Barndommens mørke

Sheilas liv har ført til syge tanker, der gør at hun i en periode var ved at ende i en form for spiseforstyrrelse. Det er hverken mobning eller blot almindelige teenageproblemer, hvor skænderi mellem veninderne er, hvad der ligger bag, men familieproblemer. Hendes mor er hvad der går hende mest på, eftersom det er det værste, og det er hvad der gør at hun til sidst ender med alt den selvhad og depression, især da hun får konstateret en psykisk sygdom, hvilket hendes mor slet ikke kan acceptere.
Det handler alt i alt om at man igennem dagbogen følger hele Sheilas opvækst, som er den hun foragter aller mest i sit liv... :)

3Likes
5Kommentarer
718Visninger
AA

3. Kapitel 3

En varm sommerdag havde mig og min far været ude at købe ind, og jeg havde som altid ivrigt insisteret på at komme med, eftersom jeg altid fik tyggegummi med hjem til mig og min bror, min far havde den vane at glemme det, når en af os ikke var med. Den dag var det dog lidt anderledes, for efter at have været der i godt og vel ti minutter, ringede min mor og sagde at hun var alvorligt syg. Jeg, som var otte år gammel dengang og med et ret skrøbeligt sind, begyndte næsten at græde i supermarkedet, fordi min far fik det til at lyde som om, det var noget virkelig skrækkeligt hun fejlede- som i sidste ende viste sig at være lidt mavesmerter og hovedpine.

Vi kom dog hurtigt hjem, og min far valgte så at køre min mor til lægen, hvorefter mig og min storebror skulle være alene hjemme, hvilket vi ofte har oplevet. Det var ikke noget problem for os som sådan. Det var dog uvidenheden omkring mors tilstand og kedsomheden, der gjorde, at vi ikke vidste, hvad vi skulle foretage os. Jeg foreslog at vi skulle se tv, men min bror var møg hamrende stædig og trængte til luft, så vi blev enige om at tage lidt udenfor og lege, så vi kunne få tiden til at gå.

Vi boede i lejlighed, og vi var dengang sjældent udenfor - vi skulle nemlig have tilladelse. Mine forældre var ret overbeskyttende, og min mor farede altid op, når hun ikke kunne se os længere fordi vi gik omme bag træerne og legede, så denne gang valgte vi bare at lege, hvor vi plejede. Vi kastede rundt med en tennisbold til hinanden og kunne af en eller anden grund godt enes. Vi hyggede os og vi glemte endda i en kort stund at vores mor var syg, og vi havde derfor slet ikke tænkt over, at vi ikke havde fået lov at gå udenfor, og lidt boldspil kunne vel ikke skade. Det holdte vi dog hurtigt op med for fremtiden, da det teknisk set havde skadet os, det havde  mor i hvert fald, for hun kom rasende hjem og påstod, at vi var ligeglade med hendes tilstand, eftersom vi var gået udenfor og legede mens hun var syg, og at vi slet ikke måtte gå derud, og så brød helvede løs.

 

Jeg har egentlig oplevet hende så sur alt for mange gange, men denne gang var speciel, eftersom hun lige havde haft det dårligt og allerede var i ret dårligt humør. Jeg kunne allerede nu fornemme, at det ville blive en dårlig dag, kun med skænderier og tæsk. Min bror var selvfølgelig ret hurtig til at svare igen, at vi jo 'bare havde kedet os', og han spurgte, hvad fanden hun ellers havde forventet vi skulle lave, når vi ikke engang måtte ringe og spørge dem, hvordan det gik. Dét pissede hende fuldstændig af, og det første  hun gjorde var simpelthen at tage fat i hans dårlige arm og give ham den største lussing nogensinde.

Hans 'dårlige arm' er den skrøbelige, da lægerne ødelagde nogle nerver i den efter hans fødsel, og mor har altid givet mig så mange tæsk, da jeg var lille, når jeg bare kom til at ramme hans arm, uden at det overhoved var med vilje, og uden at det gjorde ondt på ham. Nogle gange, havde hun ligefrem givet mig tæsk for at spørge ham, hvordan det gik med hans dårlige arm, når han havde ondt i den, for nej jeg måtte jo aldrig nævne ordet 'dårlige arm', så han ikke følte sig anderledes eller dårligere end alle andre på nogen måde.Han havde dog selv ofte protesteret, når hun slog mig, og sagt jeg ikke havde gjort noget, men intet kunne tale min mor til fornuft. Når hun havde bestemt sig, skiftede hun ikke mening, om så Jesus kom ned fra himlen og fortalte hende det modsatte. Det har hun selv fortalt os.

Nu stod hun altså selv og hev og ruskede i den med vilje, efter alle de gange hun havde beskyttet sin lille engel, for han var hendes engel, mere end jeg nogensinde ville blive. Han var jo hendes ældste barn, en dreng, han havde i hvert fald fået flere rettigheder, gaver og kram end jeg havde fået i løbet af mit otteårige liv dengang, jeg skulle ikke regne med at få mere end ham. Selv tæsk fik han mere af, for her var det ham der ikke løb væk og gemte sig i et hjørne, som jeg.

Min mor stod nu ikke bare ruskede hans arm, hun slog ham også på armen, i ansigtet og hovedet, mens hun råbte og skreg, at han ikke skulle svare hende igen, og at vi begge kun bragte problemer i familien. Hver gang min mor nævnede det, kunne jeg virkelig lade alle mine frustrationer gå ud over hende. Det var simpelthen noget af det værste hun kunne fortælle os, vi følte altid, at vi var problembørnene.

