Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den:

Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
882Visninger
AA

12. Såret men fri

 

Gangene fortsatte i en uendelighed, men i det mindste delte den sig ikke. ”Tror du min bror har pakket noget mad til os i den taske?”. Ronan stoppede og sagde: ”Trænger du også til en pause Ronan? Jo tak Adam, det ville være rart…”. ”Okay, jeg mente det ikke sådan. Lad os holde et hvil” Sagde Adam undskyldende. Ronan satte Adam ned, og begyndte at rode i tasken. Han hev en pakke op og åbnede den. Der lå lidt brød, pølser og noget kød. Han smilede. ”Din bror har pakket mad til mindst en måned” Adam lo. ”Lidt elsker han mig da endnu” Ronan gav den blinde dreng et stykke brød. ”Han elsker dig ja, du hans bror. Men du sagde han havde flået dine øjne ud, fordi du sagde ham imod?” Adam tog en stor bid af brødet og nikkede. ”Hvad sagde du der fik ham til at gøre det?” Han smilte. ”Han bad mig om at gøre noget, som jeg ikke havde lyst til” Han tog endnu en bid af brødet. ”Hvad var det?” Adam stoppede med at spise. ”Han bad mig om at slå en lille pige ihjel…” Ronan rynkede brynene. ”Hvorfor i alverden det?” Adam trak på skulderne. ”Han sagde han ville teste om jeg gjorde som han sagde, som jeg havde lovet, for ikke at melde mig og alt det der” Ronan løftede selv et stykke brød op til munden. ”En lille pige? Han bare udvalgte på gaden?” Adam nikkede. ”Men han er faldet til ro i løbet af årene, han tæver mig allerhøjest nu… eller før” Ronan kiggede ned på hans ben. ”Hvorfor kan du ikke gå?” Adam trak på skulderne. ”Selvom han kun tæver mig nu, har han gjort det mange gange” Ronan rystede på hoved, og kravlede hen til ham. ”Hvad laver du?” Ronan hev op i hans bukser. ”Dine ankler? De må mindst være brækket!” Adam trak dem til sig. ”Det må gøre ondt som…” Ronan kiggede på ham, først nu opdagede han hvor mange skader han havde. ”Adam? Hvordan er det overhoved muligt at du er i live?” Adam løftede langsomt hoved. ”Jeg kan ikke mærke det, det skal du ikke tænke over” Ronan satte sig tilbage og begyndte at pakke tasken. ”Det da klart. Du kan ikke mærke noget fordi du i lang tid ikke har mærket andet” Han smed tasken over skulderen, og løftede ham op. ”Hvor skal vi egentlig hen?” Ronan smilede. ”Først skal vi besøge en ven på fabrikkerne, og derefter går turen til sydens hovedstad”.

Der gik nogle timer før de så, rigtigt dagslys igen. Ronan var blevet en smule træt i armene af at bære Adam og foreslog, at de skulle finde et sted at sove inden det blev mørkt. ”Ved du hvor vi er?” Ronan rystede på hoved. ”Nej her er helt tomt. Kun lidt klipper og… Jeg har ingen ide om hvilken vej nord er…” Adam lo. ”Det kan jeg da fortælle dig” Ronan kiggede forundret på Adam. ”Hvordan vil du gøre det?” Adam løftede hånden. ”Du har sat mig, så jeg for solen i hoved. Jeg kan mærke dens varme” Adam svingede armen ud til højre. ”Solen går ned i vest, og nord ligger til højre fra vest. Altså den vej” Ronan kiggede ud mod den åbne slette. Han lo. ”Det er godt slagene ikke har gjort dig dummere” Adam smilede og Ronan lagde en pind i retningen mod nord. ”Vi fortsætter i morgen” Han åbnede tasken og hev et tæppe frem, som han lagde om Adam. ”Sov godt” Sagde han. Ronan nikkede takkende. ”Også dig” Så lagde han sig selv til at sove.

