Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den:

Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
877Visninger
AA

15. Sammenholdet

 

De blev fløjet helt ud til grænsen. Carm gav en taske hver, med alt de skulle få brug for. Så var de afsted. Efter de havde gået lidt stoppede Caeleb og kaldte de andre sammen. ”Okay fra nu af er vi i fare for at blive taget, så hold jer i ro og opfør jer ikke mistænkeligt vis vi skulle passere en patrulje. Han åbnede den taske som han havde fået, den var fyldt med tøj. ”Tag den her på” Han kastede en klump tøj hen til hver af dem. Det var en kappe af en art. Caeleb tog den på og viste hvordan den skulle side. ”Den skal dække jeres ansigter, nogle af os er ikke ligefrem velkomne her” Ronan og Kia trak den godt ned over hoved. Man kunne kun lige se deres øjne. ”Godt. Hvem har tasken med våben?” Dean tog tasken af skulderen. ”Her” Caeleb åbnede den og læssede nogle af våbnene hen i sin nu tomme taske. ”Så den ikke så tung” Dean nikkede taknemligt. ”Ronan?” Ronan trådte frem. ”Hvor helt præcist er det så vi skal hen?” Ronan kiggede sig omkring efter noget genkendeligt. ”Vi skal ind mod hovedstaden. Det i en lille by, der ligger i nærheden” Caeleb nikkede, og Ronan løftede hånden og pegede ud i horisonten. ”Der er tårnet i hovedstaden” Langt ude i horisonten kunne man lige spotte et højt tårn. ”Det vil mindst tage en uge at nå dertil” Caeleb rystede på hoved. ”Det vil tage to, for vi kan ikke gå lige den vej” Dean så spørgende på ham. ”Ja altså, chancen for vi ikke støder ind i en patrulje hvis vi bliver herude er meget stor. Vi er nødt til at gå mod øst til vi når klippelandet. Der kan vi være i skjul” Kia trak Ronan i trøjen. ”Jeg troede klippelandet var fyldt med tyve og krimmille?” Han trak på skulderne. ”Kan man også godt sige. Det er der alle de kriminelle som magten har fået fat i sidder i fængsel, der er frygtligt derude” Caeleb fnøs. ”Du lyder som om du har været der…” Han begyndte at gå, de andre fulgte efter. ”Det har jeg også” Caeleb vendte hoved og kiggede på ham. ”Er du sikker på det var der? Så vidt jeg ved kommer man ikke ind i klippelandet vis ikke man skal afsone en straf” Ronan trak på skulderne. ”Det ikke umuligt at komme ind” Dean afbrød dem. ”Hey vent lige lidt! Hvordan skal vi så komme ind i klippelandet, hvis det er så svært???” Caeleb vendte hoved mod Dean. ”Vi skal ikke ”ind” i klippelandet, bare være i skjul i udkanten” Han nikkede forstående. ”Men forklar mig lige hvordan du så kom ind Ronan?” Både Kia og Dean kiggede afventede på Ronans svar. ”Jeg havde en mission derinde” Caeleb stoppede. ”Hvordan er det muligt?” Ronan smilede og gik forbi ham. ”Helt ærligt, jeg har arbejdet for magten, og de gav mig missioner af alle slags… Troede du vidste bare en lille smule om magten i nord” Dean kiggede på Caeleb. Han vidste hvad Ronan prøvede at sige. Han kunne ikke snakke for meget om magten i nord, da Dean stadig ikke vidste at han også var fra nord. Det irriterede ham helt vildt. ”Alle slags?” Dean brød tavsheden. Ronan nikkede. ”Alle slags” Kia fnøs. ”Hvad?” Hun rystede bare på hoved. ”Du lyder som om du er stolt af det” Ronan trak på skulderne. ”Ikke alt” Dean løb op på siden af Ronan. ”Har du dræbt nogle?” Ronan tøvede lidt med at svare, og kiggede på Kia. Hun rystede på hoved, som tegn til han ikke skulle sige noget. ”Ja da, massere” Hun rullede med øjnene. Men Deans reaktion var præcis den som Ronan havde forventet. ”Virkelig! Mega sejt!” Ronan lo, og nød rosen fra Dean.

