Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den:

Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
850Visninger
AA

13. Tidsmaskinen

 

Kia lå hen over Ronan da han vågnede hende.  Forsigtigt skubbede han hende væk og stod op. Hele hans krop var stadig øm, og fyldt med skrammer. Kia lå stadig og sov, han betragtede hende på afstand. Hendes krop var også præget af skrammer og mærker. I det mindste var det ovre nu. Ronan hoppede i et par bukser og gik ud på altanen. Hvis der var noget han havde en trang til, så var det en smøg. Han pustede afslappet ud, da han havde fået tændt en, og taget et sug. Vejret var flot, som altid, folk var begyndt at komme frem, og byen var begyndt at blive levende. En svag vind lavede susende og afslappede lyde. Det bankede på døren, Ronan slukkede smøgen og forlod altanen. ”Hej Ronan? Jeg troede det her var Kias rum?” Carm stod lidt uforstående og så på ham. Ronan trak på skulderne. ”Det er det sådan set også” Kia kom nu ud fra soveværelset, og Carm løftede forstående hoved, mens Ronan kløede sig lidt forlegen i nakken. ”Hej Carm” Carm smilede da Kia stilte sig ved siden af Ronan. ”Ville bare sige, at mødet er aflyst, Carlos har fået et vigtigt ærene” Kia nikkede tøvende. ”Kommer der et andet tidspunkt?” Hun nikkede. ”Ja, men det er stadig uvist. Og dig” Hun kiggede på Ronan. ”Vi skal også snakke med dig, der er nogle regler om at stikke af, vi skal have forklaret dig” Ronan så ned. ”Og så skal i fortælle os hvad der er sket. Vi sporede Ronans sender til et lille hus, hvor vi fandt to lig” Ronan så forvirret på hende. ”Sender?” Carm nikkede. ”Den Naren gav os” Ronan så på Kia. Han havde glemt alt om den. ”Så snart jeg kom her, bad jeg dem spore din sender” Ronan så ned. ”Og da vi ankom…” Ronan afbrød. ”Fandt i to lig” Carm nikkede. ”Hector sagde Kemer havde sladret” Kia rystede på hoved. ”Umuligt, jeg var sammen med ham hele tiden”. ”Derfor kan han jo godt have sagt det inden han hentede dig”. ”I det mindste er det svin død nu” Ronan så vredt på hende. ”Han var ikke et svin” Kia forstod ikke hvad han mente. ”Han slog en mand ihjel, han tævede sin lille bror halvt ihjel, han tævede dig, han tævede mig!” Carm kiggede på dem begge. ”Hvor kender Kemer ham Hector fyren fra?” Ingen af dem sagde noget. ”Der er vidst noget vi skal have snakket om, kom op på mit kontor om en times tid” Kia nikkede bare og gik ind i suiten. Ronan sagde farvel og fulgte efter. Da han havde lukket døren sagde han: ”Pete, som ham den døde fyr hed, dræbte Loo” Hun stoppede og vente sig om. ”Caeleb dræbte den mand!” Ronan rystede på hoved. ”Det er mit ord i mod dit!” råbte hun, men Ronan svarede hende ikke. Så tav hun selv. De stod bare et øjeblik og kiggede. ”Han havde sine grunde” Hun gik hen til ham og stak hånden i hans lomme, og trak en pakke smøger op.

Så traskede hun hen mod altandøren, og åbnede den. Hun tændte en smøg og vendte sig om mod Ronan.

Han pustede ud kort, og gik så ud til hende. Han fiskede pakken med cigaretter ud af hendes hånd og tændte en selv, før den røg tilbage i lommen. Den lette vind der var her til morgen tog fat i Kias hår. Det var ikke langt længere, det var helt mærkeligt at se på. ”Jeg vidste ikke du røg” Kia trak på skulderne, men sagde ingenting. ”Hector havde sine grunde til at være sur” Sagde han så. Kia så stift ud i luften. ”Og alligevel er du ikke glad for den stodder er død! Efter alt han har gjort” Ronan pustede en røgsky i hoved på Kia. ”Han er død nu! Han har betalt det han skulle, så talt pænt” Hun vendte hoved væk fra ham, og slukkede cigaretten med foden. ”Han sagde Caeleb havde sladret” Hun kiggede på ham. ”Jeg har sagt at det ikke var ham” Hun lænede sig op af geleneret. ”Hvem var det så?” Hun trak på skulderne. ”Hvor skulle jeg vide det fra…” Hun skubbede sig væk fra geleneret og gik hen mod døren, men Ronan tog fat i hans arm. ”Hector snakkede noget om jeres familie” Hun vred sig fri. ”Hvem gør ikke det? Det hele var jo kaos” Hun gik ind i suiten og Ronan slukkede smøgen og fulgte efter. ”Jeg er nødt til at snakke med dig om det!” Hun vendte sig. ”Og hvorfor så det?” Han stoppede lidt fra hende. ”Han sagde i havde LEX i familien” Hun smilte og begyndte at grine. ”Tror du virkelig på det?” Ronan nikkede. ”Hector var bange for Caeleb, han sagde man ikke kunne skjule sine næste træk for ham” Hun lo igen. ”Min bror er en top trænet elite soldat, hvad havde du regnet med?” Ronan rystede på hoved og gik hen mod døren. ”Hvor skal du hen?” Han tog i dør håndtaget. ”Finde din bror” Kia satte hænderne i siderne. ”Helt ærlig Ronan…” Ronan fortsatte ud af døren, og Kia måtte løbe efter ham. ”Vi skal altså snakke med Carm om en halv time!” Ronan vendte sig lidt længere nede af gangen. ”Jeg skal nok være der” Så fortsat han.

