Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den:

Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
850Visninger
AA

11. Tre grund regler

 

Hele Ronans krop var øm, øm som bare pokker. Det var næsten umuligt for ham at rejse sig. ”Hey! Du er vågen!” Adam sad med ryggen til ham. ”Hvordan ved du det når du ikke kan se noget…” Han drejede hoved og smilede. ”Jeg er måske blind, men jeg er afgjort ikke døv!” Han vendte sig igen. Ronan kiggede efter Kia der til hans lettelse stadig sad i sit hjørne. ”Kia?” Hun kiggede op. Med et kravlede hun hen til ham. Han bemærkede hurtigt at hun ikke længere var bundet. Han løftede sine egne armw, som kun bar spor af de reb der engang havde siddet der. ”Hvordan er vi?” Hun satte sig ved siden af ham og holdte om ham. ”Jeg bliver hentet om få timer, han syntes vi skulle sige farvel, ordenligt” Ronan pustede ud. ”Pænt af ham…” Han betragtede hendes arme og hænder der ikke alene var beskidte, men forslået, hevede og fulde af blå mærker. Han kiggede op på hende. Blå mærker og hævelser var der nok af. Han strøg sin hånd over hendes kind. Han kunne se det gjorde ondt, men da hun lagde sin egen hånd oven på hans, trak han den ikke tilbage. ”Jeg skal nok komme ud! Og når jeg gør det, finder jeg dig!” Hun nikkede mens tårerne piplede ud af hendes øjne. Med en kraftig anstrengelse løftede han sig lige højt nok op til at nå hendes læber. ”Hey! Jeg er her stadig!” Sagde Adam, og følte sig overset. Kia hjalp Ronan op og side. ”Hey, i to! Kom her over!” Adam var stadig i lænker. ”Hvordan kan det være at vi var bundet med snor og du med lænker?” Spurgte Ronan da de sad foran den blinde fyr. ”Hvis du skal være her i længere tid, er det muligt at bide sine reb over. Derfor lænker” Han smilede. ”Du virker ikke særligt skræmt, af at være her” Sagde Kia. ”Næh. Jeg har nok bare været her for længe” Han trak på skulderne. ”Det er utroligt du ikke er blevet skør” Adam lo. ”Tja, jeg kan da fortælle jer mit lille trick!” De rykkede sig tættere sammen. Adam bad Kia om at fjerne hans forbinding. Hans ansigt var fyldt med dybe riller, som om hans øjne var blevet skåret ud, men sad for meget fast til det kunne lade sig gøre med et snit. ”Ja det er ikke et kønt syn vel? Hector har aldrig været dygtigt med en kniv” Han smilede let. ”Kia? Hold min forbinding op foran mine øjne. Du skal ikke binde den, bare holde den, så skal jeg forklare jer noget” Kia gjorde som han sagde. ”Der er en masse ondskab i verden, og for at undgå den, er der tre grund regler. Du ser ikke på ondskaben” Han pegede på forbindingen. ”Du lytter ikke til den” Han famlede efter Ronan og fik til sidst fat i hans hænder, som han blød lade ud for Kias ører. ”Og du taler hverken til eller med den” Han lagde sin egen hånd over Ronans mund.

