Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den:

Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
834Visninger
AA

9. Venner eller fjender

 

Ronan kiggede sig omkring på gangen. Der var mange døre, de havde alle tal på. Men de var ikke i rækkefølge. Sært, tænkte han. Pludselig tumlede han omkuld. Han kiggede op, og så en ung dreng ligge foran ham. ”Det må du undskylde, jeg gik i mine egne tanker” Ronan kom på benene. ”Det gjorde jeg vidst også” Han så ung ud, omtrent på alder med ham selv, gættede han. ”Er du ikke ny her?” Ronan nikkede. ”Jeg syntes heller ikke jeg har set dig før. Mit navn er Dean” sagde han og ragte hånden frem i mod Ronan. Dean var en meget spinkel und fyr. Hans mørkebrune hår sad i alle retninger, men den lyserøde cardigan han bar, ledte opmærksomheden væk fra den fuglerede til en frisure. Ronan tog i mod hans hilsen, og præsenterede sig. ”Du er en af de ny ankommende flygtninge ikke? Du ham LEX-fyren” Ronan nikkede og så ned, mon det var sandt, dømte de ikke LEX-børn her? ”Det skal du ikke være flov over, jeg er også et LEX-barn” sagde han så. Ronan så glad på ham. Et LEX-barn? Han havde aldrig mødt et andet LEX-barn før.

Kia blev lidt skuffet over det ikke var Ronan hun så. Hun åbnede døren på klem og kiggede ud. ”Kemer?” Kemer stod stadig kutteklædt og med skjult ansigt til øjnene. Uden varsel, skubbede han hård, døren ind. Kia faldt tilbage, men kom på benene. Han smækkede døren bag sig og hævede sin pistol. ”Hva… hvad gør du?” I det samme rev han lagnet der dækkede hans næse og mund. ”Cae… Caeleb?” Caeleb smilede. ”Du troede ikke jeg ville finde dig her?” Rystende trådte hun tilbage. ”Bliv hvor du er!” skreg han og hun frøs på stedet. ”Hvorfor kan du ikke lade mig være?” Han grinte. ”Hadet driver mig lillesøster…” Han gik tættere på hende og trykkede pistolen mod hendes pande. Hun lukkede øjnene, men han skød ikke. ”Tror du jeg vil dræbe dig?” Kia åbnede øjnene. ”Du peger en pistol mod mit hoved?” Han sank den. ”Jeg tilgiver dig ikke hvad du gjorde” sagde han. ”De sidste par år har jeg levet i skyggen af dig, det du gjorde mod far var utilgiveligt, men du min eneste familie og jeg lever for at beskytte dig. Tilgiv min humoristiske sans. Jeg kontaktede min ven Hector, fordi jeg havde hørt noget om et snigmord på dig. Hector sendte bud efter Ronan Park, som du jo kender, jeg vidste han ville hjælpe dig. Og se dig nu…” Kia kiggede uforstående på ham. ”Du forsøgte at dræbe mig, men du dræbte en uskyldig lille dreng i stedet!” Caeleb rystede på hoved. ”Du forstår vidst ikke. Jeg var ikke noget frem i tide, og vis den lille dreng ikke havde været der, var du sandsynligt blevet skudt. Han må have troede det var dig, rummet var jo mørkt. Men den mand i søger lever ikke mere. Jeg skød ham. Jeg ville have dig i sikkerhed. Og sørgede for at vagterne opdagede jer i tanken, så i kunne stikke af til fabrikkerne og være i sikkerhed hos en anden god ven, som kunne sende jer videre”.  Kia så på ham. ”Arthur?” Han nikkede. ”Arthur sendte jer ud af byen, og jeg sørgede for at lede Russels tropper i mod jer” Han stak pistolen i skeden. ”Men du var så kold og stolede ikke på os?” Han rystede på hoved. ”Min rolle i Russels team, er bland andet, den der ikke stoler på fremmede, men nu er du her, og du er i sikkerhed” Kia så mistroisk på ham. Om det så var sandt, forklarede det ikke pistolen. ”Men pistolen, og hvorfor skulle du være så grov, henne ved døren” Han trak på skulderne. ”Ville du have lukket mig ind? Ville du have talt med mig? Jeg kunne ikke være sikker på du ikke havde en pistol i nærheden” Kia så ned, han var bange for at hun kunne finde på at skyde ham, ligesom far? ”Jeg har altid troet du ville slå mig ihjel” han gik hen og omfavnede hende. ”Du min lillesøster… det at jeg ikke tilgiver det du gjorde, betyder ikke at jeg ikke stadig elsker dig” Hun krammede igen. ”Men du må love mig, ikke at fortælle om mig, jeg er Kemer her, og du må love mig du ikke forlader magten i syd!”. Hun nikkede.

