Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den: Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
767Visninger
AA

16. Tilbage i tiden

 

De andre gik hurtigt til ro da de alle var udmattede efter den lange tur. Ronan var lys vågen, og kravlede forsigtigt ud af sengen og hen over de andre. Naren ventede på ham i kælderen. Han lukkede døren forsigtig og Naren tændte lyset. ”Der er nogle ting du skal vide om maskinen” Ronan nikkede og stirrede helt betaget på den indviklede kasse. ”Du kan ikke være der i mere en 15 minutter, batterierne holder ikke til mere” Ronan nikkede. ”Når du skal hjem igen, skal du blot placere dig det sted du ønsker at være når du vender tilbage, forstår du det?” Ronan nikkede. ”Det her er en fjernbetjening. Når du trykker på den røde knap kommer du tilbage til vores tid” Naren spændte den fast på hans arm, og bad ham om at stille sig ind i kassen. ”Og Ronan… Hvis du kan gøre noget som helst for at rede min bror” Ronan nikkede. ”Så gør jeg det” Naren trykkede på start og trådte lidt tilbage. ”Held og lykke”.

Maskinen rystede til at starte med, men det blev hurtigt erstattet af et skarpt lysglimt. Da Ronan åbnede øjnene igen, var han ikke længere i Narens bedstefars hus. Tidsmaskinen var indstillet til at tage ham tilbage til den dag, hele hans familie blev myrdet. Lige nu befandt han sig i en gade. Der var en del mennesker, og vejret var gråt. Han kiggede på klokken. Han havde nøjagtigt 13 minutter. Stedet her virkede bekendt og han gik lidt ned af gaden. Han genkendte med det samme bedstefars hus. Han fortsatte forbi det og videre. Gaderene var smalle og tætte af de mange huse, men for enden lysnede det hele op. En stor eng kom frem. Den var ganske vidst ikke grøn, da soludbrudet ikke havde gjort det muligt at rede så meget af naturen. Der var ganske øde. Men på en bænk ikke så langt fra ham sad en ung kvinde. Han nærmede sig, hun så op og med det samme rejste hun sig. Før Ronan nåede at reagere, omfavnede kvinden ham.