Ronan vågnede tidligt, og lod Adam sove mens han pakkede tingende. Forsigtigt løftede han ham op og begyndte at gå. Ronan betragtede ham. Han kunne godt nok ikke se om han sov, men hans afslappede krop fortalte nok. Ronan kunne ikke lade være med at tænke på alt det han skulle have været igennem. Der var mærker over alt på hans krop. Hans knogler måtte være brækker flere steder. Det gav et sug i Ronan. Al den smerte. Han lod blikket falde på sin venstre arm og betragtede forbindingen. Han havde ét ar og det kunne få ham i knæ, han tog endda piller for det. Men Adam fik ingen piller, han har den smerte hele tiden, og han har lært alt leve med det. En modig dreng. Adam bevægede på sig. ”Ingen pludselige bevægelser! Jeg kan tabe dig” Adam puttede sig lidt ind i tæppet, der midlertidigt var faldet ned om hans skuldre. ”Hvor langt er vi?” Ronan kiggede sig omkring. ”Hvis jeg ikke er gået i ring, så er vi stadig på vej mod nord” Adam begyndte at tage nogle dybe åndedrag. ”Hvad laver du?” Adam stoppede. ”Det er lang tid siden jeg har indåndet så frisk luft”. Pludselig begyndte han at hoste, og Ronan måtte ligge ham ned. ”Klare du den?” Adam svarede ikke, og han blev stille og roligt blålig i hoved. Han begyndte at fægte med armene. Ronan så lidt forvirret på ham, men forstod hurtigt hvad han mente. ”Åh! Du kan ikke få luft!” Adam nikkede. ”Øhm.. hvad gør man?” Han kiggede på Adam der stadig lå og sprællede. Med et slog han ham hårdt i maven. Adam krummede sig sammen og rystede på hoved. ”Undskyld!” Adam satte sig op. ”Du hoster da ikke mere” Adam tog sig til maven. ”Du har lige slået alt luften ud af mig… Så der er ikke mere at hoste af” Sagde han hæst. Ronan kløede sig i nakken. ”Jae, jeg har aldrig været godt til førstehjælp, jeg plager bare at tage folk med hjem til…” Ronan stoppede. ”Hjem?” Ronan nikkede. ”Min bedste ven er en fantastisk person, og god til at hjælpe”. ”Du savner ham?” Ronan nikkede igen. ”Faktisk ja. Jeg har slet ikke tænkt på ham, siden hans bror døde. Om, han er okay”. ”Det er han helt sikkert!” Sagde Adam opmuntrende. ”Se! Fabrikkerne” afbrød Ronan. Adam prikkede Ronan på skulderen og rømmede sig. ”Når ja… Øhm fabrikkerne er lige fremme. Vi kan være der om et par timer” Sagde han. ”Hvad skal vi egentligt der?”. ”Først komme ind uden, at blive opdaget. Så møde en gammel ven, og så ud igen uden at blive opdaget”

”En ven?” Ronan nikkede. ”En ven, af familien”. ”Jeg troede ikke du havde mere familie” Han rystede på hoved. ”Heller ikke mig”