”Alle sammen ti stille!” Caeleb havde en vis alvor i stemmen, og alle stoppede. Han gjorde tegn til de skulle bukke sig, og de gjorde det. ”Har vi ikke det der usynlige skjold med?” Kia slog Dean i baghoved og tyssede på ham. Lidt efter rejste Caeleb sig. Der er en patrulje på vej nord øst for os” Sagde han og dirigerede gruppen længere mod øst. Lidt efter brød Dean stilheden igen. ”Men hvorfor bruger vi ikke bare skjoldet?” Caeleb vendte sig mod ham. ”Vi har det ikke med… og ti så stille!” hviskede han hårdt. ”Hvad? Har vi det ikke med” Ronan smilte, Dean irriterede vist Caeleb en smule. Han nød det i fulde drag. Men da han ikke svarede, følte Dean at det var nødvendigt at spørge igen, men Kia stoppede ham. De kunne se patruljen i det fjerne. De lå ned på maven og kiggede mod dem Snart havde de passeret dem og de kunne nu komme videre. ”Hvordan kan man engenligt få sig selv til at dræbe en anden? Jeg mener vis du ikke har noget had til den person” Mørket begyndte at omslutte dem, men Caeleb gav ingen ordre til at stoppe og slå lejrer. ”Du har vidst aldrig fået en ordre før” Sagde Ronan drillende. ”Ihh jo! Det bare ikke altid jeg hører efter” Caeleb vendte hoved. ”Nej virkelig…” Kia smilede for sig selv. Dean ignorerede hans kommentar og fortsatte: ”Det tror jeg altså heller ikke jeg ville gør vis jeg fik ordre til at dræbe Kia fx” Han kiggede på hende og smilede. ”Heller ikke hvis du vidste vis du ikke fulgte dine ordre ville magten sende lejesoldater ud for at slå dig ihjel?” Et lidt skræmt udtryk bredte sig i Dean ansigt. ”Fordi man ikke gjorde det én gang” Han så på Kia, som nikkede. ”Magten i nord er jo syg i hoved!” Caeleb skuede bagud, men sagde ingenting. ”Det er forræderi vis du ikke følger din ordre, og det kan straffes med døden” Dean sank en klump. ”Hvis dem der ikke adlyder ordre bliver slået ihjel, hvad har dem i klippelandet så gjort?”. ”Det er mordere, tyve, voldtægtsmænd” Sagde Caeleb. ”Hvorfor bliver de ikke slået ihjel”. ”Det gør de også med tiden. Når først man er dømt til at arbejde i klippelandet, kommer man aldrig ud derfra. Forræderi er slemt. Men klippelandet er til dem der fortjener noget der næsten er værre end døden. Utrolig mange begår selvmord derude har jeg hørt” Sagde Kia, bare for at komme lidt ind i samtalen. Ronan rystede på hoved. ”Det fysisk umuligt at begå selvmord i klippelandet” Kia rynkede brynene. ”Det så du måske da du var der?” Ronan nikkede. ”Come on, du har jo ikke været der” Snerrede hun. ”Det har jeg altså… jeg kom ind og jeg kom ud igen også” Hun rystede på hoved. ”Det umuligt” Ronan slog sig en enkel gang på brystet med begge hænder og svang dem derefter ud til siderne. ”Måske for dig, men ikke for mig, glem nu ikke hvem jeg er” Hun fnøs, og vendte hoved den anden vej. ”Hvordan er der så i klippelandet?” Dean og alle hans spørgsmål, tænkte Ronan. ”Mange tror de rent faktisk arbejder, men det gør de slet ikke” Nu lyttede Caeleb også efter samtalen. ”De ligger alle sammen i hver sin celle på et bord. Spændt fast på hænder og føder og bliver madet. En hver uskyldig der bliver sendt derud, bliver med sikkerhed skør. Der er ikke vinduer eller noget, og nogle gange slukker de lyset”. ”Hvordan ved du de ligger spændt fast, hvis der ikke er vinduer?” Ronan smilede. ”De har videoovervågning…” Caeleb stoppede pludseligt. De andre måtte stoppe ligeså pludseligt op for ikke at vælte ind i hinanden. ”Hvad nu?” Spurgte Kia. ”Vi slår lejer her” Han smed tasken på jorden. ”Hvem har teltet” Ronan rakte hånden i vejret. ”Godt, du slår det op” Ronan kiggede lidt irriterende på ham, men gjorde som han sagde. Da mørket helt havde omslugt dem, havde de fået tændt et lille bål. ”Man kan altså se et bål på lang afstand” Sagde Ronan mens han stak en pind med mad hen over ilden. ”På denne afstand i mørket, vil vi bare ligne en flok rejsende, ingen steder at bo ingen steder at tage hen, patruljerne undgår dem altid, fordi de har lus og sygdomme” Kia stak også en pind ind over ilden. Det var noget frosent kød de havde fået med af Carm, så de tog noget tid før de var færdige.