Ronan og Dean havde siddet og snakket længe da Dean pludselig sagde. ”Det er længe siden vi har fået flygtninge ind, som har sagt ja til tjenesten. Vi havde en gut, her for nogle år siden. I starten var han meget mærkelig, men efter lidt til blev han hel vild efter at komme på Russels snigepatrulje, Han sagde hele tiden han havde noget vigtigt at ordne. Han har nu altid været lidt sær” Ronan kiggede på ham. ”Russel? Sagde du Russel?” Dean nikkede. ”Ja, han var blandt andet med på den mission der fandt jer, han går altid i helt sort tøj, det kan være du har set ham?” Ronan nikkede. ”Kemer” Dean rynkede brynene. ”Eller kender ham…” Ronan lænede sig tilbage i stolen. ”Han så godt nok lidt mærkeligt på os.” Pludselig han kom i tanke om Kia. ”Jeg er nødt til at gå nu” Sagde han og rejste sig hurtigt. Han kunne mærke Deans øjne følge ham. Da han langt om længe fandt døren med det nummer Carm havde givet ham, bankede han på. Døren blev åbnet og Kia omfavnede ham før han nåede at gøre noget som helst. ”Du okay??” Spurgte hun og krammede ham igen. ”Ja ja, og dig?” han kiggede på hende. ”Du har fået dig et bad” Hun smilede og kiggede ned. De gik ind i suiten og Kia satte sig i sofaen. ”Hold da op!?” Hun smilte. ”Ja det tænkte jeg også da jeg så den… Men Ronan?” Ronan kiggede hen på hende. ”Min bror er her” Hun tav. Ronan stirrede på hende. ”Har han opsøgt dig??” Hun nikkede. ”Han gør os ikke noget” Og så fortalte Kia alt hvad Caeleb havde sagt. Ronan rystede på hoved. ”Kemer?... Jeg tror ikke vi skal stole på ham” Kia blev en smule fornærmet og rejste sig. ”Det er min bror!? Han har sørget for vi kom hertil i live!” Ronan rystede på hoved igen. Og gik hen til de kæmpemæssige vinduer. Af en eller anden grund, kunne han ikke få sig selv til at stole på det Kia havde sagt. Ikke at forklaringen ikke var sand, men mere en følelse han fik i maven.

Kia blev små sur på ham og vendte om og gik ind på værelset. Ronan satte sig i vindueskarmen og tænkte. Han tog fat i sin kæde og kiggede på den. Glasset var helt rent og mønstret i den var meget mere synligt end før. Han tog den op og kiggede igennem den. Det var lidt tåget at se igennem det lille forstørrelses glas, så han kunne intet se.

Kia betragtede ham, fra en dør på klem. Den halskæde, hvor var det nu lige hun havde set den før? Hun slog blikket ned og forsøgte at huske. Og med et huskede hun samtalen med: ”Arthur?” Sagde hun for sig selv. Hun så op, og måtte træde chorkeret tilbage, da Ronan stod lige foran hende. ”Hvad er der med Arthur?” Spurgte han. Hun lod blikket falde ned på maven hvor hans halskæde plagede at hænge. Men Ronan havde stukket den under trøjen. Uden varsel stak hun hånden ind på hans mave og greb fat om halskæden. Ronan så lidt forskrækket på hende, og tog så fat om hendes hånd. ”Hvad vil du med den?” Kia løftede hans trøje lidt op og åbnede hånden. ”Jeg har set den her før” Sagde hun så. Ronan smilte. ”Jeg har også haft den på et par gange” Hun rullede med øjnene og sagde: ”Nej, jeg mener, at jeg har set den før, på et billede, et billede der ikke var dig” Ronan tørrede smilet af munden. ”Det er en familie arv, det kan umuligt have været den samme” Kia nikkede. Trods billede af den unge kvinde med smykket om halsen var sløret, var hun helt sikker. ”Arthur viste mig et billede, af en ung dame, hun bar smykket, han sagde det var hans svigerdatter på hendes bryllupsdag. Det eneste billede han havde til minde om hans søn og hans familie” Ronan sagde ingenting. ”De blev slået ihjel, på grund af deres families afstamning” Ronan så alvorligt på hende. ”LEX?” Hun trak på skulderne. ”Muligvis” Hun slap smykket og trak hånden til sig. ”Jeg må tilbage” sagde han. ”Jeg må tale med Arthur” Kia rystede forskrækket på hoved, og tog fat i ham. ”Nej! Det må du ikke, det kan du ikke” Ronan rev sig fri og forlod suiten.

