Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den: Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
757Visninger
AA

17. Klippelandet

 

Ronan så en smule skræmt på dem begge. ”Det er ham” Kia og Naren så uforstående på hinanden. ”Det er Caeleb der styre magten i nord” Kia begyndte at grine. ”Hvad er det du siger? Han er min bror, tror du ikke jeg ville vide det?” Ronan så alvorligt på Naren. ”Er du sikker?” Ronan nikkede. ”Jeg er ikke i tvivl” I det samme råbte Caeleb ned til dem. ”Hvad sker der med jer! Vi skal helst komme videre i dag…” Ronan gik op ham, og ventede ikke på de andre. Kia så skræmt på Naren, og de løb efter ham. ”Hvad vil du gøre Ronan?” Naren tog hans arm og stoppede ham. ”Du kan ikke bare slå ham ihjel lige nu lige her?” Ronan rev sig fri. ”Nej, det ved jeg, jeg er nødt til at have et sidste bevis” Han fortsatte op til Dean og Caeleb. Lidt inden de nåede ham, begyndte Caeleb at gå, og Dean fulgte straks efter. ”Caeleb!” Caeleb stoppede. Dean stoppede også og så forvirret på Ronan. Caeleb vendte sig. ”Hvorfor kalder du mig det?” Ronan smilede. ”Jeg syntes Dean bør vide lidt mere om dig, nu hvor han ser så meget op til dig” Dean kiggede på Caeleb. ”Hedder du ikke Kemer?” Caeleb sagde ingenting. ”Nej, han hedder Caeleb og kommer fra norden ligesom os!” Dean trådte lidt skræmt tilbage. ”Ikke nok med det, er han også magten i nords leder!” Caeleb løftede blikket og så ondt på Ronan, men han fortsatte. ”Han er skyld i så mange menneskers død og sorg! Han fanger LEX-børn som os, og dræner dem fra blod! Så han kan blive stærkere end os!” Kia så forfærdet på sin bror. ”Caeleb?” I det samme farede han på Ronan og slog ham i jorden. Han trak en pistol og rettede den mod Ronan. Ronan kunne se hadet i hans øjne, men også en smule frygt og han smilede. ”Du er et uhyre!” Caeleb lagde hoved på skrå og rettede pistolen mod Naren og skød. Naren faldt sammen. ”Nej!!” Ronan ville rejse sig, men Caeleb holdte ham nede med en fod. Han kiggede på Kia der i chok gik i knæ. ”Vis du rykker dig et skrid Dean så skyder jeg også dig!” Ronan forsøgte at vride sig fri. ”Han skyder dig ikke Dean! Du er et LEX-barn! Du er alt for værdifuld for ham!!” Dean begyndte at løbe. ”Jeg er kun så meget uhyre som folk gør mig til” Ronan kiggede uforstående på ham. ”Hvad mener du?” Caeleb smilede. ”Jeg gav ham en chance” Caeleb rettede pistolen efter den løbende Dean. ”Pas på Dean!” Råbte Ronan. Caeleb vendte hoved mod Ronan. ”Jeg rammer altid” Han skød, uden så meget som at vende hoved. Dean snublede, han var ramt i benet. Kia kravlede forfærdet tilbage. ”Jeg er ikke bange for at placere en kugle i din knæskal søs! Så jeg foreslår du bliver hvor du er!” Kia gjorde som han sagde. ”Hvad nu? Hvad vil du så gøre nu…” Caeleb smilede let og trak på skulderne. Han roede i sin lomme og trak en sender op. ”Om fem minutter, kommer mine mænd, så bliver Naren og Kia sendt i fængsel. Dean bliver drænet for blod. Og du for dit ønske om at se klippelandet igen opfyldt. Dog ikke som vagt” Ronan kunne nu mærke blodet ned over sin pande. Caeleb lænede sig forover og tørrede lidt blod op. Han stak fingeren i munden. ”Du er modbydelig!”. ”Sikkert… men jeg er stærkere end nogen anden her på jorden”. Ronan kiggede lidt undskyldende på Kia, men hun så ned. ”Du er skyld i fars død!” Sagde hun pludseligt. Caeleb nikkede. ”Jeg fik tilbuddet om at overtage magten i nord, på grund af mine ideer” Han så lidt håneligt på Ronan. ”Jeg syntes det er tåbeligt at dræbe LEX-børn, når man kan bruge deres blod til at skabe en supermagt!”

