Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den: Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
755Visninger
AA

3. Tabet

 

Loo satte sig op i sengen ved siden af Naren. Han lyttede. ”Hvad laver du Loo?” Naren åbnede træt øjnene og kiggede på sin bror. ”Kan du ikke høre det?” Naren satte sig op i sengen og lyttede. ”Det er bare Kia og Ronan der snakker” sagde han og lagde sig ned igen. Loo hoppede ud af sengen. Det var ikke den lyd han tænkte på. Han kunne svagt høre et åndedrat, og fulgte lyden ud i det største rum. Han kunne høre Kia og Ronan på altanen. Han kiggede rundt. Lampen fra altanen, lyste en del af rummet op, og Loo opdagede et lille glimt, et lysskær blinke fra den mørkeste del af rummet, der hvor lyset fra udendørslampen ikke nåede hen. Han gik tættere på, men stoppede op. Åndedrættet var lige i nakken på ham. Han lod blikket falde og så en sort skygge nærme sig ham. Skyggen så ud til at have en løftet arm, som om han holdte i noget. Det gav et sug i maven, da det gik op for ham det var en pistol. Han skreg.

Ude på altanen hørte Ronan og Kia et kort skrig efterfulgt af et skud. Begge sprang ned i kælderen og Ronan så en skygge forsvinde ud i natten fra den nu hvidt åbne dør. Han skulle lige til at følge efter da han opdagede en lille skikkelse ligge på gulvet foran dem. Kia skreg og Naren kom i næste sekund løbende ud fra soveværelset. Ronan sad på knæ foroverbøjet, foran ham. ”Jeg hørte et skud!” Råbte han skrækslagende. Kia stod med tårer i øjnene, og Ronan vendte hoved mod Naren. Ronan havde blod om munden, og det gøs i Naren. ”Jeg kan ikke gøre mere” sagde han og rejste sig. Naren så først nu, at Loos bevidstløse krop lå på gulvet foran dem. ”Nej…” sagde han lavt. Langsomt gik han hen til Loo, og satte sig på knæ ved hans side. Han strøg håret til siden så hele hans ansigt kom til syne. Der piplede blod ud fra et hul i panden. Kuglen var gået lige igennem ham. Loos øjne var vildt åbne, men der var intet lys i dem, de var helt blanke. Naren lukkede sin brors øjne og kyssede ham på panden. Han så på sig selv og sine hænder, der var fyldt med blod. Lidt efter brød han sammen. Han skreg og græd og knugede sin bror indtil sig. Ronan kiggede på Kia, der holdte sig for munden og lod et par tårer falde.

Da det var blevet lidt mere lyst, fandt Ronan, Naren oppe på altanen. Han stilte sig ved siden af ham. Naren havde den lille dinosaurfigur i hånden. Ronan lagde en hånd på hans skulder. ”Han var så ung” sagde Naren stille. Ronan nikkede. ”Find ham Ronan! Find det monster og find ud af hvorfor han gjorde det!” Ronan nikkede stille. ”Lov mig det Ronan! Lov mig det!” Naren så direkte på ham med et hævngerigt udtryk. ”Jeg lover det” Svarede han. Naren nikkede kort. ”Jeg tager ham med op til bedstefar, så han kan blive begravet ordenligt, jeg kan ikke blive her mere” sagde han. ”Jeg tager afsted, så snart jeg har pakket” Svarede Ronan og vendte rundt for at gå. Men Kia stod i vejen. ”Jeg tager med” Naren vendte sig om. ”Nej du gør ikke, du tager med Naren op til hans bedstefar” Sagde Ronan, men Naren afbrød ham. ”Nej, du skal tage med Ronan” Ronan vendte sig om for at sende et blik der skulle sige, er du sindssyg, men blev mødt af et endnu stivere blik og vendte sig om mod Kia igen. Han trak en pakke cigaretter op af lommen og tændte en hurtigt, så gik han ned i kælderen.

Han fandt en taske som han puttede lidt forsyninger i, et tæppe og noget udstyr. Kia stod bag ham. ”Hvorfor vil du ikke have mig med?” spurgte hun. Ronan vendte sig ikke om og tøvede lidt med at svare. ”Jeg har altid arbejdet alene” Han kunne mærke Kias blik i ryggen og vendte sig mod hende. ”Du vil ikke have mig med, fordi du tror jeg er til besvær” sagde hun. Ronan trak på skulderne. ”Hvis det er det du tror…” Han vendte sig igen og lynede tasken. Kia tog hårdt fat i hans arm og fik vendt ham om. ”Den lejesoldat der dræbte Loo, kan have været Caeleb!” Sagde hun strengt. Ronan kiggede ned på sin arm hvor Kia holdte fast i ham. Med en hurtig bevægelse rev han sig fri, fangede hendes hænder og holdte dem på kryds af hinanden. Han stod nu bag hende og hun forsøgte at rive sig fri, men uden held. Ronan lagde hoved til hendes øre. ”Og det er derfor du ikke skal tage med!” Han gav slip på hende. ”Min bror tror jeg er død! Han vil få sig en…” Ronan afbrød. ”Forkert! Din bror ved du lever, hvis han er Loos morder, ved han du er her, og kom her kun af den grund at du skulle følge efter ham” Kia så vredt på ham. ”Hvis ikke jeg tager med dig, så tager han bare efter Naren og mig, og dræber ham, er det det du vil have!!” Hun tav, da hun opdagede Naren stod og kiggede på dem. Han havde sin bror i armene, men han var pakket ind i et tæppe. ”Tag hende med Ronan!” Sagde han. Ronan sukkede og nikkede så. Kia så tilfreds på ham. ”Jeg tager afsted nu”, men gik hen til Ronan og lagde den lille dinosaurfigur i hans hånd. ”Husk hvad du har lovet mig” Ronan nikkede.

Naren lagde en lille sender i hans hånd ved siden af den lille figur. ”Jeg vil ikke miste kontakten helt, sæt den ind i øret, og vis i skulle blive fanget, ville de ikke kunne finde den, og i vil kunne finde hinanden igen” Ronan tog hans hånd, takkende. Naren vendte ham ryggen og lagde den samme lille sender i Kias hånd. Så forsvandt han ud af ruinen. Kia og Ronan betragtede ham, mens han forsvandt i retningen af de store fabrikker. Kia vendte sig mod Ronan igen. ”Caeleb kan være over alle bjerge nu” sagde hun. Ronan rystede på hoved. ”Ikke vis han vil have sig til at følge efter, så vil han lægge nogle spor som vi skal følge” Ronan tog en taske over skulderen, og så afventende på Kia. Hun smilede og de to afsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...