Ronan fandt hurtigt en gyde, hvor det var muligt at klatre over, som Kia og han havde gjort sidste gang de var her. Der var som sidst en del mennesker i gaderne, og Ronan fandt hurtigt en gyde fyldt med kulrester. Adam brokkede sig noget over at skulle smøres ind i noget han ikke kunne se, og endnu mere da det begyndte at svig i hans sår. De blandede sig i mængden og Ronan fandt hurtigt Arthurs hus, men noget var anderledes. ”Søger i Arthur?” Ronan vendte sig om. ”Åh det er dig…” Ronan genkendte manden. ”Opper?” Den gamle nikkede. ”Det er noget tid siden var” Ronan satte Adam ned. ”Hvor er Arthur, og hvorfor ser hans hus så… tomt ud?” Opper løftede, hånden til stilhed og hviskede: ”Kom med mig”. Ronan samlede Adam op igen og fulgte efter ham ind i et andet hus. Da den gamle havde lukket døren sagde han: ”Godt, nu kan vi tale sammen, Arthur er her ikke mere. De hentede ham for nogle dage siden” Ronan så uforstående på ham. Hentede? Hvem?” Opper trak en stol ud og gav tegn til at Ronan kunne sætte sin ven på den. ”Vagterne. De havde fået nys om at en hvis Ronan Park, var sluppet levende fra en af magtens lejemordere”. ”Hvad har det med Arthur at gøre?” Opper satte sig selv ned. ”Det tror jeg godt du kan regne ud” Ronan rystede forvirret på hoved. ”Hvorfor kom du tilbage?” Han trak på skulderne. ”Jeg troede han havde noget at gøre med…” Han tav og Opper nikkede stille. ”Din familie. Arthurs fulde navn er: Arthur Raven Park. De tog ham til fange, og de har sikkert også dræbt ham, for det navn din familie bærer” Ronan satte sig ned på en stol. ”Han var den eneste jeg havde…” Opper rejste sig og gik hen til et skab, som han åbnede. Han tog en lille kasse ud. ”Arthur vidste de kom, han var blevet advaret af venner, så han gav mig denne kasse, for han vidste at du også ville komme tilbage” Han stilte kassen på bordet foran Ronan. Han stak hånden derned og fiskede et billede op. Ronan førte hånden hen over det. ”Det var det billede Kia talte om”. Opper nikkede. ”Arthur sagde hun havde spurgt til det. Det er din mor” Ronan fik en smule tårer i øjnene. ”Var han min morfar?” Opper rystede på hoved. ”Nej, din farfar. Dette er et billede af din mor på deres bryllupsdag. Der blev taget tre. Et sammen og et hver for sig. Dette er det eneste der er tilbage. Din farfar nåede ikke at få mere med, da han, dig og din bror flygtede, inden de stormede huset, ” Ronan kiggede op. ”Havde jeg en bror?” Opper nikkede. ”Efter din far havde slået en mand ved navn Limé ihjel, blev der straks sendt tropper ud efter ham, der myrde både ham og din mor. Det lykkes Arthur at slippe væk med både dig og din bror, de gemte sig i jeres hus og Arthur pakkede så meget han kunne, men de slyngler stormede huset og din bror stak af med dig under armen. Arthur fandt ham senere død, og du var også væk, så han troede også du var død. Arthur flygtede og lod alt være tilbage, på nær en taske, hvor disse ting var i.” Ronan tog fat i kæden om halsen. ”Hvordan overlevede jeg?” Opper trak på skulderne. ”Det ved man ikke. Ifølge reporterne i aviserne var hele Park familien blevet skudt” Ronan kiggede på kvinden på billede. Man kunne svagt se at hun bar en kæde om halsen. Ronan åbnede hånden og kiggede på sit smykke. De var identiske. ”Den har virkelig bevist sit hver” Ronan kiggede på Opper. ”Arthur fortalte mig engang om den, og dens evne til at beskytte” Ronan smilte og kiggede på den. ”Sådan en kæde havde jeg også engang, men den virkede ikke lige så godt” sagde Adam pludselig. Ronan så over på sin ven, der smilende sad på stolen. ”Hvem er din ven?” spurgte Opper. ”Det Adam Limé”. ”Hvad?! Er det en af Limés unger?” Adam nikkede. ”Folk har godt nok ikke været venlige mod dig?” Adam smilede. ”Nah… Det her har min bror gjort” Opper så lidt forskrækket på Ronan. ”Det en familie ting” svarede Ronan for ham. Opper nikkede kort. ”Han ser lidt ”slidt” ud.” Ronan rejste sig og puttede billede tilbage i kassen, som han pakkede ned i taksen, de havde med, men sagde så: ”Jeg regner med at de kan fikse ham i syden” Oppe fik et forskrækket udtryk. ”Vil du tage derned igen??” Ronan nikkede. ”Jeg har venner der” Opper sagde ingenting. ”Vi tager afsted i morgen inden daggry, vi har ikke tid til at vente på høstfesten” Opper nikkede bare. ”Hey!” Ronan vendte hoved mod Adam. ”Hvad er der ellers i kassen?” Han smilte og samlede kassen op af tasken igen. Han bar Adam hen på en madras og satte sig ved siden af ham. Forsigtigt placerede han ting i hans hænder og lod ham gætte. Opper smilede. ”Jeg laver noget mad til jer”