”Åh Ronan jeg vidste du ville klare det!” Ronan rev sig forskrækket løs. ”Hvordan ved du hvad jeg hedder? Hvem er du?” Kvinden så ned. ”Det klart, du kan ikke huske mig. Jeg er din mor…” Ronan kiggede mistroisk på kvinden. Hun stak hånden ind under sin trøje og tog en kæde frem. Det var den samme som Ronans. ”Mor?” Hun nikkede, og rakte ham kæden. ”Jeg har allerede en?” Kvinden rystede på hoved, og Ronan famlede efter den under sin trøje. Men den var der ikke. Forsigtigt tog han i mod den. ”Den har altid passet på dig” Sagde hun lavmeldt. Ronan tog den om halsen, og kiggede på hende. Så fik han tårer i øjnene og kvinden omfavnede ham igen. ”Mor, der er nogle der vil slå jer ihjel! Og de gør det hvis ikke i flygter” Hun kærtegnede kærligt hans kind. ”Det ved jeg” Ronan panikkede. ”Du må væk nu!” Han tog fat i hendes arm og begyndte at gå, men hun rykkede sig ikke en meter. Han så forvirrede på hende. ”Du må forstå at hvis du ændre din fortid, ændre du også din fremtid” Ronan nikkede. ”Ja! Jeg vil have min familie!” Hun rystede på hoved. ”Jeg ved det er svært for dig at forstå, men jeg er død og det har jeg været længe. Du er slet ikke klar over hvad min overlevelse har af betydning i fremtiden” Han fik tåre i øjnene igen. ”Men, du vidste jeg kom?” Hun nikkede. ”Jeg vidste du ville overleve vores families skæbne. Og komme tilbage, men din mission er ikke at ændre fortiden, det er at ændre fremtiden” Han så forvirret på hende. ”Jeg forstår dig ikke?...” Hun kærtegnede ham igen. ”En skønne dag gør du” Han tog hendes hånd. ”Så fortæl mig det mor! Fortæl mig hvad jeg skal gøre for at ændre fremtiden” Han knugede så hårdt om hendes hånd, at hun måtte trække den til sig, så han løsnede sit greb. ”Du må rejse tilbage til fremtiden, og dræbe den der har magten. Når han er væk vil syden kunne overtage magten i nord, og krig og sult ville være slut” Ronan rystede over hele kroppen. Han kunne slet ikke se ideen i det. ”Hvem er det jeg skal dræbe? Jeg kender ikke til ham der har magten i nord…” Hun smilede blidt. ”Han er tættere end du tror, han har en fortid som du kender til og han er frygtet”. ”Men hvordan ved jeg det er ham?”. ”Han har had i sine øjne og hans blik vil glitre, du er ikke i tvivl, den som bære hadet for sorte og blanke øjne, øjne der ikke kan se andet end had” Han bøjede hoved. Med det samme hørtes skud. Det kom fra en nærliggende gade. ”Løb!” Sagde hun. Men Ronan ville ikke give slip uden et farvel. ”Jeg elsker dig mor” Han kyssede hende på kinden og løb så. Han løb tilbage mod bedstefarens hus, men standsede da han passerede en smal sti. Han kunne høre råb fra mennesker der løb, og en masse skud. Langsomt gik han ned ad den smalle sti og gemte sig i skyggen da han nåede enden. Forsigtigt stak han hoved frem. Gaden var fuldstændig tom, og længere fremme kunne han se en flok soldater forsøge at trænge ind i et hus. Pludselig kom en flok mere løbende og Ronan trak sig hurtigt tilbage, men det lød som om de havde set ham. Han hørte nogle af soldaterne råbe ”Denne vej!” Og han skyndte sig tilbage. Han vendte ikke hoved, men løb bare. Han hørte flere skud, og nåede i næste nu, ud af den smalle sti mellem husende. Han hørte fortrin bag sig og gjorde klar til kamp. Han havde ingen våben med så hvad der end måtte ske, måtte han klare sig uden. Fodtrinene kom nærmere, og med et svingede en skikkelse om hjørnet. Han holdte noget i hænderne, og rædselsslagen, sparkede Ronan hårdt ud efter skikkelsen, i håb om et slag i maven, ville standse den. Men der gik ikke længe før Ronan opdagede hvad han havde gjort. Det var slet ikke en soldat der var fulgt efter ham. Det var en lille dreng, og ikke nok med det. Det som Ronan havde gået ud fra var maven på den formode soldat, var hoved på den lille dreng, som nu lå stille på jorden. Ronan vendte ham rystende om. I favnen havde han en baby. Den sov tungt. Forsigtigt løftede han babyen ud af armene på den lille dreng. Ronan undersøgte om der stadig skulle være liv i den lille dreng, men forgæves. Ronans spark havde ramt direkte i tindingen, og drengen var død på stedet. En smule rystet rejste han sig, men hørte i det samme skud og råb komme nærmere.

Med babyen i favnen, lød han tilbage mod bedstefars hus. Han kiggede på klokken, han havde godt 2 minutter. Han var glad for at kende denne del af gaden, og var hurtigt fremme ved den rigtige dør. Han lagde barnet på trinet, men bemærkede i det samme, det blødte fra den lilles arm. Ronan anede ikke hvad han skulle gøre. I det samme kom han i tanke om kæden. ”Den her vil beskytte dig, ligesom den har beskyttet mig” sagde han stille og lagde den lille kæde ind på maven af babyen. Straks begyndte han, at rode med sin fjernbetjening, og i det samme åbnede døren og en mand i 40´rene kom til syne. Ronan trykkede i panik på den røde knap og han forsvandt med det samme.