Da Dean og Kia var faldet i søvn, sad Ronan og Caeleb stadig oppe. ”Hvordan kom du ind?” Ronan kiggede op, han sad og tågede lidt. ”Det var nu nemt nok. Jeg var ikke så stor den gang, jeg brugte skakterne” Caeleb grinte lavt. ”Hvad syntes du som om det du så?” Ronan forstod ikke præcist hvad han mente. ”Hmm, ikke andet end det har overbevist mig om hvor fucked up magten er” Caeleb så ned. ”Det har ændret sig siden den gang” Ronan rynkede brynene. ”Hvordan ved du det?” Nu var det hans tur til at lyde forundret. ”Jeg var med på en patrulje der skulle føre en flok fanger derud, og jeg overhørte vagterne snakke. Ikke alle for mad, og cellerne er blevet mindre fordi der skulle være plads til flere. Og vagterne underholder hinanden med at tæske dem” Ronan så ned. ”Det sygt…”. ”De fortjener det” Ronan så forarget på Caeleb. ”Ingen fortjener sådan en straf, de burde spærres inde ja, men ikke behandles som noget de ikke er” Caeleb så en smule spørgende på ham. ”Noget de ikke er?” Ronan nikkede. ”De bliver behandlet som dyr, men det er altså mennesker, og mennesker kan fortryde og angre, men den mulighed for de aldrig. Deres liv er ødelagt” Caeleb nikkede. ”Ja… Det blev ødelagt fra det øjeblik de gjorde deres gerning, det er umenneskeligt” Ronan trak sig sammen for at holde varmen. ”Det sekund vi kun ser had til dens slags mennesker, glemmer vi, at de stadig er mennesker. Nægter at tilgive dem. Skabe et fængsel så strengt som det i klippelandet. Der kan vi begynde at tale om umenneskelighed” Caeleb svarede ham ikke.

”Hvis jeg arbejde der som vagt, ville jeg gøre min del for at disse mennesker også skulle kunne føle sig som et, på deres dødslege” Caeleb skuttede sig. ”Du vil måske derhen igen?” Ronan trak på skulderne. ”Hector blev sendt derhen” Ronan kiggede chorkeret op. ”Hvad, sagde du ikke han begik selvmord!?” Caeleb nikkede. ”Jeg kender dig godt nok til at vide, at du ville sætte livet på spil for at komme ham til undsætning…” ”Så han er måske stadig i live??” Caeleb trak på skulderne. ”Muligvis, men du kan ikke rede ham” Ronan kiggede væk. Hector fortjente ikke den død tænkte han. Han burde da kunne gøre et eller andet. ”Nu skal du ikke få gode ideer Ronan” Sagde Caeleb en smule mistænksomt. ”Han fortjener det ikke” Sagde Ronan stille. ”Han er en morder og en svindler, ligesom alle de andre”. ”Han havde en grund” Caeleb rystede på hoved. ”Der findes ikke en god grund til at gøre det han gjorde” Ronan rejste sig. ”Vent lige lidt… syden fandt to lig, da de nåede frem?” Ronan så forfærdet over på Caeleb. ”Hvis ikke det var Hector, hvem var det så?” Caeleb svarede ham ikke. ”Og hvis Hector ikke begik selvmord… blev han jo opsøgt af nogen alligevel!”. ”Du vil vide om jeg sladrede og jeg har svaret..” Sagde Caeleb forsvarende, da Ronan gav ham et mistroisk blik. ”Han gjorde muligvis modstand, da de hentede ham, og det resulterede i et drab. Norden tager aldrig deres døde soldater med. Hvis jeg kender de små team, man bruger til sådan nogle opgaver rigtigt, så har de fået Hector til at tage den dødes tøj på og omvendt. Så ingen ville kunne se at det rent faktisk er en soldat” Ronan rynkede brynene. ”Hvad handelede det om? Sagde han lavt. ”Ære” Sagde Caeleb stille.