”Far var ikke stolt af mig, som jeg havde håbet. Så jeg afslørede ham, men da fik jeg af vide jeg ikke kunne få magten med en bedrage i min familie” Kias øjne løb i vand. ”Så du bestilte et mord på ham… men hvorfor mig?” Han trak på skulderne. ”Ville det ikke have været dumt, hvis jeg selv gjorde det” Han smilede. ”Du har ladet mig tro, det hele var min skyld!” Han nikkede. ”Jeg valgte dig for at se om jeg kunne stole på dig, men far kendte min plan, han vidste du ikke ville gøre det, men han fik dig til det alligevel… Så du i det mindste havde en chance for at beholde dit liv”. ”Hvorfor sendte du så folk ud efter resten af familien?” Caeleb smilede. ”Nu hvor vi havde en morder i familien, var vores navn jo en skændsel”. Hun tørrede sine øjne. ”Men hvorfor ville du dræbe mig, efter vi slap fri?”

”Den gang i lager bygningen? Efter jeg vendte tilbage til magten, sagde de, jeg kunne beholde min post, på den betingelse af, at jeg fandt dig og slog dig ihjel. Men det hele tog jo en skarp drejning, da det var selveste Parks søn, der redede dig og ikke nok med det, jeg fandt jo også ud af at han var et LEX-barn. Så kunne jeg ikke andet end udnyt det. Magten skånede dit liv, med den betingelse, at jeg fangede den sidste Park” Han smilede og vendte hoved.

I det samme kom en masse sortklæde mænd til syne. Caeleb tog lagnet om hoved af, og alle bukkede for ham. ”Send ham der ned til grænsen, og giv ham det brev med jeg har efterladt på mit kontor” To af mændene gik hen og tog fat i den såret Naren. Han var skudt lige i maven og hang mellem de to mænd. ”Før min søster til hovedstaden, giv hende et bad og gør hende klar til jeg kommer tilbage” Endnu tog mænd gik hen til Kia. ”Dig der!” Han pegede på endnu en af sine mænd. ”Du følger med, og hvis hun gør modstand så skyder du hende i benene” Han nikkede og fulgte de andre. ”Ham der er et LEX-barn, få ham drænet” Ronan så hjælpeløst til mens de også slæbte afsted med Dean. Caeleb trådte væk fra Ronans bryst. ”Ham her der den længe savnet Park. Før ham til klippelandet og spær ham inde. Jeg ordner ham på et andet tidspunkt!” Da to af mændene nu også kig hen imod ham, rejste han sig op og trak sin egen pistol. Men Caeleb var hurtigere og sparkede den ud af hånden på ham. Ronan ømmede sig et kort øjeblik, og da han så op igen, nåede han kun at se undersiden af Caelebs sko. Derefter blev alt sort.

Da Ronan vågnede lå han ned. Han forsøgte at bevæge sig, men han var spændt fast. Både hænder og fødder. Han mærkede straks et spænde om maven og halsen også. Rummet var helt mørkt, og hvad han end lå på var det stenhårdt og koldt. I det samme blev lyset tændt. Det var skarpt og Ronan kunne ikke se noget, lige med det samme. Da øjnene havde vænnet sig til det skarpe lys, kunne han nu kigge rundt. Det var et meget lille lokale. Helt klaustrofobisk. Væggene var hvide, briksen han lå på var hvid, alt var hvidt, undtagen ham og de brune spænder der holdt ham fast på bordet. Han var stadig møgbeskidt og kunne smage blod i munden. I det samme åbnede døren og Caeleb kom ind. Han havde noget andet tøj på. En hel hvid dragt, der sat tæt på kroppen, og fremviste tydligt en veltrænet og vedligeholdt krop. Med sig havde han to mænd klædt i sort.