Kia gik ind i suiten og lukkede døren efter sig. Han kunne i det mindste tage en trøje på… Hun skulle i hvert fald have noget på, inden hun gik nogen steder, tænkte hun. Så gik hun ind i soveværelset.

Ronan fulde gangen rundt. Han spurgte forskellige mennesker om de vidste hvor ”Kemer” boede. De første par stykker rystede på hoved, men så mødte han en gammel bekendt. ”Dean?” Dean stoppede og kiggede på ham. ”Hvad satan! Er du også tilbage, kom her!” Han omfavnede Ronan. ”Jeg troede sgu lige det var sidste gang jeg skulle se dig, efter Kia kom tilbage” Ronan trak sig fri af Deans greb og trak på skulderne. ”Hør, ved du hvor Kemer bor henne?” Han nikkede. ”På gangen neden under, du kan tage trappen der” Han pegede på en dør. ”Han bor i nummer 23” Ronan nikkede takkende og gik hen mod døren. ”Jeg har det fint tak” Kunne han høre Dean sige bag sig, ved døren vendte han sig om. ”Ja det ser jeg” Han smilte og gik ned af trapperne.

Han fandt hurtigt suiten, og bad til Caeleb var der. Forsigtigt bankede han på døren, og lidt efter åbnede Caeleb. Han lignede en der lige var stået op. Håret var fuldstændigt krøllet, og han stod i en lidt for stor T-shirt og et par shorts. Han så ærligt talt totalt smadret ud. ”Hvad vil du?” Sagde han lidt sløvt. ”Bare stille et spørgsmål” Caeleb trådte til siden og viftede med hånden, som tegn til at han skulle gå ind. Ronan gik ind i suiten, her var ikke blevet luftet ud, så her lugtede meget indelukket. Caeleb lukkede døren bag ham, og smed en trøje i nakken på ham. ”Tag den på..” Ronan sagde ingenting, og hev trøjen over hoved. ”Hvad er det så?” Ronan vendte sig mod ham. ”Er du et LEX-barn?” Han smilte og gik hen til stuebordet hvor han havde en flaske vand stående. Han samlede den op og tog en tår. ”Hvad for dig til at tro det?” Han satte sig i sofaen. ”Hector” Caeleb lænede sig tilbage i sofaen og rystede på hoved. ”Du ved godt han er død ikke?” Caeleb nikkede. ”Han sagde der var nogen på vej og det var dig der havde sladret”. ”Og nu er du kommet her for at høre om jeg sladrede” Ronan nikkede stille. ”Og hvad forskel ville det så gøre?” Ronan gik tættere på Caeleb. ”Hector fortjente at dø, men ikke på den måde.” Caeleb lo. ”Jo gu fortjente han at dø! Han mishandlede sin bror og alle han bare var en lille smule sur på” Ronan kiggede mistroisk på ham. ”Så du sendte folk ud for at dræbe ham?” Caeleb satte sig op. ”Nej” Ronan rynkede øjenbrynene. Caeleb lo igen og rejste sig. ”Havde du regnet med jeg ville gøre det?” Ronan nikkede stille. ”Han fortjente at dø, men han var også min ven”. ”Men hvem gjorde det så?” Caeleb traskede ud i køknet og satte vandflasken i køleskabet, Ronan fulgte ham. ”Hector begik selvmord… Han skyldte skylden på mig… den gnom… så hans bror ville tage frivilligt med dig formenelig” Ronan lænede sig op ad dørkarmen til køknet. ”Selvmord? Hvorfor skulle han dog gøre det?”. Caeleb nikkede og roede rundt efter mad i køleskabet. ”Ja, han havde det elendigt og skyldte penge til alle og så måske en form for ære, det ikke til at vide” Ronan lagde armene over kors. ”Hvordan kan du være så sikker?” Caeleb vendte sig om med halvtom mælkekarton i hånden og lukkede køleskabet. ”Han fortalte mig det, inden jeg tog afsted efter at have hentet min søster”. ”Men hvis han var din ven, hvorfor stoppede du ham så ikke?” Caeleb tog en tår af mælkekartonen. ”Det var hans valg…” Han krummede kartonen sammen og smed den ud.