Efter det skarpe lys var forsvundet stod han lige uden for bedstefarens dør. Han havde en smule blod på hænderne, som tørrede det af i trøjen. Han gik ind og listede ned i kælderen hvor Naren forventnings fuld sad og ventede. Ronan sagde ingenting i starten, men satte sig bare op ad væggen og begravede hoved i hænderne. ”Hvad skete der?” Ronan kiggede op og Naren opdagede blodet på trøjen. ”Er du såret?” Ronan rystede på hoved. ”Jeg mødte min mor” Naren sagde ingenting, men smilede bare. ”Hun fortalte mig at jeg ikke kan ændre fortiden, kun fremtiden” Naren så uforstående på ham med rynkede øjenbryn. ”Jeg skal slå magten i nords øverste ihjel.” Naren gik langsomt hen mod ham. ”Hvordan vil du klare det? Vi ved ikke engang hvem han er, det ved ingen” Ronan trak på skulderne. ”Hun sagde også han er nærmere end vi tror” Naren tog sig til hagen. ”Hmmmm interessant. Men hvor kommer blodet fra??” Han fik en lille tåre i øjenkrogen. ”Vi hørte pludseligt skud, og hun sagde jeg skulle løbe. Og jeg løb. Men jeg var for nysgerrig og fulgte lydene af skud. Jeg troede de havde set mig og jeg overraskede en af dem. Men det var slet ikke en soldat, det var en lille dreng og jeg dræbte ham…” Naren sagde ingen ting. ”Han bar en baby i sin favn, jeg tog faktisk med her…” Han stoppede. ”Jeg lagde den på dørtrinet uden foran jeres dør, og så blev den åbnet og jeg fik trykket på knappen og… så var jeg her” Ronan søgte efter sin kæde. ”Da jeg mødte min mor, gav hun mig en kæde magen til min… men jeg bar ikke min egen længere” Naren kiggede undersøgende på ham. ”Og hvor er den så nu?” Ronan stak hånden ind under sin trøje. ”Jeg gav den til…” Så stoppede han og kiggede ned. Kæden! Den var der. Naren tænkte sig om et øjeblik, og fik så alvor i øjnene. ”Jeg tror endelig vi har fundet en forklaring på, hvordan du overlevede”. Ronan kiggede uforstående på ham. ”Den baby var dig Ronan, og manden i døren var bedstefar, der fandt dig og tog dig til sig” Ronans hjerte begyndte at dunke. ”Vil det sige at…” Naren tav. ”Den lille dreng var…”. ”Din bror…” De blev begge stille et øjeblik. ”Jeg dræbte min egen bror!....”. Tårende løb nu ned af Ronans kinder, og med det samme skar en smert igennem ham. Han flåede forbindingen af armen og hans ar kom til syne. Men denne gang blev det ikke større, det blev mindre. Smerten var udholdelig, men Ronan begyndte at forstå. ”Jeg dræbte min egen bror, og jeg vidste det ikke engang…” Naren nikkede. ”LEX-børn kan på ar på sjælden uden nødvendigvis, at vide hvorfor, og hvis der er for mange spørgsmål, bliver det til et synligt ar der vil vokse til man finder svar” Ronan krummede sig sammen og græd, og Naren satte sig ved hans side. Der sad han hele natten til Ronan til sidst af bare udmattelse faldt i søvn.

Tidligt om morgnen blev Ronan vækket. Han lå tilbage i sin seng. Han tog sig til hoved, var det en drøm? Han kiggede ned af sig selv. Nej, de mørke pletter på hans trøje var der endnu. Caeleb og Dean var ved at pakke maskinen ned. Kia sad ved siden af ham. ”Din trøje er helt beskidt?” Ronan anede ikke hvad han skulle sige, men i det samme kom Naren. Han satte sig ned ved siden af Kia. ”Jeg tager med jer tilbage” Sagde han så. Ronan rynkede brynene. ”Jeg tror de vil få glæde af ham i syden” Sagde Kia så. ”Hvad med bedstefar” Naren trak på skulderne. ”Det var ham der foreslog det”. ”Men vil han ikke med?” Naren rystede på hoved. ”Han har altid boet her, og har været alene i mange år, han siger hans tid er forbi og vores kun lige er begyndt” Ronan kæmpede sig op og stå. Kia og Naren rejste sig også og Kia samlede Ronans seng sammen og gik hen for at pakke det. ”Hvis jeg på nogen måde kan holde dem fra at ødelægge min maskine, så gør jeg det” Ronan nikkede. ”Er du okay?” Han trak på skulderne. ”Det føles uvirkeligt” Ronan løftede op i trøjen og hans ar kom til syne. Det var ikke andet end en lille rød streg, der hverken blødte eller gjorde ondt. ”Ronan, Naren? Vi skal afsted” Kia rejste sig og gik hen imod sin bror. Naren og Ronan fulgte hende lidt efter. De sagde farvel til bedstefaren og drog så afsted. Alle klædt som rejsende. Det var stadig mørkt udenfor og der var ingen mennesker ude. De fandt hurtigt ud af den lille by, og vandrede nu ud mod de åbne sletter. ”Jeg foreslår at vi bruger klippelandet som ly og skjul igen” Sagde Caeleb der gik sammen med Dean oppe foran.

Kia gik alene i midten og Naren og Ronan gik bagerst. Ronan tog sin kæde frem og knugede den ind til sig. ”Hvordan vil du gøre det?” Naren sænkede stemmen. ”Jeg ved det ikke, jeg forstod knap nok hvad hun mente” Kia vendte sig om. ”Hvad forstod du ikke?” De to dreng kiggede på hinanden. ”Ehm den joke jeg lige fortalte Ronan” Sagde Naren, men Kia kiggede mistroisk på ham. ”Må jeg høre den?” sagde hun så og Naren gik op til hende. Så Ronan nu gik alene bagerst. Han holdt stadig kæden i hånden. En sidste gang knugede han den ind til sig og stak den så ind under trøjen igen.