”Så vågnede du langt om længe” De to sorte mænd, stillede en stol ved hans side og Caeleb satte sin ned. De to mænd gik ud og lukkede døren. ”Her er det så” Han slog armene ud. ”En rigtigt celle i klippelandet” Ronan kiggede ikke på ham. Caeleb rejste sig fornærmet og gik hen til væggen. Han åbnede et lille skab med en nøgle, og der kom en række forskelligt farvede knapper frem. Han trykkede på en af dem. Og bordet kørte ned til gulvet. Spænderne om hans hals og mave løsnede sig fra gulvet og Ronan kunne nu komme op og stå. Han var stadig fast spændt til gulvet. Spændet om hans hals og mave, ankler og håndled sad fast via nogle lange lænker, til delvist gulv og væg. Ronan kiggede på Caeleb. ”Hvad vil du?” Caeleb smilede tilfreds. ”Bare lære dig at en ordre er en ordre” Ronan trådte lidt tilbage. ”Troede du ikke jeg vidste du havde brugt maskinen?” Ronan trak sig helt op ad væggen. ”Jeg adlyder ikke ordre fra dig!”. ”Det jeg ellers ked af at høre, vi kunne være blevet gode venner” Ronan rystede på hoved. ”Vi ville aldrig have været venner” Caeleb trådte frem mod Ronan og slog ham så han gik i knæ. Så vendte han sig om og tog sin trøje af og smurte sine ærmer op. Ronan kom på benene igen. ”Hvor er de andre?” Caeleb hoppede lige et par gange, fra side til side, foran Ronan. ”Det skal du ikke bekymre dig om” Så slog han igen, og igen.

Ronan kunne slet ikke stå på benene længere, men Caeleb var ikke færdig. Han sparkede til ham, ind til Ronan udbrød. ”Har du igen skam i livet! At du sparker på en der ligger ned” Caeleb trådte tilbage. ”Du har ret” Han gik hen til det lille skab og trykkede på en knap. Ronan blev straks trukket op i armene. Han udstødte et støn, da Caelebs næve med stor kraft, ramte ham i maven.