Ronan sank sine hænder, og Kia forbandt Adams øjne. ”Hvis i følger dem, kan i snilt klare at være her i længere tid”. ”Meget rørende Adam…” Hector stod i døren. Ronan lå mærke til Hector denne gang var bevæbnet. Adam trak sig tilbage. ”Bliv der!” Adam gjorde med det samme hvad han sagde. Han vinkede Kia hen mod sig, og Ronan bad hende gøre det. Hector band hende hænder stramt, og selvom man kunne se smerten i hendes ansigt sagde hun ingenting. Lidt efter vendte han sig om og kiggede mod Ronan. Han pegede hen på væggen. ”Kravl der over” Ronan opdagede med det samme lænkerne i væggen. Han kravlede derhen. ”Tag dem på” Ronan kiggede uforstående på ham. ”Tag dem på! Du skal bare klikke dem om dine håndled” Han samlede en af lænkerne op. Hector nikkede. ”Tag den på… om dit håndled” Den klikkede kort. Ronan hev i lænken. ”Ja når den først er på, skal der en nøgle til at få den af” Ronan klikkede den anden om sit andet håndled. ”Også den store” Han pegede på en større ring der lå tæt op af væggen. ”Hvad er den til?” Hector lo. ”Haha, hvad tror du?” Ronan svarede ham ikke. ”Omkring halsen” Ronan tøvede og løftede den op mod halsen. ”Hvis du vil behandle mig som en hund inden du slår mig ihjel, jeg beder dig gør det nu” Han lo igen. ”Jeg slår dig ikke ihjel, det har jeg ikke fået ordre til, tag den på!” Han klikkede den om sin hals. Hector smilede. ”Og nu til dig” Han tog fat i Adam. ”Hvad vil du gøre ved ham som du ikke allerede har gjort! Din syge stodder!” Hector vendte hoved mod Ronan. ”Pas på hvad du siger! Ham her fortjener det” Ronan vidste ikke hvorfor, men en sær følelse fik ham til at tie stille. Han sad nu bare og så Hector give Adam bank.

Adam lå livløs på gulvet. Kia sagde ingenting, hun sad bare krummet sammen i sit hjørne. Ronan sad bare og betragtede Adam. Billeder af Hector der tævede ham, kørte forbi som et slideshow. ”Her er hun så” Med et forsvandt alle billederne, og Hector kom til syne. Han kom ind sammen med et sort hætte beklædt menneske. ”Du har tævet hende?” Hector smilede. ”Åh ja! Hun for ikke sær behandling” Den sorte skikkelse tog et truende skrid hen mod ham. ”Jeg bad dig om ikke, at gøre hende fortræd!” Ronan genkendte med det samme stemmen. ”Caeleb” Han vendte sig om. ”Eller Kemer…” Caeleb sendte ham et truende blik. ”Han ved det ikke gør han?” Ronan smilede. Hector så på Caeleb. ”Ved hvad?” Caeleb begyndte at løsne Kias reb. ”Det er ligegyldigt” Men Hector gav sig ikke. ”Caeleb! Hvad fanden snakker han om?!” Caeleb rejste sig og kiggede på ham. ”Der er meget du ikke ved om ham Hector!” Sagde Ronan. Caeleb slap sin søster og gik hen til Ronan. ”Hvad vil du gøre? Hvordan vil du forklare det?!” Han tog fat i ham. ”Du er ynkelig!” Så gav han slip på Ronan og vendte sig mod Hector. ”Caeleb!” Caeleb rystede på hoved. ”Jeg har ikke tid til det her!” Han trak sin søster op i armen og trak hende hen mod døren. ”Stop!” Hector løftede sin pistol i retningen mod Caeleb. ”Er du sikker på det der er klogt Hector?” Han sank ikke pistolen. ”Du kender mig… Du ved du ikke kan slå mig” Hector smilede. ”Jeg tvivler faktisk på om jeg gør! Men siden jeg kender dig, hvorfor siger navnet ”Kemer” mig så ikke noget?” Han trak på skulderne og fortsatte med at rykke sin søster. ”Hvad fanden har du gjort ved hende! Hun kan jo ikke engang gå!?” Hector sank stadig ikke pistolen. ”Du går ingen steder!”

”Hører du virkelig på hvad det monster der siger? Dræbte hans familie ikke din far? Hvad for dig til, at tvivle!?” Hector tav. ”Du kender mig Hector! Og du kender mig også godt nok til at jeg ingen toldmodighed har, OG at jeg til en hver til kan slå dig ihjel!” Hector sank pistolen. ”Truer du mig?”. ”Hver nu ikke dum Hector!” Han hev Kia ud af døren. Hector kiggede på Ronan. ”Dit skadedyr!” Han slog ham hårdt i ansigtet og fulgte så efter Caeleb.

