Barndommens mørke

Sheilas liv har ført til syge tanker, der gør at hun i en periode var ved at ende i en form for spiseforstyrrelse. Det er hverken mobning eller blot almindelige teenageproblemer, hvor skænderi mellem veninderne er, hvad der ligger bag, men familieproblemer. Hendes mor er hvad der går hende mest på, eftersom det er det værste, og det er hvad der gør at hun til sidst ender med alt den selvhad og depression, især da hun får konstateret en psykisk sygdom, hvilket hendes mor slet ikke kan acceptere. Det handler alt i alt om at man igennem dagbogen følger hele Sheilas opvækst, som er den hun foragter aller mest i sit liv... :)

3Likes
5Kommentarer
656Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg vil nu starte med at fortælle noget, der har ændret fuldkommen på den jeg er. Måske vil det komme til at virke som om, jeg inderst inde kun søger medfølelse eller oven i købet opmærksomhed, men det er slet ikke sådan, jeg ser på det, kære dagbog. Det hele holdes nemlig dybt skjult, hvor kun jeg selv ved, hvad det er jeg har i tankerne fremover. Men der har dog været noget, der satte disse tanker i gang, og det vil jeg selvfølgelig ud med nu, og det er det, der gør at jeg nu står i den situation, som jeg gør.

 

Ser du, min mor slog os. Både jeg og min bror, vi reagerede dog meget forskelligt.

Eftersom han er et år ældre end jeg, har han altid været den, der turde mere end jeg gør, den der svarede igen, og den der kan stå på egne ben og ikke har behov for at vise, at han har brug for nogens støtte, og det kan stadig gøre mig så jaloux den dag I dag.

Han var dog - for at komme tilbage til emnet - også meget stædig og havde et meget stort temperament - vi snakker nær ADHD her. Det at han svarede igen, skubbede og kunne gøre alt det, når min mor slog os, gjorde at jeg altid bare lod ham om det.  Jeg var jo bare en lille dum pige, der havde en der kunne svare mor igen, og trøste mig når vi var alene. At det var sådan gjorde, at jeg altid havde tænkt det nok bare var en lille fase alle gik i gennem, og når jeg alligevel havde en, der kunne bakke mig op og klare det meste, som jeg ikke kunne, gik det jo. Problemet var bare, at hun ikke kun slog os, hun brændte os også, med bladet på en kniv, og jeg vil aldrig komme til at forstå, hvorfor jeg ikke viste det til nogen, og det værste var, at ingen lagde mærke til det.

Jeg havde virkelig muligheden lige foran mig, eftersom mine sår efter kniven havde brændt min hud virkelig meget, og det var tydeligt.  Det var vel frygten der gjorde, at vi var tavse omkring det. Det skulle vi i hvert fald ikke have været. Der var dog én episode jeg husker særlig tydeligt og ikke kan få ud af hovedet, når jeg den dag I dag sidder og tænker over alt, hvad min mor har gjort, der har ødelagt vores barndom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...