Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den: Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
819Visninger
AA

7. Mændene fra syd

 

Hen på aftenen, begyndte det at blive koldt. Det store åbne område, var helt fladt. Jorden var tør og revnet, nogle steder var den fuld af løst sand, der hvirvlede op i luften. Soludbrudet havde forudsat, kæmpe ødelæggelser, skove var døde, og søer tørret ud. ”Har vi noget at drikke? Jeg er så tør i munden” Sagde Kia. Ronan rystede på hoved. ”Du er tør i munden fordi luften er så tør” sagde han. ”Derfor er jeg stadig tørstig…” Ronan fortsatte uden at svare. ”Vi burde finde ly for natten” Sagde Kia. Ronan vendte sig mod hende. ”Okay, så sig lige til når du finder et ”ly” for som det ser ud, er her intet så langt øjet rækker!” Han vendte og gik videre, da hun ikke svarede. Efter lidt tid. ”Det var nu mest fordi det er blevet så koldt” sagde hun stille. ”Tag et tæppe om dig, vis du fryser” sagde han skarpt. Hvorfor vrissede han sådan af hende, tænkte hun. Hvad mon der gik ham på? Hun nåede ikke at spørge for i næste nu, fløj skud gennem luften. ”NED!” skreg Ronan, og Kia smed sig på jorden. ”Hvor kommer de fra!?” råbte Kia. ”Jeg aner det ikke!!!” skreg han tilbage. Skudende var overdøvende, men de kom fra ingenting. Kort efter stoppede de. Ronan og Kia lå med hænderne over deres hoveder. Ronan løftede hoved forsigtigt, men mærkede noget smalt trykke mod hans hoved. Han så op.

En mand i posede bukser og noget tørklæde lignende noget om kroppen og hoved, så kun øjnene var synlige, stod og pegede et gevær. En anden man havde trykket sit gevær helt ned i baghoved på ham. ”Skal jeg skyde knoppen af ham?” spurgte han. Manden rystede på hoved og spurgte. ”Hvem er i? og hvad er jeres mission?” Kia skulle til at svare, men blev sparket hård i maven. ”Hold kæft kælling!” sagde en tredje mand og pegede sit gevær mod hende. Ronan løftede blikket og så hvor mange bandit-lignende mennesker der stod omkring dem. De var kommet ud af ingenting. Han mærkede geværet bliv presset hård ned i hans hoved. ”Svar!” Ronan rømmede sig. ”Mit navn er Ronan og dette er Kia. Vi er på flugt” Han vidste ikke hvem de fremmede var, og om han skulle svare, om de flygtede fra magten i nord eller syd. ”Flugt siger du… Det er da vel ikke fra os?” lo han. ”Det kommer an på hvem i er” forsøgte Ronan sig, men forventede manden med geværet, kunne skyde hvert øjeblik. ”Vi er en snigepatrulje, fra magten i syd” Svarede manden. Ronan drev et lidt lettet suk. ”Det er ikke jer vi flygter fra så. Magten i nord har dræbt vores familier, og vi bliver forfulgt af deres lejesoldater” Svarede han. ”Hvorfor skulle de gøre det?” Kia løftede hoved. ”Han er et LEX-barn” Ronan så skarpt på hende. ”Javel ja” sagde manden. ”Bevis det” Ronan kom på benene. ”Det kan jeg ikke” Sagde han. ”Det var måske en løgn?” Nu kom Kia også på benene. ”Nej! Det passer! Hvorfor siger du det ikke Ronan??” Kia så uforstående på ham, men han kiggede væk. ”Passer det eller passer det ikke!?” en af mændene skubbede til Ronan, der stod med bøjede hoved. ”Det passer, men jeg kan ikke bevise det” sagde han. LEX-børn var ikke så udbredte i syden, men meget eftertragtede, sydens folk slog dem dog godt nok ikke ihjel. Men mennesker der ikke kendte til ar der aldrig kunne hele, kunne han derfor ikke bevise noget for.