Det var ikke nået at blive helt lyst, da Ronan og Adam forlod Oppers hus. Opper havde givet dem mad med, ligesom Hector havde gjort. Ronan sneg sig afsted langs væggene i de smalle gader. ”Er vi ude?” Ronan holdte hånden for Adams mund. ”Ti stille” hviskede han og satte sig besværet i knæ. Et par vagter gik forbi dem, de opdagede dem ikke. Ronan pustede ud, han rejste sig langsomt og sneg sig videre. Han fandt hurtigt en gyde hvor de ville kunne smutte over. ”Er vi ude nu?”. ”Nej…” Ronan klatrede op. ”Kan man virkelig slippe ud så let? Uden at blive opdaget?” Ronan skubbede ham op på kanten af det smalle plankeværk. ”Ja, men det er sværere hvis man har en blind på sleb der ikke kan holde sin mund”. ”Hey… så det jo godt, det ikke sker så tit” Ronan stoppede og kiggede på ham. ”Det har du ret i” Sagde han, og skubbede Adam over, så han faldt ned på den anden side. Han lå og ømmede sig lidt efter faldet. ”Var du ikke lige forbavset over jeg kunne være i live?? Og så skubber du mig ned fra en mur…” Ronan hoppede ned ved siden af ham. ”Sagde du ikke lige du ikke kunne mærke noget? desuden, er det et plankeværk, og de er ikke højere end 6 meter” Sagde han og samlede ham op igen. Adam skulle til at svare igen, men Ronan afbrød. ”Du skal stadig være stille… Vi kan stadig blive opdaget”.

Adam bemærkede efter noget tid at Ronan ikke gik så stabilt som han plagede. ”Bare sig til så holder vi pause” Ronan rystede på hoved. ”Hvis vi… jeg stopper med at gå nu, falder jeg om” Ronan fortsatte sin usikre gang. ”Desuden, møder vi nogle der kan give et lift” Adam hostede lidt. ”Har vi en aftale med nogen?” spurgte han hæst. ”Det ved jeg ikke om man kan sige. Skal du nu til at hoste igen?” Adam rystede forskrækket på hoved, og holde sig om maven. ”Nej, det er bare den tørre luft, der krasser i halsen” Ronan smilede, og fortsatte.