Kia var i de sidste mange timer blevet vasket og gjort klar. Til hvad vidste hun ikke. Af skræk for at blive skudt i benene havde hun modvilligt lade sig føre med. Hun blev nu lukket inde i et kæmpe rum. Midt i rummet stod et langt bord fyldt med mad. For begge ender af bordet stod en stol. Væggene var hvide, alt var helt hvidt. Selv den dragt de havde givet hende på var hvid. I det samme kom Caeleb ind af døren. Også han var iført en hvid heldragt. ”Dit røvhul” Caeleb stoppede op et øjeblik. ”Sikke en velkomst…” Så fortsatte han hen mod hende. ”Du skal ikke rør mig!” Hun slog hans hånd væk da han rakte ud efter hende. ”Slap af!” Han trak en pistol frem fra ryggen. ”Husk på jeg ikke er bange for at skyde” Kia så ned. ”Tag plads” sagde han og gik selv ned for enden af det lange bord. Kia satte sig. ”Spis endelig” Caeleb langede en masse mad hen på sin tallerken. ”Jeg har ingen appetit” Caeleb kiggede på hende. ”Det må du selv om” og begyndte at guffe i sig. ”Hvor er Ronan?” Caeleb tyggede af munden. ”Hvorfor intensere det dig?” Han tog endnu en mundfuld mad. ”Fordi han er min ven!” Caeleb smilede. ”Han er vidst mere end din ven…” Kia så væk. ”Han betyder noget for dig ikke også?” En lille tåre pressede sig ud og trillede ned over hendes kind. ”Er han okay?” Caeleb nikkede. ”Han er i live” Kia rejste sig. ”Hvad har du gjort ved ham?? hvor er han?” Caeleb trak sin pistol. ”Sæt dig!” Hun satte sig ned igen. ”Du har stor indflydelse på norden lige nu søs. Og jeg ved du ikke vil have jeg bruger ham til at dræne, men han er svær at overtale til at samarbejde” Kia afbrød ham. ”Hvorfor skulle han dog også det?” Caeleb smilede lumsk. ”Fordi en person han holder af, giver ham hans ordre” Hun rynkede brynene. ”Jeg ville aldrig give ham en ordre” Caeleb trak på skulderne. ”Han tager ikke længere mod ordre fra mig, men dig måske?” ”Ronan kan sagtes undvige en ordre!” Caeleb grinede. ”Der tager du fejl. Ordet betyder mere for den dreng end du aner.” ”Men han brugte jo tidsmaskinen, selv om du sagde..” Caeleb nikkede. ”Jeg sagde han ikke måtte røre den, ikke at han ikke måtte bruge den. Ronan er en regl bryder, og tro mig han tænker over, alle former for smutveje, så du er nødt til at fortælle ham, at vil han væk fra klippelandet og få et godt liv sammen med dig, er han nødt til at samarbejde” Kia rystede på hoved. ”Det er ikke muligt at leve et godt liv i norden, så længe du styre den!” Caeleb blev vred og lavede et tegn i luften. Straks kom et par mænd slæbene med Ronan. De smed ham på gulvet foran dem. Kia ville rejse sig, men Caeleb pegede direkte på Kia med sin pistol. Ronan rejste sig ikke. ”Han er jo helt væk” Caeleb rejste sig og gik hen mod Ronan. ”Han er bare træt…” Hans fødder og hænder var bundet, og det så ud til at være stramt. Caeleb roede i sin lomme. Han trak sin lille taske med kanylen op og hev den frem. Så satte han sig på knæ ved siden af Ronan og stak ham i armen. Han sugede en smule blod ud, og dryppede det forsigtigt i nogle små glas. Han rejste sig og gik hen til Kia med det ene. ”Det vil hele dine sår” Sagde han og rakte det frem mod hende. Hun rystede på hoved. Han stillede det foran hende. ”Nu giver jeg dig ét valg. Enten overtaler du ham til at samarbejde, eller også så dræner jeg ham og spærre ham inde for altid i klippelandet” Kia betragtede sin bror drikke det lille glas med blod. ”Jeg ville nyde at dræne ham” Sagde han og smilede da han var færdig. Kia bøgede hoved. ”Jeg vil overtale ham” Caeleb nikkede smilende. ”Selvfølgelig vil du det, og drik så” Kia rystede stadig på hoved. Uden at tøve skød Caeleb på gulvet lige foran hende, og hun hoppede forskrækket tilbage. Han pegede på glasset. ”Den næste placere jeg mellem øjnene på dig” Kia blev stående. ”Så gør det” Caeleb smilede. ”Har jeg fortalt dig jeg er en dygtigt skytte?” En soldat kom ind i rummet og Caeleb løftede og skød. Med et tog han fat i Kia og slæbte hende med hen til soldaten, der nu lå på jorden. ”Kig på ham!”

Soldaten var ganske rigtigt skud i hoved, men af en skræmmende årsag, rejste soldaten sig op. Han tog sig til hoved, bukkede så og haltede ud af rummet igen. ”Det en voldsom smerte, men ikke et dødeligt sted” Caeleb rettede pistolen mod hendes pande. Kia fik tårer i øjnene og besværet hevede hun glasset til sine læber. Det smagte modbydeligt, og det gav et sus i hele hendes krop. Caeleb nikkede tilfreds. ”Nu skal du bare overtale Ronan”

Da Ronan igen slog øjnene op, lå han på gulvet i et mørkt rum. Han havde en frygtligt hovedpine, og forsøgte at rejse sig. Det gik hurtigt op for ham, at han ikke længere befandt sig i det samme rum som han vågnede i sidst. Han lå ikke længere på et bord, og denne gang var kun hans hænder bundet. I det samme var der en der tog fat i hans hår og hev ham op og stå. Ronans ben var ømme som bare pokker, og han gik i knæ igen da hvem der end, tog fat i ham, slap. Der gik det op for ham at han ikke var i et mørkt, men blot havde bind for øjnene.