”Klogt sagt!” sagde manden. ”Jeg tror lidt, på dig” En anden mand trådte op ved hans side. ”Hvad gør vi ved dem?” Han kiggede mistroisk på Ronan. ”Vi tager ham med os, og når vi kommer til hovedstaden i syd, finder vi ud af om han har talt sandt. Han er et vigtigt våben for os vis han er et LEX-barn, de er nemlig dødsdømte her i norden for deres, særlige evner. Det kan udnyttes hos os” sagde han. ”Og pigen?” Manden bad dem sænke de geværer, der var rettet mod Kia. ”Lad hende være” Sagde han. ”Sid op” En af mændene famlede i luften og fik fat i et eller andet. Med et kom en række heste til syne. Kia og Ronan havde ikke se sådan et syn før, det var overvældede. ”Sydens dyre og plante liv, har ikke taget så meget skade som nordens, vi gør meget for at holde det i balance” Fortalte han. ”Mit navn er Russel og det her er mine mænd, velkommen i gruppen” sagde han. ”Vent!” En mørkeklædt mand kom frem bag en af hestene. ”Du burde ikke stole på ham uden videre!” Russel hoppede op på sin hest. ”Kemer? Hvad foreslår du?” Kemer, som han hed, stilte sig ved Russels hest, og sagde: ”Bind hans hænder sammen forfra, og lad ham gå efter hesten” Russel så usselt på ham. ”Det nu ikke særligt pænt Kemer…” sagde han. ”Nej min herre, men hvis han er et LEX-barn, er det ikke noget problem” Russel trak på skulderne. ”Fint, bind hans hænder sammen som Kemer foreslår, og spænd ham til en hest” Mændene tog Ronans hænder og bandt dem, han gjorde ikke modstand, og de lod heldigvis være med at tjekke ham for våben. ”Hvad med mig?” Kia så på Ronan, der trak på skulderne. ”Du kan gå” sagde Russel. ”Nej! Tag mig med!” Russel så lidt fornærmet på pigen. ”Og hvorfor så det? Hvorfor belaste hestene mere end nødvendigt? Er du hans søster? Er du også et LEX-barn” Mændene hviskede sammen, de lignede ikke ligefrem hinanden. ”Det er hun ikke” Sagde Ronan. Russel så spørgende på ham. ”Hvem er hun så?” Inden Ronan noget at svare, gik hun lige hen til ham og tog kærligt hans arm. ”Han er min kæreste” sagde hun så. ”Russel lo. ”Når nu gider du pludselig godt lege med…” Hviskede Ronan. Kia lossede ham diskret i siden. ”Jamen så må du jo hellere komme med min pige” sagde Russel. ”Du kan side på den hest din ven, er spændt til” En af mændene hjalp hende op. ”Kemer! Aktiver skjoldet!” En summene lyd hørtes og luften omkring dem bølgede kort. ”Hvad var det?” Spurgte Kia. ”Et usynligt skjold, vi bruger til vores snigerpatruljer, så bliver vi ikke opdaget, og undgår unødig kamp” Svarede Russel lidt stolt. Kia nikkede imponeret.

De satte i gang. Det gik lige langsomt nok til Ronan kunne følge med. Kia vendte sig om på hesten. Ronan gad næsten ikke engang, at se på hende. Mørket faldt på, og på en eller anden måde lykkes det Kia, at falde i søvn. Ingen af Russels mænd sov, og Ronan forventede ikke han kom til det lige foreløbig.

De passerede mange flokke af både tropper, og omvandrer, der ikke hørte til nogen steder. Det føltes så uvirkeligt for Ronan, at de ingenting så. De lå ikke mærke til en kæmpe flok sydenske soldater passerede dem. Ronan betragtede Kia, der lå og sov. Hun var møg beskidt stadig, ligesom ham selv. Mon de ville blive tilbudt et bad når de nåede frem?