Caeleb rode i sin lomme og hev en pung frem. I den havde han en kanyle og en masse små hylstre fyldt med noget rødligt. ”Hvad er det?” Caeleb satte et af hylstrene fast i kanylen og stak den ind i armen. ”En krigsskade, det er bare noget medicin der tager smerten. Det må du jo kende alt til…” Ronan nikkede og vendte om mod teltet. ”Godnat” Caeleb nikkede til ham. ”Ronan?!” Han vendte sig mod Caeleb og bålet. ”Du rør ikke den maskine når vi for fat i den” Han sagde ingenting, men rystede bare på hoved. ”Ronan!” Caeleb hævede stemmen. ”Min ordre er ikke at lade dig røre den” Ronan smilede stift. ”Carm har vel givet dig den ordre” Caeleb nikkede. ”Når Carlos ved, at jeg kunne finde på det, og han ikke stopper mig, kan det ikke bekymre dem så meget… Desuden er Carlos hævet over Carm” Nu rejste Caeleb sig op. ”Ja, men han gav mig kommandoen, så jeg er hævet over dig” Ronan valgte at overhører ham. ”Du rør den ikke!” Ronan reagerede stadig ikke, han foldede bare sin sovepose ud. ”Og det en ordre!” først nu stoppede Ronan. ”Gav du mig lige en ordre?” Caeleb nikkede. ”Jeg har kommandoen så jeg bestemmer, og hvis ikke du høre efter, må det blive til en ordre i stedet” Ronan så lidt vredt på ham, men sagde ingenting. ”Du er vokset op med, at en ordre er en ordre, og der er intet at gøre, du vil føle en kæmpe skyld hvis du nægter”. ”Og du misbruger det, som om det var mit svage punkt” Sagde Ronan surt. ”Det er dit svage punkt, men sådan kan jeg holde styr på dig. Jeg ved du adlyder en hver ordre du for, fra dine overordnede, Ronan. Og jeg ved at vis man ikke nævner ordet, er du en kæmpe regl bryder.” ”Der er forskel på at give folk en ordre og fortælle dem hvad de ikke må… Du giver kun folk en ordre vis du ikke stoler på dem..” Caeleb lo. ”Så Carm stoler ikke på mig?” Ronan rystede på hoved. ”Hun har da nok en grund til at tro du ikke gider se efter mig hele tiden” Caeleb rystede bare på hoved. ”Ja, ja, men husk nu Ronan, jeg har givet dig en ordre!” Ronan kravlede bare ned i soveposen. Han gad ikke se på ham mere.

Tidligt næste morgen brød de op. ”Vi skal nå klippelandet inden det bliver mørkt! Så der er ingen pause i dag” Ronan sukkede, han havde sovet utroligt dårligt, den nat. Kia kunne se på ham at han ikke var helt frisk. ”Skal du have dine piller?” Ronan rystede på hoved. ”Det ellers lang tid siden du har fået dem?” Han trak op i ærmet og viste hende flere stiksår. ”Jeg har fået en del vacciner i syden. De hjælper på det.” Dean gik op på siden af Kia. ”Dit hår er virkeligt smukt i dag” Det havde hun ikke rigtigt tænkt over, hun havde ikke engang haft tid til at re det, og sandet her på sletten gjorte det tørt og stift. Hun kunne ikke lade være med, at tænke på det egentligt måtte ligne en gammel høstak. Men hun smilede bare sødt til ham. Han gik tættere på hende og lavede den gamle gabe-finte og lagde forsigtigt armen omkring hende. ”Du skal ikke engang tænke på at gøre det!” Han fjernede hurtigt armen, da Ronan afbrød dem. Kia vendte hoved og kiggede taknemmelig på ham. ”Kommer i sammen eller hvad?” spurgte Dean lidt forarget. Caeleb drejede hoved. Ronan sagde ingenting, men Kia gik ned til ham og lagde sin arm omkring ham. ”Det ved jeg ikke” Dean så på Ronan der stadig ikke sagde noget. ”Kan du ikke være sammen med mig så? Bare indtil du ved det. Caeleb lo lidt for sig selv. ”Det kan jeg desværre ikke. Jeg kan rigtig godt lide Ronan, jeg ved bare ikke om han kan lide mig, så det er lidt svært” Ronan kiggede på Kia. Hun smilede bare. Så lagde han armen om hende og sagde: ”Ja vi to kan heller ikke være sammen Dean, jeg har det på samme måde som Kia” De lo.