Caeleb vidste Kia ind i rummet til Ronan. ”Du har en halv time, så ryger han tilbage til klippelandet, og så dræner vi ham” Han gik ud og døren blev lukket og låst bag hende. Kia løb hen til Ronan og flåede bindet af hans øjne. Hun omfavnede ham. ”Hvad sker der?” Hun kiggede på ham og aede ham på kinden. Han var gul og blå og kunne næsten ikke se ud af de ene øje. Han havde skræmmer over alt og nogle blødte stadig. ”Hvad har han gjort ved dig?...” Ronan kiggede ned. ”Hør her Ronan, du er nødt til at samarbejde med min bror” Ronan rystede på hoved uden at sige noget. ”De dræner dig for blod, hvis ikke du samarbejder” Han tog hendes hånd og kiggede på hende. ”Hvad for dig til at tro, at han vil kunne stole på mig hvis jeg siger ja?” Hun trak på skulderne. ”Jeg ved det ikke, men det reder dig i hvert fald lige nu!” Ronan svarede ikke. ”Du er nødt til at gøre hvad han siger Ronan, han lader dig være så længe, og når du er kommet dig kan du slå ham ihjel” Ronan grinte stille. ”Jeg samarbejder ikke, og du går ud og dræber ham, længere er den ikke” Så trak han sig væk fra hende. Kia sad lidt og kiggede på ham. ”Du beder mig om at slå min egen bror ihjel”. ”Din bror er et monster…” Hun nikkede stille. ”Jeg skød min far fordi han bad mig om det, det kan jeg ikke gøre igen, og det ved Caeleb” Ronan skubbede bindet han havde haft for øjnene hen i mod hende. ”Der var nok en grund til at jeg havde det på, vil du være så rar?” Sukkende tog hun bindet og satte sig foran Ronan. Hun begyndte at græde lidt. ”Hvorfor græder du?”  Hun tørrede sine øjne. ”Han slår dig ihjel… og du kan ikke fatte det!”  Hun så ned. Ronan lænede sig frem mod hende, men hun trak sig væk. ”Du betyder rent faktisk noget for mig… hvorfor betyder det ikke noget for dig?” Han sukkede dybt. ”Soldater i norden bliver trænet til ikke, at forelske sig i nogen. Det en svaghed. Jeg skulle aldrig have været blevet hos Naren og Loo. Så ville Loo ikke have været død, og Naren var aldrig endt sådan her” Hun græd stadig lidt. ”Men jeg ville have været død…” Hun løftede bindet op og ville give ham det på. Men han drejede hoved væk. De kiggede hinanden i øjnene. ”Jeg kan ikke samarbejde med det uhyre…” Hun sank blikket. Og hævede denne gang bindet uden han gjorde modstand. Hun nåede lige at binde det fast, da døren bag dem blev åbnet. ”Din tid er slut! Rejs dig op” Kia tumlede overrasket tilbage og kom på benene. To mænd tog fat i Ronan. ”Vil du samarbejde eller ikke” Kia kiggede på Ronan der langsomt løftede hoved, men da han ikke sagde noget sank hun blikket. Caeleb slog ham hård i ansigtet og vendte rundt. Han tog fat i Kia og trak hende med ud. ”Kør ham til klippelandet og dræn ham” Kia ville gøre modstand, men havde slet ingen kræfter. ”Jeg samarbejder” Caeleb stoppede for enden af rummet. Han slap Kia og vendte sig om. ”Hvad sagde du?” Ronan gentog. ”Jeg samarbejder” Kia smilede lettet, og hun kunne ikke holde sine tårer tilbage. Caeleb kiggede på sin søster. ”Så hun betyder altså noget for dig” han smilede og gik hen mod Ronan. ”Jeg ved du har tænkt over, om hvordan jeg ville kunne stole på dig, men bare rolig jeg har mine kneb. Jeg skal blot bruge dig til informationer, og det kan du gøre under fuld overvågning. Men jeg kender dine snig angreb, så jeg kan ikke have pistoler i nærheden af dig, så jeg må altså destruere dine vigtigste våben” De to mænd der holdt ham, bandt hans hænder op og holdte dem frem mod Caeleb. Han trak sin pistol og skød lige ned igennem hans hånd. Ronan sank sammen af smerte, men de to mænd holdte ham oppe. Koldt gentog han det igen på den anden. Kia stod fuldstændigt rystet bag dem. ”Send ham til hospitalet og forbind hans hænder. De tog mænd slæbte dernæst af sted med ham. Kia sagde ingenting da Caeleb tog hendes arm.

