Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den:

Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
855Visninger
AA

8. Sydens hovedstad

 

De nærmede sig den kæmpemæssige flyvende by, men inden nåede den helt, gav Russel tegn til stop. En summende lyd kom oppe fra, og snart landede fire, runde kapsler omkring dem. Alle hoppede af hestene. Russel gik hen til Ronan, som ikke engang fornemmede hans tilstedeværelse. Kapslerne åbnede sig, og der kom mørke mennesker, klædt i skinende sølv heldragter, ud af dem. Kia så forbavset på dem. De var så mørke i huden at det lignede de var smurt ind i chokolade, tænkte hun. En mørk kvinde kom hen til dem og stilte sig foran Russel, og Ronan. ”Hvem er de fremmede?” spurgte hun. ”Nogle flygtninge vi samlede op” Kvinden kiggede på Ronan, der havde sat sig på knæene, og svajede let fra side til side. Hun lade mærke tit de bundende hænder, og løftede blikket til den bagbundet pige der stadig lå på tværs af hesten. ”De ligner ikke flygtninge?” Russel kløede sig i nakken. ”Nej, altså fyren der skulle være et LEX-barn og vi testede ham sådan set bare, pigen er hans kæreste, men der skete noget der fik mig til at tvivle på dem” Kvinden satte sig foran Ronan og viftede med hånden. ”Han er jo helt væk?” Kia afbrød. ”Han er syg!” Kvinden vendte blikket mod Russel. ”Er det rigtigt?” Russel trak på skulderne. ”Altså hvis han er et LEX-barn som han siger, så burde det vel ikke have nogen betydning?” Kvinden rejste sig. ”Se på ham! har du ingen øjne i hoved? Drengen er udmattet, syg og fyldt med skidt og møg, bare fordi han er et LEX-barn, betyder det da ikke at han ikke har svage punkter! ”Russel løftede hænderne som tegn til hun skulle tage det roligt. ”Han behøver lægehjælp!” Sagde hun vredt, og vinkede et lille team ud af kapslen. De havde forskellige tasker og ting med, og de gik i gang med at undersøge ham. ”Og løslad straks den pige!” Russel bøjede hoved og gik hen og løsnede Kia. ”Forsvind så!” vrissede hun. En mand bandt alle hestene sammen og red afsted med dem. Kia kiggede efter dem. ”Hey! Lille pige? Kom her over!”  Kia vendte sig om og så den mørke dame vinke hende hen til sig. Russel og hans mænd forsvandt ind i to af kapslerne, som straks efter lettede. Kia så efter dem, men mærkede kvinden tage fat i hendes arm.

”Ved du hvad der er glat med ham?” spurgte hun. ”Han har et blødende ar” Sagde hun, men forventede ikke at kvinden forstod hvad hun mente. En af mændene fra teamet havde taget hans trøje af, og havde nu løsnet forbindingen. ”Carm! Se” Carm vendte sig og kiggede på Ronans arm. Et kæmpe ar, løb ned over hans overarm, og blodet piplede ud af det. ”Så er du altså et LEX-barn” sagde hun lavmeldt. ”Bring han til vores hospital og giv ham en behandling. Men hver forsigtige! Han er et såret og udmattet LEX-barn og kan tage skade af alle ting lige nu!” De løftede ham op på en båre og bar ham ind i en af kapslerne, og forsvandt så op i luften. Nu stod kun Kia, Carm og nogle få mænd, der var blevet tilbage. ”Du kommer med mig” Sagde hun. ”Hvor tager de ham hen?” Carm smilede. ”Han er i gode hænder” Kia så efter dem. ”Flyver vi efter dem?” Carm rystede på hoved. ”Nej, vi flyver op til hovedkvarteret, her kan du få lidt at spise og drikke” Kia fulgte med Carm ind i den sidste kapsel. ”Du kender til det blødende ar?” Carm nikkede. ”Din ven er ikke den eneste her i verden der er LEX, inden udryddelsen begyndte i nord. Nåede en del at flygte hertil. Og de lever i bedste velgående” Sagde hun og smilede.