Timerne gik, og Ronan var parat til at give op. ”Vi stopper her!” Sagde han. ”Hvorfor nu det? Sagde du ikke lige” Ronan nikkede. ”Jo, men jeg kan ikke mere” Han gik i knæ. Besværet lagde han Adam ned på jorden foran sig. ”Jeg er ked af det Adam, men jeg kan ikke fortsætte” Adam smilede bare. ”Det okay. Tag en lur så holder jeg vagt” Ronan kiggede lidt mistroisk på ham. ”Tror du selv på det?” Han trak på skulderne. ”Hvad vil du ellers gøre?” Ronan lagde sig ned. ”Bare lægge” Sagde han. Men han måtte alligevel være faldet i søvn, for lige pludselig blev han vækket af et blød spark i siden. Han åbnede øjnene langsomt og kiggede op. Over ham stod en lys skikkelse, med noget sort noget for øjnene. Men så så han bedre efter. ”Russel?” Russel nikkede og hjalp ham på benene. ”Hvordan kan det være, at hver gang jeg støder ind i dig, er du afkræftet og ligner en der har fået tæv i en kælder” Ronan smilte skævt. ”Tja, du skød ikke helt ved siden af” Russel pegede på Adam der stadig lå på jorden. ”Hvem er din nye ven?” Ronan samlede lettere besværet Adam op. ”Hans navn er Adam… Han er slemt såret, og har været det i lang tid. Det ville være rart vis i kunne give ham en behandling?” Russel nikkede bare. ”Han ser jo helt forfærdelig ud?” Ronan gav ham til en af de andre mænd i gruppen. ”Skal du selv med tilbage?” Ronan nikkede. ”Jeg er ked af vi stak af, men der var noget jeg skulle ordne” Russel nikkede forstående. ”Vi var ikke urolige! Da vi først så Kia igen, vidste vi du ville komme tilbage” Ronan tog Russels arm. ”Kia? Er hun i?” Han nikkede. ”Kemer, vores ”sorte” spejder kom med hende. Hun lignede på mange måder dig, tævet gul og blå. I må altså fortælle hvad der er sket når vi kommer frem. Kia har nægtet at sige noget” Hendes bror har sikkert forbudt hende det, for ikke at afsløre Hector… Han er sær, men jeg troede dog ikke på det. Tænke Ronan, og fulgte så med de andre.

Det var rart at kunne slappe af på en hesteryg. Ronan faldt i søvn igen, og vågnede først da det var blevet helt mørkt. ”Vi er ved grænsen inden daggry!” Kunne han høre Russel råbe til sine mænd. ”Tungt lagde han sit hoved op af hesten manke. Den var blød, og han faldt roligt i søvn igen. Ronan havde hverken hørt eller mærket, at han var blevet taget af hesten og bragt til syden hovedsted, og han havde sovet tungt. Han vågnede i hvert fald i en seng, på noget der minde ham om det hospital han vågnede på sidst. Der sad slanger i armene og nogle få forbindinger og plastre rundt omkring. En mand i en, sølv tætsiddende dragt, med en kittel ud over, kom hen til ham. ”Du har ikke så mange indre skader som vi havde frygtet. Du har fået et helende stof sendt ind i kroppen mens du sov” Han fjernede slangen fra Ronans arm. ”Så du vil komme dig hurtigere.” Han nikkede takkende. ”Hvad med Adam?” Lægen så uforstående på ham. ”Du ved min ven, ham jeg kom med. ”. ”Når ham. Ja det ser slemt ud” Ronan rejste sig op. ”Kan jeg se ham?” Lægen nikkede og hjalp ham ud af sengen. Besværet og øm i benene efter den lange tur, blev han hjulpet ind på en lille stue, hvor Adams seng var placeret i midten. Han havde ikke kun én slange liggende. Han havde mindst et dusin. En slange ned i halsen og flere steder i armene. Han havde ledninger over alt, der var koblet til maskiner der stod omkring ham. Ud over det, var han bundet ind i forbindinger og plastre, på det meste af kroppen. Lægen førte Ronan ind i rummet og satte ham på en stol ved siden af sengen. ”Vi har lagt ham i koma” Sagde han. Ronan tog Adams hånd. ”Hvor slemt er det så?” Lægen tøvede først med at svare, men gik så over på den anden side af sengen og sagde: Han har og har haft, indre blødninger. Vi arbejder på at stoppe dem.” Han pegede på en af slangerne i hans arm, der mindede om den, han selv lige havde fået fjernet. ”Hans knogler er brækket mange steder, det er værst ved benene.” Lægen hev dynen til siden, og Adams tynde forbundene ben kom til syne. ”Hans knogler er flækkede, det var et kæmpe arbejde, at få den sat sammen. Jeg kan ikke sige om han kommer til at gå igen” Ronan nikkede blot og knugede hans hånd. Lægen lagde dynen over ham igen og fortsatte. ”Ribbenene er også beskadiget, nogle af dem er brækket flere steder, han har en punkteret lunge, og den anden var fyldt med støv.  Hans ryk har været brækket, men er helet fint sammen selv, men det er umuligt, at sige om han kan mærke noget, før han er vågen” Lægen stoppede. ”Hvad den dreng end har været ude for, har det været ekstremt smertefuldt. Vi undersøgte hans øjne, eller det der er tilbage. Og de er blevet hakket ud. Den psykopat, der har gjort det, har virkelig nyt det og givet sig godt tid med det.” Ronan knugede sin anden hånd. Hvad fanden havde Hector dog gjort. ”Det er faktisk et mirakel, at han overhoved er i live” Sagde han og gik hen mod døren. ”Hvor lang tid forventer i han skal ligge der”. ”Indtil han vågner” sagde han og forsvandt.