Ronan blev bedt om koder til forskellige filer som han, som den eneste, havde haft som missioner. Han skulle genkende personer og opgive navne. Ronan beklagede sig ikke. Hans hænder var forbundet, men han var stadig tid om at komme sig over sine tæsk. I to uger efter så Ronan ikke særlig meget til Kia. Caeleb havde nok lukket hende inde et eller andet sted. Hun var meget anderledes når han endelig så hende. ”Syden har erklæret åben ild krig” Caeleb lagde et brev foran Ronan. Der stod ikke noget. ”Det jo tomt?” Caeleb nikkede. Tomme breve betyder advarsler, dem bruger vi meget her i norden” Ronan tænkte på det brev hans far havde sendt ham. Det var også tomt… Hvad vil hans far havet advaret ham imod, han var en baby da han døde.. Caeleb gik vileløst frem og tilbage. ”Du er da ikke bange vel?” Han rystede på hoved. ”Nej jeg tænker bare. Jeg kender sydens angrebs metoder, men de kender ikke vores. Det en god fordel, men hvordan vil vi modtage deres angreb bedst?” Ronan der sad på en stol ved et bord lænede sig frem over brevet. ”Men et tomt brev… hvorfor lige et tomt” Caeleb stoppede og gik hen og tog det. ”Hvis nogen skulle få fat i det, ville de ikke få noget ud af det..” Han krummede det sammen og smed det i skraldespanden. ”De angriber garanteret med deres ninjaer… Så jeg må..” Mere hørte Ronan ikke for da forlod Caeleb rummet. Ronan blev sidende på stolen. Han kunne ikke gå. Eller det kunne han godt, det gjorde bare ondt. Hans ben var hævede og farvet, begge to. Caeleb havde grundigt sørget for at han ikke kunne flygte så let. Han lagde armene over kors hen over bordet og lagde sig til at sove.

Med et sæt, vågnede han igen. Kia sad på en stol over for ham, og Caeleb og nogle vagter stod med nogle kæmpe kort. ”Hvad sker der?” Spurgte han søvnigt. ”Fjenden er gået ind over grænsen, med et ukendt antal styrker” Sagde Caeleb. Ronan kiggede på Kia. ”Hvorfor er de nervøse? Norden har jo langt flere styrker end syden?” Hviskede han. Kia trak på skulderne. I det samme kom en vagt ind med en mørk pose, med noget flydende i. ”Forsyningerne herre” Sagde han. Caeleb så utilfreds, på soldaten. ”Er det det hele?” Soldaten sank en klump, og nikkede rystende. ”Har vi ikke flere tilbage end det?” Soldaten trådte et skridt tilbage. ”Ham knægten vi skulle dræne, giver ikke mere blod” Ronan så på Kia. ”Dean?” Hviskede han og hun nikkede tøvende. ”Hvad mener du med ikke giver mere, er han død eller hvad?” Soldaten rystede på hoved. ”Nej herre, han er i live, men han har ikke mere blod…” Caeleb så rundt på alle i rummet. ”Ikke mere blod? Og han er ikke død?” Han grinte kort. ”Det umuligt! Han må gemme det, få det ud af ham, om så det skal betyde i skal skære ham op!” Soldaten bøjede hoved. ”Det har vi allerede gjort” Caeleb førte hånden langs sit bælte hen mod sin pistol. Soldaten faldt på knæ. ”Gode herre, vi har gjort alt hvad vi kunne, han kan bare ikke dø” Kia opdagede i det samme noget bekendt ved soldaten. ”Det er ham” sagde hun lavmeldt. Ronan så uforstående på hende. Så rejste hun sig og gik hen til soldaten der bukkede sig for hende. Forsigtigt løftede hun det sorte slør der dækkede soldatens hoved væk. Og et skudhul i panden kom snart til syne. Caeleb rynkede brynene. ”Åhh er det dig” Hurtigt trak han pistolen og skød ham igen. Kia sprang væk og så forfærdet på sin bror. ”Hvad.. Hvorfor nu det!” Caeleb trak på skulderne. ”Han kaldte mig go..” Så forsatte han sammen med de andre mænd. Kia så på Ronan. ”Hvad er det helt præcist der er i posen?” Kia samlede den op, og lagde den på bordet foran ham. Lugten fik Ronan til at vige til siden. ”Er det blod?” Kia nikkede. ”Er det frastødene?” Ronan forsøgte at holde sig for næsen, men Caeleb lo bare. De fortsatte med at studere kortet, og Ronan faldt snart i søvn igen.