Der var ingen vinduer i kapslen. ”Hvordan kan vi se hvor vi flyver hen?” Hun havde ikke oplevet sådan en teknik før. ”Den flyver af sig selv, den er programmeret til at lande ved hovedkvarteret” Der gik ikke mange minutter, før døren pludseligt åbnede igen. Kia havde slet ikke mærket de var landet. Carm bad Kia om at følge med. De forlod kapslen og kom ud i solen. Sikke et syn. De var landet i midten af hele den flyvene by, på et kæmpe brostens belagt torv. Der var grønt græs og planter omkring dem. Høje palmer over alt, og høje huse, i en sølv aragtig farve. Bygningerne var kuplet formede, ovale, eller firkantede med runde hjørner. Kia fulgte Carm, ind i en kæmpe bygning. Der var vinduer over alt og Kia kunne så flyvene kapsler over deres hoveder. Gulvene i den kæmpemæssige bygning var spejl blanke. Der var mange mennesker, de fleste af dem mørke ligesom Carm. Familier sad sammen ved borer og spiste frokost, alle i de sølvskinnende dragter. Nogle kørte på noget der lignede cykler, men de havde ingen hjul. Det var helt fantastisk, hvordan denne verden kunne være så meget anderledes, fra deres.  Carm så glæden i hendes øjne. ”Du er sikkert overvældet over den fred, der hersker her ikke sandt?” Kia nikkede. ”Det er fordi ingen her, kender til verden udenfor” Kia rynkede brynende. ”Er der ikke nogen der har spurgt til det? Eller nogen der vil forlade det?” Carm nikkede. ”Ihh jo. Men dem der ønsker at se verden, må aldrig komme tilbage. De fleste af dem, bor uden for, i det område i passerede efter grænsen. Dem der fortrød deres valg, bor omkring os og passer og plejer jorden og dyrene, så byen engang kan blive sat ned på jorden igen” Kia betragtede en familie. ”Så de ved ingenting?” Carm rystede på hoved. ”Det er sådan vi holder fred i vores verden” De gik videre. ”Men du er her da? Du kender til det?” Hun nikkede. ”Ja, det er der nogle stykker der gør. Men vi har ikke lov til at tale om det, med andre. Nogen skal styre tropperne frem og tilbage. Det jo ikke den eneste flyvene by vi har her i syden” Carm stoppede og viste hende en blomst der stod i en vase. ”Denne plante ville dø udenfor byen. Byen er ikke klar til verdenen udenfor. Min mand og datter kender intet til det jeg laver, eller ved” Hun smilte skævt. ”Hvordan kan i holde det hemmeligt?” Carm stoppede og trykkede på en væg, der med det samme åbnede sig, og hun gav tegn til Kia om at hun skulle gå ind. ”Alle der røber hemmeligheden, bliver hjernevasket. Alle der føler sig fanget herinde, fanger vi og afhøre inden de spreder rygter. Vi holder øje med alle, vi ser alt og hører alt” Hun trykkede på en knap på væggen, og pludselig kørte rummet op ad. Lidt tid efter åbnede væggen sig igen. De kom nu ud på en lang gang der nærmest gik rundt. Kia blev bedt om at tage plads i et lille rum. Her fik hun lidt at spise og drikke.

Carm kom ind sammen med en anden mørk mand. ”Dette er Carlos” Han bukkede. ”Han er formand for mit team, der har med flygtninge at gøre” Sagde hun. Kia rejste sig og tog pænt hans hånd. Hun havde endnu ikke fået muligheden for at få et bad, og følte sig meget beskidt i det rene rum. ”Først skal jeg bede om dit fulde navn, alder og hjemby” Kia nikkede. ”Jeg hedder Kia Nixson, jeg er 18 år gammel og jeg kommer fra nordens hovedstad” Carlos skrev oplysningerne ned på et stykke papir og lagde det ned på bordet foran sig. ”Godt Kia. Du skal nu fortælle os, hvorfor i flygtede hertil?” Kia så lidt uforstående på ham. ”Vi flygtede ikke hertil… Vi blev forfulgt af min bro… en lejesoldat, der angreb os. Han angreb os nok fordi de fandt ud af Ronan er et LEX-barn” Carlos kiggede på Carm. ”Ronan?” Hun nikkede. ”Den anden flygtning er i behandling” sagde hun. ”Hvor mange år er i blevet forfulgt?” Kia vidste ikke helt hvad hun skulle svare, kunne hun fortælle at de havde arbejdet for magten i nord som lejesoldater? ”Ronan og jeg er ikke kærester” sagde hun så. Carm og Carlos kiggede på hinanden. ”Jeg mødte Ronan for nogle måneder siden, hvor han rede mit liv. Den soldat der er efter os, er muligvis min bror, der aldrig har tilgivet mig noget jeg gjorde for lang tid siden” Kia fortalte dem alt, de havde været igennem. Om Naren og om Loo, om Arthur og hvordan de blev smuglet ud og til sidst mødte Russel og hans mænd. Carm kiggede på Kia, og derefter på Carlos. ”Jeg tror at de to kan være meget nyttige i vores efterforskning om nordens regeringssystem” Carlos nikkede. ”Bestemt, hvis du er villig til at samarbejde, kan vi skaffe jer begge to adresse og job her i vores by” Kia lyste op, her var der ingen fare for nogle form for lejesoldater skulle finde dem.