Solen bagede ned på dem, og kapperne, de måtte bære for at skjule sig, føltes tunge. De passerede en del patruljer, men de havde ingen store problemer. Så længe de lignede rejsende kom de ikke i nærheden af dem. Sent om aftenen nåede de klippelandet. Klipper og kæmpe stenblokke stak op af jorden alle steder, tårn høje og utroligt kantede. Ikke så sært det hedder klippelandet tænkte Dean. Caeleb foreslog, at de begav sig en smule ind i klippelandet, sådan at de havde noget skjule sig i. De skulle passe på klipperne, de var skarpe og glatte. De slog lejer i en lille kløft mellem nogle klipper. Her lavede de bål ligesom forrige nat. Denne aften sad Kia længe oppe i armene på Ronan. Caeleb betragtede dem fra sin plads på den anden side af bålet, endnu engang måtte han stikke sig i armen, han så koldt på dem, da han pressede væsken ind i blodet. Dean lå i sin sovepose og snorkede. De havde ikke slået teltet op i nat. Klipperne dækkede dem for regn og blæst, så Caeleb så ingen grund til at bruge tid på det. Kia tog Ronans hånd og lagde sig ind til hans bryst. Lidt efter sov hun. ”Kan du lide min søster?” Det havde han spurgt om før… ”Hvorfor vil du så gerne vide det? Sidste gang ville du ikke have jeg rørte hende” Caeleb roede lidt i ilden med en pind. ”Kan du eller kan du ikke?” Han kiggede på ham med alvor i blikket. Ronan nikkede stille og kiggede ned på hende. ”Ja, men det er svært, jeg er trænet til ikke at holde af nogen, det ville bare give mig flere svagheder” sagde han. Og løftede så blikket, til det mødte Caelebs. ”Hvad med Naren og Loo?” Ronan tændte en smøg. ”Ja… Naren er min bedste ven og Loo var…. Det var en fejl at blive med dem, og det ved jeg. Men det forklarer også min svaghed for Kia”. ”Du må love mig at passe på hende så” Sagde han stille. ”Vent? Jeg må godt nu?” Caeleb nikkede langsomt. ”Jeg har aldrig set min søster sådan før, så du har bare ikke at knuse hendes hjerte!” Ronan rystede ivrigt på hoved. ”Jeg ved jeg har spurgt før, og jeg ved hvad jeg sagde, men den gang var du ikke sikker. Det er du nu” Ronan bukkede hoved for ham. Lidt respekt havde de dog for hinanden.

Det begyndte at blive koldt, og Ronan besluttede sig for at han hellere måtte få Kia i seng. Forsigtigt løftede han hende op og bar hende hen til en sovepose. Caeleb kravlede selv ned i sin og lukkede øjnene.

Morgen efter regnede det, og vandet dryppede ned fra klippen over dem. Ronan lå i soveposen og kiggede på det dryppende vand. Nøj hvor gad han ikke derud lige nu. Kia ruskede i ham. ”Vi skal op og videre” Han vendte sig om. ”Du mener ikke helt seriøst, at vi skal ud i det vejr?” Caeleb kom hen og satte sig på hug foran ham. ”Jo det mener jeg” Han kravlede modvilligt ud af den lune sovepose og pakkede den sammen. Alt hvad de havde på sig blev gennemblødt. ”Vi bliver syge af det her” Råbte Ronan til Caeleb der gik oppe forrest, ”Vi har godt af at gå! Og desuden kan du ikke blive mere våd nu, så om du går ind nu eller om to timer, gør vel ikke den store forskel” De fortsatte.

Dagende efterfølgende var ikke mindre regnfulde, om natten sov de i kolde og våde soveposer. Og efter hånden som ugerne gik, blev de alle lidt mere snottede eller syge. ”Der er byen!” Ronan pegede en smule udmattet ud i horisonten. Det ville tage endnu en fire timers tid, inden de kunne nå frem, men tanken om det varme hus og tørre tøj, holdte humøret oppe. Det var også kun lige med nød og næppe at de kunne slæbe sig ind i gaderne. ”Hvilket hus er det” Ronan trak på skulderne. ”Aner ikke hvor det ligger, ved bare hvordan det ser ud” De holdte en times pause og begyndte så deres søgen efter Narens hus. Først engang da mørket havde lagt sig, fandt Ronan huset. Han bankede på. En gammel mand åbnede døren og kiggede ud. Hej bedstefar” sagde han og den gamle omfavnede ham. Naren kom styrtende ud. ”Ronan!!” De to venner tumlede ned at trappen, men fik dog rejst sig igen. ”Hvem er de andre?” Han hilste på Kia. Ronan præsenterede Dean, og Caeleb som Kemer. ”Der er så meget jeg skal høre! Kom ind og fortæl!” Han trak dem alle med ind. Der var varmt og rart. De fik lidt at spise og drikke og Naren spurgte og spurgte om deres rejste og hvad de havde oplevet. Senere på aftenen trak Ronan Naren til side. ”Hør her vi er kommet for at hente din tidsmaskine, og vi har ordre til at tage den med tilbage til syden, hvor de vil ødelægge den” Naren trak sig lidt tilbage. ”De må sq da ikke ødelægge den, jeg har brugt så meget tid på den! Ronan nikkede. ”Det ved jeg! Og det er derfor at jeg må rejse i aften!” Naren nikkede! ”Jeg skal nok hjælpe dig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...