Han blev vækket af nogle høje lyde. Han kiggede træt op og så Caeleb i gang med at skubbe en reol ind foran døren. Besværet satte Ronan sig op. ”Hvad sker der?” Caeleb trak sin pistol og stilte sig klar til at skyde op ad væggen. ”Jeg ved ikke hvordan, men sydens ninjaer er trængt ind i min fæstning…” Ronan kiggede på Kia der stod over i det ene hjørne. Hun sagde ingenting, kiggede bare ned i jorden. Ronan så rundt i rummet. Han vidste døren var den eneste udvej, og at de var spærret inde. Og hvis sydens soldater var her, så måtte han give dem et tegn. Meget besværet rejste han sig op. Caeleb kiggede på ham, forbløffet over han kunne stå. ”Hvad vil du? Sæt dig ned igen” Nu pegede Caelebs pistol i retningen af Ronan. Men han fortsatte. Han gik langsomt hen mod Caeleb der rystende havde ham på kornet. ”Jeg skyder” Nu kiggede Kia også op. Men Ronan stoppede ikke. Der lød et skud og Ronan sank i knæ. Han var blevet skud i benet, men han kunne knapt nok mærke det. Besværet rejste han sig op. Nu blev Caeleb bange. ”Bliv der!!” Han skød igen, denne gang højere oppe, men stadig i benet. Denne gang sank Ronan kun lidt sammen, men fortsatte sin smertefulde gang. Caeleb indså hurtigt, at Ronan ikke havde tænkt sig at stoppe, så han pegede sin pistol imod Kia i stedet. ”Jeg skyder” Nu stoppede Ronan, og Caeleb pustede ud. ”Du skræmmer mig altså engang imellem,” Men han var lettet for hurtigt for Ronans blik var stift og skarp og gjorde ham utryg igen. ”Vil du virkelig gerne have jeg skyder hende?” Nu trådte Kia et skridt frem. Caeleb drejede hoved. ”Åh, nu ved jeg hvad i er ude på. Men den går skam ikke!” Han rettede igen pistolen mod Ronan, men denne gang hans hoved. ”Vil du ikke godt være sød at lade være?” Sagde Kia stille. Caeleb smilede, og sank pistolen, men hans rystende hånd fik den til at gå af, og Caeleb fik skudt sig selv i foden. I en smerteros, sank han halvt sammen. ”Det gør sgu mere ondt end man regner med.” Fremstammede han. ”Kom her over Park! Jeg skal bruge dig!” Ronan rørte ikke på sig. ”Skal man da også gøre alting selv…” Caeleb gik målrettet hen mod Ronan og skubbede hårdt til ham, så han væltede. Caeleb tog grådigt fat om Ronans såret ben, og han skreg af smerte, da Caeleb satte tænderne i skud såret. Lidt efter rejste han sig op og gik hen til sin plads igen. ”Din fod?” Sagde Kia. Caeleb nikkede. ”Troede i virkelig at jeg kun ville lade ham overleve fordi han ved noget?” Caeleb rystede på hoved. ”LEX-børns blod har en helende effekt hvis det bliver drukket direkte fra en levende, en fordel syntes i ikke”. Ronan kom på benene. Caeleb så irriteret på ham. ”Er du ikke færdig?.. ” I det samme løb Kia hen i mod ham, og der lød et nyt skud, men Ronan var uskadt. Denne gang var det Kia der sank sammen. Hun var ramt lige i maven. ”Bliv der!” Skreg han, men var uopmærksom på Ronan, der med en kræfanstrængelse sprang på den forvirrede og skræmte Caeleb. Ronan var svag og Caeleb sparkede ham hurtigt væk. Men denne gang havde Ronan været hurtigere end ham. Han lå nu på gulvet, med Caelebs pistol i hænderne og havde ham på kornet. ”Verden skal have fred, og det er på tide du også for det” Sagde han og trykkede på aftrækkeren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...