De nåede klippelandet lige da mørket faldt på, og de slog lejr ligesom sidst, i ly af de skrå klipper. Da alle var gået til ro, listede Ronan ud af sin sovepose og kravlede op på en af klipperne. Her sad han og kiggede på stjerner. Der var helt skyfrit. Han kiggede efter stjernebilleder. De havde altid været der, også før det enorme soludbrud. Alle de stjerne havde set jorden blive født, set livet blive til, og set det hele falde sammen. Han tændte en cigarret, tog sin kæde frem igen. Pludselig hørte han fodtrin bag sig og vendte sig hurtigt om. Det var Kia. Hun havde opdaget at han ikke længere lå i sin sovepose og var kravlet op til ham. Hun satte sig ved siden af ham, og tog smøgen ud af hans hånd, men sagde ikke noget. ”Har alle folk der er drevet af had, sorte og blanke øjne?” Hun kiggede lidt uforstående på ham og pustede stille røgen ud. ”Hvorfor tror du dog det?” Han kiggede ned. ”Det var der engang en der fortalte mig” Kia lo lavt. ”Haha, hvem har dog bildt dig det ind?” Ronan kiggede på hende. ”Min mor” Han så væk igen. Kia tav et øjeblik. ”Du har aldrig mødt din mor?” Ronan svarede ikke, og det tog ikke lang tid før hun forstod hvad han havde gjort. ”Du gjorde det… det er derfor du er så beskidt” Han nikkede. ”Hvis min bror finder…” Ronan afbrød. ”Det gør han ikke! For du siger det ikke” Kia lagde hånden på hans skulder. ”Hvordan var hun så?” Hun smilede. ”I det ene øjeblik var hun en fremmed kvinde, men da hun sagde hun var min mor… følte jeg, at jeg altid havde kendt hende” Kia fjernede hånden. ”Du lavede ikke om på fortiden vel?” Ronan rystede på hoved. ”Jeg havde allerede besøgt fortiden, jeg vidste det bare ikke. Hun vidste at jeg kom og hun fortalte, at min mission var ikke at ændre fortiden, men fremtiden” Kia nikkede. ”Hvad fortalte hun dig ellers?” Ronan tav et øjeblik. ”Jeg skal dræbe den der har magten i nord. Når det sker, vil der være for mange der ikke vil adlyde den næst kommanderende og syden ville kunne erobre norden let. Krigen vil være slut, og der vil endelig komme fred igen” Hun smilede og slukkede smøgen. ”Men ingen ved hvem han er?” Ronan rystede lidt opgivende på hoved. ”Det ved jeg, men så sagde hun det med de sorte og blanke øjne” Kia tog kæden af ham og puttede den ned over sin egen hals. Hun løftede den op foran øjet og kiggede mod stjernerne. ”Det kunne være hvem som helst. Jeg tror ikke han er den eneste der er drævet af had” Hun kiggede på Ronan, men holdt stadig det lille glassmykke op foran sit øje. ”Dine øjne lyser helt” Sagde hun så. Ronan rynkede brynene og tog kæden tilbage. Selv løftede han nu smykket op foran sit øje og så på Kia. Hendes øjne lyste også. Det måtte være en genspejling af et eller andet tænkte han, og stak den ind under trøjen igen. I det han løftede op kom hans ar til syne. Kia tog med det samme fat i hans arm. ”Dit ar! Det er næsten helt væk??” Ronan trak armen til sig og nikkede. ”Jeg fandt det svar jeg manglede, jeg ved hvordan jeg overlevede som den eneste” Hun rynkede brynene. ”Hvordan?” Han så ned. ”Jeg er skyld i min egen brors død, og jeg rede mig selv, uden at vide det”. Hun kiggede lidt chokerede på ham, og han fortalte alt hvad der skete. Da han var færdig omfavnede hun ham. ”Du kunne ikke vide det Ronan” Sagde hun. En tåre trillede ned af hans kind. ”Jeg skulle aldrig have fundet ud af det…” Hun satte sig op. ”Hvis du aldrig fik det af vide, ville du stadig have det forpulede ar!” Sagde hun lidt vred og Ronan nikkede. ”Det gør mere ondt, at vide hvad der skete” Hun omfavnede ham igen. ”Sket er sket! Jeg skal nok hjælpe dig med, at finde magten i nords leder og dræbe ham!” Ronan smilede og lagde hoved på hendes skulder. Sådan sad de resten af natten.