Adam vågnede nogle timer efter. Han satte sig op og tog sig til hoved. ”Er du okay?” Spurgte Ronan. Adam nikkede. ”Kia er væk” sagde han så. ”Det jeg ked af” Sagde Adam og satte sig op ad væggen. ”Vi skal nok slippe ud! Og når vi gør det kan Hector få den straf han fortjener, specielt for det med dine øjne” Adam trak på skulderne. ”Det går nok”. ”Det går nok? Er du slet ikke vred på ham? for det han har gjort?” Adam rystede på hoved. ”Men?” Adam lænede sig frem. ”Som jeg fortalte jer. Jeg ser ikke ondskaben, så jeg vil ikke høre eller tale med den, det gør mig stærkere”. ”Hector er den ”ondskab” du ikke vil tale med ikke” Han nikkede. ”Han fratog mig retten til at se”. ”Hvad mener du med det? Bestemte han over dig?” Adam nikkede igen. ”Engang kunne jeg se, og dengang ejede han mig”. ”Hvordan ejede” Adam smilte. ”Han kunne gøre med mig hvad han ville. Husarbejde, havearbejde måske skulle jeg skaffe nogen afvejen. Min sidste mission gik galt, så han spærrede mig inde her.” Ronan rynkede brynene. ”Hvor var du før?” Adam pegede i mod det han troede var retningen af døren. ”Derude. Hos ham”. ”Så han flåede dine øjne ud fordi din mission mislykkedes?” Adam smilede og rystede på hoved. ”Ihh nej! Det skete for noget tid siden, da jeg sagde ham imod”. ”Så han sendte dig på missioner… blind?” Han nikkede. ”Hvad helt præcist skete der på din sidste mission?” Han trak på skulderne. ”Jeg dræbte den forkerte” Det gav et sug i Ronans mave. Var Adam Loos morder?

 ”Den forkerte?”. ”Adam havde ikke noget at gøre med mordet på Loo” Lydløst som altid stod Hector i døren. ”Hvem er Loo?” Spurgte Adam. ”En god ven” Adam bøjede hoved. ”Det jeg ked af” Hector lo. ”Ikke en skid du er!” Sagde Hector. ”Hvordan er du blevet sådan?” Hector lænede sig op ad væggen. ”Hvad mener du?” Ronan pegede mod Adam. ”Flået hans øjne ud? Og hvad havde ham der gjort?” Han pegede mod Pete. ”Jeg ejer Adam! Jeg kan gøre hvad jeg vil, uden han kan bebrejde mig noget. Og ham der, havde fortjent det…” Ronan rystede på hoved. ”Var det her din hobby, ved siden af da vi var venner?” Han smilte og satte sig ned. ”Det var mit job”. ”Job?” Hector nikkede. ”Så dit job er at spærre folk inde og tæve dem?” Sagde Ronan. Han trak på skulderne. ”Jeg ordner magtens fjender på min måde, du gjorde det på din”. ”Ejer du så også mig nu?” Han lo. ”Nej, Adam ejer jeg kun af én grund, som han tydeligvis ikke har fortalt dig, vel Adam” Adam rystede på hoved. ”Han er min store bror” sagde Adam så. Hector smilede. ”Siden han forrådte magten, har de givet mig lov til at gøre med ham, hvad jeg ville”. ”Og det gjorde du ved at sende ham blind på en mission, og straffe ham for det, fordi han laver en fejl”. ”Det jo ikke dit problem vel”. ”Og ham der? Hvad gjorde han så galt?” Hector rejste og gik hen mod ham. ”Han skød Loo”. ”Hvad?”. ”Jeg kunne lide den dreng! Så jeg opsporede ham, og tro mig han led” Han vendte om og gik hen mod døren. ”Og hvad kommer der til at ske nu?” Han trak på skulderne. ”Jeg har kun fået ordre om at holde dig her, ikke andet, så lige nu, ingenting” Han gik ud, og lukkede døren efter sig. Da Hector var væk, begyndte nogle ting at simre i Ronans hoved. Hvis ham der havde dræbt Loo… så havde Caeleb jo løget!