Senere bankede det på hos Kia igen. Det var ikke Ronan som hun havde håbet, men Dean. ”Damn! Ronan sagde godt nok du var lækker!” Kia rullede med øjnene og skulle til at lukke døren. ”Hey!” Dean satte en fod i døren, så ikke den kunne lukke. ”Hvor er Ronan for resten?” Kia trak på skulderne. ”Ved jeg ikke, og er også ligeglad” Hun trak i døren, men Dean flyttede sig ikke. ”Han var bare så mærkelig da han gik. ”Du har kendt ham i 3 timer Dean, det forbløffer mig at det kommer bag på dig?” Dean trak på skulderne. ”Du kender mit navn” Sagde han lidt flirtende. Kia sukkede dybt. ”Det står på det lille navneskilt på din trøje” sagde hun. Dean så flovt ned, han havde glemt han stadig havde arbejdes tøj på. ”Okay men vis du ser ham, så leder Kemer også efter ham” Dean trak sin fod tilbage. ”Vent! Hvad?” Dean stoppede lidt nede af gangen. ”Ja Kemer, ham der den spøjse fætter, der hele tiden vil på missioner til norden” Dean vendte sig og gik videre. Kia tænkte ikke længe over det, men måske var der noget i Caelebs forklaringer der ikke hang sammen. Hvordan kunne Caeleb have fulgt efter dem og passet på dem, hvis han kun havde haft muligheden når Russels mænd tog afsted? Og hvordan kunne han så vide hvornår lejesoldaterne han snakkede om, skulle dukke op? Hun måtte finde Ronan.

Himlen var fuldkommen blå. Ronan stod og betragtede den, fra en af højhusets mange altaner. Han stod og hang lidt ud over gelænderet. ”Gir du en smøg?” Han vendte sig om. Kemer stod bag ham og smilede, men Ronan gennemskuede hans smil men sagde så: ”Selvfølgelig” og rakte pakken med cigaretter hen imod ham. Kemer tændte den og stilte sig ved hans side. ”Kan du lig min søster?” Ronan havde ikke forventet det spørgsmål og tøvede med at svare. ”Du tøver? Bare rolig hun kan i hvert fald ikke lig dig” Ronan smilede og tog et sug i smøgen. ”Nej, det har jeg bemærket” Kemer pustede røgen ud gennem næsen. ”Så bliver det vel heller ikke et problem, hvis jeg beder dig om at holde dig fra hende” Ronan kiggede på ham. ”For det var ikke et led i din plan at jeg også skulle tage af sted efter Loos morder?” Kemer kiggede på ham som om han intet forstod. ”Jeg ved godt dit navn ikke er Kemer, men Caeleb og at du er Kias bror!” Kemer så væk et øjeblik. ”Du er skarp… har jo sådan set lige spurgt om du kunne lide min søster…” Ronan sagde ingenting. ”Tror du jeg vil slå min søster ihjel” Han vendte hoved mod Ronan. ”Ja! Det tror jeg!” Et forskrækket udtryk spredte sig i Caelebs øjne. ”Hvor meget har hun fortalt dig?” Ronan smilte. ”Nok! Jeg stoler ikke på dig, og hvis der er nogle der skal lade Kia være i fred, er det dig!”