”Du vil vide om du kan stole på mig ikke?” Han gik forbi ham ind i stuen. ”Hvorfor spørg du om det?” Caeleb stilte sig op af en reol. ”Du vil helst ikke stole på mig, så du kom herned for at høre mig sige, at jeg sladrede så Hector blev dræbt. Men da det ikke var tilfældet er du nu, en smule i tvivl” Ronan gik lidt ind i stuen men stoppede. ”Kan jeg?” Caeleb smilte. I det samme sprang Ronan på ham, men han var klar. Ronan havde en pistol på sig, som han trak og førte mod hans hoved, men Caeleb var hurtigere. I næste sekund stod Caeleb og trykkede Ronans egen pistol mod hans hoved, mens han holdte ham på en måde så han ikke kunne rykke sig ud af stedet. ”Du kommer aldrig til at stole på mig” Sagde han og slap Ronan. ”Om så du prøver” Caeleb kastede pistolen tilbage til Ronan og gik hen mod døren og åbnede den. ”Det var hyggeligt” Ronan gik hen mod døren, men stoppede foran Caeleb. ”Du har stadig spørgsmål fordi du ikke kan få mine forklaringer til at hænge sammen, men bare roligt det vil snart give mere mening” Sagde han og smilede. ”Du er et LEX-barn!” Sagde Ronan, men Caeleb smilede bare. ”Ved Kia og Carm og dem godt det?” Caeleb svarede ikke. ”Du slår mig ikke ihjel fordi jeg er ligesom mig.” hviskede Ronan. ”Det for du svært ved at bevise, men tro mig Ronan, jeg er bestemt ikke ligesom dig” Caeleb lukkede døren efter ham.

Det var sært, tænkte Ronan, men fik i næste nu kigget på klokken. ”Fuck!!” Han spænede afsted, han var for sent på den. De andre sad allerede i mødelokalet og ventede på ham. ”Du kommer lidt sent Ronan” Sagde Carm da han kom ind i rummet. Ronan bøjede hoved og satte sig. Kia sad ved hans side, han kunne mærke hun prøvede, at få kontakt til ham, men han undveg hendes blink. Carm spurgte til deres tur, hvorfor de stak af til at starte med, og hvad der var sket, og det med Kemer og Hector. ”Hector blev ikke myrdet, han begik selvmord, Kemer kendte ham, han er jo også fra norden, og har også arbejdet for det” Sagde Ronan. Carm og Kia kiggede forundret på ham. ”Hvordan kan du være så sikker?” Spurgte Kia. ”Han sagde det” Ronan afslørede ikke hvor han præcist vidste det fra. ”Hvorfor har du ikke fortalt det noget før?” Ronan tog sig endelig sammen til at kigge på hende. ”Du var så vred…” Han så væk igen. ”Okay, men jeg er også lige nødt til at vide hvad du skulle på fabrikkerne i nord?”. Carm afbød. ”Har du også været der??” Kias stemme var oprevet. Ronan nikkede. ”Jeg ville finde Arthur, efter det du sagde med det billede han viste dig” Kia bliv stille. ”Han var min farfar” Sagde han stille. ”Det jo fantastisk! Så har du jo stadig familie igen!” Carm smilede og begyndte at skrive noget ned. Kia lagde hånden på Ronans lår. Ronan rystede på hoved og skubbede den væk. ”Arthur er død… Jeg kom for sent, nogle havde sladret om ham og røbet hans efternavn” Carm kiggede uforstående på Ronan og derefter på Kia. ”Efternavn?” spurgte hun. Ronan nikkede. ”I nord er der visse familienavne der ikke er vær at bære. Mit er blandt et af dem. Hele min familie bar LEX-genet og det blev afsløret efter min far begik en stor fejl. De slog alle ihjel, men det lykkedes min farfar at slippe væk, og leve i sikkerhed på fabrikkerne” Carms udtryk ændrede sig til et sørgeligt udtryk, og hun satte en streg over det hun hade skrevet. ”Hvem fortalte dig det?” . ”Opper fortalte mig det hele, men det giver stadig ikke mening. Jeg forstår stadig ikke hvordan jeg kunne overleve, hvorfor mit navn aldrig har bragt mig problemer… Det hænger slet ikke sammen” Han kiggede op på Carm. ”Er vi færdige?” Hun nikkede tøvende og Ronan rejste sig og forlod rummet. Kia og Carm kiggede på hinanden. Så rejste Kia sig og fulgte ham. De gik ned af gangen, Kia lidt efter Ronan, der stoppede ved Kias suite. ”Jeg skal bare hente nogle ting, så finder jeg en anden suite. Kia åbnede døren uden at sige noget. Ronan gik ind og fandt sin taske, men da han skulle til at gå stod Kia i døren. ”Ronan…” Han stoppede og kiggede på hende, og ventede hun skulle svare. ”Hvad?” sagde han irriteret efter et stykke tid. ”Naren har sendt en besked på senderen” Ronans ellers irriterede udtryk, forsvandt. ”Hvad?” Hun nikkede. ”Tidsmaskinen er klar” sagde hun så. Ronan tabte tasken og gik hen til hende. ”Må jeg se?” Hun trak senderen op ad lommen. ”Så det nu Ronan, maskinen er klar, er du klar til at ændre fortiden?” sådan lød beskeden, da Kia afspillede den. Ronan begyndte at smile. ”Nu begynder det at se lyst ud” Sagde han og tog senderen, og samlede sin taske op igen. ”Hvor skal du hen?” Jeg må tale med Carm. Den maskine kan ændre alt her i fremtiden” Han stormede ud af døren.