Natten var lang, og Russels mænd var synligt trætte af den lange tur. Ronan gik som om han havde gået i to minutter. Kemer kiggede over sin skulder og skuede skævt til Ronan. Ronan gjorde sit bedste, for at smile og se venlig ud, men Kemer vendte ham ryggen igen. Kia vågnede og strakte sig. ”Har du sovet godt?” spurgte Ronan. Hun nikkede. ”Vi er fremme ved grænsen om et par timer” Råbte Russel oppe forrest i flokken af mænd. ”Klare du dig?” spurgte hun Ronan, som trak på skulderne, og bemærkede Kemer overhørte deres samtale. Solen bagede på dem, og Ronan begyndte at få det underligt. ”Kia, kan jeg få dig til at tage mine piller i min lomme??” Kia så alvorligt på ham. Hun kunne godt se han ikke så helt frisk ud. ”Russel?” råbte hun. Russel vendte hoved. ”Kan vi stoppe et øjeblik?” Han smilte. ”Hvorfor skulle vi det?” Kia pegede på Ronan. ”Han har det ikke så godt” Russel blev alvorlig. ”Hvad sagde jeg! Man kan ikke stole på dem!!! Han er slet ikke LEX!” råbte Kemer. ”Ti stille Kemer!” Sagde Russel og gav tegn til stop. Han red ned til Kia og Ronan og hoppede af hesten. ”Hvad er der galt?” Kia hoppede også ned af sin hest. ”Han har et ar der bløder på armen” hun løftede hans venstre arm og viste ham forbindingen. ”Han for nogle piller fordi det breder sig, og det bliver han syg af” Forklarede hun. Russel så undrende på dem. ”Et blødende ar?” Hun nikkede. I det sammen gik Ronan i knæ da en smerte for igennem ham. ”Hvad sker der??”Kia hjalp ham på benene. ”Han kan ikke fortsætte vis ikke han for sine piller!” sagde hun. Russel skulle til at give en ordre, men blev afbrudt. ”Han er ikke syg! Han er kun træt, de piller hun vil give ham, vil kun gøre ham sløv, så han er nødt til at bæres! Hvis han er et LEX-barn kan han fortsætte uden dem!”. ”Bliver han sløv af pillerne” Kia nikkede langsomt. ”De forhindre arret i at bliv større og det tager smerterne, men desværre er sløvhed også en del af virkningen” Russel vendte ryggen til hende. ”Sid op! Vi fortsætter!”

Kia slap Ronan og løb hen og tog fat i Russels arm. ”Han kan ikke fortsætte uden de piller!!” Russel skubbede hende væk, Ronan så op og bemærkede et mærkeligt hadefuldt blik i Kemers øjne. Kia lod sig ikke slippe af med så let, og Russel løb tør for tålmodighed. Uden hun kunne nå at reagere, slog han hende hård i hoved og hun faldt bevidstløs til jorden. Ronan ville gøre noget, men kunne ikke få ét ord ud. En af mændene smed Kia og på hesten og blandt hende fast. Russel stolede tydeligvis ikke på dem længere. Ronan mærkede, den guldbrune hest trække i ham, og han måtte kæmpe for ikke at falde i knæ, for så at blive trukket efter den.

Solen bagede forsat, og Ronan kunne ikke længere se noget. Alt var tåget og langt væk. Han var for udmattet til at skrige af smerte, og kunne kun med nød og næppe holde sig gående. Kia hang tværs over hesten, hun havde det også meget varmt. Timerne gik, og med et, bølgede luften over dem, som da de tog afsted. Ronan kunne svagt se noget højt og mørkt, der strakte sig langt mod vest og langt mod øst. Måske en mur, måske muren der delte nord og syd for hinanden? ”Hvem der?” hørte han en råbe. ”Det er snigpatruljen, mit navn er Russel” Ronan mærkede små vibrationer i jorden, som om noget stort og tungt blev trukket hen over den. Kia betragtede den enorme mur, og så til, mens de kæmpemæssige døre åbnede sig. Nu var de altså ved grænsen.

De gik endnu et stykke tid i noget der mindede om det ørken lignende landskab, de havde forladt, men sandet var blødere, det bemærkede Ronan hurtigt. Hans skosåler var slidte, og sandet krøb ind ad alle små huller. Det stak som bare pokker, men ikke det her sand. Palmer og træer begyndte pludselig at dukke op rundt omkring, et syn Kia kun havde hørt om. Der kom flere og flere planter, og små huse. Der gik forskellige dyr rundt, nogle i en form for indhegning, og andre vildt. Kia vidste ikke hvad der var for nogle, hun havde aldrig set dem før. Dyr var et sjælden syn oppe nord på. I horisonten spottede hun en by. Men det mest imponerende ved den var, at den svævede i luften, nok mindst 100 m over jorden. Hvordan skulle de komme derop?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...