Jeg stod selv lammet, og bare bad til at han ikke ville gøre noget dumt igen, og selvfølgelig gjorde han det. I stedet for at græde som et hvert andet barn ville have gjort efter dén oplevelse, tog han simpelthen og knyttede sin næve og gav hende et ordentligt slag og råbte, at hun skulle holde sin kæft.

Jeg stod nu selv og bare kiggede fra dém, til min far, som i øvrigt altid lige valgte at smutte ind i det rum længst væk fra skænderiet, hvilket han da også gjorde denne gang. Jeg vidste ikke engang, hvor han gik hen, og det var ikke engang fordi lejligheden var særlig stor. Min mor stod selv chokeret efter slaget, for hun havde slet ikke forventet sådan en reaktion, hun havde sænket armen, men havde dog stadig et fast greb i ham. Hun ville tydeligvis ikke have armen sænket ret længe, ingen i familien skulle slå hende. Så gav hun ham pludselig en  lussing, og det værste var at jeg stadig kunne se aftrykket længe efter den dag. Jeg opdagede at jeg havde lukket øjnene, og åbnede dem nu igen, og jeg prøvede at gøre mit bedste, for at få min mor til at stoppe og prøve at tale hende fra mere vold, men hun skubbede mig bare hårdt væk, så hårdt at jeg næsten røg ind i bordet, og hun var allerede godt i gang med at varme kniven op. Køkkenet var lige ved stuen, der var ikke engang en dør, så vi kunne sagtens høre hende skælde ud hele vejen derhen. Jeg tvivler ikke på, om vi også kunne have hørt det, selv hvis der havde været en dør, så højt råbte hun af os.

Jeg kiggede på min bror og så, at et par tårer trillede ned af hans kinder, mens han snøftede. Hans kinder var helt røde, og han rystede voldsomt, mens han holdte om sin dårlige arm, og jeg kunne se på ham, at han havde virkelig mange smerter i den. Jeg hviskede hurtigt til ham, hvorfor han havde gjort det? Men han end svarede mig ikke, jeg vidste godt, at han prøvede at holde tårerne tilbage, og at han følte skyldfølelse, fordi det her nu også gik ud over mig. Jeg fik selv dårlig samvittighed over det, og for første gang i lang tid i sådan en situation, var det mig, der var gået hen til ham og lagt en hånd på hans ryg og trøstet ham. Aldrig i livet om han ville græde ud på min skulder og vise alle sine svage sider, og hvis jeg kunne dengang, havde jeg med glæde drillende fortalt ham, at det ville han komme til og ikke stadig være den hårde type han håbede på, men han gav mig da et knus og snøftede endnu voldsommere. Jeg kunne uden problemer mærke, hvor skidt han havde det, han behøvede ikke engang at fortælle det.  Min mor kom så tilbage inden jeg nåede at rykke mig væk igen, og hun fandt selvfølgelig også en grund til at slå mig, jeg skulle nemlig ikke stå og trøste ham, for de problemer han havde skabt, mente hun. Slaget ramte mig på skulderen, og hun skubbede mig derefter også voldsomt fra ham. Jeg græd dog heller ikke, da hun slog mig, for jeg ville ikke vise, at jeg var svag lige nu. Jeg var blevet alt for vred på hende, men jeg var nu stadig ret bange.

Hun slæbte hurtigt min bror ind i køkkenet, og han gjorde modstand med vilje hele vejen derhen. Indeni kunne jeg ikke lade være med at smile, og håbede sådan at han ville slå igen, hvilket hun fortjente, men jeg vidste godt det bare ville gøre hele situationen værre.

Jeg så nu, at hun tog kniven op af komfuret, hvor hun havde ladet den ligge for at blive varm. Hun råbte ikke ''sig undskyld!'' først, som det nok ville have været normalt, så han kunne slippe for at blive brændt. Min brors krop stivnede, da han også fik øje på kniven, og hans ide om at vride sig fri af hendes greb virkede ikke længere. Hun rykkede ham bare hårdt i den dårlige arm, og lagde kniven på hans højre skulder og råbte et eller andet, hun skældte ham sikkert bare mere ud. Men det eneste jeg kunne høre var min brors skrig. Jeg begyndte nu at græde, og jeg tiggede hende næsten om at holde op, ikke fordi jeg tænkte over at det var min tur bagefter, jeg kunne bare ikke holde ud, at se hende gøre det, og jeg kunne heller ikke bare kigge væk eller lukke ørerne. Hun ænsede mig dog ikke.  Hun brændte ham flere gange på armen, maven, og hun undgik ikke engang at brænde ham ved kæben, men hun gjorde det sjældent i ansigtet. Hun var helt bestemt klar over, at det var forkert, så hun ville nok ikke opdages, regner jeg med.  Jeg havde aldrig hadet hende så meget som nu, og jeg var sikker på at ingen af os ville blive gode venner og tilgive hinanden igen de næste par dage. Min bror græd og skreg også nu, og han bandede heller ikke af hende som de første gange, hun havde ladet den varme kniv røre hans hud. Allerede efter at hun havde brændt ham de første par gange, fik han fremstammet et 'undskyld', og nu græd han bare, at hun skulle holde op. Jeg kunne virkelig ikke holde ud at høre ordene ' 'mor, hold op'' det gav mig bare en fornemmelse af, at det var hende mod os, at hun bare var et eller andet ondt, der gik imod os, og vi hele tiden skulle være på vagt. Det var meningen, at hun skulle være den der skulle tog sig kærligt af os, hvilket hun aldrig gjorde, efter min mening.
Jeg fik samme omgang bagefter.

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...