”Giv hende nøglerne til en suite så hun kan få sig et bad” sagde Carlos, Carm nikkede og viste Kia hen til suiten. ”Du må vide hvad det indebærer at bo her, du må under ingen omstændigheder snakke om norden eller verden udenfor, med nogle” Kia tav et øjeblik. ”Heller ikke dig eller Ronan?” Carm nikkede. ”Jo os her i hovedkvarteret kan du godt, det bliver det i skal beskæftige jer mest med, så det kan ikke undgås. Men alle andre!” Kia nikkede. Carm vendte om og lod hende til hendes suite. Den mindede på ingen måde om det værelse hun havde fået til rådighed i norden. Det var så mærkeligt. I Norden er verden ufattelig realistisk. Magt, undertrykkelse og fattigdom. Her. Alle har alt, ingen kender til verdenen udenfor, alt er under kontrol, alle er lykkelige.

Det lille værelse hun havde derhjemme, var meget mindre end det her og mere usselt. En madras på gulvet, med en pude og et tæppe som en seng. Toilet og en håndvask, et lille køleskab og et enkelt lys. Væggene var af beton og var revnet flere steder. Gulvet var også beton, og møgbeskidt. Det var ikke muligt at gøre rent, hun delte nemlig værelse med små rotter og insekter. Og nu. Der var mere end et rum. Toilettet for sig selv, og det var ikke engang mindre eller på størrelse med hendes gamle værelse. Der var bruser og karbad, spejle over det hele og massere af lys, ved karbadet hang et kæmpe tv der viste noget, der lignede udsigten over byen.

I det største rum, var en stor sofa, der lå lige op til nogle kæmpe vinduer, hvor der kunne køre gardiner til siden om aftenen. Et kæmpe tv hang på væggen og der stod lamper og små planter over alt. Soveværelset var også for sig selv, og der var en stor bred seng, som stod i midten af rummet, og som var hevet op på en lille forhøjning. Sengen var redt med helt hvide langer og der lå mindst fem seks puder, runde som kantede. Der var garderober man kunne gå ind i, som var fyldt med tøj og sko. Gulvene var træ og nogle stede belagt med mindre tæpper. Væggene var helt hvide, og der var ikke en eneste revne, at finde.

Kia gik ud på toilettet og kiggede sig i spejlet, hun var møg beskidt og klam. Hun tændte for vandet i karbadet, og det blev hurtigt varmt. Hun tilsatte lidt sæbe, der fik det til at skumme helt op. Det duftede fantastisk. Uden at tænke over det, smed hun det beskidte tøj på gulvet og satte sig ned i det varme karbad. Hun slappede helt af, og lod sig synke ned i boblerne og det varme vand.

Ronan slog øjnene op. Hvor var han? Han satte sig op og følte sig noget friskere, end han plagede, til sin forbavselse. Rummet var helt hvidt og stort. Væggene bugede sammen som en halv cirkel. I den ene ende kunne han, ud af et kæmpe vindue der fyldte hele væggen, se ud, og den anden vej var en stor hvid væg med en dør, der stod åben. Carm kom ind og hen til ham. ”Hej Ronan, Kia har fortalt os det hele, og vi er klar til at hjælpe jer” Ronan så lidt uforstående på hende. ”Fortalt hvad om hvem?” Carm satte sig på en stol ved siden af sengen. ”Om du er et LEX-barn og om hvordan i før har været presset til at arbejde som lejesoldater og om angrebet og flugten” Ronan så lidt mærkeligt på hende. ”Og vi vil ikke gøre os noget, selvom vi har arbejdet for dem?” Carm rystede på hoved og grinede. ”Nej da. I to kan være til stor hjælp, for vores agenter. Vi vil vide alt om nordens styresystemer og om magten i det hele taget. Vi ønsker en verden i fred, og som det ser ud nu, er der meget kaos i norden” Ronan svingede benene ud over sengekanten. ”Men jeg er LEX? I vil ikke gøre mig noget?” Carm rystede på hoved igen. ”LEX-børn findes der ikke mange af mere, dem har norden godt og grundigt fået udryddet. I kan noget vi andre kun, kan lære af, og burde lære af. Her er andre LEX-børn end dig, og de arbejder for os, ingen slår dem ihjel” Ronan sukkede roligt og smilede så. Han kiggede på sin arm der nu havde fået en ny forbinding. Han lagde med det samme mærke til, at han var ren. Han mærkede efter sin kæde om halsen, men den var væk. ”Hvo… hvor min kæde, hvor mine ting?” Carm rejste sig og kørte en lille vogn op på siden af sengen. ”Det er blevet renset” sagde hun. Ronan tog sin kæde om halsen og derefter sit tøj på. ”Hvor er Kia?”.

Kia kiggede rund. Hvor mon hun kunne gøre af det beskidte tøj? Med et håndklæde om sig gik hun ind i garderoben og fandt noget undertøj. I det samme bankede det på døren. Hun styrtede hen og kiggede ud igennem nøglehullet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...