blågrå øjne.

Nu som jeg stod foran Zayn, der ikke havde lagt mærke til mig, rømmede jeg mig kort så jeg kunne se i det forbandede brune øjne. Zayn kiggede forvirret og hårdt på mig, mens de andre så bare til. Hele kantinen var blevet stille, da de sikkert ville høre, hvad tumpen ville sige. Nogen af jer, der havde lagt mærke til, hvilke navne jeg gav Zayn?

”Hvad vil du?” spurgte han koldt og løftede sit ene øjenbryn. Jeg kunne sagtens gå igen, men jeg havde inderligt lyst til at sige noget til ham, som han burde forstå. Men det var trods alt Zayn, vi snakkede om – han forstod intet.

”Hvorfor stjæler du penge fra små børn, som nu læber grædende væk?” spurgte jeg irriteret og lagde mine arme over kors.

”Det skal du ikke blande dig i.”

”Jo faktisk, når der er ingen andre, der træder til.” Da jeg sagde det, kom der nogle gisp rundt omkring og Zayn kiggede hårdt på mig, inden han trådte et skridt hen mod mig.

”Hør her, prinsesse,” sagde han og forsatte. ”Nu skal du ikke tro, at du kan hundse rundt med mig. Det er din første skoledag, og lad mig nu ikke gøre det til din sidste,” truede han og kom nærmere, hvilket fik mig til at gå baglæns.

Jeg sank en klump, da jeg pludselig kunne mærke et bord bag mig, som stoppede mig. Zayn fik sit provokerende smil på læber, og hans blik viste drilleri.

”Du var heldig denne gang,” og med de ord var han væk sammen med hans to andre medfølger.

Jeg sukkede dybt, inden jeg gik tilbage til Niall, som kiggede forbløffet på mig. Jeg satte mig bare på min plads og begyndte at spise min sandwich, da den nærmest kaldte på mig. Niall kiggede stadig på mig, inden han sagde:

”Jeg er imponeret. Lad os håbe, at han ikke gøre noget ved dig i morgen.”

Han havde ret. Da Zayn sagde det til mig, havde mit mod blevet mindre. Hans kolde blik, som nærmeste limet fast i min nethinde og hans ord fløj rundt i mine tanker. Men det stoppede mig ikke. Slet ikke.

Zayn viste så meget, hvilket gjorde mig mere nysgerrig over, hvilken slags fyr han var.

∞∞∞∞∞

Første kapitel er altid de værste, ikke? Ifølge mig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...