Tidligt om morgen brød de op. Ronan og Kia var trætte, men det var Caeleb tilsyneladende ligeglad med. ”I kunne bare have brugt den tid i fik på at sove…” Havde han sagt. Det var en varm dag og himlen var helt blå. Caleb gik oppe forrest og Kia og Dean lige efter. Ronan og Naren sakkede bag ud, men det udnyttede Ronan. ”Hvad betyder det vis ens øjne lyser?” Naren trak på skulderne. ”Hvis man tror på at det overhoved er muligt at se noget i andres øjne, så betyder det håb. Ligesom de mørke betyder had” Ronan tog sin kæde frem. ”Prøv at kigge på mig igennem den her, og sig hvad du ser” Naren tog den op til sig øje og kiggede på Ronan. ”Hmmmm” sagde han. ”Hmmmm hvad?” Naren gav ham smykket igen. ”Solen skinner i det lille glas og for det til at se ud som om dine øjne skinner. ”Hvad vis de også gør det om natten?” Naren trak på skulderne. ”Føler du nogen form for håb?” Ronan kiggede tilbage mod klippelandet. ”Ja, lidt. Jeg mener jeg ved det er muligt at rede norden” Naren nikkede stille. ”Måske er det ikke et almindeligt glas der sider i dit smykke. Det kan være en af de sjældne krystaller der efter soludbrudet blev ramt af strålingen ligesom de fleste mennesker gjorde”. ”LEX?” Naren nikkede. ”Mennesket var ikke det eneste der blev påvirket. Der må findes mindst 100 tusinde af de sten ovre på den ødelagte side af jorden” Ronan kiggede på smykket. ”Tror du jeg kan finde den rigtige ved hjælp af den her?” Naren trak på skulderne. ”Måske, men jeg tror ikke ham du søger er den eneste der føler had”. ”Mor sagde jeg ikke ville være i tvivl når jeg fandt ham” Pludselig blev de afbrud af en vred stemme længere over dem. ”I to tumper! Kom her op i en fart, i går den gale vej!” Først nu gik det op for Naren og Ronan, at de var gået væk fra de andre og næsten helt ud af klippelandet. De skyndte sig tilbage, hvor de andre ventede. Caeleb rystede bare på hoved og fortsatte da de nåede op til dem. Ronan tog fat i Kia og hev smykket frem. Han fortalte hende alt hvad Naren havde sagt. Hun lyste helt og Ronan løftede smykket op foran øjet. Hendes øjne strålede, de var fulde af håb.

I det samme stod Caeleb foran ham. ”Hvad i alverden laver du?” Sagde han vredt. Ronan nåede ikke at svare, for i de hans øje mødte Caelebs sortnede alt, og Ronan sprang forskrækket tilbage. ”Hvad sker der med dig?” Kia satte sig på knæ ved siden af ham. Ronan så forfærdet på Caeleb der så lige så uforstående på ham som alle de andre. ”Du forskrækkede mig bare” Stammede han. Caeleb smilte. ”Ja, ja lad os nu komme videre” Dean og Kia hjalp ham på benene. ”Fuck du skulle have set dit ansigt!” Kia så vred på Dean. Ingen havde brug for hans flabede kommentarer lige nu. Han kunne se de andre ikke syntes det var sjovt, og vente rundt og løb op til Caeleb. De gik videre. Men Ronan var stadig rystet. Det var slet ikke Caeleb han så. Med et stoppede han op. Kia og Naren vendte sig da de opdagede han ikke længere gik bag dem.

Ronan tænkte så det knagede. Han tænkte tilbage, til det øjeblik han fandt ud af Kemer var Caeleb. Han stolede ikke på ham. Den måde han var på da han talte med ham første gang. Andres indtryk af ham. Hectors frygt. Han hørte sin mors stemme. ”Han er tættere på end du tror. Han er frygtet af alle. Du er ikke i tvivl”. ”Naren!” Han løb op til dem. ”Er det muligt for en ”ikke-LEX” at få strålingen?” Naren rystede på hoved. ”Strålingen og generne ligger i blodet. Du skal dræne et LEX-barn for blod, ja det er faktisk ikke nok, du skal mindst dræne fire fem stykker, før der begynder at ske noget” Ronan så ned. ”Hvad hvis…” Han kiggede op igen. ”Hvad hvis man dræner en helt befolkning?” Naren så på Kia. ”Hvorfor spørger du dog om det?” Han kiggede frem mod Dean og Caeleb der snart var langt væk. ”Ville det være muligt, at blive stærkere end en rigtigt LEX?” Naren nikkede. ”Det er muligt, men det kræver du for doser dagligt, hvor for du dog den tanke fra Ronan??”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...