Ronan begyndte at få store smerter i løbet af natten og Adam måtte kalde på sin bror flere gange. ”Hvad sker der?”  Træt valkede han ind i rummet, og fandt Ronan badet i sved. ”Piller?” Adam nikkede. ”De skulle vist tage smerterne” Hector havde jo taget alt hvad der var på ham. Og gik ud for at lede efter dem. Han kom snart tilbage. Han helte et par stykker i munden på ham, og lidt efter faldt han til ro. ”Jeg vidste ikke du tog piller?” Ronan kæmpede sig op og sidde. ”Jeg er ikke stolt over det” Hector pegede på hans arm. ”Et ar?” Ronan nikkede. ”Det bliver ved med at vokse til jeg ved hvad der er sket” Hector trak på skulderne. ”Din familie blev teknisk set myrdet ikke?”. ”Det siger folk, men det er ikke derfor… Og hvordan kunne jeg overhoved overleve som den eneste?” Hector rystede på hoved og rejste sig. ”Hvorfor er du så flink?” Han stoppede og gav ham en lussing. ”Jeg kan godt stoppe vis det skulle være” Han smilede. ”Magten ved ikke jeg er her vel?” Hector rystede på hoved igen. ”Hvorfor gør du det så?”. ”De slår dig ihjel” Ronan nikkede. ”Og alligevel skjuler du mig, til trods for du hader mig” Han trak på skulderne. ”Jeg hader LEX og det vil jeg altid gøre”. ”De dræbte din far” Han nikkede. ”Men jeg er ikke et ondt menneske” Ronan rynkede brynene. ”Ja, jeg har slået mange ihjel…” Han vendte og gik hen mod døren. ”Men du har haft en grund” Han nikkede. ”Hvorfor så ikke dræbe mig?” Hector lagde hånden på dørkarmen og vendte hoved. ”Det var din far, der dræbte ham. Ikke dig” Så forsvandt han.

”Du er begyndt at slappe mere af” Ronan kiggede op. Der var gået nogle timer efter Hector var gået. ”Hvad mener du med det?”. Adam smilede. ”Du hader ham ikke på samme måde som i starten. Det er godt du kan bruge mine råd?” Ronan rystede på hoved. ”Han er bare en gammel ven” Adam lo. ”Sikkert, men du ser ikke længere ondskaben i ham, du er begyndt at forstå ham i stedet”. ”Han har en grund…” Adam nikkede. ”Ja, men den respektere du, fordi han også har en indre vrede, ligesom dig”. ”Sikkert… Hvad er det egentligt der gør, at du også forstår ham”. ”Åh, jeg har gjort noget utilgiveligt”. ”Ja?” Han sukkede. ”Engang arbejdede jeg sammen med min bror, men jeg var meget ung, og ikke just erfaren”. ”Hvad gjorde du?” Adam trak på skulderne. ”Jeg skød vores lillebror i hoved” Ronan kiggede lidt underligt på ham. ”Jeres lillebror? Det har Hector aldrig sagt… Men hvordan kan magten så være sur på dig?”. ”Det skulle ikke undre mig han ikke har… Vores mor havde en affærer, med en mand der sad i de højere magter. Min far fandt ud af det og magterne henrettede min mor, for at forføre ham. Min mor var en god ven af din familie, og de lagde sag an mod min far.”. ”De afslørede min families hemmelighed?” Han nikkede langsomt. Din far troede ikke hemmeligheden var sluppet ud, så han skød ham. Så var der kun Hector og mig tilbage. Og Hector fandt hurtigt ud af at udnytte at vi havde en bror højere oppe. Men han udnyttede os i stedet. Så jeg skød ham. Jeg fik en dødsstraf for det, men Hector dækkede over mig”. ”Magten ved ikke du stadig er i live??” Adam rystede på hoved. ”Vi indgik en aftale, han skjuler mig og…” Ronan afbrød. ”Og du mistede retten til at bestemme noget selv” Adam nikkede en enkel gang. ”Jep, som jeg sagde, han ejer mig” Ronan bare rystede på hoved.