Ronan sad i nogle timer hos ham, indtil en sygeplejer kom ind og bad ham om at få noget søvn. Ronan rejste sig og forlod rummet. Mens han gik ned af gangen på hospitalet, kom han til at tænke på at Kia også var her. Mon ikke han ville, kunne finde ud af hvor nede i informationen? Tænkte han. Han humpede ind i en elevator, og trykkede på den nederste etage. Ronan anede ikke hvor højt han var oppe, men det tog sin tid før dørene åbnede igen. Manden i informationen, kunne hurtigt fortælle ham hvilket rum Kia boede i og så Ronan måtte igen ind i elevatoren. Den var smart, tænkte Ronan, ikke alene kunne den køre op, den kunne også køre vandret. Der var heldigvis stadig lys på gangene da han omsider kunne komme ud af elevatoren. Der var ved at blive lidt trængt havde han tænkt. Gangene i denne bygning var smallere end i den sidste, og i stedet for at være én lang gang. Delte den sig i flere små. Det var godt han havde et nummer tænkte han, mens han talte numrene op til Kias rum.

Han stod lidt udenfor døren og tog sig sammen. Det var jo snart lang tid siden. Han trådte frem og skulle til at banke da han hørte en stemme bag sig. ”Hvem søger du?” Ronan vendte sig om. En mager skikkelse trådte frem i lyset. En ung dreng klædt i mørkt tøj stod foran ham. ”Kia Nixson” Svarede Ronan. Dreng begyndte at smile. ”Kan du slet ikke kende mig?” Ronan kiggede nærmere på den fremmede. ”Kia?” Hun smilte. ”Men dit hår?” Hun nikkede tøvende. ”Ja det er blevet lidt kort ikke” Hun omfavnede ham. ”Hvad skete der? Caeleb tog dig jo med?” Hun nikkede igen. ”Han førte mig hertil”. ”Hvorfor så håret?” Hun trak på skulderne. ”Caeleb bad mig om at gøre det. Vis jeg lignede en dreng, ville der være mindre chance for at vi lignede flygtninge, norden er jo også kendt for de mange røverbander” Ronan nikkede tøvende. ”Talte Caeleb med nogen på vej her til?” Kia rystede på hoved. ”Nej, hvorfor?” Han bøjede hoved. ”Hector blev ransaget for ulovlig skjul af fanger. Han lod os slippe fri. Og blev selv tilbage. Og Arthur blev også forrådt, han er død, vi kan ikke stole på ham Kia!” Kia sank hoved. ”Det vi nødt til, så længe syden gør det, må vi også … Men hvem er os?” Ronan så lidt undrende på hende. ”Adam, Hectors lillebror?” Hun bed sig i læben. ”Tog du ham med?” Han nikkede. ”Hector bad mig om det. Men han ligger i koma lige nu, de kender ikke til hans tilstand før han vågner” Kia gik lidt tættere på Ronan. ”Så vi er nødt til at blive til han gør det?” Han nikkede tøvende. Kia smilte og kyssede ham så blidt på munden. ”Hvor vil du sove i nat?” Han smilte sødt til hende, og hun kyssede ham igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...