Kia løb ned af gangen, da hun stødte ind i Dean. ”Det da pussigt som du følger efter mig! Pigerne vil bare have dig Dean” Sagde han selvsikkert. Kia havde ikke tid til flirt lige nu. ”Dean! Har du set Ronan inden for det sidste stykke tid??” Han lagde hoved på siden. ”Og hvis jeg har!” Kia havde ikke nerver til hans dril lige nu. ”Hvor er han?? Det er meget vigtigt!” Dean lagde hoved over til den anden siden. ”Hvad får jeg for det?” Kia kunne se det var håbløst og gav sig til at gå videre, men Dean tog fat i hendes arm. ”Hvis vi har en date, siger jeg hvor han er?” Kia tøvede et øjeblik. ”Fint! Men hvor er han så?!” Dean rystede på hoved. ”Du skal love det!” Sagde han med løftet pegefinger. ”Jajajaja!! Jeg lover det, sig det nu?!!!??” Han lod de løftede pegefinger falde så den pegede mod en dør i væggen. Kia vendte hoved og så ud af døren. Båder Ronan og hendes bror stod ude foran og røg. Hun var så tæt på at slå ham, men rev sig i stedet fri og gik ud på altanen. ”Heeej I to” de vendte begge hovederne. ”Kia?” Hun nikkede. ”Ronan kommer du lige med engang??” Ronan trak på skulderne mod Caeleb, der skuede ondt efter dem. Kia trak ham væk fra altanen og ud på gangen. Dean der endnu, han betragtede dem, og Kia trak Ronan afsted ned af gangen. ”Husk vores date!!” Hørte de Dean råbe. Ronan kiggede på Kia, der flovt trak på skulderne. Da de var nået lidt væk stoppede hun. ”Okay, det kan godt være du havde en lille smule ret i hvad du sagde om min bror” Ronan fik det smil på, man tager på lige inden de kendte ord, hvad sagde jeg, skulle slippes ud. Kia holdte en pegefinger op foran hans mund. ”Lad være med at sige noget!” Men hans overlegne blik irriterede hende dog stadig. ”Jeg tager med dig” Ronan blev mere alvorlig igen. ”Er du sikker? Hvad med din date, skal vi også have ham med?” Hun rystede irriteret på hoved. ”Jeg skal ikke på date med Dean…” ”Det jeg nu ked af at høre” Dean stod længere nede af gangen. Hvor meget havde han hørt. ”Du havde jo lovet mig det…” Sagde han mens han gik hen mod dem. ”Men du har måske en god grund?” Kia kunne fare på ham når som helst. Han havde presset hende til at sige ja, det var slet ikke fair. Uden at tøve nikkede hun. ”Ja! Jeg skal noget” Dean lagde hoved på skrå. ”Alene?” Kia kiggede på Ronan der tydelig ville holdes uden for. ”Nej!” sagde hun. ”Med Ronan” Dean kiggede på Ronan, der kiggede på Kia med et blik der spurgte: Hvorfor nu det??

”Aha, okay, hvad skal i som jeg ikke kan være med til” Kia trak på skulderne. ”Det er privat” Ronan rynkede panden. ”Hvad har du gang i?” hviskede han. ”Jeg improviserer! Jeg skal ikke på date med den selvglade Dean type!” Dean så på dem mens de hviskede. ”Privat var? Jeg vidste ikke i var så nære venner” Ronan ville tilføje noget, men Kia slog ham diskret men hård i maven. ”Det er vi” Dean så ikke ud til at ville gå. ”Du lovede det ellers” Sagde han så. ”Hvis du har lovet det, kan vores ”private” ting vente til senere” Kia kiggede på ham og han trak sig lidt tilbage. Kia vidste ikke hvad hun skulle foretage sig, men med et vendte hu rundt, lagde armene om Ronans hals og kyssede ham. Ronan strittede ikke imod. ”Hør Dean, jeg sagde det fordi det var vigtigt for mig at finde Ronan, jeg tænkte mig ikke om, jeg er ked af det” Dean trak på skulderne og gik så tilbage af gangen. ”Du burde improvisere noget oftere” Sagde Ronan da Dean var væk.

Ronan fulgte Kia tilbage til suiten. ”Jeg er bange for min bror, kan vi ikke tage afsted så hurtigt som muligt?” Ronan nikkede. ”Vi tager afsted i morgen” Hun nikkede stille. ”Har du også fået dig en suite eller?” Ronan trak på skulderne. ”Det må jeg lige finde ud af, sov godt” Han vendte om for at gå, men Kia tog fat i hans arm, men Ronan rev sig fri. ”Vil du ikke godt blive” Ronan vendte sig mod hende. Langsomt gik han hen tilbage mod hende, men stoppede så. ”Det vidst ikke sådan en god ide” Kia så på ham som om det han havde sagt havde forskrækket hende. Hun tøvede lidt. De kiggede længe på hinanden, fra hver sin side af dør åbningen. Med et gik hun tilbage mod Ronan og kyssede ham, ligesom hun havde gjort tidligere. Et øjeblik kiggede de hinanden dybt i øjnene, så lukkede Kia øjnene og kyssede ham igen.