Timerne gik. ”Kommer Hector aldrig med noget mad?” Adam sad lænet op ad væggen, han drejede hoved. ”Det kommer an på hvilken humør han er i, oh der er han” Ronan drejede hoved. Han kunne høre låsen blive åbnet. Hector kom hurtigt ind og begyndte at løsne Ronans lænker. ”Hvad sker der Hector?” Efter at have løsnet hans lænker, kravlede han hen til sin bror og begyndte at løsne hans også. Ronan rejste sig og tog fat i Hectors skulder. Hector rejste sig hurtigt op og greb hans arm. ”I må væk! De kommer” Han satte sig ned igen og løsnede Adams lænker helt. ”Hvem kommer?”. ”Caeleb har sladret! De er på vej, og de vil slå jer begge ihjel!” Han trak sin bror op og bar ham ud i køkkenet, og Ronan humpede efter. ”Jeg har pakket den her taske til jer, der er alt hvad i behøver” Han satte sin bror på bordet. ”Caeleb har ikke sladret” Ronan kiggede ned. Hector stoppede. ”Det tror jeg nu han har…” Ronan rystede på hoved. ”Jeg ved han har løget om nogle ting, men af en eller anden årsag er der noget der siger mig, at det ikke er ham, denne gang. Hvad skulle han få ud af det?” Hector vendte sig mod ham. ”Man kan ikke stole på Caeleb, han har kontakter alle steder, jeg har endda hørt, at han har kontakter i syd!” Ronan smilte. ”Det ved jeg… Han sladrede ikke, det tror jeg bare ikke på. Men jeg forstår hvorfor du tror det.” Hector svarede ikke. ”Jeg hørte hvad han sagde Hector! Du er bange for ham”. ”JA! Men vis du ved så meget om ham, hvorfor forbløffer det dig så jeg er bange?” Han gav sin bror en ekstra trøje på. ”Lige det, ved jeg ikke noget om”. ”Hør, Caeleb Nixson er en af de dygtigste lejemordere i norden! Hele hans familie er kendt for deres storhed siden mordet, og deres berømte flugt. De er kendt for at overleve.… Mange siger at Nixson børnene er LEX-børn. Men ingen kan bevise det”. ”Vent? LEX-børn? Tror folk at Nixson familien har LEX i generne? Han hader LEX?” Hector nikkede. ”Ja, det jo også derfor der ingen der rør ham, han kan jo ikke hade sig selv vel.. Hvor fanden har du været henne??” Hector gav ham tasken. ”Og hvis du ikke har glemt det, er der en pris på mit hoved, så jeg bliver…” Hector løftede sin bror op og gav ham til Ronan. ”Han kan ikke gå, hver sød at tage dig af ham” Han tog i mod ham. ”Vent… er du sikker på du ikke vil med??” Hector nikkede, og vinkede ham ud i et baglokale. ”Hør, hvis jeg ikke er der når de kommer, ville de tro jeg har hjulpet jer, og så slår de mig ihjel.”. ”Og vis du er der, slår de dig kun halv ihjel” Hector sukkede. ”Nej, de kan ikke bevise, at i har været her”. ”Men rummet? Liget af Pete?” Han smilte. ”Ham fik jeg tilladelse til, og gå så” Han skubbede en reol til side og åbnede en dør. Det var en eller anden form for underjordisk gang. Hector tændte lyset, og så langt øjet kunne se, tændte de små lys et efter et. ”Hvor fører den hen?”. ”Væk herfra, mod hovedstaden. Jeg ved det ikke er det sikreste sted, men det er sikrere end her!” Ronan nikkede. ”Pas nu på” Hector smilede skævt og ragte en pistol mod ham. ”Jeg ved du er en dygtig skytte. Så jeg ved også du kan passe ordenligt på min bror” Ronan smilede, men vendte så og gik ind i den smalle underjordiske gang. Hector lukkede døren bag dem, og skubbede reolen ind foran. Han stak en pistol i lommen. I samme sekund det bankede på. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...