Carm var forbløffet over Ronans pludselige forslag. ”Jeg ved ikke rigtigt Ronan, du kan risikere, at ændre noget så det hele bliver værre” Ronan rystede på hoved. ”Ikke vis jeg dræber den rigtige” Carm lænede sig en smule opgivende tilbage i stolen. ”Og hvor er denne Naren så?” Ronan kløede sig i nakken. ”Altså… han er jo oppe nord på” Carm lo kort. ”Ja det skulle ikke undre mig. Så du vil altså tage nord på, igen, til det land hvor du er en af de mest eftersøgte lige nu, og bringe din nørde ven med tilbage, hertil?” Ronan trak på skulderne og nikkede kort. ”Men han er altså ikke en nørd…” Carm smilede stift. ”Nej… Jeg vil ikke sende dig afsted alene” Ronan nikkede forstående. ”Du må have nogen mænd med, men hvem?...” Ronan tænkte et øjeblik. ”Hvad med Russel og hans mænd?” Carm lo, ”Ha! Ja det kunne du lig var?” Ronan nikkede. ”De er jo dygtige soldater ikke” Carm nikkede igen. ”Jo vidst er de det. Men de er for mange” Ronan bøjede skuffet hoved. ”Hvad så med Dean?” Carm kiggede på ham som om det skulle have været en joke. ”Dean Even” Gentog Ronan. ”Hvis det er det du vil, kan du tage ham med” Ronan nikkede, og Carm noterede det på et stykke papir. ”Men jeg sender stadig ikke jer to derop alene, i er to LEX-børn, det kan der kun komme en masse ballade ud af… ” Ronan trak igen på skulderne. ”Hvem skulle jeg eller tage med, det skal være nogen jeg kan stole på” Carm nikkede forstående og satte sig frem i stolen. ”Hvad med Kia?” Ronan rystede på hoved. ”Der skal ikke ske hende mere” Sagde han så. ”Men Kemer måske?” Ronan så spørgende på hende. ”Han er fra Russel team, jeg kan ikke bare tage ham ud”. ”Hvorfor ikke? Han er dygtigt” Carm nikkede. ”Ja meget, men jeg tror ikke du vil bryde dig om ham. Han er lidt sær” Sagde hun. ”Det ved jeg, men jeg tror nu at han ville være god at have med, han kender jo området godt ikke” Carm nikkede igen og skrev ned. ”Jeg kan ikke love dig noget” Ronan rystede på hoved. ”Så kan jeg tage af sted?” Han rejste sig. ”Kun vis de gider tage med dig!” Ronan nikkede mens han forlod rummet. ”Du er nødt til at snakke med dem om det! Hvis ikke de vil, vil de ikke!” Ronan vendte sig om og kiggede tilbage ind i mødelokalet, ind på Carm. ”Jeg overtaler dem!” sagde og smilte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...