Først var kysset meget yderligt, men da Ronan spørgende lod sin tunge presse sig ind i hendes mund, gav hun efter. Ronan løftede hende op og gik ind i suiten, med foden lukkede han døren. Han følte sig vej gennem suiten og nåede soveværelse, hvor han lagde Kia på sengen. Hun stoppede ikke med at kysse ham, og førte sine hænder ned langs hans mave til enden af trøjen. Langsomt hev hun den af og lod sine fingre mærke hans varme overkrop. Ronan lå foroverbøjet ind over Kia, men han gjorde ikke anden en at kysse hende. Efter lidt tid, tog han sig sammen og forsøgte sig med hendes trøje. Kia hjalp med at få den af, og nu var det Ronans tur til at føle hendes overkrop. Hendes skuldre skinnede i lyset fra den lavtstående sol. Han flyttede sine kys til hendes kind, videre til hendes hals og fortsatte ned til maven. Kia bed sig i læben. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvad det var hun havde kastet sig ud i. Langsomt bevægede Ronan sig op mod hendes mund igen. Et øjeblik kiggede han hende dybt i øjnene, så bøjede han hoved ned og kyssede hende igen.

Ronan stod stadig bøjet over hende. Hun smilede men hun kærtegnede hans kind. ”Jeg skal nok blive hos dig” sagde han så. Hun smilede igen, og han kyssede hende blidt på panden. Om natten lå hun tæt op af ham, og kørte sin hånd rundt på hans mave, længe efter han var faldet i søvn. Men efter lidt tid lukkede hun også sine øjne helt i.

Tidligt næste morgen vågnede Kia ved en lyd. Hun satte sig op i sengen og kiggede rundt. Ronan var væk. Hun tog en trøje på der lå på sengen og stod op. Trøjen var alt for stor, det var sikkert Ronans. Hun gik ud fra soveværelset. Der lå en taske og nogle ting på gulvet, Ronan sad ude på altanen. ”Du har allerede pakket” Ronan nikkede og slukkede sin cigaret. Han gik hen til hende. ”Det vidst min den der” sagde han og hev trøjen af hende. Kia kiggede rundt på de andre altaner, hun stod jo sådan set kun i undertøj. Ronan trak trøjen over hoved. Kia stilte sig op ad ham, og han lagde armene om hende og sådan stod de lidt. ”Hvordan kommer vi ud?” Han smilte. ”Det ved jeg ikke endnu” Hun grinte lidt. ”Du improvisere?” Han nikkede. ”Kom, vi skal have pakket det sidste, det er nemmest, at komme med en forklaring til de folk vi skulle støde på, som ikke er der” Det måtte hun give ham ret i.

Gangene var ganske vidst tomme, men muligheden for at komme væk, var stadig svær. De skulle finde de flyvene kapsler, ellers ville de ikke klare faldet. ”Hej!” Ronan og Kia vendte sig om, de var blevet set af den første… ”Dean?” Kia så på Ronan. Dean nikkede. ”Ja! Hvad laver i? hvor skal i hen med den taske?” De så på hinanden og ventede på den anden skulle svare. ”I stikker af!” Kia gispede. ”Nej det gør vil ikke! Bestem ikke, vel Kia” Ronan gav bolden videre. ”Nej slet ikke!” Dean så tøvende på dem. ”I er begge dårlige til at lyve” sagde han så ”Men jeg skal nok lade være med at afsløre jer” De pustede begge ud. ”Hvis, i tager mig med” Kia rystede på hoved og kiggede på Ronan. ”Det kan vi ikke, vi vil ikke risikere dit liv, for hvad vi gør” Dean grinte. ”Visse vase! Jeg tager med! Jeg skal jo også lige have en chance for at score Kia tilbage ikke!” Kia så en smule vredt på ham. ”Vi har aldrig været sammen…” Dean forsøgte at se trist ud. ”Det må du ikke sige min skat” Ronan afbrød. ”Vi har ikke tid, og vi kan ikke tage dig med, så må du sige det eller lade være, vi vil være over alle bjerge der” Han gav tegn til Kia at de skulle gå. ”Jeg ville da gerne vide hvordan i kommer ud? I har jo helt afgjort ikke tænkt jer at bruge skakterne” De stoppede og vente sig i mod ham. Det største grin bredte sig på Deans læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...